Yes we can … Den oratoriske videohyldest til Barak Obama indeholder næsten alt det, moderne politisk kommunikation skal have. Der er følelser, budskab, kendisglamour og frem for alt et fællesskab, vi kan melde os ind i. Og det gør så demokratiske vælgere i stor stil.

Jeg kan slå Fogh … var også et forsøg på at skabe moderne politisk kommunikation. Klar tale, forløsende begejstring, og frem for alt et fremadrettet løfte til håbefulde socialdemokrater, der stadig havde Lykketofts sviende nederlag i kroppen. Men forløsningen er udeblevet, og meningsmålingerne peger den forkerte vej.

Forskellen på de to retoriske løfter er den store forskel mellem ”we” og ”jeg”. Barak Obama skaber fællesskab og håb med sit ”we”, mens Helle Thorning sætter sig selv i centrum med sit ”jeg”. Og det er måske et af Helle Thorning-Schmidts største politiske problemer. Hun bruger en ikke-inkluderende kommunikation om sit projekt, som vælgerne derfor ikke kan identificere sig med. De kan hverken se sig selv eller et tillokkende fællesskab i Helle Thornings vision. De kan ganske enkelt ikke blive en del af det socialdemokratiske projekt.

Helle Thorning-Schmidt er blevet uløseligt forbundet med de fire forbandede ord: ”Jeg kan slå Fogh”. Dermed skygger hun og valgløftet for Socialdemokraternes politiske budskaber, der – uanset om de findes – slet ikke får den samme omtale som vindersloganet fra formandskampen.

Kigger man på mediernes dækning af socialdemokratisk politik, viser det sig nemlig, at omtalen af det berømte valgløfte om at slå Anders Fogh fylder langt mere end omtalen af centrale socialdemokratiske politikområder indenfor klima, ulighed, skole og integration.

Diagram 1: Helle Thorning-Schmidts projekt i medierne. Andel af artikler om Socialdemokraterne, hvori Helle Thorning Schmidt optræder sammen med en eller flere udvalgte politikmarkører fra 12. april 2005 til 1. marts 2008. Andel af alle artikler om Socialdemokraterne i perioden.

Kilde: Nis Peter Nissen og Infomedia

Helle Thornings italesættelse af sig selv som vinder i slagsmålet med Anders Fogh Rasmussen ser således ud til at overskygge den socialdemokratiske vision og idé, vi som vælgere skal føle os inkluderet i, hvis vi skal vælge Thorning frem for Fogh. Det sejrsikre valgløfte risikerer derfor at ende som en myte, der ikke har hold i virkeligheden.

Myten om Helle Thornings usynlighed, der på det seneste er blevet fremført som årsag til meningsmålingernes nedadgående kurve, har heller ikke hold i virkeligheden – ikke i medierne i hvert fald. Kigger man på, hvor stor en andel af artikler om Socialdemokraterne, hvori Helle Thorning optræder, er den langt større end for alle andre partiledere – med en enkelt markant undtagelse.

Helle Thorning optræder i hele 15 procent af alle registrerede artikler om Socialdemokraterne. Kun overgået af Naser Khader fra Ny Alliance, men langt foran og halvanden gang så hyppigt som Anders Fogh og Villy Søvndal, der jo ellers har fået en meget synlig status som mediernes ’tale lige ud af posen’-darling.

Diagram 2: Partiforkvinder og -mænd i danske medier. Andel af artikler om partierne, hvori partiformanden optræder i perioden 12. april 2005 – 1. marts 2008 (For Margrethe Vestager og Naser Khader dog kun fra den dato, de blev partiledere).

Kilde: Nis Peter Nissen og Infomedia

Helle Thorning-Schmidt er alt andet end usynlig i medierne. Hun tegner som formand Socialdemokraterne, og medierne giver hende pladsen dertil – rigeligt endda.

Selvom man skal være forsigtig med at konkludere alt for håndfast på denne type af medieanalyse, ser det ud til, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem synlighed i medierne og succes hos vælgerne. Faktisk er der noget, der tyder på, at for megen synlighed og sætten sig selv i centrum kan have en direkte negativ effekt hos vælgerne, især når medieeksponeringen skygger for den politiske idé …

… hvis der da er en politisk idé!

Se Yes we can