I et speciale i kommunikation fra RUC undersøger vi, hvordan medicinalvirksomheden Astra-Zeneca håndterer den interne mundtlige ledelseskommunikation i dagligdagen, med fokus på mellemlederne. Det er nemlig afgørende for AstraZenecas konkurrenceevne, at de 220 medarbejdere har nogle mellemledere, som kan kommunikere.

Undersøgelsen viser, at overordnet fungerer AstraZenecas ledelseskommunikation rigtig godt. Men selvom en virksomhed arbejder aktivt med kommunikationen og tror, at den fungerer i alle led, så er det ikke altid tilfældet. Og i AstraZeneca er der også ting, der ikke fungerer.

Vores undersøgelse bygger på interview med virksomhedens HR- og kommunikationschef, 5 mellemledere og 9 medarbejdere. De problemer i den mundtlige ledelseskommunikation, som vi sporer, er primært, at ikke alle mellemlederne anerkender deres ansvar i kommunikationen, at der mangler dialog mellem medarbejder og mellemledere, samt at mellemlederne ikke formår at kommunikere klart nok til medarbejderne.

Mellemlederne skal tage ansvaret
Fordi mellemlederne er de vigtigste bærere af den mundtlige ledelseskommunikation, er det naturligvis også dem, der har ansvaret for den. Men det kræver selv sagt, at mellemlederne påtager sig ansvaret for kommunikationen og ved, hvad det indebærer. Vores resultater viser dog, at selvom topledelsen har understreget mellemledernes kommunikative ansvar, er der stadig mellemledere, der henviser til topledelsen eller den administrerende direktør, når de bliver spurgt om, hvor hovedansvaret for den mundtlige ledelseskommunikation ligger.

Det er vigtigt, at mellemlederne påtager sig det kommunikative ansvar, da det er den eneste mulighed for, at den mundtlige ledelseskommunikation kan lykkes. AstraZeneca har omkring 30 mellemledere. I andre virksomheder er tallet måske meget højere. Topledelsen kan umuligt og skal heller ikke holde snor i mellemlederne hele tiden. Mellemlederne er altså heller ikke ’gate-keepers’, der blot sluser informationer videre. De er i langt højere grad dem, der former kommunikationen med medarbejderne og de er i langt højere grad dialogpartnere med medarbejderne.

Kommunikationen skal skabe dialog
Men hvordan kommunikerer mellemlederne så bedst med sine medarbejdere?

Først og fremmest er det afgørende, at mellemlederen kan indgå i en ligeværdig dialog med sine medarbejdere. En ligeværdig dialog er den dialog, hvor de eventuelle magtforskelle, der kan være mellem dialogparterne kan tilsidesættes.

Et leder-/medarbejderforhold vil altid være et ulige forhold. Derfor kræver det, at medarbejderen og lederen i deres kommunikation med hinanden har en fælles forståelse af deres forhold. Den forståelse skal være overensstemmende.

Uklar kommunikation giver plads til sladder
Udover at kunne skabe en god dialog lægger medarbejderne i AstraZeneca vægt på, at mellemlederen skal være direkte og klar i kommunikationen. Og det er essentielt i enhver kommunikation. Men som det også er tilfældet i AstraZeneca, så oplever medarbejderne alt for ofte, at deres leder er uklar i sin kommunikation.

Uklar kommunikation kan lynhurtigt få en dominoeffekt, fordi det medfører en risiko for, at der ikke er samme forståelse af budskaber hos medarbejderne og mellemlederne. Det kan bidrage til frustrationer og dermed også til sladder.

Ledelseskommunikation, uklar kommunikation, dialog, ansvar, mellemlederens rolle, det kommunikative lederskab og konkrete løsningsforslag er emner, vi behandler i det her speciale om intern mundtlig ledelseskommunikation i AstraZeneca.

Læs specialet her