Mugne vægge og skeletter – DR's bud på moderne julehygge. Kilde: DR.

Det ”glade” julebudskab fra DR spredes dag efter dag til de små, mens hele familien kan følge kampen for at finde en mirakelengel i et klamt fangehul fra middelalderen. Englen er nemlig den eneste, som kan redde den hjertesyge lillesøster fra den sikre død. Englen kan kun findes ved, at man befamler kranier og løber rundt i dystre stenkirker fra middelalderen med en bortløben dreng og to ældre subsistensløse, muligvis homoseksuelle mænd, der bor ulovligt i Magasins kælder. En rigtig ”jule”-historie leveret med gravkammermine af seriens hovedperson, der stavrer af sted i mørket på sine små ben, jaget af kutteklædte spøgelser fra fortiden og overvågningskameraer.

Det uhyggelige centrum er en dunkel ruin, hvor nogle små børn er blevet holdt fanget, torteret, slået ihjel og aldrig fik levet deres kærlighed ud for tusind år siden. Alt sammen illustreret med uhyggelige sort-hvide slow motion-klip fra en ubestemmelige fortid.

Ruinen i Absalons Hemmelighed gemmer på mange ubehagelige minder fra fortiden. Kilde: DR.

Historien mangler så-blev-det-alligevel-jul-i-den-gamle-præstegaard-konceptet 
Julekalendere har i årtier fulgt en bestemt formel. Det klassiske så-blev-det-alligevel-jul-i-den-gamle-præstegaard-koncept. Historien har derfor hvert år handlet om, hvordan familien kunne forenes følelsesmæssigt juleaften på trods af alt. En forening, der på et abstrakt plan også handler om, at samfundets modsætninger og konflikter bilægges gennem julens kærlighedsbudskab. Her kæmper hovedpersonerne år efter år for den sande jul. I år er det så Cecilie og Hubert, som skal løse opgaven og klare eventyrets strabaser. Et ungt Romeo & Julie-par, der gennem teamwork skal vise, at direktørens børn og de hjemløse skarnsunger godt kan finde ud af det sammen. Det er jo netop konflikten mellem de rige og de fattige, som samfundet ønsker opløst i julens rituelle sammenhængskraft på tværs af klasserne.

Cecilie og Hubert - et ungt Romeo & Julie-par, der gennem teamwork skal vise, at direktørens børn og de hjemløse skarnsunger godt kan finde ud af det sammen. Kilde: DR.

Historien er ikke en rigtig hyggelig julehistorie
Så langt så godt, men i år bliver der brudt med så-blev-det-alligevel-jul-i-den-gamle-præstegaard-konceptet. Det sker, fordi Cecilies kamp for at skabe en selvstændig identitet i opposition til forældrene tager overhånd i fortællingen på bekostning af den klassiske julefortælling.

Pointen er, at julen bliver en undskyldning for at fortælle Cecilies historie og ikke omvendt.

Absalons hemmelighed bliver dermed en dannelsesroman og historien om den fortabte datter, der drager ud af designerlejligheden og ned i mørket for at finde sig selv. Hvad der alt sammen betyder, at det kollektive og klassiske projekt om at redde julen og samfundet som et fælles menneskeligt og socialt projekt træder i baggrunden for Cecilies postmoderne og personlige projekt om at skabe sig en rolle og identitet med hjælp fra fortidens dæmoner og engle nu og i fremtiden. Hun er på den måde både en fortidsarkæolog og en fremtidsarkæolog.

For også hendes fremtid som voksen arkæolog er i spil. Hun graver så at sige sin kommende rolle som voksen frem af ruinen. Det vigtige bliver derfor ikke, om der bliver jul i det lille hjem, men om Cecilie finder ud af, hvem hun selv er. Identitetsarbejdets mirakel frem for kærlighedens mirakel. Noget, der kun kan ske ved, at hun bevæger sig mellem fremtid/fortid, frontstage/backstage, oppe/nede, lys/mørke, legitimt rum/hemmeligt rum, toppen af samfundet/bunden af samfundet.

Vi er alle faret vild, vi er alle fortabte. Kilde: DR.

Magasin er også blevet uhyggelig
Absalons hemmelighed er udspændt mellem Cecilies værelse i direktørens embedsbolig og Huberts ulovlige og hemmelige skjulested på bunden af København. Højden og møblementet bliver det fysiske udtryk for den symbolske forskel, som adskiller de to. Cecilie er medlem af en rig, borgerlig familie med rammerne i orden. På overfladen velfungerende, men under overfladen dysfunktionel og i dødens skygge. Kærlige forældre, men de har glemt sig selv og hinanden i livets travlhed. Her glemmes en bryllupsdag og et kys under mistelten, fordi det følelsesmæssige forhold ikke længere eksisterer som andet end tomme og ubrugte designersofaer.

Omvendt med Hubert og vennerne. Et tilfældigt sammenrend af alle dem, der ikke kunne eller ville tilpasse sig borgerligheden. På overfladen de forladte og de forkerte, men under overfladen et sandt følelsesmæssig piratfællesskab på trods af de triste ydre rammer. Her er designersofaen også med, men stjålet i fællesskab og netop ikke noget, som kommer med jobbet og forpligtelsen om at skabe det perfekte hjem med alle de rigtige møbler fra kataloget. Hvad der alt sammen peger på, at sympatien i serien entydigt er med kælderfolket og fortiden. Netop derfor hedder den jo også Absalons hemmelighed i stedet for Jul i Magasin.

Absalons hemmelighed er udspændt mellem Cecilies værelse i direktørens embedsbolig og Huberts ulovlige og hemmelige skjulested på bunden af København. Kilde: DR.

Mellem de to verdener er stormagasinet. Symbolet på det kapitalistiske samfund, hvor alt er til salg, og alle kæmper mod alle. Her hersker pengene og materialismen, mens den fælles historie og alternative samfundsformer fra middelalderen bogstaveligt talt er begravet og skjult under parfumeafdelingen i Magasin.

Mellem de to verdener er stormagasinet. Symbolet på det kapitalistiske samfund, hvor alt er til salg. Kilde: DR.

Engang var her et andet samfund, men det er nu væk, er budskabet i Absalons hemmelighed. Interessen for fortiden er dog det rene spil for galleriet, for virkelighedens Magasin tjener millioner på denne unikke eksponering af brandet med alt det middelalder lirum-larum. Noget, de efter sigende har fået ganske gratis af DR, for ligegyldig hvor meget magi og troldomskraft man vækker fra Jordens mørke muld, er og bliver det vigtigste nu, at den kapitalfond, der ejer Magasin, har mest at fejre jul over. Absalons hemmelighed er derfor i virkeligheden en dyr julegave til en stenrig kapitalfond, uden de skal give noget tilbage. Ganske uhyggeligt.

Kælderen er også uhyggelig
Kælderen er omvendt symbolet på alt det, der er blevet dømt ude i det kapitalistiske samfund. Alt det, som ikke sælger godt nok eller hvor datoen er overskredet. Fraskilte mænd og forvirrede børn, der lever som kasteløse og kriminelle. Den butterfly-klædte fraskilte og forladte intellektuelle er kælderens ”direktør”, som spejler Cecilies far. Samme rolle og indflydelse blot i to forskellige verdener. Den ene hersker over markedet, den anden over det magiske dødsrige og historien. I kælderen er lykken bogstaveligt et stjålet neonskilt på væggen, og her finder vi alt det, der for en stakket frist har undgået kapitalisternes overvågningskameraer og butiksdetektiver. Hvad der også er meget uhyggeligt.

Vi er alle faret vild - hvad der også er uhyggeligt
Alt i alt peger den marxistiske analyse tilbage på seriens skjulte tematik: Hvordan man skal skabe mening, få en identitet og leve i markedssamfundet, når alle er faret vild. Seriens dekonstruktive og pessimistiske pointe er, at historien ikke er svaret på livets meningsløshed, hverken i eller uden for Magasin. Engle kan helbrede en dødssyg småsøskende, men aldrig skabe mening for de fortabte sjæle i det postmoderne. For i middelalderen var livet også voldeligt og uhyggeligt, blot på en anden og mere direkte måde. Hverken middelalderen eller markedet er lykken, er budskabet bøjet i neon. Absalontidens København er derfor ikke svaret på et bedre liv i markedssamfundet. Historien er nemlig aldrig svaret, fordi ting sker, der aldrig skulle være sket, som Dicte synger.

Den syge lillesøster Ida, som skal få de mindste seere til at tisse i sengen af skræk. Glædelig jul. Kilde: DR.

Tilbage er blot, hvordan arven fra Absalons København skal håndteres som fortidsforvaltning på det kollektive og personlige plan. Enten som ufarlig og rituel kollektiv udstilling i stormagasinets glassal, eller som personlig, levende og magisk realitet i kælderen. Lokefiguren, museumsinspektør Petra, kæmper for fortiden i glas og ramme i Magasins udstillingslokale, mens Cecilie kæmper for, at historien skal udleves på hendes personlige betingelser. Hun vil vække spøgelserne og englene til live, mens Petra har langt mere hemmelige og skumle planer. For kun ved at forstå fortiden kan Cecilie redde familien og ikke mindst sin egen sjæl. Hendes identitet og seksualitet er således bogstaveligt begravet i fortiden og kælderens mørke. Netop derfor skal hun derned, koste, hvad det vil.

Lokefiguren, museumsinspektør Petra, kæmper for fortiden i glas og ramme i Magasins udstillingslokale, mens Cecilie kæmper for, at historien skal udleves på hendes personlige betingelser. Kilde: DR.

Historien med hendes dødssyge lillesøster er uanstændigt uhyggelig
Alt i alt en uhyggelig historie, der fik tårerne frem i mit hjem, da den hjertesyge lillesøster lagde sig til at dø alene i den hjemsøgte kælderruin med minimal chance for at blive fundet. En scene, der krævede lange forklaringer ved barnesengen resten af aftenen. Det må siges at være et dramatisk fejlskud af dimensioner. En helt uacceptabel og unødvendig følelsesmæssig manipulation af de mindste i deres julekalender. For de små sidder jo klistret til skærmen i forventningen om faktisk at se julekalender, selvom de får noget helt andet, de slet ikke har bedt om.

"Nu kan vi forældre så gå rundt og finde svar på svære spørgsmål såsom: Hvornår dør hendes lillesøster? Eller: Når hun nu dør, får hun så sine julegaver med i graven?". Kilde: DR.

Tilbage er blot at spørge, om det ikke en del af public service-forpligtelsen med lidt tv-julehygge til jul? Nej, mener DR. Den oplevelse skal de små ikke have i år. Her er julemenuen en uhyggelig omgang Tomb Raider + Riget + Da Vinci kode + Brødrene Løvehjerte + Tempelridderne + Fanny & Alexandra + Breaking the Waves + Ordet. Her mangler vi blot den masochistiske albinomunk fra Da Vinci og den onde præst fra Bergmans barndom, for at formlen er komplet. For vi kan fandme lave stor kunst i B&U, så de små tisser i sengen om natten og aldrig glemmer Absalons hemmelighed, så længe de lever. Nu kan vi forældre så gå rundt og finde svar på svære spørgsmål såsom: Hvornår dør hendes lillesøster? Eller: Når hun nu dør, får hun så sine julegaver med i graven? Lige nu kan vi med frygt se frem til, at Cecilie onsdag aften skal alene ned i kloakbrønden i midten af den hjemsøgte ruin.

Tilbage er blot at sige, at Absalons hemmelighed aldrig skulle have været afsløret. Desværre er porten til ruinen sparket ind, og på ryggen af alle de børn, som kigger med, står der nu med store, hvide bogstaver: I'm lost too.

---

Denne analyse blev første gang bragt på Kforum den 12. december 2006.