En moderne profet latterliggjort med et glimt i øjet. For alt og alle skal kunne tåle at blive gjort til grin.

Hurra for den modige JP jyde
Livet er lettere, hvis du ikke siger din mening, står der på plakaten. Nedenunder er et billede af Mandela som hang loose surfer, Gandhi småfuld ved havegrillen og Dalia Lama på ski. I korte træk JP's nye post-Muhammed kampagne, der sætter det hele på spidsen med JP som ytringsfrihedens spydspids. Livet har ikke været let  for JP, siden de snublede ind på verdensscenen. Dødstrusler, afsky, attentatforsøg og had fra alle verdenshjørner ramte avisen i Viby. Mens de trofaste naboer i Viby med Arla i spidsen måtte tage afstand. Alt sammen ud fra devisen om, at livet som mejeri i Mellemøsten er en smule lettere, hvis man ikke siger sin mening. Pludselig var jyden og Viby splittet i to, hvor kræmmerjyden stod over for den oplyste, liberale, frihedelskende JP jyde. Hurra for, at den modige JP jyde vandt.




Dalia Lama til vinter OL?

Hurra for Uncle Grey
Dansk reklame er ikke noget at råbe hurra for. Det er folkekomedie af værste skuffe. En lang falde på halen revy-sketch med de samme skuespillere og samme bureauer, hvor kun produkterne skiftes ud. Reklamefolk kalder det selv guldkorn, men reklamerne er det sjældent for andre end bureauets pseudokreative til et kikset new bizz møde. Livet er tydeligvis lettere i den danske reklamebranche, hvis man ikke har mod og en mening om de produkter, man reklamerer for. Netop derfor lyser JP"s nye kampagne op. Uncle Grey har gjort det. Det er second to none. Her er der endelig et bureau, som tør sige sandheden til JyllandsPosten og resten af verden om, hvem JyllandsPosten er og vil være. Det sker med en begavet ironisk krølle på Muhammed-krisen. Hvor JP denne gang med et smil på læben latterliggør de profane profeter i det moderne. Her skal fandme råbes hurra for Uncle Grey.



Gandhis garden party

Hurra for modet
Hvad Uncle Grey har skabt, er knivskarp branding i verdensklasse. Branding handler om at kommunikere et troværdigt løfte med brandets historie som opbakning. Det gør JP-kampagnen til fulde. Løftet er, at JP kæmper for sandheden og retten til at gøre grin med alverdens profeter fra Muhammed til Mandela. Opbakningen er Muhammed-krisens lugt af brændte ambassader og mordplaner. Det er branding på så højt plan, at det bliver en kommentar til samtidens kamp mellem verdensbilleder og profeter. JyllandsPosten udsiger så at sige deres egen dogmatik og læren om det moderne i al sin kompleksitet med den kampagne. Helt på højde med Benetton, Diesel og Lord Saatchi, når han er aller-allerbedst. Muhammed-krisen har givet JP et brand dna, som enhver virksomhed ville dø for. Det er stærkt som kryptonit og fascinerende farligt som et dødbringende virus, der kan skabe konflikter overalt på jorden. Nu er der ingen vej tilbage, kun at fronte verden med sit dna blueprint. Det kræver mod, men er modet fundet og er det rigtigt kommunikeret, er det sublim branding. Hurra for modet.

Hurra for ironien
Muhammed-krisen var og er en væmmelig sag, som JP ganske modigt nu prøver at vende til en vindersag. Strategien er som altid at fremme sagen som et spørgsmål om ytringsfrihed alene. Hvor spørgsmål om blasfemi nedtones. Det sker i en genial dobbeltbevægelse, hvor JP både bliver en profet i et historisk tilbageblik og fremadrettet profetisk i sit mod, eksemplificeret med kampagnen. Vi har gjort det en gang, og vi gør det igen, se blot her, fordi det er vigtigt, lyder moralen. Resultatet er en dramatisk make over, hvor sort bliver hvidt. Hokus pokus, skurken er helten. Profeten problemet. JP er nu profeten, der som Mandela, Dalai Lama og Gandhi kæmper den svære kamp for sandheden i hver sit verdenshjørne. Fællesmængden er, at de som JP har betalt en pris. Mandela med fængselsopholdet, Dalai Lama med eksilet, Gandhi med døden og JP med hadet. Ganske flabet og helt uhørt bliver JP den naturlige forlængelse af kongerækken. JP går så at sige i de moderne profeters fodspor. En absurd påstand fra en fremmedfjendsk provinsavis, som næppe har meget at gøre med Gandhi eller resten af selskabet, når alt kommer til alt. At den holder hele vejen hjem, sker kun takket være det ironiske twist med surfer-attituden, grillkonceptet og vinterferien. Ironien er her guld værd, fordi det giver en sund distance til Muhammed-sagen og viser et humoristisk overskud. En vilje til ikke blot at tage pis på andre, men også på sig selv som JP. Hurra for ironien.

Hurra for det kreative egomani
Ja, for tænk, hvis nu Mandala og de andre blot havde valgt det lette liv and stayed out of trouble?  Det havde betydet a lot of trouble for alle os andre. Et argument, som antydningsvis peger tilbage på JP"s troubles. Påstanden er, at JP kæmper en kamp for alle os andre. Og at den er lige så ophøjet og ærefuld som Gandhis kamp. Igen en overdrivelse, men noget, som uden tvivl tiltaler JP"s eget egomani.

Kampagnen prøver derfor ikke blot at kanonisere Muhammed-krisen i en historisk kamp for sandheden. Den prøver også at argumentere for, at latterliggørelse er en fundamental ret og en nødvendighed i det moderne. Hvor intet er helligt og alt potentielt skal kunne gøres til spot, om det så er de største koryfæer, der udfordres. Sandheden er ikke givet af en profet, er budskabet, den er en kritisk og humoristisk distanceret stillingtagen til alt og alle. Den pointe får JP ud med sin nye kampagne. Tilbage står et perfekt samspil med, hvem JP siger, de vil latterliggøre, hvem JP latterliggør, og hvordan JP sælger sig selv på det. Livet skal ikke være let for en avis, som vil sandheden og latterliggørelsen. Livet er alt for let for alle dem, som ikke siger deres mening. Det lærte JP.  Nu er de kloge af skaden og stærke af erfaringen. Det har de mod nok til at fortælle alle os andre. Hurra for det.