Jubiii lavkonjunktur langt om længe
Så kom den. Som en tiltrængt efterårsstorm. Endelig. Langt om længe bliver luften renset efter årtiers kedsommelig og fordummende uafbrudt højkonjunktur. Det kunne ikke være bedre. Nu kan vi slippe af med højkonjunkturens triste skyggesider. Derfor er der kun at sige: Bring it on. Velsignet være den nye lavkonjunktur.
Når alt er godt er alting godt nok
Højkonjunkturen har gjort os dumme og uopfindsomme. Always change a losing game, never change a winning game, lyder devisen. Sådan har det lydt I det danske erhvervsliv alt for længe nu. Det er blevet en farlig sovepude, hvor ingen længere har behøvet at anstrenge sig eller tænke nyt, fordi alt har kunnet sælges alt for let. Prisen har været et dramatisk og farligt læringstab. Ingen er blevet klog af skade eller stærkere af modgang. Lad mig illustrere det med et eksempel. Sand succes er at gøre det bedre end sine konkurrenter, ikke at gøre det godt. Det har vi bare glemt, mens pengene er fosset ind i firmaet. At gøre det godt hænger jo blot sammen med, at man opererer i en branche med mange penge i omløb såsom fx kommunikationsbranchen. Mens at være den bedste i branchen kræver noget særligt. Det er derfor den relative performance (bedre end konkurrenterne), som er det vigtige - ikke den absolutte performance (det absolutte overskud). Hvad der er ganske tankevækkende under en højkonjunktur, hvor enhver kommunikationsvirksomhed har brystet sig af de sorte tal på bundlinjen. De tager her højkonjunkturen alt for personligt, selvom den intet har at gøre med dem og deres evner. Det er ganske simpelt markedets upersonlige naturkræfter, der spiller dem et puds. De forveksler her den relative performance med den absolutte med det tragiske resultat, at selvfedheden breder sig ud over alt og alle på svagt grundlag. I opsvinget glemmer de selvfede hurtigt, at alle konkurrenterne har samme overskudsgrad eller måske ligefrem en større. Altså at der bag de flotte sorte tal gennem sig en skjult relativ underperformance. Konsekvensen er, at rigtig mange dårlige forretningsfolk tror, de kan noget. Den slags misforståelser kommer der mindre af fremover. Heldigvis. Win-win er fortid. Nu er det igen et lose-win. Hvad der er meget sjovere og meget mere sandt.
Wake up and smell the coffee
Virksomheder er som børn. De kræver faste rammer og retningslinjer. De skal lære at sætte tæring efter næring. Her skal være et sundt forhold mellem indsats og udbytte. Profit og produkt. Alt dette sætter højkonjunkturen over styr på allerfarligste vis. Udgiftsstyringen bliver automatisk svækket. Mens disciplinen og opmærksomheden går fløjten. Meget hurtigt mister alle sans for at holde på pengene. Helt umærkeligt bliver gode forretningsfolk til dårlige. Sløseriet og overforbruget breder sig som ringe i vandet, og pludselig er grebet om at drive en virksomhed borte. Her kan en brutal og dræbende lavkonjunktur være en kærkommen lejlighed til at wake up and smell the coffee.
Medarbejderne har fået storhedsvanvid
Mange medarbejdere har taget højkonjunkturen meget personligt. De tror, det er dem, som har skabt væksten helt af sig selv. Selvom de også bare har været det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jvf. pointen om de strukturelle betingelser for profit i en branche. De opfører sig derfor som rockstjerner, der er mellemlandet i virksomheden. Det betyder helt urealistiske og vilde lønkrav. Derfor er både gode og dårlige medarbejdere blevet en dårlig forretning. Lidt mere arbejdsløshed og lavkonjunktur skal nok få dem på bedre tanker. Det vil sige flere gode medarbejdere til en billig penge på sigt.
Højkonjunktur er røvkedelig
Jeg har længtes mod skibskatastrofer og pludselig død, skrev Tom Kristensen i et digt. Det gælder også i økonomien. Vi længes efter negative bundlinjer og nedjusteringer. Massefyringer og masseudsalg. Vi drømmer om kamp om hver en kunde, som gjaldt det livet. Fordi det tragiske ganske simpelt er mere spændende. Som soldater, der længes efter at komme i krig, længes vi efter en kreativ destruktion, som vender op og ned på alt. Vi længes efter at blive prøvet af for at se, hvem der er mus, og hvem der mænd. Vi drømmer om at skulle opstille en knivskarp strategi, som er et smerteligt fravalg af mennesker, ideer og resurser. Om at føle, at ting gør en forskel og indebærer en farlig risiko. Her vil en rask rutsjetur få fighterviljen og forstanden tilbage.
I forliset bor sejren
Lidt nedgang kunne betyde et tiltrængt kvalitetsløft, fordi nedgang skærper kvalitetskravene. Kunderne får mere magt, flere valgmuligheder til en billigere penge. Hvad der igen betyder, at ikke alle de talentløse konsulentrapporter vil blive solgt helt så ukritisk som nu. Her ville et kontant og iskoldt brusebad af et økonomisk kollaps kunne få renset branchen for de værste fantaster og fusentaster. Mens dem, som formår at overleve, ville øge indsatsen og fagligheden af deres rådgivning for at overleve. Med det positive resultat, at kvaliteten ville stige omvendt proportionalt med, at efterspørgslen falder. Ikke det værste i verden, hvis man er en god konsulent, der kan sit kram. Det er jo kun dårlige konsulenter, som frygter en lavkonjunktur. De gode jubler, for endelig vil det blive bevist, at de er bedre.
Kun lavkonjunkturen kan vise sandheden, skærpe sparsommeligheden, vække fighterviljen, sikre kvalitet, få lønningerne ned og skabe lidt tiltrængt spænding, lyder moralen. Derfor er der kun et at sige: Bring it on. Velsignet være den nye lavkonjunktur.
Højkonjunkturen har gjort os dumme og uopfindsomme. Always change a losing game, never change a winning game, lyder devisen. Sådan har det lydt I det danske erhvervsliv alt for længe nu. Det er blevet en farlig sovepude, hvor ingen længere har behøvet at anstrenge sig eller tænke nyt, fordi alt har kunnet sælges alt for let. Prisen har været et dramatisk og farligt læringstab. Ingen er blevet klog af skade eller stærkere af modgang. Lad mig illustrere det med et eksempel. Sand succes er at gøre det bedre end sine konkurrenter, ikke at gøre det godt. Det har vi bare glemt, mens pengene er fosset ind i firmaet. At gøre det godt hænger jo blot sammen med, at man opererer i en branche med mange penge i omløb såsom fx kommunikationsbranchen. Mens at være den bedste i branchen kræver noget særligt. Det er derfor den relative performance (bedre end konkurrenterne), som er det vigtige - ikke den absolutte performance (det absolutte overskud). Hvad der er ganske tankevækkende under en højkonjunktur, hvor enhver kommunikationsvirksomhed har brystet sig af de sorte tal på bundlinjen. De tager her højkonjunkturen alt for personligt, selvom den intet har at gøre med dem og deres evner. Det er ganske simpelt markedets upersonlige naturkræfter, der spiller dem et puds. De forveksler her den relative performance med den absolutte med det tragiske resultat, at selvfedheden breder sig ud over alt og alle på svagt grundlag. I opsvinget glemmer de selvfede hurtigt, at alle konkurrenterne har samme overskudsgrad eller måske ligefrem en større. Altså at der bag de flotte sorte tal gennem sig en skjult relativ underperformance. Konsekvensen er, at rigtig mange dårlige forretningsfolk tror, de kan noget. Den slags misforståelser kommer der mindre af fremover. Heldigvis. Win-win er fortid. Nu er det igen et lose-win. Hvad der er meget sjovere og meget mere sandt.
Wake up and smell the coffee
Virksomheder er som børn. De kræver faste rammer og retningslinjer. De skal lære at sætte tæring efter næring. Her skal være et sundt forhold mellem indsats og udbytte. Profit og produkt. Alt dette sætter højkonjunkturen over styr på allerfarligste vis. Udgiftsstyringen bliver automatisk svækket. Mens disciplinen og opmærksomheden går fløjten. Meget hurtigt mister alle sans for at holde på pengene. Helt umærkeligt bliver gode forretningsfolk til dårlige. Sløseriet og overforbruget breder sig som ringe i vandet, og pludselig er grebet om at drive en virksomhed borte. Her kan en brutal og dræbende lavkonjunktur være en kærkommen lejlighed til at wake up and smell the coffee.
Medarbejderne har fået storhedsvanvid
Mange medarbejdere har taget højkonjunkturen meget personligt. De tror, det er dem, som har skabt væksten helt af sig selv. Selvom de også bare har været det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jvf. pointen om de strukturelle betingelser for profit i en branche. De opfører sig derfor som rockstjerner, der er mellemlandet i virksomheden. Det betyder helt urealistiske og vilde lønkrav. Derfor er både gode og dårlige medarbejdere blevet en dårlig forretning. Lidt mere arbejdsløshed og lavkonjunktur skal nok få dem på bedre tanker. Det vil sige flere gode medarbejdere til en billig penge på sigt.
Højkonjunktur er røvkedelig
Jeg har længtes mod skibskatastrofer og pludselig død, skrev Tom Kristensen i et digt. Det gælder også i økonomien. Vi længes efter negative bundlinjer og nedjusteringer. Massefyringer og masseudsalg. Vi drømmer om kamp om hver en kunde, som gjaldt det livet. Fordi det tragiske ganske simpelt er mere spændende. Som soldater, der længes efter at komme i krig, længes vi efter en kreativ destruktion, som vender op og ned på alt. Vi længes efter at blive prøvet af for at se, hvem der er mus, og hvem der mænd. Vi drømmer om at skulle opstille en knivskarp strategi, som er et smerteligt fravalg af mennesker, ideer og resurser. Om at føle, at ting gør en forskel og indebærer en farlig risiko. Her vil en rask rutsjetur få fighterviljen og forstanden tilbage.
I forliset bor sejren
Lidt nedgang kunne betyde et tiltrængt kvalitetsløft, fordi nedgang skærper kvalitetskravene. Kunderne får mere magt, flere valgmuligheder til en billigere penge. Hvad der igen betyder, at ikke alle de talentløse konsulentrapporter vil blive solgt helt så ukritisk som nu. Her ville et kontant og iskoldt brusebad af et økonomisk kollaps kunne få renset branchen for de værste fantaster og fusentaster. Mens dem, som formår at overleve, ville øge indsatsen og fagligheden af deres rådgivning for at overleve. Med det positive resultat, at kvaliteten ville stige omvendt proportionalt med, at efterspørgslen falder. Ikke det værste i verden, hvis man er en god konsulent, der kan sit kram. Det er jo kun dårlige konsulenter, som frygter en lavkonjunktur. De gode jubler, for endelig vil det blive bevist, at de er bedre.
Kun lavkonjunkturen kan vise sandheden, skærpe sparsommeligheden, vække fighterviljen, sikre kvalitet, få lønningerne ned og skabe lidt tiltrængt spænding, lyder moralen. Derfor er der kun et at sige: Bring it on. Velsignet være den nye lavkonjunktur.
