Jyske Bank som bar, ha ha ha

Jyske Bank har nu i årevis forsøgt at profilere sig som en bar. Det sker i en ulideligt friskfyragtig tone, der medfører, at banken strør om sig med umorsomme visdomsord af den slags, man i gamle dage fandt bag på afrivningskalendre. Hvordan kom banken frem til den tone? En flue på væggen har været til kreativt møde i Jyske Bank.
af Henrik Dahl

Jyske Banks café-koncept er inspireret af den ekspanderede sydsjællandske regionalbank Max Bank, der allerede i 2001 begyndte at omdanne sine filialer til cafeer. Det foregik mere afdæmpet end i Jyske Bank og gav Max Bank en række fordele (hvoraf nogle givetvis var utilsigtede).

 

En vigtig fordel var, at hvor præmissen for mødet mellem bank og kunde klassisk har været mistillid, så blev præmissen – da man indførte café-konceptet – tillid. En anden væsentlig fordel var, at for at få banken til at ligne en café, skulle ringbind, mapper og lignende fjernes fra café-området.

 

Ændringen var mindre banal, end man skulle forestille sig, fordi den var business process reengeneering i begrænset skala. Bankpersonalet måtte i mange tilfælde opgive at støtte sig til sagsmapper, når de havde møder med kunderne, og i stedet forlade sig på hukommelsen. Derfor ændrede selve afviklingen af kundemøder sig i retning af det mere personlige, hvad mange var glade for.

 

Jyske Bank indførte sit café-koncept i 2007 og tilførte nogle elementer, der ikke fandtes hos Max Bank. Blandt andet en ulideligt friskfyragtig tone, der medfører, at banken strør om sig med umorsomme visdomsord af den slags, man i gamle dage fandt bag på afrivningskalendre.

 

For tiden kører en outdoorkampagne, der hedder ”Fri Bar”. I overskriften bliver man inviteret til fri bar i Jyske bank, og så kører det ellers sådan her:

 

Outdoor set i Københavnsområdet november 2010

 

Jamen, søde børn! Hvordan kan sådan noget ske?

 

Hørt af fluen på væggen

- Lad os køre noget outdoor på temaet ”fri bar”.

- Ja. Så kommer man til forbinde sin bank med voldsom beruselse og indeklemt liderlighed.

- Fed idé.

- Nogen forslag til brødteksten?

- Vi kan køre videre på druktemaet.

- Giv mig et eksempel.

- ”Fuld af inspiration”. Fangede du den?

- Øh...

- Fuld. Ligesom i fuld. Beruset. Nudge, nudge – wink, wink!

- Aj. Den skulle jeg lige have to gange. Hvor er det sjovt!

- Nå. Så må vi hellere sætte det med fed skrift. Vi skal have flere ordspil.

- PrøvBaren.

- Det er ikke et ordspil.

- Er det ikke?

- Nej.

- KaffeBaren?

- Nej.

- PengeBaren?

- Måske kan man kalde det en analogi. Noget med at forbinde en bank med at hænge ud i tvivl­somt selskab. Og med, at man står op ad en halvanden meter høj disk og bruger en masse penge på at blive dummere.

- Ja…

- Det er skarpt. En overraskende sammenstilling. Men ordspil: nej.

- SpørgBaren?

- Der var den. Spørg bare. SpørgBaren. Hvor er det morsomt! Mere, mere.

- Jeg er helt udmattet. Har du ikke selv et forslag?

- Bum, bum. Jeg har det: ”Få en cocktail, der matcher din økonomi”. Kan du ikke se det? Cocktail. Det er noget, man kan få i en rigtig bar. Men det kan også bruges metaforisk: En vellykket blanding af mange ting.

- Fårk! Hvor er det bare subtilt. Det er perfekt!

- Vi skal ikke lave noget om nu. Så bliver det bare dårligere.

 

Haves: bank, søges: charme

Mine herrer og damer i Jyske Bank og på reklamebureauet: jeres morsomheder er ikke sjove! Kan I begribe det? Den aktive ingrediens i morsomheder er noget, der hedder humor. Prøv at slå det op i et leksikon. Eller se noget med Casper Christensen i fjernsynet. Hvad som helst, bare I gør det hurtigt. Humor bygger på overraskelse. Og vid. Og charme. Det vil sige tre ingredienser, jeres tekst er kemisk renset for.

 

Vi er københavnere. Vi synes, Anders Matthesen er sjov. Og Jon Stewart. Og nogle af dem, der laver falske undertekster til Der Untergang, selvom det snart skal høre op. Men jeres lamme onkelhumor? Glem det. Gå hjem til Silkeborg, og tag jeres plakater med, og bliv væk til I kommer op med noget, der er femtusind procent morsommere. Mindst.

 

Forstået?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også