Spindoktorer bliver ofte skitseret i medierne som værende manipulerende og dominerende over for journalister. Men dette er langt fra sandheden. Vi har det sidste halve år undersøgt forholdet mellem politiske journalister og spindoktorer på Christiansborg.
Vi har fundet ud af, at, ja, spindoktorer og journalister er på den ene side modstandere. Her anvender både spindoktorer og journalister hver deres strategier for at nå egne mål. Dette er kendt som spin hos spindoktorer. Vi ser dog, at begge parter spinner. F.eks. deler spindoktorer journalisterne op i A- og B- hold, hvor A-holdet (der ofte består af de større medier) får de bedste historier først. Omvendt er en af journalisternes strategier, at ”true” spindoktorer med at afsløre dem som værende ’gatekeepere’, hvis de forhindrer dem i at skrive den historie, de gerne vil. Afsløringen sker ved, at journalisten f.eks. skriver i artiklen, at ”politikeren gerne ville udtale sig, men at hans spindoktor sagde, at det måtte han ikke”.
Det interessante er, at i lige så høj grad, som journalister og spindoktorer er modstandere, så er de på den anden side også medspillere. Det er de, fordi begge parter har nogle ressourcer, som den anden er interesseret i.
Journalisterne kan f.eks. give spindoktorernes politikere den opmærksomhed, de ønsker – så de i sidste ende kan skabe politik og nå vælgerne. Spindoktorerne sidder omvendt inde med de gode solo-historier, som journalisterne (og deres redaktører) lever af. Derfor handler forholdet også i høj grad om at holde sig gode venner, og det forventes, at man respekterer hinanden og har tillid til, at det, man får at vide, er sandt. Fordi journalister og spindoktorer har en interesse i hinanden, så sker der tit forhandlinger mellem dem. Den, som står stærkest i forhandlingen, er den, som har den bedste historie. Har journalisten den bedste historie, så kan han kræve stort set hvad han vil, og få sit ønske opfyldt uden af give noget igen. Har spindoktoren den gode historie, så kan han forhandle med journalisten om: Kildevalg, udgivelsestidspunkt, placeringen af historien eller at få noget sladder igen til gengæld for, at han giver journalisten historien først – og solo.
Problemet i den sidste halvdel af forholdet er, at journalisterne i deres iver efter at få de bedste solo-historier først, måske ikke er så kritiske, som de bør være. Medierne opfattes ofte som en ’kritisk vagthund’, der skal vogte magthaverne. Men hvis parterne forhandler, så er der vel ikke meget kritisk vagthund tilbage?
Vi ser, at medierne i stedet bør opfattes som en politisk institution, ligesom interesseorganisationerne og de politiske partier. Det bør de, fordi journalisterne tydeligvis har interesser i og med de forhandler med deres kilder. De har ikke partipolitiske interesser, som under partipressen – men de har interesser, som er dannet på baggrund af nyhedskriterier, der bygger på konflikt, identifikation mm. Man kan derfor ikke opfatte medierne som værende en objektiv vagthund, når journalister dels udvælger nyheder på baggrund af nyhedskriterier, og dels forhandler med de kilder, de bør være kritiske overfor. Et andet problem består i, at de forhandlinger, der finder sted, er skjulte for borgerne. F.eks. står der ikke, hvem afsenderen på en historie er. Læseren må således blot gå ud fra, at det er journalisten selv, der har fået ideen og skrevet historien. Men måske læseren ville forholde sig anderledes til en kritisk historie om Socialdemokraterne, hvis han vidste, den var givet af en spindoktor fra Venstre?
Specialet ’Nyheder til forhandling – en undersøgelse af forholdet mellem politiske journalister og spindoktorer på Christiansborg’ er en specialeafhandling i Journalistik ved Roskilde Universitet. Specialet tager udgangspunkt i to omfattende kvantitative spørgeskemaundersøgelser, hvor 93 journalister og 25 spindoktorer deltog, samt 12 kvalitative interviews foretaget blandt de politiske journalister og spindoktorer på Christiansborg. Specialet er skrevet af Charlotte Boman Hede og Trine Møller.