Det er ikke en speciel dansk udvikling. Den er heller ikke helt ny. Men nu ofres der langt flere penge på opkøb af journalistisk arbejdskraft end nogensinde tidligere i historien – sommetider er der tale om lønninger i millionklassen. Og nu veksler journalisterne med stadig større hast rundt mellem de højestbetalende arbejdsgiver, hvor de så stiller deres loyalitet til rådighed med samme elegance som professionelle fodboldspiller, der det ene øjeblik løber på banen for Arsenal, det næste for Milan.
Der er intet galt i at betale tårnhøje lønninger til journalistiske medarbejdere. Hver en krone er dem vel undt. Og det hele var såmænd ikke en kommentar værd, hvis det ikke lige var fordi erhvervslivet og det politiske establishments oprustning falder sammen med at den skrevne presse, dag- og ugebladene og radio/tv mere eller mindre afruster i samme uhyggelige takt.

I den skrevne presse og hos de elektroniske medier kradser krisen. Her skærer man ned. Her fyrer man folk. Her indskrænker man og opererer med stadig færre journalistiske medarbejdere. Avis efter avis bukker under. De elektroniske nyhedsmediers muligheder stækkes af den stadig dårligere økonomi eller forringes af kravene om øget kvantitet på bekostning af kvalitet. I dag har f.eks. Den Danske Bank 109 informationsjournalistiske medarbejdere af alle slags ansatte i det der hedder ”informationsafdelingen”. Til sammenligning har dagbladet Politiken ikke ret mange flere ansatte journalistiske medarbejdere til bl.a. at afdække og efterse alt det der foregår i f.eks. erhvervslivet og hos politikerne.

I længden vil denne skæve udvikling skade den demokratiske debat i Danmark. Den økonomiske afvikling er allerede godt i gang med at tære på den klassiske, kritiske journalistik hos dagbladene og aviser og tv. Og i kampen om de højtbetalte medarbejderne står det politiske magtapparat og erhvervslivet langt stærkere end de økonomiske svagt funderede dagblade, de private tv og radiostationer og den mere eller mindre offentligt styrede public service sektor.

Det ironiske ved hele udviklingen er, at mange overhovedet ikke vil opdage skadevirkningerne før det er for sent. Lytterne, seerne og avislæserne vil ikke i første omgang kunne mærke forskel på den journalistik de i dag får serveret - og den de kunne have fået, hvis forholdene havde været optimale. Nyhedsstrømmen vil ikke svinde hen. Tværtimod vil den tage til. Men hvor den før – mere eller mindre – var styret, kontrolleret og kritisk kommenteret af dagbladenes og radio/tv`s nyhedsredaktioner, vil den i fremtiden i langt højere grad været styret og kontrolleret af erhvervslivet og det politiske magtapparats velbetalte kontingent af journalistisk arbejdskraft. Med det resultat at skellet mellem manipulation og nyheder lige så stille vil blive visket ud. Det absurde er, at mediekrigen ingen vinder har. For i sidste ende kan hverken erhvervsliv eller det politiske establishment næppe være interesserede i at sætte den 4. og kontrollerede magt helt ud af spillet. Vores vestlige form for demokrati bygger på et fundament af fri debat og en levende og kritisk presse, der har muligheder for, og økonomi til, at trænge ind i magtens cirkler og blotlægge de skeletter der hærger i diverse skabe. En journalist er, ideelt set, et menneske der skal afsøge det sprængfarlige grænseland mellem forfatningens ord og forfatningens virkelighed, afdække forskellen mellem det de ledende siger og det de gør.

Hvis ikke journalisterne har den mulighed, dør demokratiet. For vel skal vi værne om ytringsfriheden, også for erhvervslivet og det politiske magtapparat, men vi skal samtidig være på vagt over for dem der med økonomiske midler tilraner sig ytringsretten. Hvis der ikke er vilje og penge til at sikre det, er mediekrigen tabt. Når aviser, radio og Tv tappes for de måske bedste medarbejdere, så tipper magtbalancen i den demokratiske debat. Og så er dødsattesten allerede ved at blive skrevet over den frie presses muligheder for at udøve deres demokratiske kontrol.

Her kan du læse det Jesper Højbergs svar på Koplevs debatindlæg