Tendensanalyse

De hvide hovedtelefoner er blevet en uundværlig ekstra legemsdel for millioner af mennesker overalt på jorden. Få mennesker er nu overladt til storbyens nådesløse larm. Mange drømmer rundt til deres egen iPod musik. Hverdagens lyd er nu noget, du selv vælger med et fingerpeg. En ganske unik situation i menneskehedens historie. En tilstand af fuld kontrol over en væsentlig sans for første gang nogensinde.

Hvor walkmanden gav os frihed i 90 skrattende minutter, og discmanden gav os 40 rystefulde minutters underholdning, begge akkompagneret af besværet med at slæbe rundt på båndsalat og ridsede skriver, giver iPod’en os nu musik ad libitum. En uhørt frihed til at skabe et selvdefineret og selvkontrolleret lydunivers hvor som helst når som helst. Og skulle man blive træt af sine mange musiknumre, kan man med et let klik "låne" vennens bibliotek eller købe en ny sang eller et album online on the go. IPod’en giver altså mulighed for selvkontrol i en grad, der ikke er set før. En selvkontrol, der dog både kan være god og dårlig. Først de gode sider.

I LOVE IPOD
IPod’ens magi er, at den giver en følelse af, at man er herre i eget liv. Hverdagens uoverskuelige larm bliver med et enkelt tryk på knappen forvandlet til ubetydelig baggrundsstøj. Pludselig har man en ubegrænset adgang til sin yndlingsmusik. Musik, der kan indeholde en særlig stemning; associationer til dejlige øjeblikke eller lyrik, der skaber et bestemt overblik og perspektiv på verden. Så mens storbyen og kollegerne larmer, bevarer man kontrollen og bestemmer selv, hvad der skal slippe igennem.

Mand med sin iPod mens han kører i tog

Med iPod’en bliver man i stand til at skabe en rød tråd, en personlig fortælling, hvor man er i centrum, og hvor ting følger en rytme. Resultatet er, at en adspredt tanke bliver til en følelse af sammenhæng, overskud, overblik. Det giver et dynamisk drive. Et drive defineret af musikkens rytme, dens puls og særegne toneunivers. Et drive, der kan bruges til at skabe et tiltrængt fokus på hverdagens mange opgaver. Om det så er opvasken, der skal tages, bogen, der skal læses, avisen, der skal skimmes, eller tanken, der skal tænkes. De bliver alle lettere med en iPod. Det er derfor, vi elsker den.

Sidder man fx i et åbent kontorlandskab, kan der være meget støj. Hvad der både er godt og skidt. Godt fordi en høj grad af fælles kultur og vigtig videndeling opstår i disse miljøer af larm og snak. Skal man derimod koncentrere sig om en bestemt opgave, kan det være vanskeligt, hvis kollegerne snakker. Det problem løser iPod’en.

Nu kan koncentrationen lettere indfinde sig. Samtidig sender man et klart signal om, at man ikke vil forstyrres. Med propperne i ørerne viser man ven og fjende, at man ikke er åben for kommunikation. Man definerer et afgrænset territorium omkring sig selv, hvor ens lyd-prioritering er åbenlys for enhver. Med høretelefonerne i ørerne siger man tydeligt med en egensindig non-verbal kommunikation, at man altså har gang i noget vigtigt og ikke vil forstyrres. Det kan være en rigtig god ide, hvis man har brug for koncentration. Men det kan også være en rigtig dårlig ide, hvis man lukker sig inde for længe, for meget og på et forkert tidspunkt.

iPod alle steder. Også i kunsten.

I, ME,MY, EGO IPOD

Med de hvide hovedtelefoner lukker vi altså ikke blot verden ude, vi signalere også til omverdenen, at den er udelukket. Uden for interesse. Uden for vores hørelses rækkevidde. Vi viser, at opgaven og koncentrationen er vigtigere end den spontane dialog med kollegerne på arbejdet.

Det har naturligvis nogle sociale omkostninger og er som sådan et farligt signal at sende. For hvem bryder sig om ham, der bare har nok i sig selv? Problemet er således, at de hvide hovedtelefoner også repræsenterer et fravalg. I mange tilfælde altså et asocialt og uforskammet fravalg, fordi man sender et signal om, at man ønsker at være et andet sted. Et signal om, at man ikke vil lytte til de andre i rummet, når man nu har muligheden for faktisk at vælge.

Det, man fravælger, er den umiddelbare, impulsive, anderledes, skæve, uforudsigelige og kaotiske lyd af andre mennesker. Gevinsten er personlig vellyd. Risikoen er, at man fremstår uhøflig, selvcentreret og egoistisk. Det er et problem for andre og for en selv.

Mange arbejdspladser lider således i dag under, at alle sidder med deres iPod i ørerne. Her har den egoistiske brug taget overhånd. På disse arbejdspladser sidder iPod’en for lang tid og for ofte i ørerne. Det skaber et arbejdsmiljø, hvor kommunikation ikke er velkommen. Hvad der skaber meget lidt sammenhold og fælles kultur og mindre mulighed for den vigtig vidensdeling. Her hersker en arrogant ugidelighed over for den fælles snak i lokalet og de andre medmennesker som sådan.

Særligt hvis medarbejderne ikke tager hovedtelefonerne ud, når der bliver talt til dem, men blot skruer ned eller slukker for musikken. Endnu værre, hvis de kun tager den ene prop ud af øret, når nogen henvender sig, så de stadig kan få lyd ind. I begge situationer vises en uhørt grad af mangel på respekt, og man provokerer let kollegerne, der med rette kan føle sig fornærmet over denne mangel på iPod takt og tone. Alle eksempler på, hvordan den positive selvkontrol kan slå over i et uforskammet fravalg af andre mennesker. En døv blindhed for andre mennesker. Og et sørgeligt scenarium for en selv. Særligt hvis man er kommet så langt ud, at man faktisk har indledt et misbrugsforhold til sin iPod som et dagligt konstant fix.

IPod er opium for folket

Én der har fået iPod på hjernen

Når man altid alle steder skal være koblet op til sin iPod, bliver reallyd hurtigt angstprovokerende og unormalt. Det giver en ubehagelig følelse af nøgenhed, hvor man i et kort øjeblik er overladt til sine egne tanker og følelser som ufortolket rå data, der ikke har været igennem et behageligt filter af udvalgt musik.

Overdreven iPod-brug kan således blive til et ensformigt og angstpræget liv. Et liv, hvor man altid forsøger at undgå fremmede lyde og oplever andre mennesker som afbrydelser. Et liv i smålighed, hvor der ikke er plads til mennesker, der ikke følger ens rytme og danser efter ens iPod. Og et liv som fremmed for sig selv, fordi selverkendelsen fortaber sig i dagdrømmeri og den evige muzak fra iPod’en. At være koblet op til iPod-verdenen er for denne musik-misbruger som at være afhængig af opium. Slet og ret. Hvad der selvfølgelig er ganske uholdbart. For denne misbruger især, og for alle os andre potentielle iPod-vrag, følger her en iPod takt og tone.

IPod takt og tone
iPod’en er kommet for at blive. Den har for altid ændret vores forhold til musik. Den har skabt en helt ny kultur for, hvordan og hvornår vi lytter til musik. En kultur, hvis særlige drivkraft ligger i muligheden for selvkontrol. En kontrol, der skaber både et personligt overskud i hverdagen, men samtidig kan give et socialt underskud og en foragt for omverdenen. Det gælder om at finde den gylden middelvej, hvor der både er plads til musik og mennesker. Derfor kommer her et forslag til en iPod takt og tone. En etikette, der kan hjælpe den enkelte til at navigere i den ny verden af uendelig vellyd:

En der altid har sin iPod på sig. Ved hun hvornår hun skal slukke for den? 

· Tving dig selv til ikke at høre musik altid alle steder, selvom du har muligheden for det. Sluk for din iPod engang imellem og brug tid på et ”lytte til dig selv”.

· Tag altid begge propper ud af ørerne og sluk eller skru ned for musikken, når du snakker med nogen. Alt andet er uhøfligt. På den måde undgår du at viser mangel på respekt for andre menneskers interesse i dig.

· Husk at være klar over, at brugen af iPod’en, fx på arbejde, signalerer en utilnærmelighed. Put derfor kun propperne i ørerne, hvis du faktisk har brug for fuld koncentration og ”stilhed”.

· Brug primært iPod’en i de situationer, hvor du ikke skal være socialt ”til stede” eller er blandt fremmede. Det vil sige i den ”døde” transporttid, når du løber eller går på gaden blandt fremmede.

· Brug iPod’en med omtanke eller aldrig i alle de sociale situationer, hvor du er sammen med mennesker, du holder af.

· IPod er absolut no go til jobsamtaler, begravelser, undervisning, foredrag osv.

· For at undgå en totalt asocial verden defineret af dem, der er blevet afhængige af et konstant musik-fix, må takt og tone være, at det er ok at henvende sig til den, der har høretelefoner på.

· Det er okay socialt set, men farligt at cykle med iPod’en tændt. Det samme gælder ved bilkørsel.

· Det er ikke i orden at gå rundt i åbne kontorlandskaber med høretelefoner i ørerne.

· Det er helt i orden at forblive i sin egen iPod-verden, mens man venter i køen på posthuset eller i banken. Men ikke når man henvender sig i skranken.  

· Det giver god koncentration og er socialt acceptabelt at høre musik i toget og i bussen på vej til arbejde.

· Det er på kanten af god takt og tone, hvis man betragter ”offentlige personer” som genstande og ikke tager høretelefonerne ud. Fx damen, der sælger billetter til toget, teateret, biografen eller færgen. Eller manden, der deler gratisaviser ud, den hjemløse, man køber Hus Forbi af, eller flipperen, der står med indsamlingsbøssen.

iPod påvirkningen starter tidligt

Har du flere ideer til en iPod takt og tone, så tilføj blot en kommentar.

Hvad med fx i taxaen. Er det okay at isolere sig med sin iPod der?

Eller hvad med i supermarkedet?

Eller når du betaler for benzinen på tankstationen?

Hvad med på en café, eller på en restaurant?

Litteratur, vi anbefaler, om, hvordan iPod’en har ændret vores forhold til musik og socialt samvær:

Professor iPod (Bull) har skrevet en central bog. Sound Moves: IPod Culture and Urban Experience.

læs også:

Artikel fra Azstarnet. Tanker om iPod etikette.

Artikel fra Wired. Et interview med Professor iPod (Bull). Og endnu en fra Wired.

Interview med folk om, hvordan de bruger deres iPod. Fra Theage.

Artikel med fokus på iPod takt og tone. Fra E-Commerce.

Bøger fra Amazon.

 Se interview med Dr Michael Bull: