Ikke meget Twitter i Ringkøbing

Kim Elmose er formand for DONA - forening for onlinekommunikatører - og Peter Mose er journalist og forfatter til flere bøger om dansk politik. Nedenstående har været bragt som kronik i Berlingske Tidende den 18. september 2009.

Måske kan De Radikale alligevel få sig en flot kommunal valgsejr i november at sole sig med - efter mange skuffelser på det seneste. Det nedtursramte parti har i hvert fald lagt sig i spidsen, når det gælder moderne kommunikation: Radikale byrådskandidater vil denne gang langt mere end konkurrenterne bruge internettet til at nå vælgerne. De er topscorere, for eksempel når det gælder at kaste sig over web-fænomenet Facebook.

Der er næsten ingen ende på kandidater fra netop det parti, der vil bruge de såkaldte sociale medier, som ved sidste kommunalvalg for fire år siden ikke spillede nogen rolle. Selv SF, der surfer på en popularitetsbølge på landsplan og realistisk regner med et kommunalt kanonvalg, kan ikke være med, når det gælder at matche de radikale net-ambitioner.

Ikke Obama
Men vi tør da også spå: Det bliver heller ikke denne gang via web, at der vendes op og ned på de forventede valgresultater. Nok har USAs præsident Barack Obama sat nye standarder for, hvad politikere kan bruge nettet til. Og hvem vil ikke kopiere hans succes? Det eksperimenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen for eksempel med: Han nøjes ikke med at være på Facebook, han er også på Twitter. Og bruger langt mere systematisk end sin forgænger de nye webmedier for at få direkte kontakt til vælgerne - uden at skulle gennem journalisternes filter. Men som en garvet reporter, der har dækket adskillige kommunalvalg, forleden jordnært bemærkede: »Der bliver sgu ikke meget Twitter i Ringkøbing«. Så er proportionerne ligesom på plads. Ganske vist giver nettet nye muligheder i kommunalpolitik; dem vil de forskellige kandidater opsøge mere end nogensinde.

Men meget er også ved det gamle: Der vil fortsat blive sat valgplakater op i lygtepælene, skrevet læserbreve til aviserne og holdt vælgermøder.Her fra sidelinien er den nøgterne observation, at De Radikale - med lokale undtagelser - har udsigt til et dårligt valg. Valgforskning viser, at lands­tendenser i vælgertiltrækningen - de såkaldte »valgvinde«, der blæser på nationalt plan - slår igennem ved kommunalvalgene, ikke med fuld knald, men med en mærkbar, lettere fortyndet kraft.

Ganske vist betyder det ikke pr. automatik fiasko lokalt, at moderpartiet oplever vigende vælgeropbakning. Kommunalpolitik handler også om de rette personer. Selv et formsvagt parti kan kaste en populær borgmesterkandidat ind og hive mange ekstra stemmer hjem - langt flere end føromtalte »valgvinde« berettiger til.

Pressen melder pas
Men selv den bedste kandidat er intet værd, hvis vælgerne ikke opdager det: Ét er, at det er svært at få folk til at komme til vælgermøderne. Værre er det, at aviser, radio og TV også bliver væk. Pressen er ved at lugte, at de nye storkommuner minder om ensartede servicebutikker. At de er ved at blive til divisioner i koncernen A/S Velfærd, der alene er sat i verden for at fungere effektivt, mere eller mindre detailstyret fra Christiansborg.

Dermed risikerer kommunalpolitikere med tiden at blive journalistisk lige så uinteressante som deres kolleger i regionerne, der lever en stort set usynlig tilværelse i dagens mediebillede. Sat på spidsen: Tilbage for den enkelte politiker - især dem, der ikke står i allerforreste række - er der stort set blot de husstandsomdelte, gratis ugeaviser at håbe på. Her er der en chance for at komme i, blandt andet med gode gammeldags læserbreve.

På den baggrund er det særdeles forståeligt, at et rekordstort antal politikere forsøger at gå nye veje: Dansk Kommunikationsforening og KLs blad Danske Kommuner har sammen spurgt mere end 700 kommunalpolitikere, hvordan de vil føre valgkamp denne gang. Og svaret er ret entydigt: En stor del af efterårets kommunalvalg flytter til de nye, webbaserede medier.
Et par nøgletal sætter nettets politiske gennembrud i perspektiv: 60 procent af politikerne vil oprette en profil på Facebook; omkring halvdelen vil starte Facebook-grupper, ligesom rigtig mange debatlystne politikere vil kaste sig ud i blogs. Det er intet mindre end en web-eksplosion, der slår alle tidligere valgkampe.

De Radikale er mest sultne
At web-sulten er størst blandt De Radikale, er måske mindre overraskende: Netop deres potentielle, typisk veluddannede vælgere bruger nettet rigtig meget. I forvejen har partiet med Margrethe Vestager i spidsen - på næsten mere obamask vis end Obama selv - længe leget med nettets muligheder, også i landspolitik. På andenpladsen kommer SF. Det sender et ungt og moderne signal, må kalkulen igen være: Ved det seneste folketingsvalg brugte SF mange kræfter på at lancere Villy Søvndal på nettet.

På de næste pladser kommer borgmesterpartierne Venstre og Socialdemokraterne sammen med De Konservative. Bundprop er Dansk Folkeparti, der endda må se sig slået af kandidater fra lokale lister. Lokallisterne kan ikke læne sig op ad samme velsmurte valgkampmaskine som de etablerede partier, de må gå nye veje for at nå vælgerne - og agter at gøre det.
Når Dansk Folkeparti tøver med at hoppe ud i web-eventyret, er forklaringen rimeligt åbenlys: Partiet har mange kernevælgere blandt ældre og folk uden længere uddannelser - mennesker der endnu ikke bruger nettet så meget. Så DF kan sagtens få et rigtig godt valg alligevel. Faktisk er forventningen om et gennembrud skyhøj denne gang. »Valgvinden« blæser i DFs retning - moderne web-kommunikation eller ej.

Nettet kan være genvejen til at bygge netværk op, ikke mindst for nye kandidater uden et kæmpe organisatorisk apparat i ryggen: På gågaden eller i butikscentret møder politikeren blot 1 vælger ad gangen; på Facebook får politikeren vedkommendes kontaktnet på måske 50 mennesker med. 1 potentiel vælger forvandles pludselig til et publikum på 51.
Nettet er også smart, hvis man hurtigt vil samle en protestbevægelse mod budgetnedskæringer eller lukningen af en bestemt skole. Selv en relativt ukendt politiker, der vil slå sig op på særlige mærkesager, kan hurtigt mobilisere flere hundrede støtter med en Facebook-gruppe - måske nok til at blive valgt ind for næsen af konkurrenterne.

Så nettet kan godt betyde noget for den politiske meningsdannelse. Det bekræfter forskning fra det seneste folketingsvalg. Net-forskerne Lisbeth Klastrup, Jens Hoff og Jakob Linaa kortlagde her for første gang nogensinde vælgernes adfærd: Ikke færre end hver tredje dansker brugte nettet politisk under valgkampen i 2007; de mest aktive net-surfere kunne endda berette, at nettet påvirkede deres holdninger til partier og kandidater.

Vedvarende blogs er en mangelvare
Alligevel kan vi ikke se for os, at selv nok så moderne net-kommunikation vil afgøre, hvilke borgmesterkandidater eller partier der vinder kommunalvalget. Her er der anderledes stærke kræfter på spil. Men en velbesøgt, opfindsom hjemmeside kan lige være det, der haler de sidste, afgørende stemmer hjem for kandidater længere nede på listerne. De kan overraske og overhale konkurrenterne.Inden håbefulde lokalpolitikere rækker armene i vejret, skal de dog være opmærksomme på, at besøgene på eksempelvis blogs - selv for kendte landspolitikere - ikke var overvældende ved folketingsvalget i 2007. Desuden krævede det hårdt arbejde: Vælgerne foretrak klart de blogs, hvor politikeren hyppigt skrev indlæg - og havde gjort det over længere tid.

Netop mangel på vedholdenhed er en af faldgruberne. Det vidner erfaringerne fra folketingsvalgene i 2005 og 2007 også om. Bagefter sygnede politikernes blogs hen: 20 måneder efter valget i 2005 var blot hver tredje politikerblog aktiv. Det samme gentog sig efter valget i 2007.

Læg dertil, at en nok så skrive-ivrig politiker kan komme til at ydmyge sig selv på sin blog: Der skal være et debatlystent publikum og flere end lige den nærmeste familie og vennekredsen. Ellers ender det i den rene nedtur: At der i vælgernes kommentarfelt på politiker-bloggen dag efter dag bliver ved at stå: »0 kommentarer«.