Del eller dø

I sin nye bog Public Parts (læs et uddrag her) går den amerikanske journalist og forfatter Jeff Jarvis til angreb på privatlivsbeskytterne, som han mener er med til at undergrave internettets egentlige potentiale, nemlig at genskabe den offentlige dagsorden og redefinere forholdet mellem borgere, medier og magtens instanser.

Bogen flyver elegant mellem eksempler, historiske afsnit, personlige refleksioner og business cases. Jeff Jarvis er Associate Professor på City University of New York, hvilket betyder, at han gerne inddrager de største teoretikere på området, f.eks. offentlighedsdebattens store fader, Jürgen Habermas. Bogen forbliver dog en journalistisk og underholdende debatbog, som næppe vil efterlade sig store spor i den akademiske debat, men som til gengæld vækker til eftertanke.

Historien viser, at privatliv ikke er naturgivent

Den grundlæggende tanke i Public Parts er, at privatliv, som vi kender det i dag, ikke er et naturgivent fænomen. I de præindustrielle samfund var begrebet privatliv nærmest ikke-eksisterende. Folk levede i storfamilier og tætte landsbysamfund, hvor det var svært at holde noget privat fra omgivelserne. Det meste af, hvad man gjorde, sagde og tænkte, foregik i offentlighed.

Ifølge Jarvis opstår begrebet privatliv ikke for alvor før fremkomsten af den moderne stat. I den nye samfundsform, som udsprang af frihedsrevolutionerne i USA og Frankrig, blev det private individ – inklusive de ukrænkelige frihedsrettigheder – født. Samtidig blev også tanken om det offentlige rum født. Gutenbergs opfindelse af trykpressen bidrog til, at ideer kunne spredes og populariseres i et hidtil uset tempo og omfang. De britiske kaffesaloner opstod som et svar på en ny tids behov for at viderebringe og perspektivere nyheder. Og endelig var den mekaniserede og industrielle trykpresse medvirkende til, at det offentlige rum blev udbredt til de brede masser.

Offentlighedens magthavere, Rubert Murdock

Mediemogul Rubert Murdoch foran sit hovedkvarter. Hans magt trues potentielt af en kritisk masse af digitale statusopdateringer

Alle er lige, men journalister er mere lige end andre

Problemet var – siger Jarvis med Habermas – at det nyskabte offentlige rum hurtigt blev kolonialiseret af den nye tids magtfulde spillere, massemedierne. I stedet for at skabe grobund for en demokratisk og fri samtale i det offentlige rum blev massemedierne monopoliseret af professionelle journalister, som tog patent på at eje og kontrollere offentligheden. Samfundets menige borgere havde fået deres private frihedsrettigheder, men massemedierne kontrollerede offentligheden og tillod kun borgerne at deltage i denne offentlighed gennem pseudoinvolverende processer som meningsmålinger og vox-pops.

Den moderne tidsalders skarpe opdeling mellem offentligt rum og skarpt beskyttet privatsfære blev præsenteret som en beskyttelse af individet, men i virkeligheden var den fundamentet for massemediernes erobring af den offentlige samtale.

Når internettet og de sociale medier i dag er ved at omkalfatre hele privatlivsbegrebet, er det derfor heller ikke underligt, at de argeste modstandere af denne udvikling er de etablerede massemedier, som kappes om at bringe skræmmehistorier om de apokalyptiske konsekvenser af privatlivets forsvinden.

Klik, del og hersk i folkeligt regi

Gutenberg-øjeblikket er kommet – vil folket eller de etablerede massemedier få det sidste ord?

Ifølge Jarvis står vi over for et Gutenberg-øjeblik. Et øjeblik, hvor en teknologi – internettet – kan medvirke til, at samfundets borgere igen kommer til orde og bliver en del af den tabte offentlighed. Men også et øjeblik, hvor de etablerede spillere kæmper en indædt kamp for at bevare deres positioner.

Hvis vi skal udnytte internettets potentiale for at genskabe den tabte offentlighed, er vi nødt til at bryde med vores vaneforestillinger om privatlivets ukrænkelige fred. Vores gammeldags fokusering på beskyttelse af privatliv er de gamle magthaveres sang, og den eneste vej fremad er at dele langt mere om os selv, end vi allerede gør i dag.

Positive konsekvenser af at være transparent og delende

For privatpersoner betyder en mere delende og transparent hverdag,

at man får adgang til mere viden
at man spilder mindre tid
at man udvikler stærkere sociale netværk
at man nemmere kan finde de billigste produkter i hverdagen.

For virksomheder betyder transparens og deling,

at man får mere loyale kunder
at man kan udvikle bedre produkter
at man mindsker risikoen ved at lancere nye produkter.

For samfundet betyder transparens og deling,

at borgerne har nemmere adgang til relevant viden
at man nemmere kan udnytte vidensressourcer
at der er langt lavere transaktionsomkostninger i borgernes interaktion med hinanden.

Negative konsekvenser overdrives

Men er der da slet ikke nogen skyggesider af denne ophævelse af privatlivet? Tænk på al den magt statsmagten pludselig kan tilrane sig, hvis den får adgang til alle vores søgninger på Google. Eller tænk på, hvordan virksomheder pludselig kan sidde på en uhyggelig mængde af viden, som de f.eks. kan bruge til at nægte dig adgang til forsikringer baseret på deres viden om dit helbred eller dine opdateringer på Facebook. Eller tænk på, hvad din kæreste siger, når han eller hun ved hjælp af ansigtsgenkendelsesteknologi pludselig opdager dig på et billede, der viser, at du slet ikke var i Odense til et kursus, men derimod på en helt anden adresse et helt andet sted i landet.

Wikileak er en forbrydelse, mens Facebook er et socialt gode eller er det omvendt ? Hvem er de sande helte og hvem er de sande skurke i debatten om privatlivet ? Hvem sælger det privatliv du deler for hvilken pris til hvem ?

Jeff Jarvis er ikke blind for den øgede offentligheds skyggesider, men hans pointe er, at mange af disse skyggesider ofte er stærkt overdrevne. Ofte er der tale om rygmarvsreaktioner, hvor folk associerer mindre privatliv med mere overvågning og dermed et totalitært, 1984-agtigt samfund. Men ofte har folk svært ved at forklare præcist, hvad de er bange for. Vi er opdraget med, at privatlivet er helligt, men vi mangler gode grunde til, at vores privatliv skal være så helligt.

Jeff Jarvis har selv delt intime detaljer om sin prostatakræft og deraf følgende inkontinens og impotens, hvilket for mange mennesker er langt ud over grænsen for, hvad man kan dele. Men Jarvis har netop oplevet, hvordan hans åbenhed om disse emner både har resulteret i, at han selv og hans omgivelser er blevet klogere. Han nævner, hvordan flere af hans venner på grund af hans åbenhed har besluttet sig for at få foretaget præventive tests for prostatakræft.

Negative reaktioner på øget offentlighed kan også være kulturelt betinget. Jarvis gør meget ud af at fremhæve forskellene på f.eks. Norge og Sverige, hvor man har fri adgang til information om folks indtægter og skattebetalinger, og Tyskland, hvor staten og interessegrupper har reageret negativt på Google Street View, fordi man mener, at billeder af offentlige gader krænker folks privatliv.

Selvfølgelig er der situationer, hvor virksomheder og staten kan træde over grænsen og misbruge deres viden om folks privatliv, men når det sker, er der ofte tale om sager, der hører under ophavsrets-, straffe- eller injurielovgivningen. En virksomhed, der bruger et af dine billeder på Facebook til en reklamekampagne, misbruger jo ikke dit privatliv (du har jo allerede delt billedet), men derimod din ophavsret til det pågældende billede. En person, der forvansker information fra din Twitter-profil til at hænge dig ud i pressen, krænker ikke dit privatliv, men bryder (måske) injurielovgivningen.

Street View opfattes forskelligt i forskellige dele af verden. Pointen er, at forholdet mellem privat og offentlig er og bør være til stadig forhandling

Slip informationen løs, ikke misbruget

Jarvis’ pointe er, at vi ikke kan stoppe menneskers trang til at udtrykke sig selv, men at vi derimod kan skabe regler og retningslinjer for, hvordan virksomheder og statsapparater vælger at bruge den information, de indsamler. Gør informationen fri, men begræns de magtfulde spilleres muligheder for at bruge informationen.

Jeff Jarvis skelner mellem en privatlivets og en offentlighedens etik. Privatlivets etik handler om, hvad man ved, og offentlighedens etik om, hvad man deler.

Privatlivets etik ligger i hænderne på de virksomheder og institutioner, der indsamler og lagrer information om mennesker. Disse institutioner bør stille sig selv spørgsmålet, hvad man kan tillade sig at gøre med den information, som man varetager for borgerne og kunderne. I tilfældet Facebook handler det f.eks. om, hvordan man vælger at eksponere og dele brugernes billeder, og hvilken type ophavsret man påkalder sig i forhold til de billeder, som brugerne har liggende på Facebook.

Offentlighedens etik ligger i hænderne på afsenderen af information. Borgere, virksomheder og offentlige instanser bør stille sig selv spørgsmålet, hvorvidt det vil give værdi til samfundet og andre mennesker at dele information og holde den værdi op imod egen trang til at være privat eller hemmelig.

Et klassisk etisk dilemma er f.eks. om det giver mening, at offentlige instanser deler informationer om skoleelevers karaktergennemsnit fordelt på forskellige skoler. På den ene side er det værdifuld information for forældre, der skal vælge skoler til deres børn. På den anden side kan det også være information, der er med til at give et forkert billede af den enkelte skole, fordi karaktergennemsnit ikke siger alt om en skoles kvalitet.

Som altid, når man taler om etik, er der ikke entydige svar, men Jeff Jarvis vover alligevel at præsentere ni bud for en privatlivets etik og fire bud for en offentlighedens etik:

Privatlivets etik i 9 punkter

Stjæl ikke information
Vær åben om, hvad du har tænkt dig at bruge information til
Beskyt information
Fortæl, hvor du har informationen fra (”giv credit”)
Giv folk adgang til deres egen information
Brug ikke information mod folk selv (med undtagelse af når de fortjener det)
Sørg altid for at få informationens kontekst med
Spørg dig selv om dit motiv til at dele information
Tilføj værdi til informationen.

Offentlighedens etik i 4 punkter

Vær generøs. Del så meget som overhovedet muligt
Del når det giver mening. Der er ingen grund til at dele ligegyldige ting. Der er støj nok i forvejen
Brug fælles standarder, så det bliver nemt at dele din information videre
Beskyt det offentlige rum. Betragt det som et offentligt gode og kæmp for at udvide det.

Se Jarvis’ salgstale for bogen, start videoen

Vi lever i en verden, som er ”private by default”, men Jeff Jarvis argumenterer for, at vi skal vænne os til en verden, som bliver ”public by default”. I denne verden er det ikke statens opgave at beskytte dit privatliv, men det er vores fælles pligt at udvide og beskytte vores nyligt erobrede offentlige rum.

Spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for at beskytte dit privatliv – spørg, hvad du har gjort for at blive mere offentlig i dag.