Festen er flyttet til Instagram

Farvel Facebook. Festen er flyttet til Instagram. Instagram er det nye medie til at se og blive set. Stedet du viser dig frem og viser dit begær i dine billeder. Her leges, lures og likes. For hvem viser hvad til hvem? Hvem lever livet i mindeværdige billeder? Svaret finder du på Instagram, for her trives de sanselige, sexede og sociale billeder. Alle skabt ud af sulten efter at vise sig og blive set. Er du først med på legen, ser du ikke længere virkeligheden - du ser hverdagen som et instagram uden filter. Du vurderer hvert et øjeblik som et potentielt billede du kan tage instant. Kan noget menneske kræve mere af et medie end det at forandre virkeligheden til et smukt billede? Næppe, og derfor må man elske Instagram. For Instagram er en fest og det nye filter til en fandens trist hverdag.
Med et enkelt tryk på din mobil er din verden forandret. Nu kan du se alle de billeder, du vil se, som din mor og din chef ikke må se, og møde alle de mennesker, du ellers kun møder i din fantasi eller i rusens mørke. Her er ingen kedelige forretningsforbindelser og bedrevidende debatmennesker. Her er blot en gigantisk spejling og genspejlinger af hinandens begær, begejstring og billeder. Derfor er festen kun lige begyndt på Instagram.
 
 
Klik, og verden er et billede
 
Instagram er øjeblikkelig fascination. Allerede i juli 2012 overhalede Instagram Twitter i daglige brugere. Siden da er trafikken bare steget og steget. Ikke overraskende valgte Facebook for nylig at købe Instagram for et større millionbeløb. Kilde: comScore
 
Her ser vi den dramatiske udvikling i trafikken på Instagram. Kilde: media Culpa
 
Festen er flyttet fordi Instagram er det mobile internet par excellence
Mobilen er blevet vores vigtigste indgang til nettet. Det er derfor ingen overraskelse, at et 100 procent mobilt socialt medie som Instagram har fået succes. Det er nemlig et af de få sociale medier, som har udnyttet og udtrykker de nye muligheder i det mobile internettet. Nu har alle med deres smartphone automatisk et kamera i hånden forbundet med internettet, hvilket gør social billeddeling mulig i stor skala i realtid. Instagram fanger her øjeblikket i ordets dobbelte betydning af realtid og personlig synsvinkel. Instagram viser, hvad øjet ser i sit blik og i de andres blik. Samtidig er billederne hurtige at aflæse med minimal opmærksomhed. Det passer perfekt til det mobile internet, hvor konstant delt opmærksomhed og multitasking er de nye teknologiske og sociale betingelser.
 
Mobilen er blevet vores vigtigste indgang til nettet
 
Festen er kun lige begyndt for 1 % folket på instagram.  Her kan man følge alverdens rich kids gå amok på instagram back stage i fars jet. Tankevækkende i den aktuelle recession for alle os 99%.  Se mere på rich kids of instagram. Drømmer du om deres liv?
 
Dell CEO Michael Dell's datter Alexa, spiser sig mæt i den private jet på vej til Fijii. Det skabte ikke overraskende en skandale af dimensioner. Det er fjernet nu. Igen et eksempel på hvor meget social dynamit og begær, der er i Instagram. 
 
Festen er flyttet fordi vores sociale og seksuelle begær er visuelt
At se og blive set har en stærk social magi og magnetisme. Vores seksuelle og sociale begær er visuelt som et personligt blik på andre. Derfor er Instagram så meget mere sexet og sjovere end Facebook. Vi læser vores drømme og begær ind i de andres billeder – og de i vores. Vi prøver alle at gøre vores egne billeder så socialt attraktive som muligt og opfører os som opmærksomme tilskuere. Vi og de andre spejler os nemlig samtidig i den gensidige dobbeltrolle af at være beskuer og til skue, og vi lærer og fascineres af hinanden når vi udfylder og bytter de to roller. Det kan ses på Instagram. Her vi vil nemlig gerne fremstilles perfekte igennem vores billeder på en diskret ikke-opstyltet måde som privat improviseret, tilfældigt, perfekt højstatusliv. Front Stage, med et twist af Back stage er opskriften. Og det kræver tid, omtanke og ikke mindst brug af Instagram-filter.
 
Hvem spejler hvem? Hvem liker hvad? Billedet er fra Marie Fisker
 
Festen er flyttet fordi her er et magisk spejl og et spil om opmærksomhed og anerkendelse
Spillet om anerkendelse og opmærksomhed er langt mere interessant og kreativt på Instagram end på Facebook. Forskellen er det personlige udtryk og blik i de selvskabte billeder. Det skaber fascination og fastholdelse, for hvert socialt signal kræver et svar og mere opmærksomhed.
 
Spillet består af to grundlæggende elementer: For det første hvem der følger hvem. For det andet hvor mange og hvem der liker ens billeder. Begge dele siger noget vigtigt om ens billeder og sociale status. Hvem man følger, siger noget om ens sociale tilhørsforhold, mens et like er en meget synlig markering af sympati og opmærksomhed som går begge veje til både den som liker, og den som får et like. Det gør så at sige liker og den likede opmærksomme på hinanden – og omverden opmærksom på deres sympati for hinanden og billedet. Med sit like siger man: Jeg ser dig. Jeg følger dig. Jeg bruger min sparsomme opmærksomhed på dig, og jeg anerkender dig og dit liv for hele omverden og den fælles omgangskreds.
 
På Instagram er den sociale regel, at et like kræver et like som modydelse. Altså at man i store træk liker alle de billeder, som de, der liker ens billeder, lægger ud på Instagram. Hvis man liker nogles billeder, kan man altså med rette forvente, at de liker ens billeder i fremtiden. Man vil derfor ofte være en gruppe af mennesker eller netværk, som liker hinandens billeder. Det devaluerer desværre værdien af et like, som let kan blive reduceret til en tom høflighed, når det bliver gentaget. Omvendt er reglens konsekvens, at et like fra en ny uden for ens faste omgangskreds er et desto stærkere ønske om kontakt og opmærksomhed. Endnu et fascinerende træk.
 
  
Øverst: Instagrams gamle ikon med et helt polaroid-kamera. Fotograferingens genre er med dette ikon tydeligt markeret: Den er i slægt med fotoautomatens, hvor en af øvelserne gik ud på at klemme alle vennerne ind i boksen til et skørt gruppe-selvportræt
 
Festen er flyttet fordi mediet, modsat Facebook, er kreativt  og eksperimenterende
På Instagram skal man i højere grad end på Facebook være kreativ med valg af motiv, fotogenre og filter. Det er langt mere interessant som både producent og beskuer end den frihed man tilbydes på Facebook. Kravet er nemlig at man selv skal tage sine billeder. Man står derfor som en anden kunstner til ansvar for billedet som et værk. Det sker dog altid i en fri og afslappet atmosfære med plads til genreeksperimenter fordi mediet er flygtigt og præget af en snapshot-amatørisme i slægtskab med polaroidbilledet og fotoautomaten.
 
Billedet på Instagram udsiger noget om producenten, såvel som hans likes udsiger noget om hans smag. Her er en række centrale modsætninger som producenten kreativt skal tage stilling til:
 
  
Seksualiseret versus afseksualiseret, fx krop versus natur
 
  
Familieliv versus singleliv, fx børn versus byliv
 
  
Social versus egocentrisk, fx fællesoplevelser versus individuel kontemplation
 
  
Det kønne versus det faktuelle
 
    
 
Latergram/historisk versus realtime, fx aktuelle feriebilleder versus barndomsbilleder
 
 
Genretro versus ironi og pastiche
 
  
Det fede sted versus virkeligheden, som ironisk kommentar til det fede sted
 
  
Frontstage versus backstage, fx det klassiske party-billede versus det helt skæve, dokumentariske billede
 
Festen er flyttet fordi de festlige folk er flyttet og holder en visuel abefest
Problemet for Facebook er at roller og relationer er blevet blandet sammen i en stor pærevælling. Mor, venner, ekskærester, konkurrenter og chefer er alle venner med hinanden og med dig. Det gør det meget svært at udtrykke sig frit på Facebook, fordi man ikke kan spille forskellige roller i forskellige relationer, eftersom alle relationer er blevet identiske og man skal kommunikere til dem alle sammen på samme tid. Her er fordelen og fascinationen ved Instagram at vi kan starte forfra, og at det stadig kun er festfolket og frontløberne som bruger det nu. Det giver mulighed for at udtrykke en side af sig selv som man i den store Facebook-offentlighed må undertrykke.
 
På Instagram kan man altså udtrykke og vise sin indre festabe, fordi få og kun andre festaber kigger med. Det er rock’n’roll og bare meget sjovere, både at vise andre og at se på. Lad os håbe, festen kun lige er begyndt.
 
---
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også