Hyg dig med en fuld finne i underbukser
Hygge er ikke hyggelig længere. Verden er blevet for uhyggelig. Hygge er blevet social tvang og konforme krav. Hygge er blevet en nedslidt global kliche. Nu er et nyt, frisk finsk begreb på vej frem. Kalsarikkännit. Det kan oversættes som underbuksefuld. Det handler om at drikke sig skidefuld i underbukser hjemme med nogle lunke dåseøl. Det er dejligt uprætentiøst, Det er finsk punk rock og zero fuck given-attitude. Det er en kæmpe fuckfinger til pænheden og reglerne. Sig skål, smid tøjet, og skru op for varmen. Det er The New Hygge. Hvorfor nu det? En antropolog og hyggeekspert forklarer, hvorfor vi nu drømmer om at drikke os ned med en fuld finne i underbukser.
af Jeppe Trolle Linnet
Lige nu er der en global mediejagt på the new hygge igang.
I det moderne menneskes rastløse jagt på opskrifter at leve efter står jagten på hidtil uudnyttede, fortolkningsmodne kulturressourcer ikke stille. Og hyggen – den er både uspændende som sidste års mode, men den kritiseres også for at være for meget. Måske var det julen 2016 med dens gaveræs af hygge-tematiserede puder, wellness-oplevelser og cute merchandize, der gav folk nok og gav hyggen nakkeskuddet som materialistisk og ikke bæredygtig.
I hvert fald lyder det i The Guardian, at hyggen “clearly works as an aspirational lifestyle export”, og sådan må det se ud fra et britisk synspunkt. Måske har den den ukritiske kobling til ”lykke” gjort, at hyggen er kommet til at fremstå mere intens, end den egentlig er.
Jagten på lignende begreber er i hvert fald gået ind, og det svenske lagom får nu sin tur i manegen som seneste udtryk for den alkymi, hvormed de livsdygtige skandinaver åbenbart kan trylle hverdag om til guldet: lykke.
Finland har lavet deres egne finske emojis, som blandt andet repræsenterer det finske hygge-begreb; kalsarikkännit.
Det er ikke altid stor tænkning, der karakteriserer dækningen af lagom og andre nyfundne kulturelle begreber. I Elle kvidrer man om lagom: ”Permanent work/life balance, happiness and frugality? Now, this is something we can get on board with”. Som det så ofte sker i mediedækningen, er kilden til forståelse af lagom og lignende begreber en redaktør eller forfatter, hvis egen interesse er at øge oplaget af deres blad eller bog om fænomenet – og det gør man ved at love, at fænomenet skaber lykke, balance eller andre af tidens eftertragtede tilstande.
Alle bliver antropologer
Verden har nu opdaget, at forskellige kulturer har hver deres begreber for følelser og stemninger. Og at vi kan bruge dem til noget, vokse med dem, anerkende noget i os selv, fordi sprogets grænse er vores verdens grænse. Hygge er ét sådant begreb. Lagom et andet.
På den måde er der mere populært ved at opstå en abstrakt, kultur-sammenlignende tænkning. Alle er pludselig blevet amatørantropologer. Og fordi begreberne markedsføres som nationalt unikke, er det ikke sært, at folk leder efter endelige definitioner, der kan forklare hvordan fx lagom og hygge er forskellige, og hvorfor de i år skal købe en badekåbe, der hedder Lagom. Folk kan ikke kapere ideen om, at nogle af begreberne måske lyder forskellige, men betyder det samme.
Både i en artikel i Vogue og i en kritik af denne i the Guardian hævder forfatterne, at dansk hygge og svensk lagom skal forstås gennem modsætninger, som for denne forfatter (halvt dansk, halvt svensk, antropolog og hyggeforsker) at se ikke er reelle.
Hvis jeg skal kommentere på forholdet mellem dansk hygge og svensk lagom (uden at have underkastet dette et mere indgående studie), så er det, at hygge er et begreb med langt større spændvidde. Som en af sine mange mulige, iboende betydninger kan hyggen også indbefatte den oplevelse, som lagom peger på: at noget er ok og tilstrækkeligt og dermed passende, fordi det er hverdagsagtigt, anspråksløst og ikke skiller sig ud. Lagom er bare et underbegreb til hygge.
Norske kos har ikke været i spotlightet endnu, men mon ikke det kommer, når vores alle sammens uimodståelige kosegruppa vender tilbage i næste sæson af SKAM.
Endelig lidt kant: kalsarikkännit
Hyggen bliver aldrig hip, for den har ingen kant. Skandinaverne med deres hygge/lagom/kos er snart blot sofakartofler fra i fjor. Blikket retter sig nu længere mod nord, op hvor ”no bullshit”-tavsheden råder, og hvor der banker et hjerte af guld, poleret med vodka, i den kaurismäkiske punker-sjæl.
Nu skal det være kalsarikkännit. Det betyder at drikke sig fuld hjemme i undertøj uden intention om at gå ud. Og det lyder jo fint. Selvfølgelig skal man være nøgen, eller næsten. Deri slægtskabet med hygge: Det er fedt at være varm, når kulden angriber derude. Kulde, du kan ikke nå mig, skål...
Kalsarikkännit er hygge plus vildskab. I kalsarikkännit hæves flasken og langefingeren mod kulden og hele systemet derude, alle kravene om at være sund, udadvendt og velafbalanceret (og jeg freestyler her, for jeg taler ikke finsk). Det er dejligt uprætentiøst, Det er finsk punk rock og zero fuck given-attitude. Sig skål, smid tøjet, og skru op for varmen. Giv en gigantisk fuckfinger til pænheden og systemet. Det er The New Hygge. Kalsarikkännit er altså på vej ind i spotlightet.
Den dugfriske opmærksomhed på kalsarikkännit er både en søgen efter den næste hygge og en modreaktion mod den friktionsløse og mådeholdne hjemme-vendthed, som er hyggens beskedne bidrag til forædlingen af den menneskelige ånd. I et virvar af mystiske gifs og tongue-in-cheek humor hæver dette kalsarikkännit-essay en humoristisk fuckfinger mod hyggens hjemmesko-mentalitet og den naive idealisering af dansk ”lykke”.
Giv følelserne navn
Mennesker har tydeligvis brug for et langt større repertoire af ord for, hvordan vi har det med os selv og med at være i verden end dem, vi får ind via dansk og engelsk. På listen over ”ord for følelser, du ikke vidste, at du havde” ser vi ingen, der minder om hyggens gemytlige, måske lidt rodede men dybest set velordnede fællesskab. Kalsarikkännit handler om kaos, forvirring, om tab af et styrende selv. Om at steder ikke beroliger dig, men destabiliserer dig.
Hver gang søgelyset rettes mod en ny kultur, fører de lokale sig tilsyneladende ”opdaget” med en vis ambivalens. Og hver gang fascineres det globale publikum, samtidig med at forfatterne siger, at ”det kender jeg da egentlig også fra mig selv…”
Måske er den erkendelse, der ender med at stå tilbage, at der ikke findes følelser eller motivationer, der kan afgrænses nationalt eller etnisk. At selv i det mest eksotiske findes der noget, vi kan genkende. Men der findes ofte lokale kulturalister, der gerne vil monopolisere og tage patent på en vis værdi. Verden er et kludetæppe af chauvinismer. Og de globale medie- og markedskræfter tager gerne kulturalisterne på ordet, for vi labber ideen i os om, at et begreb og en æstetik kan tilbyde genvejen til lykke, fritage os for besværet med at lære os selv at kende og skabe et ligeværdigt samfund.
Det virker bare ikke. Life Is Bitter. Måske netop derfor har vi bare lyst til en omgang dødsdruk med en fuld finne i underbukser.
