Stem på Kforum

Nogle vil have folk til at spise sundere, nogle har grundlagt nye sportsgrene, nogle har skrevet bøger om kommunalpolitik, og nogle er helt vild med sang. Folketingskandidater med K-profiler har forskellige ønsker og evner. Her kan du læse om dem.
Nikolaj Bøgh, De Konservative

Nikolaj Boegh
Nikolaj Bøgh
er – ud over politik – også vild med sang. Screenshot fra www.nikolajbogh.dk
 
Hvad vil du gøre for K-branchen, hvis du kommer i Folketinget?
Jeg vil ikke gøre noget specielt for K-branchen – ud over at være mindst lige så lydhør over for dialog med omverdenen, som de bedste folketingsmedlemmer, jeg selv har dialog med nu. Men jeg vil meget gerne bidrage til, at det bliver nemmere for alle brancher at drive virksomhed.
 
Hvordan bruger du dine K-kompetencer i valgkampen?
Jeg forsøger i min valgkamp at bruge så mange kommunikative redskaber som muligt. At gøre budskaber enkle, konkrete og vedkommende, er gode leveregler, både i K-hverdagen og i valgkampen.
 
Bonusinformation?
Jeg er ceremonimester i Det Danske Sang- og Psalmeselskab, som jeg stiftede for omkring 10 år siden sammen med Søren Pind, og som ud over os samler en festlig og farverig kreds af politikere, rådgivere og K-profiler til aftener koncentreret om fædrelandssange og gode danske salmer.
 
Mia Nyegaard, De Radikale

Mia Nygaard
Her har vi grundlæggeren af den måske spirende sportsgren "politisk yoga". Og her har vi Mia's K-profil. Screenshot fra www.mianyegaard.dk
 
Hvad vil du gøre for K-branchen, hvis du kommer i Folketinget?
Jeg har ikke tænkt så meget over, hvad jeg vil gøre for K-branchen specifikt. I min optik klarer den sig vist meget godt.
 
Hvordan bruger du dine K-kompetencer i valgkampen?
Jeg tænker ikke så meget over, hvordan jeg bruger dem konkret. Det er bare blevet en del af, hvordan jeg ellers ville arbejde og kommunikere.
 
Bonusinformation?
Jeg har opfundet konceptet politisk yoga. Som yogalærer og folketingskandidat gør jeg nu forsøget og fusionerer politik og yoga tre gange i løbet af valgkampen. Jeg er ofte blevet spurgt, hvordan jeg både kan gå op i politik og i yoga? Som med så meget andet, handler det spørgsmål vist mest om fordomme – der er til for at blive nedbrudt. For mig er yoga intelligent gymnastik og politik (nogle gange) intelligente debatter og diskussioner. Fælles er, at både yoga og politik handler om vores værdier i livet, enten dem, vi gerne vil se i vores eget liv, eller dem, vi gerne vil se i vores samfund. Hvis du møder op, kan du stresse af i en travl valgkamp, samtidig med at du strækker, bøjer og sveder dig til en sundere krop. Og så kan du få en snak med mig om, hvad vi skal med dit og mit Danmark – fordi det er vores Samfund, vores Fremtid og vores Ansvar.

Trine Nebel Schou, De Radikale

Trine Nebel Schou
Trine Nebel Schou
lader øjnene være den råde tråd igennem sin valgkampagne. Screenshot fra www.ligeiøjet.dk
 
Hvad vil du gøre for K-branchen, hvis du kommer i Folketinget?
Jeg prioriterer lighed i adgangen til at udtrykke sig på nettet. Jeg er stor tilhænger af samtaledemokrati og mener, at det store demokratiske gode, som internettet har bragt med sig, ikke må begrænses. Jeg mener derfor heller ikke, at de store etablerede medier skal tilgodeses i forhold til de medier, der udelukkende baserer sig på nettet. Det vil betyde større krav til Mediestøtteudvalget om at tage opgaven alvorligt, tænke nyt og sikre en omlægning af mediestøtten, så elektroniske medier i højere grad tilgodeses.
 
Hvordan bruger du dine K-kompetencer i valgkampen?
Jeg har brugt ét år på at planlægge, hvordan jeg bedst inddrager mine K-kompetencer i valgkampen. Jeg har som basis en plakat, der kun forestiller mit højre øje i kæmpeformat. Til plakaten er knyttet en hjemmeside med navnet www.ligeiøjet.dk. Jeg videoblogger på min hjemmeside. Helt konkret har jeg en video-kanal (kaldet bambuser.com), hvor jeg live-streamer. Det betyder, at hver gang jeg laver en live-video på min telefon, så ligger den både på min hjemmeside, på Facebook, på Twitter osv. Det er råt, unplugged. Det ucensurerede og håndholdte indblik i min valgkamp flugter forhåbentlig med hele kampagnens tema, lige i øjet. Jeg deler ingen pjecer ud, kun magnetiske øjne. Det eneste, jeg i øvrigt deler ud, er min bog, "Skal jeg virkelig smide tøjet?", om oplevet kommunalpolitik. Endelig har jeg lavet Danmarks største indsamling af viden til folkeskolen. De 25 idéer til folkeskolens udvikling, der får flest stemmer, gives videre til den kommende undervisningsminister.
 
Bonusinformation?
Jeg har lavet en bog om oplevet kommunalpolitik, der viser demokratiet indefra. Bogen har været et stort arbejde, og den bidrager måske mere til den demokratiske debat end noget andet tiltag i valgkampen, hvor endeløse pjecer med gyldne løfter overgår hinanden. Bogen lover intet, men afslører alt!
 
Karen Lumholt, De Radikale

Karen Lumholt
Karen Lumholt
var Årets Valbyborger anno 2007, og er folketingskandidat anno 2011. Screenshot fra www.karenlumholt.dk
 
Hvad vil du gøre for K-branchen, hvis du kommer i Folketinget?
Kommunikationsbranchen har ikke brug for regulering, men har som så mange andre brancher brug for, at regelrytteri ikke spænder ben for innovation og for nye ideer. Mange i K-branchen arbejder som selvstændige eller i små bureauer, der samarbejder på kryds og tværs. Disse nye soloselvstændige og iværksætternetværk er en vigtig del af den nye vidensøkonomi. Derfor skal det være så let og ubureaukratisk som muligt at etablere sig som selvstændig inden for K-branchen.

Hvordan bruger du dine K-kompetencer i valgkampen?
Jeg bruger ikke mindst mine evner til at lytte. Det er efter min erfaring mest reelt og effektivt at tage folks holdninger og problemer alvorligt. For hver ny brik af viden, jeg får fra de mennesker, jeg møder i valgkampen, bliver mine egne politiske løsninger bedre underbygget. Desuden skriver jeg meget, især blogindlæg, og trækker også på mine bøger om børn og om iværksætteri. Endelig har jeg enorm glæde af mit kæmpe netværk, som er opdyrket gennem mange år som journalist og kommunikationsmedarbejder, hvor jeg til hver en tid kan finde oplysninger, inspiration og hjælp.
 
Bonusinformation?
Kommer jeg i Folketinget, vil jeg kæmpe som en løvinde for, at vi som politikere begynder at lytte til fagfolk igen. Vi har i årevis spildt dygtige sygeplejerskers, læreres og mange andre faggruppers engagement og kræfter ved at mistænkeliggøre dem og stille spørgsmålstegn ved deres evner, dømmekraft og faglighed.
Derudover blev jeg i 2007 Årets Valbyborger på baggrund af mit frivillige sociale og politiske arbejde i bydelen.
 
Signe Wenneberg, Socialdemokraterne

Signe Wenneberg
Ifølge Signe Wenneberg skal der både spises og stemmes grønt. Screenshot fra www.stemsigne.dk
 
Hvad vil du gøre for K-branchen, hvis du kommer i Folketinget?
Jeg synes, der er for få K-folk i Folketinget, og der er for få, der har prøvet at have et rigtigt arbejde. Der er 25 procent af dem, der sidder i Folketinget, som aldrig har prøvet andet, og kun 10 procent, der har erfaring med at være selvstændig. Og folketingsmedlemmerne er jo de, der lovgiver og laver en masse regelbøvl og papirnus for os, der arbejder stenhårdt i det private og offentlige erhvervsliv. Jeg vil gerne komme ind med al den erfaring, jeg har fra 25 års arbejde og 20 års arbejde i K-branchen, og give mit besyv, så det kan blive lidt nemmere at være iværksætter og have ansatte. Danmark har virkelig brug for K-folk og K-virksomheder og innovation og initiativ her i krisen.
 
Hvordan bruger du dine K-kompetencer i valgkampen?
Jeg bruger dem 24-7, og jeg ville meget nødig være disse kompetencer foruden lige nu. Jeg styrer selv mine to facebooksider. Jeg tager spørgsmål fra Facebook og Twitter og svarer på dem i videoer, som jeg lægger op på min YouTube-kanal, hvorefter jeg poster dem på min politiske hjemmeside og videre derfra ind i de sociale medier. Jeg skriver også blogs. Det giver et rigtig godt flow, og jeg er konstant i kontakt med vælgerne, der kan forvente at få svar og være i dialog med mig. Desuden laver jeg selv alt fra PR og mediestrategi til, hvordan hele kampagnen skal forløbe. Jeg tror også rigtig meget på det personlige møde, dør til dør og valgplakater. Jeg skriver læserbreve og debatindlæg og træffer aftaler med journalister. Også her er jeg meget taknemmelig for min K-baggrund og min uddannelse i retorik.
 
Bonusinformation?
Jeg har faktisk en reel chance for at vinde det femte mandat i Kbh. Omegns Storkreds. Sker det, vil jeg meget gerne arbejde med fødevarepolitik, klima og miljø og forebyggelse inden for sundhed, hvor jeg er noget så gammeldags som socialt indigneret over den ulighed, der findes nu. De rige spiser groft sagt salat, de fattige spiser skodmad og bliver mere og mere fede. Der er mange fattige børn i Danmark – og der er mange fejlernærede fattige børn.
 
Uffe Elbæk, De Radikale

Uffe Elbaek
Uffe Elbæk
har brugt al den kaospilot-kreativitet, som han er i besiddelse af, i sin valgkamp. Udsnit fra valgplakat
 
Hvad vil du gøre for K-branchen, hvis du kommer i Folketinget?
Jeg vil tage K-branchens udfordringer lige så alvorligt som alle andre branchers problemer. Det vil sige, at jeg vil undersøge, om der er nogle særlige problemstillinger, man skal tage højde for i den lovgivning, der er relateret til branchen. Eksempelvis at sikre, at de digitale medier får den samme politiske opmærksomhed som de gamle medier. Tilsvarende vil jeg se på, om der er brug for at styrke de uddannelser, der uddanner kandidater til kommunikationsbranchen.
 
Hvordan bruger du dine K-kompetencer i valgkampen?
Jeg bruger alt, hvad jeg gennem et efterhånden lagt liv har lært om god kommunikation. For det at udvikle, organisere og afvikle en valgkamp er en lang kommunikationsopgave. Det kræver al den kreative tænkning, man overhovedet kan mobilisere. Min egen kampagne er en god blanding af old school-kampagne-tiltag og nye, mere eksperimenterende tiltag på de sociale medier. Men uanset om det er det første eller det sidste, har formålet været at opbygge fællesskaber omkring kampagnens budskab.
 
Bonusinformation?
Jeg synes, at I skal se denne lille net-portræt-valgfilm. Den er et godt eksempel på den tone, vi har ønsket skal præge min valgkampagne: https://www.youtube.com/watch?v=tETiSqW0mnQ.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job