JP fra Muhammed til Mandela

Saetter kampagnen ikke netop i relief, at der er forskel paa:

1) at sige sin mening, naar man for alvor selv er i skudlinien (som Gandhi, Mandela og Dalai Lama), og

2) at haane, spotte og latterliggoere folk, naar man (fejlagtigt) tror, det vil vaere fuldstaendig gratis.

Eller er det bare fordi, jeg er sur?

Og jo, selvfoelgelig er kampagnen sjov og pisse godt taenkt. Den minder bare ogsaa mig, som synes Jylllandsposten er traels, om at jeg synes, Jyllandsposten er traels. Og endda om hvorfor.

Jeg er lidt med Ulrik her, måske - hælder i hvert fald mest til at mene, at du ta'r fis på sagen, Timme?
I det tilfælde, jamenjoda, du ku' måske godt ha' gjort den ironien mere åbenlys (din, mener jeg - ironien i JP's kampagne er ikke sådan at overse).

Det er jo nemlig såvist rigtigt, som der skrevent staar lidt højere oppe i kommentator-sporet, at der vist mest er tale om en foot-in-mouth-øvelse fra avisens side, når den sammenligner sig selv med disse ikoner - men nok herom sagt af Jer andre.
Derfor skal der herfra bare lyde et "godt gået, roekuleklapper-tosser" til JP og deres bureau, og så tilbage til studiet...

JPs budskab peger ganske rigtigt elegant tilbage på Muhammed-krisen, uden at kampagnen siger det ligeud. Sagen er bare, at JP i kampagnen i kampagnen netop ikke siger sin mening. Dermed forbryder kampagnen sig mod den gamle journalistisk regel: Don´t tell it – show it!

Og på en sjov måde underminerer denne form for metakommunikation hele logikken i kampagnen. For ingen er i tvivl om, hvad den ironiske punchline handler om i forhold til JPs nære historie.

Men okay. JP kan ikke lide muslimske fundamentalister, fordi de truer vore demokratiske, sekulære og tolerante kultur.

Men alvoren bag det synspunkt holder kun i det omfang man køber præmissen om, at JP og den øvrige vestlige verden er den svage part i en konflikt mellem universel vestlig, sekulær, demokratisk kultur overfor den stærke part: en autoritær, fundamentalistisk, arabisk kultur.

Men er det virkelig så enkelt:

Engang for mange år siden, hvor det var moderne at være venstreorienteret ville man for eksempel starte med at kigge på de reelle forhold i jernindustrien: Økonomi, bytteforhold og ikke mindst de involverede parters magtpotentiale - økonomisk såvel som militært. I det perspektiv er det ikke voldsomt overdrevet at sige, at konflikten mellem det hovedsageligt kristne "os" og det fortrinsvis muslimske "dem" er asymmetrisk.

Vi har pengene og det militære isenkram til at opretholde den eksisterende og ekspanderende vestlige verdensorden. Heroverfor står en materielt og militært underlegen modpart, som i mangel af midler til at fastholde sin egen kulturelle identitet er sunket hen i en selvretfærdighed, som vi her til lands i øvrigt gør vores bedste for at efterligne.

De idealer, som vi i vesten fokuserer på i forhold til de historiske personer Gandhi, Mandela, og Dalai Lama er så i øvrigt i vores hverdag parkeret i nogle særlige mytologiske nicher, som gør det muligt for JP at tage disse arketyper som gidsel for en bestemt diskurs.

Gandhi, der i sin tid fremstod som relativ moderat hinduistisk nationalist, var på nogle strækninger allieret med de selv samme hinduer, som endte med at slå ham ihjel. Hans valg af ikke-voldsstrategien er hans klare brand i vesten, som lige så vel kan forstås som et taktisk træk for at tækkes demokratiske og internationalistiske vesterlændinge, som dermed indirekte kunne lægge pres på den britiske kolonimagt. Gandhi som spin! I dag finder man rester af Gandhis idealer om det simple indiske bondeliv i den tredje verden i den romantiske forestilling om en moralsk funderet "fair trade" som vejen til en bedre verden.

Mandela som figur havde for ANC den store strategiske fordel, at han i vesten fungerede perfekt, som ikon for en påstået kamp for demokrati og mod racisme. Ikke mindst fordi manden ikke selv kunne give sit besyv med, så længe han sad i spjældet under apartheid-regimet. Realiteterne i vore dages sydlige Afrika vidner om at virkeligheden vistnok var en smule mere nuanceret end myten om den ædle vilde (Mandela) mod den store kolonialistiske hvide mand.

Dalai Lama er på samme måde blevet et ikon, som vesten fortolker og projicerer bestemte elementer af vores egen kultur ind i. Den etablerede tibetanske budhisme kan pænt sagt beskrives som fortaler for en konservativ, feudalistisk samfundsform, som de færreste vesterlændinge ville ønske at leve i. Det er interessant, hvordan Dalai Lama i den vestlige fortolkning optræder som en rar nisse, hvis visdom og personlige og moralske integritet udspringer af en ikke nærmere beskrevet religiøsitet. Hvis Hans Hellighed var folkekirkepræst ville han hedde Møllehave!

Den rigtig grimme pointe i JPs kampagne er, at de tre arketypiske forkæmpere for det gode portrætteres som henholdsvis strandløve, skibums og småborgerlig grill-entusiast. Man må forstå, at det er den grumme skæbne, som de tre ville have lidt, hvis de ikke havde haft den moralske pondus, som vi traditionelt tillægger dem.

Pointen svider nok så meget i en dansk kontekst, hvor de seneste ti års ubekymrede forbrugerboom har stået voldsom kontrast til de virkemidler Danmark som krigsførende magt har benyttet sig af uden for landets grænser.

Forestillingen om den åndløse, materialistiske og ligeglade forbruger er bare lige så meget en konstruktion, som de øvrige myter kampagnen trækker på. Det er elitært, det er protestantisk og den sidder lige i skabet, hvis man spørger de sure gamle livsfornægtere i Tidehverv.

Selv redaktør Timme falder i øvrigt i den grøft med sin betragtning om, at uden de tre herrer ville hans verden se meget værre ud.

Det nok er at spænde buen lige lovlig meget, at tillægge Gandhi, Mandela og lamaen et globalt alrusitisk motiv. Det er vel ret beset mere nærliggende, at de tre herrer mindre har tænkt på vesterlændingenes risiko fo at ende i et lallende åndløst forbrugerræs, og mere har været optaget af emner som slaveri, sult, skyhøj børnedødelighed, vold og kulturel og økonomisk undertrykkelse.

Det er som nævnt den kulturelt bestemte fortolkning af tre store figurer i verdenshistorien, som JPs kampagne lever af. JP ser sig selv som den ædle forkæmper for universelle vestlige værdier, som er truet af hvem? Det giver kampagnen som nævnt ikke svar på. Men ”Livet er lettere, hvis du ikke siger din menin!” og hvis De vil vide mere, skal De bare læse en avis, som altid har haft sine stærke fjendebilleder klar til brug.

Denne gang har de bare hyret et reklamebureau, som mestrer det subtile.

Det er naturligvis fint nok, at en avis gerne vil have sig et brand, når nu det er så moderne. Personligt ville jeg nu foretrække at de i første omgang koncentrerede sig om at fortælle mig, hvad der sker i verden.

Ideen er god, men ytringsfrihed har det jo med at være en bombe, der eksploderer i alle retninger. Skide irriterende, at dem med de forkerte meninger osse skal ha lov til at ha' dem. Glashuset og stenkastningen og den slags...
Grundideen er god, og kampagnen er iøjnefaldende. Jeg tænker dog, om den ikke præker lidt for de frelste (men det er der jo megen reklame, der gør). Dels er der en nærmest mytologisk funderet enighed om, at Gandhi, Mandela og Dalai Lama er GODE og sandfærdige, renfærdige... og dermed absolut ufarlige at lægge sig i sporet på. Dels er der lidt martyrie-agtige trækninger i at postulere, at man selv sætter liv og førlighed på spil ved at trykke meninger og holdninger.
Jeg kan ikke helt sige mig fri for oplevelsen af, at JP knepper Gandhi og det øvrige mytologiske godheds-kompagni lidt i røven her. Der er lidt forskel på at trykke en tegning og så investere sit eget, personlige liv i en sag.

Problemet med kampagnens påstand er, at alternativet til Mandelas (og hele ANC's væbnede) kamp mod apartheid-styret ville være en ubekymret surfertilværelse på en palmestrand. Et reelt alternativ til en kæmpet og vundet kamp mod apartheid ville vel have været en forarmet Mandela i et faldefærdigt blikskur i Soweto?

Og det var hele tiden JP's held, at ekstremister verdens over viste sig at være endnu dummere end rationaliseringen for at trykke tegningerne. Dels blev det aldrig tilnærmelsesvist godtgjort, snarere modbevist, at det var frygt for islamisters blodige hævn, der holdt danske illustratorer fra at arbejde med Kåre Bluitgen. Dels var der noget galt med præmissen: "I Danmark må man finde sig i at blive hånet og latterliggjort, og vi har tænkt os at begynde lige her". Hvilket lidt (men ikke helt) svarer til at sende sit barn i skole med ordene: "Du riskerer at få et par på hovedet i det store frikvarter, så her er lige et par lussinger at varme op på".

Lol