Eddie Michel Azoulay, Hvad laver du lige nu?,
Forlaget Ehrhorn Hummerston, Juni 2009, 100 sider.

Tilføjet for få minutter siden
Firsernes DJ, journalist og radiovært Eddie Michel har været hurtig på tasterne og udgav lige inden sommeren tekstsamlingen ”Hvad laver du lige nu?”. Bogen er ikke som forventet en samling af statusopdateringer, der bliver analyseret og forklaret som et fænomen i vores tid ligesom Nadja Pass’s sjove retoriske gennemgang af diverse opdateringstyper. Det er nærmere en digtsamling. Eller en samling haikudigte. Ord og linjer. Som solmodne bananer i en ret moderne frugtskål har Michel samlet sine ’venners’ bedste statusopdateringer og sat dem sammen i forskellige emner – indimellem blander han Facebooks egen symbolik, ord og tegnsprog som ”del” og ”tilføjet for få minutter siden”, eller han skriver FB’s bannerannoncer om.

Sidstnævnte er meget sjovt, men absolut kun for de indviede - ligesom det at skrive gode, kvalificerede facebookopdateringer i øvrigt er det. For det er ligesom med alle ting og modeluner. Kun enkelte mestrer disciplinen. Som at have UGGboots på i tide, så det ser godt ud. At sige ”på den fede måde”, når kun 10 mennesker i Danmark siger det, og ikke når de siger det i tv. Det er typisk de indflydelsesrige, der begynder trenden, og så kommer alle de andre hjernedøde bønder bagefter med dårlige efterligninger.

Mor, børn og det barokke
Statusopdateringstrenden begyndte hos internetfolket, de professionelle, for de var jo selvfølgelig de første på mediet. Ergo havde de serven. Dernæst kom ordsmedene, de intellektuelle og kunstnerne. Så kom politikerne desværre med alt for lange referater fra folketingssalen eller svar på et angreb fra oppositionen. Gab, gab. Så de middelmådige. Og så kom ens mor og ens børn på, og det hele blev sgu lidt barokt.

Sidder og tænker
I Facebooks unge dage var gruppen ”Statuspolitiet” fremme i bussen og kommenterede på folks opdateringer. De var de indflydelsesrige, som allerede var trætte af uoriginale, usjove almindeligheder fra utrendy folk, som ikke mestrede disciplinen, som ikke havde knækket opdateringskoden eller kendte til brugsreglerne. Som de dér røvsyge opdateringer fra Bente fra C-klassen, som heller ikke dengang i firserne havde noget interessant at byde på. ”Sidder og tænker på, hvad jeg skal have til aftensmad”, eller bare ”sidder og tænker, hvad jeg skal skrive som opdatering”. Gab, gab. ”Sidder og tænker, om du ikke skal have en knytter”, kunne man svare i kommentarfeltet, men det gjorde man ikke, fordi det var dårlig karma og stik imod Facebook-ånden. Det lod man Statuspolitiet om at gøre grin med, indtil de selv blev lidt kedelige i kanten, og indtil FB opfandt ”hide”-funktionen.

Heldigvis for læseren af Michels bog har han ikke taget de kedsommelige, mette-hun-var-medium-og-sådan-ligger-landet-agtige opdateringer med. Men han har desværre heller ikke rigtig mange virkelig gode guldkorn med. Der er dog nogle fuldtræffere:

Nogle fuldtræffere
”Lefler for den mellemste fællesnævner
Spørger, hvad man skal med New York, når man kan være i Fjerritslev
Sætter pris på en sauna og det stille vand i provinsen”
Eller:
”Gad godt have sådan et sejt værtshusnavn a la Thai-John eller Torben Tuborg”
Eller:
”Sælger ud af alt, inden finanskrisen for alvor slår hårdt igennem: Holdninger, meninger og moral”
Eller:
”Har slået den på autosjæl”

En rigtig digtsamling
At der kun er få fuldtræffere, gør ikke så meget, for bogen er noget andet - og mere - end en samling gode, underfundige statusopdateringer. Den er et øjebliksbillede af tidsånden, og i blandingen af Michels egen fiktion og ægte facebookopdateringer titter en interessant og underholdende, lidt melankolsk digtsamling frem. Formen er god. Ordvalget er skævt. Der foregår en bevægelse i bogen. Og man lærer noget.

Forskel på godt og skidt
Man kan selvfølgelig spørge, hvad der egentlig gør en god statusopdatering. Og om man overhovedet kan vurdere dem som en litterær disciplin. Til det er svaret enkelt. Selvfølgelig findes der gode og dårlige opdateringer, som der findes gode og dårlige bøger. De gode er dem, man husker og hvis forfatter man ikke ”hider”. En sætning, som bliver hos en lidt af dagen som en god melodi. En opdatering, man bliver nødt til at give ”thumbs up” eller kommentere på. En opdatering, der vinder over en ryge/kaffepause. En, der kalder det stille smil frem.

Muldvarpeforskrækkere og Guldkorn til de kongelige
I min optik er det en opdatering som Per Kristensens (fra gode gamle Per Kristensen Band):
”Fandt en muldvarpeforskrækker til 99 kr. i ALDI. Den giver en lyd fra sig ingen normale mennesker kan høre. Har tænkt mig at stikke den ind i højrefløjen for at se, om den virker dér” – den er godt nok lang, men den er alligevel verdensklasse: politisk, original, hverdagsagtig, poetisk, sjov.

Eller Ad Hoc’s (som jeg stadig ikke rigtig ved, hvem er):
”Stirrede som den første ud ad Windows XP”

Eller Maren Uthaugs limerick om sig selv:
 ”Alle børnene var på ferie i den sønderjyske muld, undtagen Maren, hun var skide fuld”

Eller som min irske veninde Aiofre skrev forleden:
”The time of the fungus is upon us”

Anna Thygesen har ofte nogle, der varer længe, som da hun skrev hver dag under det kedsommelige, overeksponerede Møgeltønderbryllup: ”roder med bordkortene. Hvordan er det nu, man staver til Cavallier” eller senere:
”tidligt oppe, har lavet morgenbakker til både Marie og Joakim, mærkeligt, de stadig spiser Guldkorn i den alder”

Jeg tager også hatten af for Flemming Klem, der siden Facebooks fødsel kun har statusopdateret med citater fra sange, så det er op til hans venner at gætte dagens sang: ”must be hallucinating, watching angels celebrating”.

Selvfølgelig er det også et spørgsmål om smag og humor. Men kunst det er det. Det er ord, som forløser.