Må man sige homo i børnefilm?

Det er homo at bruge penge på bussen, det er homo at spise pasta, og det er homo at spille golf. Politiet er også homo, og det samme er parfume.

I den aktuelle danske børnefilm Jeg er William bor en 11-årig dreng alene med sin morbror Nils, der har et ret så pubertært sprogbrug, og som videregiver William et firkantet verdensbillede. Han lever af at spille poker og sælge hælervarer, når han da ikke opdrager William til at forstå, hvad der er homo – såsom at hænge sig i sin mors skørter, når William vil besøge sin mor på psykiatrisk afdeling.

Den grænseoverskridende morbror, spillet af Rasmus Bjerg, har fået nogle anmeldere og også kritikere til tasterne.

Blandt andet skrev Lars Henriksen, talsmand for Copenhagen Pride, på Facebook:

“Jeg er skuffet og frustreret og ærligt talt vred.”

Han kaldte traileren til filmen for “hverdagshomofobi” og “krænkende”. Han blev også interviewet til Radio24Syv.

“Det er ikke et grimt ord i sig selv. Men det er dårligt at bruge folks identitet som et skældsord,” sagde han i radioen.

Kritikken preller af

Men kritikken preller fuldstændig af på filminstruktør Jonas Elmer.

“Det støder også mig, når jeg ser filmen,” siger filminstruktøren overraskende og uddyber:

“William bliver udsat for alt muligt forfærdeligt, og det skal han lære at sige fra overfor. Og det er da den fineste morale, man kan have. At han skal sige fra over for sin morbror, som er afsporet. De, der piller hans ord ud af sammenhængen, er helt hen i vejret.”

Det er altså karakteren Nils, som bliver udstillet, og ikke homoer, mener instruktøren.

Historien er bygget på en børnebog, som er skrevet af Kim Fupz Aakeson. Da en pusher giver hans morbror én dag at leve i, hvis ikke han betaler det, han skylder for et slag poker, tager William sagen i egen hånd. Han vokser sig stor for at redde sin morbror og får respekt nok til at tage et opgør med ham og hans måde at tale på.

Filminstruktør Jonas Elmer og forfatter og manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, der er gået sammen om at lave børnefilmen 'Jeg er William'. Foto: Scanpix

Tossede ledere

Filmen blev faktisk udsat for censur af kræfter i Danmarks Radio, der er sponsor på filmen, og de byttede Rasmus Bjergs sprogbrug ud med glatte, fjollede udtryk i stil med 'splitte mine bramsejl'. Men da Jonas Elmer og Kim Fupz Aakeson så resultatet, tilbagerullede de ændringerne.

“Vi lever i en verden, hvor ledere kan tillade sig at sige de mest utrolige ting, og i den forbindelse er det en fin fortælling, Fupz har skrevet om, at man bliver nødt til at sige fra. Man kan ikke bare lytte blindt til autoriteter, og det er lige præcis det, filmen handler om. Vores historie bliver nødt til at være et spejl af den virkelighed, vi befinder os i,” siger Jonas Elmer, der gerne vil lave film om rigtige mennesker, som gør fortællingen rigere, frem for glatte karikaturer.

Tror du, at børnene forstår moralen?

“De forstår den måske ikke intellektuelt, men de forstår, at drengen siger nej tak til, at morbroderen er en fordrukken sut, der spiller alle pengene op.”

Men selvom Rasmus Bjerg spiller en svag karakter, er han jo også lidt sej, fordi han trods alt spiller poker og har hælervarer, og mange unge vil synes, han er sjov, og grine og måske fortsætte den jargon i skolegården, at det er homo at tage bussen eller spise pasta?

“Jo, alt er muligt. Men jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle være udtrækket af fortællingen. Hvis folk går og råber 'homo', tror jeg, at hunden ligger begravet et andet sted. Så vil jeg sige: Hvad er det så, vi skal vise de unge mennesker? Er det Far til fire og Mine søsters børn for at undgå det?”

Hvad er der galt med de film?

“Det er fuldstændig kommercielle film, som ikke har noget på hjerte. Jeg vil gerne lave film om rigtige mennesker, og som afspejler vores virkelighed. Jeg har for eksempel været til masser af fodboldkampe, hvor der bliver råbt 'homo', og det gør fortællingen rigere, at vi ikke lægger låg på os selv. Så længe vi ikke opfordrer til at sige den slags,” siger Jonas Elmer.

Med filmen håber han på at skrive Jeg er William ind i rækken af klassiske danske børnefilm som Busters Verden og Gummitarzan, der også har karakterer med kant.

Dem er der flere af i filmen. Kendere vil bemærke, at de karakterfyldte forfattere Henrik List, Kaspar Colling Nielsen og Martin Kongstad alle har små roller i filmen.

"Vores historie bliver nødt til at være et spejl af den virkelighed, vi befinder os i,” siger Jonas Elmer, der gerne vil lave film om rigtige mennesker, som gør fortællingen rigere, frem for glatte karikaturer.

På bekostning

Filmanmelder Ida Rud sætter i sin anmeldelse for Filmmagasinet Ekko spørgsmålstegn ved, om sprogbrugen kunne være “stødende”?

“For de børn, hvis forældre er homoseksuelle. For de børn, der måske selv er det? Man kunne så nemt have brugt et andet neutralt, men stadig kraftfuldt ord,” skrev hun i sin anmeldelse.

Da Kforum fanger Ida Rud på telefonen, understreger hun, at filmen har en god morale, men at den ikke behøvede komme på bekostning af en bestemt gruppe.

“Det er en rigtig fin morale. Helt sikkert. Jeg kan bare ikke se, at den skal komme på bekostning af en gruppe af mennesker, der i forvejen er marginaliserede og kæmper med og mod fordomme.”

Ida Rud siger, at det har påvirket hende, at hun kender mange homoseksuelle, som er blevet meget stødte over filmen.

“Det skærer mig i hjertet, når voksne mennesker kan få så ondt i maven over det, og hvordan påvirker det så ikke børn? Og løsningen havde været enkel – man kunne bare have brugt et andet ord. Klamt. Dumt. Fesent. Snobbet. Eller været lidt sproglig kreativ. Det er jo nærmest også dovent, hvordan det bare falder tilbage på ordet 'homo',” siger Ida Rud, som tilføjer, at det er en fin film.

Men ville det så netop ikke miste kant? Er det ikke bare bornert at hidse sig op over sprogbrugen?

“Til en vis grad. Jeg havde det faktisk svært ved at gå ind og kritisere netop sprogbrugen i filmen, for jeg kan som anmelder af især børnefilm godt være enormt træt af overdreven politisk korrekthed og moralsk frelsthed. Mange af de børnefilm, jeg er vokset op med, var ikke blege for med humor at overskride nogle små grænser – på et tidspunkt florerede der et klip fra en af Min søsters børn-filmene, hvor de sidder og pulser løs på cigaretter i en hotelseng og synes, det er skønt. Den slags er jo herligt, men nok helt utænkeligt i dag,” siger hun og viser, at selv polerede børnefilm i gamle dage gik til kanten.

Jeg er William kan stadig ses i hele landet.