Nu kører der reklame-tv med lyd i S-togene. DSB overskrider dermed pendlernes personlige grænser. DSB bryder samtidig en grundlæggende kontrakt med kunderne. For normalt følges stærk reklamepåvirkning af en kompensation – typisk at man får noget gratis eller til nedsat pris. Men de rejsende påtvinges reklamens stemmer og jingles, uden de af den grund slipper med at betale det halve. Det er snyd. Og så bringer DSB's tv tilmed en gammeldags form for reklame.
Inden årets udgang har alle S-tog skærme, i alt 2.764 styk. Så skulle der være tv-reklame til alle. Men alle er ikke lykkelige, for togets tv forstyrrer tankerne, læsningen, den lille blund og de andre rolige ting, folk tillader sig at bruge deres rejse til. På skærmen ses her en reklame for teaterforestillingen Darwin. Der er i øvrigt en del sponsorreklame og egenreklame på skærmene lige nu, i den forsigtige periode inden alle skærme er sat op
Ude i virkeligheden kan man normalt skifte program, hvis man ikke synes om kanalens udbud. Det kan man ikke hos DSB. Andre steder kan man slukke for tv'et, hvis det er noget møg. Det kan man ikke hos DSB. Der er ganske vist i togvognene en lille stillezone uden skærme, men hvad hjælper det i myldretiden om morgenen og aftenen, når toget er fyldt? Så vil flertallet af pendlerne være tvangsindlagt til reklame og andet stof på sendefladen.
Lyd uden kontrol
Men alt dette er ikke for alvor problemet. Problemet er, at DSB's reklame-tv har lyd på. Fordi millioninvesteringen skal tjene sig hjem igen, og det kan den ikke, hvis kunderne i de fyldte tog snyder og lukker øjnene for reklamerne. Det der lille trick har DSB forudset. Kunderne får ikke lov til at slippe for reklamejingles, salgstaler og lydeffekter fra skærmen. Derhjemme kan man skrue ned, når reklamerne eller programmerne trætter. Det kan man ikke hos DSB, for skærmene savner en volumenkontrol. Og skærmene sidder naglet godt fast, omgivet af hårde glatte plader, så ingen skal kunne fjerne den irriterende lydkilde.
Budskabet til kunderne synes at være: Find dig i forstyrrelsen eller spar sammen til en bil, hvor du selv kan skrue op og ned for radioen. Der er mange måder, hvorpå privatbilismen kan fremmes. DSB har fundet en ny.
Avislæsere giver udtryk for, at især jingles og hurtige lysglimt fra skærmen forstyrrer læsningen. Bemærk i øvrigt, at der på skærmen er nyheder fra DR, som takket være DSB er smuttet fri af reklameforbuddet
Læsning og sovning frabedes
DSB overskrider pendlernes personlige grænser ved at påtvinge sin reklamelyd. I S-toget vil det blive sværere for pendlerne at læse avisen eller en bog, fordi der lige skal et reklamebudskab om et middel mod tandbylder ud af højttalerne. Det bliver også sværere at småsove i S-toget, hvilket mange pendlere ellers har for vane. Vågn op, DSB har brug for at fortælle, så hele kupeen kan høre det, om en eller anden teaterforestilling.
Det er ikke engang reklame. Det er støj. Søren Peter Lund fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø udtaler til pressen, at der er tale om støj, hvis en lyd, som man helst vil være fri for, trænger sig på. »Det kan udtrætte og fjerne ens ressourcer, og det er jo kedeligt, hvis man er på vej til arbejde. Det nedsætter ens værdi som arbejdskraft,« siger forskeren om DSB's tvangs-tv.
Er det i øvrigt ikke besynderligt, at DSB først vænner folk til at medtage de gratisaviser – med tyste annoncer i – som ligger i dynger på S-togsperronerne. For derefter at genere avislæserne under læsningen.
Egenreklame for en af DSB's samarbejdspartnere, Commute Media, som skyder sig skarpt ind på, hvad formålet med skærmene er. I en henvendelse til potentielle annoncører, der måtte sidde i S-toget, hedder det: "Sådan rammer man et mål i bevægelse"
Ingen kompensation for mindre komfort
Der var engang et firma, som udbød gratis mobiltelefoni. Eneste betingelse for dette tilbud var, at man fik afbrudt sin telefonsamtale omkring en gang i minuttet med et reklamebudskab. Surt, men noget for noget. Du får gratis telefon, vi får vores budskaber igennem. Det hører med til historien, at produktet trods alt ikke fik nogen lang levetid.
DSB gentager nu historien, men har glemt pointen. Vi fylder din ellers fredfyldte rejse med højlydte reklamer og andre tv-indslag. Til gengæld får du øh... Nej, ingen kompensation. Du kan ikke nøjes med at klippe et blåt klippekort i stedet for et dyrere gult. Du får slet ikke rejsen gratis på grund af forstyrrelsen og forringelsen af rejsens værdi som afslapning. Næh, du får tv-lyd til fuld pris. DSB bryder hermed ’kontrakten’ med kunderne.
Nu vil DSB nok hævde, at de skam leverer 70 procents underholdnings- og nyhedsstof på skærmene, når reklamerne ikke kører. Det er da noget for noget.
Ville du finde dig i det på et hotel?
Men regnestykket går ikke op, for DSB ødelægger samtidig en del af grundydelsen, nemlig komforten. Det vil svare til, at man booker et hotelværelse, hvor hotellet på forhånd har lovet central beliggenhed tæt på stationen, rene lagner og tv på værelset. Ved ankomsten finder man knitrende rene lagner, men opdager også, at tv'et sidder indkapslet i en stålramme oppe under loftet, fjernbetjeningen er væk, og lyden er skruet op. Døgnet rundt. Der vises den samme tv-kanal, og den har verdens højeste reklameandel, nemlig 30 procent.
Når man så går ned i receptionen for at klage, får man venligt at vide, at tv'et ifølge direktionsbeslutning ikke kan slukkes, skrues ned eller skiftes kanal på. At markedsundersøgelser viser, at de fleste hotelgæster gerne vil have tv på værelset. Og at den protest mod forholdene, som Sammenslutningen af Forretningsrejsende har hængt op som et opslag på hotellets gang, ikke kan tages alvorligt, da den pågældende sammenslutning er kendt for mange urimelige krav, for eksempel at det ikke bør regne gennem hotellets tag. Men hvis man er utilfreds, er man meget velkommen til at overnatte ude på gaden. Desværre kan det forudbetalte værelse i givet fald ikke refunderes. Men var man da virkelig ikke glad for at få et par madtips og gratis oplæsning af nogle Ritzau-nyheder på værelsets tv-skærm?
Flere hadegrupper er skudt op på Facebook med protester mod tv-skærmene og især den tvungne lyd
Påtvungen reklame er gammeldags
Tv slog igennem i Danmark i 1950'erne, og tv-reklamen i slutningen af 1980'erne. Så kom den digitale revolution og dermed intelligent reklame, som kan indrette sig efter den enkelte forbruger og dennes søgen på nettet.
Hele den store omvæltning er gået hen over hovedet på DSB. Med sit tiltag stopper S-toget historien og vender tilbage til fortidens reklamer, som de var for 25 år siden, dengang man uden skånsel pushede reklamespots i hovedet på folk, hvad enten de ønskede det eller ej. Og uanset om man stod og havde brug for en dyne fra Jysk Sengetøjslager eller ej. DSB's evigt tændte tv skærer alle kunder over én kam. Nedslidningen – wear out – af tv-reklamerne, som allerede er et problem på tv-kanalerne hjemme i stuerne, er betydelig i DSB's fastlåste udgave.
Det kan opleves ubehageligt for den moderne, individualistiske forbruger, der ønsker stadig større valgfrihed og egenkontrol. Dette segment, som vel ikke er helt uinteressant for DSB og for reklamebranchen, kan føle sig behandlet som under en kvægtransport, som ens, kuede og umælende væsner. Det taber DSB på i det lange løb. Det taber reklamebranchen på. Og det taber som sagt kunderne på. Lose-lose-lose.
Ps. Lad endelig skærmene hænge. De er nydeligt designet og kan udmærket bruges til tavs trafikinformation. Fortæl om forsinkelserne her.