Far, mor og iPad

Det er over ti år siden, at den amerikanske spildesigner Marc Prensky lancerede begrebet "digitalt indfødte" om de generationer af børn, der vokser op med teknologi som en naturlig del af hverdagen. Og med iPad’ens indtog i april 2010, kom begrebet for alvor til sin ret. For nu kan vi nærmest tale om, at babyer lærer at bruge app’s med pegefingeren, før de kan gå eller sammensætte en sætning.

Moren til denne lille pige skriver: ”For min etårige datter er et magasin en iPad, der ikke virker. Sådan vil det være hele hendes liv”. Og som det altid gælder, når noget er nyt, er der ingen der rigtig ved, hvad det får af konsekvenser

Kærlighed ved første tryk

I featureartiklen The Touch-Screen Generation, som magasinet Atlantic Monthly har på forsiden i april i år, vurderer Hanna Rosin, hvad skærm-teknologien gør ved børn baseret på bl.a. egne erfaringer. Hun iagttog, hvordan hendes søn først ikke kunne slippe iPad’en af syne et enkelt øjeblik, men nogle måneder efter selv fandt en balance, hvor den ikke fyldte mere end anden leg. Bekymring afblæst. Min egen søn er dog ikke helt nået dertil endnu…

Det var kærlighed ved første tryk, da to-årige Isak legede med en iPad for første gang i 2010. ”Fjernsynbog,” kaldte han den firkantede tingest, som han dengang mest brugte til at se på familiefotos eller lege med apps fra Elias Smiles eller Cirkeline. Siden er dens popularitet hos ham ikke dalet.

Men burde jeg bekymre mig og skærme mine børn fra at blive bedste venner med en maskine? Spørgsmålet får mig til at føle mig som en dinosaur, for iPad’en har i modsætning til tv og computer formået at undslå sig det meste af den skepsis, forældre ellers har overfor elektroniske mediers rolle i deres børns liv. Det er der flere grunde til.

Mange børn vil tit hellere lege med iPad’en end med de andre børn. Men måske er iPad’en alligevel ikke et større mirakel, end at forældrene bør tildele iPad’en samme med-måde-tilgang som tv’et

Læringsapps er en game changer

Den første og vigtigste grund handler om, at vi med iPad’en har fået et læringsmedie, som børn kan bruge selv fra en tidlig alder. Skærme har i årtier draget børn – og selvfølgelig også voksne. Men tv-skærmens envejsaktivitet har ikke det samme interaktive potentiale. Det har computerskærmen til gengæld, men den er alt for avanceret til de helt små.

Det nye er altså, at iPad’en fungerer til alle aldre og har opnået status som læringsredskab. Det gør den til en ’game changer’, fordi både babyer, børnehavebørn, skolebørn, skoleledere, forældre og politikere kan se gevinsten.

I dag downloader forældre læringsapps i stor stil og overlader iPad’en til barnet med god samvittighed – eller i hvert fald med bedre samvittighed, end hvis barnet sad foran fjernsynet.

Børn må ikke se for meget fjernsyn, siger man. De må heller ikke spille for meget computer. Men iPad’en – den er god nok – den gør dem bare klogere. Eller hvad?

Edutainment over hele linjen

Når det gælder apps til børn, hedder det hele noget med leg og læring, for det er det, forældrene vil betale for. Hvis du slår et smut forbi App Store, møder du f.eks. Toca Boca Hair Salon, Lær Klokken, Fun English, ABC Balloons, Amazing Memory Match, Knæk læsekoden og Happi læser.

Listen i kategorien ”education” er nærmest lutter smilende tegneseriefigurer - især under apps, man skal betale for – og der er helt utrolig mange. Warren Buckleitner, der i årevis har fulgt udviklingen af spil til børn, giver i artiklen The Touch-Screen Generation sit bud på antallet: Der er omkring 40.000 spil-apps målrettet børn i iTunes og et par tusinde mere i Google Play.

Og selvom de fleste hedder noget med "learning" og "education", er det ikke dem alle, der lever op til løfterne. Det ville være rart med en central instans a la Medierådet til at hjælpe forældre, pædagoger og lærere med at finde vej i junglen. Foreløbigt må forældrene selv gennemprøve de app’s, de køber til deres børn, så de kan se, om de virkelig er så lærerige og pædagogiske, som de lover.

Ipads til vuggestuebørn i hele kommunen

Når vi ser tablets som en platform for læring, åbner det dørene til pædagogiske institutioner. Et stigende antal vuggestuer, børnehaver, skoler og SFO’er investerer nu i iPads til børnene. Og fra politisk hold bakker man gevaldigt op om et digitalt Danmark og afsætter millioner af kroner til teknologi i skolen.

Odder Kommune har her været first mover og investeret i iPads til hver elev og hver lærer på kommunens skoler. Og flere kommuner følger trop. I Egedal Kommune har man udarbejdet en fælles medielæringsstrategi for dagtilbud og skole – 0-18 år, hvor iPads spiller en vigtig rolle.

iPads er så smarte og lærerige, at alle børn bør få en af kommunen, mener man i bl.a. Odder. Den manglende kritik af den tanke skyldes dog, at vi befinder os midt i en national iPad-hype, mener tidsskriftet Nul til fjorten

For lidt sund skepsis?

Nok er iPad et fantastisk medie, men udviklingen bærer også præg af en del hype, hvor de kritiske spørgsmål måske udebliver. Tidsskriftet Nul til fjorten formulerer i et temanummer fra september 2012 om IT i institutioner iPad-bølgen således: ”Mange dagtilbud anskaffer i dag iPad. De digitale medier er blevet favnet på en måde, der er helt overvældende… Pædagogområdet har altid haft en sund skepsis for nye maskiner, men hele området rider i denne tid på en bølge af begejstring”.

På et magert vuggestue- eller skolebudget er det bestemt relevant at spørge, om dyre iPads er den rette investering. Men ingen vil risikere, at de danske børn hægtes af den teknologiske udvikling.

Universitetslektor: The app gap er overvurderet

Den anden grund til, at det er svært at være kritisk over for iPads som læringsmedie, er nemlig frygten for, at ens børn skal ende i den digitale kløft – man kunne også kalde det ’the app gap’. Man siger, at det er nødvendigt at introducere børnene tidligt til teknologi, så de ikke sakker bagud i skolen og senere i livet. Men her kan der meget vel være en bekymrende social slagside.

Ingen vil have, at deres børn bliver dårligere til at håndtere teknologi end andre. Det er jo fremtiden! Men ikke alle har råd til at købe teknologi for tusindvis af kroner til deres børn. Og i øvrigt er det ikke nødvendigvis vigtigt at starte tidligt, påpeger forskere

Det bekymrer dog ikke lektor Jeppe Bundsgaard fra Aarhus Universitet, som er en af Danmarks førende forskere i IT-didaktik: ”Pointen med tablets er, at de er så lette at bruge, at man kan bruge dem uden at være digitalt indfødt. De er meget intuitive og simple. Derfor er det ligegyldigt, om man har lært det i børnehaven. Der er ingen grund til at tro, at man kommer bagud, hvis man ikke har brugt tablet tidligt,” siger han til magasinet Asterisk.

Tilsvarende viste PISA-undersøgelsen fra 2009, at medieerfaring ikke er lig gode resultater i skolen: På det tidspunkt var Danmark det land i verden, der brugte IT mest i skolen, men danske elever klarede sig under middel til læsning på skærm i elektroniske læsetests.

Medier er virkeligheden
Et tredje argument for, at vi ikke behøver begrænse børnenes brug af iPads er, at medier er en så fasttømret del af vores liv, så hvorfor skal børn isoleres fra det? Det argument støtter lektor Klaus Thestrup fra VIA University College: ”Virkeligheden er et globalt mediesamfund. Hvorfor skal børnene ikke være en del af den virkelighed? Børn er allerede mediebrugere,” sagde han, da jeg interviewede ham. Han undersøger i øjeblikket brug af iPads og ny teknologi i pædagogiske sammenhænge og har tidligere skrevet ph.d. om medieleg i daginstitutioner.

”Virkeligheden er et mediesamfund. Hvorfor skal børnene ikke være en del af den virkelighed?” spørger medieforsker Klaus Thestrup. Man skal ikke forsøge at sætte tiden i stå, mener han

Jeg er helt enig med Klaus Thestrup i, at børn ikke skal leve i en parallelverden uden medier. Hverken i hjemmet eller i daginstitutionen. Men vi skal passe på med at bruge det som argument for at give børn iPads så tidligt som muligt. Vi behøver måske ikke være så bange for, at vuggestuebørn sakker bagefter kineserne, hvis de ikke får iPads at trykke på.

Google-ansatte sender deres børn i skærmløse skoler

Og den tanke er slået igennem flere steder som en slags modbølge. New York Times undersøgte for halvandet år siden den digitale skole og talte med Silicon Valley-forældre ansat i bl.a. eBay, Google, Apple, Yahoo og Hewlett-Packard, der sendte deres børn i (dyre) skoler helt uden skærme. Det er tankevækkende, at teknologiens frontløbere vil have deres egne børn til at mærke mudder, saks og papir.

Min kernepointe er, at vi ikke skal lade iPad’en gøre for meget af arbejdet for os. Det skal stadig være læreren/pædagogen/den voksne, der er den vigtigste faktor for læring. App’s kan være et godt supplement, men vi kan ikke overføre den didaktiske trekant mellem barn, voksen og stof til barn, iPad og stof.

Mediet gør noget ved os

Jeg mener også, at vi må huske, at det betyder noget, hvordan vi bruger medier og hvilke. Der er f.eks. forskel på at læse noget på papir og på en computerskærm. En ny norsk undersøgelse af 10. klasse-elevers læsning viser, at eleverne forstår tekst bedre, hvis de læser på papir frem for på skærm, særligt hvis det drejer sig om lange tekster. Papiret giver en anden sanselighed, som gør det nemmere for hjernen at overskue teksten, og ifølge den ledende forsker bag undersøgelsen, professor Anne Mangen fra Universitetet i Stavanger, taler papir mere til følelserne og giver mere indlevelse.

Forandret medieforbrug = forandrede mennesker. Aldrig før er børn vokset op med små, firkantede legekammarater, der ved alt, kan alt - og aldrig svarer igen. Det er svært at forestille sig, at det ingen forskel gør

Mediepanik er et normalt og tudsegammelt fænomen

Det er altså svært at holde sig helt fri af mediepanik og frygt for ukendte, kommende tendenser, når et nyt medie får indflydelse på en ny generation, som iPads gør. Og sådan er det jo. For at citere den canadiske filosof Marshall McLuhan: ”Hver ny teknologi skaber et miljø, der i sig selv betragtes som korrupt og degraderende. Men dette nye miljø gør sin forgænger til en kunstform. Da skrivekunsten var ny, omformede Platon den gamle dialogform til en kunstform,” skrev han i Mennesket og Medierne (1964).

Det er et betryggende perspektiv, at mediepanikken har været der siden de tidligste civilisationer. At antikkens vise frygtede, at bogstaverne ville skade den levende samtale og dermed elevernes dannelse og lærdom.

Og det er jo også, hvad iPad-entusiasterne siger: Udviklingen er god. Kritikerne lider bare af den sædvanlige mediepanik, som bunder i frygt for det uvisse.

Alligevel kan jeg ikke helt sige mig fri for en klump i maven, når jeg oplever, at mine børn drages af iPad’en på en måde, så jeg slet ikke kan komme i kontakt med dem - heller ikke selv om jeg råber ”slik”. Det kan være fantastisk med fordybelse, men jeg bryder mig ikke om den aggressivitet, som jeg ellers ikke ser hos min søn, når jeg siger stop for et spil. Og jeg er langtfra den eneste, der oplever aggressive miniputter, når de sidder foran iPad’en.

Når barnet er sammen med iPad’en, får det altid sin vilje. iPad’en gør altid, hvad der bliver trykket. Måske opfostrer den hystader?

Aggressive bieer klistret til skærmen

I juni 2012 lavede jeg en programserie til MediaWatch og Radio24syv om danskernes medievaner, set gennem fem forskellige generationer. Her gav segment-analytiker Niels Folman generation touch denne karakteristik: ”Vi får en generation, for hvem en almindelig bærbar er et forældet redskab, fordi man er vant til at kommunikere direkte gennem skærmen… Det er meget interessant at se, hvor frustreret en to-årig kan blive, hvis en bredbåndsforbindelse går tabt. De opfører sig nærmest som gamle, sure mænd, hvis der kommer knas i en tegneserie. Jeg tror, vi skal holde øje med, om vi får en generation af aggressive bier”.

De voksne skal sætte et eksempel

Når mange af os voksne er så elendige til at få øjnene og fingrene væk fra vores Facebook- og Twitter-apps og til at være til stede i nu’et, er det ikke usandsynligt, at vores børn bliver endnu dårligere rustede til at løsrive sig. Og de har ikke set nogen anden tid, hvor folk ikke var så bundne til teknologien, som de fleste er i dag. For børnene er det sådan, det altid har været - medmindre vi voksne selv bliver bedre til at lade telefonen blive i lommen og lægge computer og iPad væk. For selvom det måske er dinosaur-agtigt og forudsigeligt at gå i mediepanik, synes jeg, at den store spredning mellem skepsis og begejstring blandt forskere og andre eksperter tyder på, at oldsager som den gyldne middelvej og "med måde er nu alting godt" stadig holder.

John Lennon skrev sangen Beautiful Boy til sin søn Sean med det fantastiske citat: ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans”. Anno 2013 hedder det: ”Life is what happens to you while you are looking at your smartphone”