Kforum

IDFs krig på de sociale medier

Under de seneste ugers eskalering af konflikten mellem Israel og Hamas i Gaza-striben, har de stridende parters mediestrategier endnu engang været genstand for megen opmærksomhed og debat. Mediekrigen har længe været en fast bestanddel af den ”rigtige” krig mellem Israel og militante palæstinensiske grupper, men i takt med at den flytter over på de sociale medier, opstår der nye udfordringer for især Israel og den israelske hær (IDF), som opruster kraftigt i sit PR-arbejde og dele vandene i resten af verden.
af Laust Kruse
 
Sat på spidsen står man tilbage med spørgsmålet, om årsagen til de massive Facebook- og Twitter-kampagner fra IDF’s side reelt bunder i, at Israel har et stort forklaringsproblem, der kræver tilsvarende store digitale armbevægelser – eller om strategien er et nødvendigt modsvar, der skal hjælpe med at dæmme op for den byge af negativ omtale, Israel modtager på nettet.

 

For at forstå den israelske stats PR-arbejde og hvorfor dette fænomen har sit helt eget navn og virke, der adskiller sig markant fra andre demokratiske nationers ditto, er det nødvendigt at forstå hærens rolle i det israelske samfund, samt at bringe lidt historisk kontekst på banen.

Hasbara?
Hasbara er betegnelsen, der ikke præcist lader sig oversætte, men som alt efter hvem man spørger er det hebraiske ord for israelsk public diplomacy, fortalervirksomhed, information, ’forklaring’ eller slet og ret: propaganda. Ordet dukkede første gang op vestlige medier i 1979, hvor man forsøgte at blødgøre amerikanske avislæsere i forbindelse med israelsk opkøb af palæstinensisk jord og Washington Post kaldte det israelsk ”overseas image-building”. Hasbara har stort set altid været møntet på især USA og andre vestlige nationer (Israels allierede) lige siden.

 

Hamas udgør en trussel imod israelske civile, men IDF beskytter dem. Kilde: IDF's Facebook.

 

Men det var en væbnet konflikt, der senere skulle danne basis for en systematiseret og professionaliseret brug af Hasbara i Israel. Under den anden Libanon-krig i 2006, hvor IDF gik ind i det sydlige Libanon for at bekæmpe Hizbollah-militsen, der havde sendt raketter ind over Israel i ugerne forinden, fik Israel for første gang rigtigt at mærke, hvordan de nye medier havde en direkte og meget konkret indvirkning på begivenhederne på jorden såvel som på nettet. Og ligeledes hvad det vil sige, at være handlingslammet i et sådan scenarie:

 

På trods af en bred folkelig opbakning til krigen, var den en katastrofe for Israel både militært og politisk – og altså også i mediesammenhæng. Hizbollah-militsen brugte eksempelvis satellit-tv og streaming via internettet aktivt i deres propagandakamp mod Israel, som ikke havde noget effektivt modsvar. Billederne af døde børn og udbombede libanesiske landsbyer nåede således via Hizbollah’s egen tv-station Al-Manar (’fyrtårnet’), samt adskillige nyhedssites og blogs ud til hundredevis af millioner af mennesker i regionen og resten af verden.

 

Tilsat et saftigt og ensidet narrativ om, at bombningerne var Israels overlagte angreb på civile, og krydret med historier om fejlslagne IDF-operationer og billeder af udbrændte Merkava-kampvogne, fik Hizbollah sendt et meget kraftfuldt og ovebevisende signal til omverdenen, der portrætterede Israel som den militære såvel som den moralske taber.

 

Amerikanske militære studier peger sågar på, at indsatsen havde en reel indflydelse på konflikten på jorden, da Hizbollah med sin mediestrategi havde succes med at opnå støtte fra nabonationer som Jordan og Saudi-Arabien, der som udgangspunkt ellers havde været kritiske over for organisationens fremfærd. Ved at spille på, at de udkæmpede en ”pan-islamistisk kamp” imod den fælles fjende Israel, hentede Hizbollah desuden øget støtte både økonomisk og militært fra både Iran og syriske militante grupper. I den lidt mere kuriøse ende, havde man ligeledes formodninger om, at Hizbollah brugte nyhedshistorier fra netmedier i realtid til at bedømme med Google Earth hvor deres raketter landede på israelsk territorie og hvordan de eventuelt skulle rette sigtet ind. Krigen på nettet var pludselig blevet en meget virkelig og mærkbar størrelse.

 

Efter konflikten med Hizbollah i 2006 nedsatte man en kommission i Israel, der skulle granske krigens forløb. En del af den rapport, som blev udarbejdet i den forbindelse, beskriver i hårde vendinger hvordan informationsstrømmen og hele tilgangen til medierne og den mangelfulde teknologiske knowhow i den israelske hær var skyld i, at Israels image led et alvorligt knæk i international sammenhæng. Resultatet blev, at alle Hasbara-aktiviteter i 2007-2008 blev lagt ind under det nyoprettede Informationsdirektorat og altså nu skulle undergå markante ændringer og styres fra toppen af den israelske regering.

 

Allerede få måneder senere fik Israel lejlighed til at teste det nye setup – og aktivt implementere brugen af sociale medier.

 

Gaza-krigen i december 2008 – januar 2009 var en 3 uger lang konflikt mellem IDF og militante grupper, primært Hamas, i Gaza-striben. Til forskel fra katastrofen i Libanon var man denne gang medie- og kommunikationsmæssigt velforberedt fra israelsk side. Både Facebook, YouTube og Twitter blev taget flittigt i brug, og i samspil med en velkoordineret propaganda-indsats og en meget striks kontrol med hvad udenlandske journalister havde - og især ikke havde adgang til, formåede IDF at detailstyre informationsstrømme i langt højere grad end tilfældet var få år forinden. Og IDF konkluderede hurtigt, at den nye strategi var en succes. En IDF-talsmand, Avital Leibovich, udtalte eksempelvis i forbindelse med spørgsmålet om at præge de traditionelle medier og få mere taletid der end deres palæstinensiske modparter, at:

 

En del nyhedsmedier er meget Israel-venlige, især ved at vise hvor meget vi lider. Jeg er sikker på, at det er et resultat af den nye medieindsats.

 

En talsmand fra den israelske regering, Avi Pazner, var ligeledes positivt stemt på trods af den udfordring Israel stod overfor:  

 

Det er altid svært at forklare vores standpunkt til omverdenen, når Israel bomber. Men i det mindste var alting forberedt og klar denne gang.

 

 

Men den nye strategi blev også modtaget med en massiv skepsis og mødt af kritik fra journalister, NGO’er, humanitære organisationer og andre interessenter. Dels pga. de åbenlyse og provokerende ”indrømmelser” omkring hvad hele formålet med strategien var, som citaterne ovenfor illustrerer, men også fordi kommunikationen fra hæren nu mest af alt mindede om rendyrket propaganda. Journalisten Aluf Benn fra den israelske, regeringskritiske avis Haaretz noterede sig eksempelvis, at:

 

                       Vi får briefinger fra hæren, men de minder mest af alt om talepunkter.

 

Den britiske avis The Guardian beskrev det nye informationsdirektorat som et nyt, specialiseret ”spin-organ” og i mit interview i mit speciale med den danske talsmand fra IDF’s new media afdeling bekræftes det, at man i høj grad forsøgte at kontrollere hvad journalister blev eksponeret for, samt at præge deres dækning i en israelsk-venlig retning.

 

 

Sociale medier blev, om end lidt tilfældigt, en vigtig del af den israelske hærs kommunikationsstrategi under Gaza-krigen. Tilfældigt fordi det var to menige IDF-soldater, der på hærens vegne oprettede en profil på YouTube få dage efter konflikten var startet. På trods af en umiddelbar modvillighed fra især den ældre garde i hæren, fandt man hurtigt ud af, at IDF-kanalen på YouTube var en succes og et værktøj, der havde en fremtid. Videoer, der viste præcisionsbombardementer og dermed på effektiv vis affejede en del af beskyldningerne om forsætlige bombninger af civile mål blev set og delt af titusinder. Andre videoer dokumenterede hvor Hamas skjulte affyringsramper til raketter og lagring af våben. Videoerne blev hurtigt en sensation verden over og bare en måned efter kanalens lancering var den den niende mest sete kanal på YouTube overhovedet med 6,5 millioner sete videoer.

 

IDF gør meget ud af at portrættere kvinder og immigranter i hæren i et positivt lys. Kilde: IDF's Facebook.

 

Taktikken med at ”svare igen” på negativ omtale på de sociale medier, spredte sig til andre platforme som Twitter og Facebook og var en vigtig del af indsatsen i IDF’s mediestrategi under Gaza-krigen. Når Hamas eller andre skrev på Twitter, at Israel dræber civile med fuldt overlæg, tweetede man eksempelvis en YouTube-video tilbage, hvor en israelsk pilot afbryder et bombetogt fordi der er civile i området, som et bevis på det modsatte.

 

En strategi, der med tiden dog har ændret sig markant. I mit interview med den danske talsmand for hærens new media afdeling fortæller han mig, at den apologetiske og defensive rolle man automatisk påtager sig, når man kun arbejder på at modsvare andres kritik, altid vil sætte en i en ufordelagtig position. Israel og den israelske hær fik, på trods af den egen-erklærede succes, massiv kritik fra egne og vestlige medier i kølvandet på Gaza-krigen for den valgte mediestrategi, blandt andet som følge af dens meget direkte og til tider selvforherligende tone. For at komme dette til livs, og for at vriste sig fri af den defensive rolle, opjusterede og professionaliserede man indsatsen kraftigt i de følgende år.

 

Det er denne professionalisering vi så i aktion under eskaleringerne mellem Hamas og IDF i 2012 og igen i sommeren 2014.

 

I stedet for at reagere på andres kritiske indhold, hvilket man dog stadig indirekte gør ved fx at producere videoer som denne, der viser hvor mange tons nødhjælp man under stor fare og helt frivilligt sender ind i Gaza, gik man efter at skabe sin egen agenda og styre informationskampagnen selv.

 

Eksemplerne på dette er mange. Her følger et par, som fint illustrerer hvordan man i IDF forsøger at bejle til et vestligt publikum ved at vende konflikten på hovedet:

 

 
Italesættelsen af konflikten er en meget vigtig del af IDF’s mediestrategi. Det handler primært om konstant at gentage Israels behov for sikkerhed, ret til at forsvare sig selv, samt at nævne Hamas’ terror:
 

 

Under eskaleringen i 2012 gik man faktisk direkte i clinch med hinanden via Twitter (Al-Qassam Brigaderne er Hamas’ militære fløj):

 

Og for nyligt ”afslørede” man Hamas’ sande jeg og sammenlignede dem med ISIS (Islamisk Stat):

 

Som et stadigt stigende antal journalister og især online-medier har beskrevet, er IDF’s kommunikationsstrategi på de sociale medier gået fra at være banebrydende til at tendere det bizarre. De triumferende tweets og videoer, der viser præcisionsdrab på Hamas-ledere, sideløbende med trusler og beskyldninger samt gentagelserne af behovet for at forsvare sig selv, fremstår for den kritiske beskuer som en massiv omgang kontroversiel propaganda og ikke meget andet.

Men i IDF’s new media afdeling, der i 2013 havde over 100 ansatte, ser man ikke sådan på det. Her er de sociale medier en digital krigszone, hvor det handler om at vinde. Som Avital Leibovich nøgternt beskrev det i 2009:

 

 

New media is a new war zone within the media - we are planning to be relevant there.

 

 

Ser man overordnet på det, er mediestrategien i hæren en naturlig udløber af staten Israels forhold til medierne. Man har længe betalt israelske studerende for at deltage i såkaldte ”advocacy-grupper”, hvor man går online og bekæmper kritik af Israel fx ved at klage til Facebook og Twitter over stødende indhold, eller ved at deltage i online-diskussioner med kritikere ved hjælp af talepunkts-manualer. Hæren har en lang tradition for at invitere indflydelsesrige bloggere med til briefinger og for nyligt skrev The Independent om en lignende manual for talsmænd i den israelske regering, der skal hjælpe dem med at fjerne fokus fra de civile lidelser i Gaza og dreje samtalen hen på noget andet. Hasbara er noget, der optager og beskæftiger mange mennesker i Israel.

 

Jf. spørgsmålet i indledningen om hvorvidt den massive PR-indsats er et resultat af, at Israel basalt set står med et forklaringsproblem, der ikke vil gå væk – eller om den er naturligt affødt af den massive kritik, der regner ned over landet, er det en svær sondring at lave. Israel er, i hvert fald på papiret, et vestligt demokrati, men det er et også et unikt land med en unik historie, som man nødvendigvis må have med i sine overvejelser. I mit speciale fra januar 2013 forsøger jeg at komme et svar nærmere på dette spørgsmål.

 

Læs specialet her: Krig på Twitter - hvordan den israelske hær bruger sociale medier

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs