Bliver Helle hældt ud?

Da Svend Auken blev detroniseret som socialdemokratisk leder, talte man om kongemord. Med Helle Thorning-Schmidts massive ledelsesproblemer er der lagt op til et internt dronningemord. Spørgsmålet er, hvem der i givet fald skal føre kniven. Hov, hvad går Mette Frederiksen egentlig rundt og laver?
af Niels Krause-Kjær
Det Radikale Venstres politiske logik har indtaget Socialdemokraternes ledelse, og reaktionen har været fatal for partiet. Midt i Vestager-belæringer, vismandsråd, regnedrenge og grafer om udbud af arbejdskraft, er Socialdemokraterne imploderet. Nok var det Finansministeriet, der vandt 00'ernes værdikamp, men den sejr kan ikke overføres til det socialdemokratiske kerneland. Her flygter vælgere og venner i et omfang og med en konsekvens, som på et tidspunkt kan ophæve normale regler i dansk politik: "Man vælter ikke en partiformand, da slet ikke en socialdemokrat og da slet-slet ikke, når vedkommende er statsminister".
 
For hvorfor egentlig ikke?
 
Første gang, reglen blev brudt, var også som konsekvens af dominans fra Det Radikale Venstre. De socialdemokratiske vælgere elskede ved valget i 1990 Svend Auken, men De Radikale stolede ikke på ham. Ud røg Auken.
 
Udsnit af Helle Thorning-Schmidts officielle pressebillede
 
Thornings problemer synes selvskabte – det forværrer hendes overlevelseschance
Denne gang er det modsat. Vælgere og venner flygter fra Helle Thorning-Schmidt, mens De Radikale stadig bevarer tilliden til hende. Hvis regeringen trods katastrofale meningsmålinger var i stand til at regere effektivt, så kunne der købes meget ekstra tid. Men en del tyder på, at regeringen får sværere og sværere ved at opfylde væsentlige dele af sit eget regeringsgrundlag. Ikke så meget på grund af en genstridig opposition eller en tvær enhedsliste. Bemærk, at regeringens to største nederlag indtil nu – betalingsring og trepartsforhandlinger – først og fremmest er et resultat af et internt oprør i det socialdemokratiske bagland.
 
Hvis Helle Thorning-Schmidt det næste års tid fortsætter med at stå uden vælgere, venner og politik, bliver hendes liv som partiformand skrøbeligt. Sandsynligheden for, at hun står i spidsen for Socialdemokraterne ved næste folketingsvalg er bestemt overvældende, men i det øjeblik et vælgertab bider sig fast, og problemerne personificeres hos partiformanden, så vil partiets kontinentalsokkel begynde at bevæge sig. Ganske som det skete for Lene Espersen, da hun var formand for De Konservative. Da en uacceptabel tilslutning syntes permanent, og analysen var, at det ikke kunne løses med hende, men måske med en anden – var hun færdig. Det samme kan ske for Helle Thorning-Schmidt, selv om øvelsen med en siddende statsminister bestemt er mere besværlig og under alle omstændigheder historisk.
 
Til et dronningmord skal bruges tre ting...
Tre ting skal falde i hak, før sådan noget sker og Helle Thorning-Schmidt på den måde kan få sit eget uheldige kapitel i den socialdemokratiske historiebog.
 
For det første skal den katastrofale situation synes uafvendelig med den nuværende formand.
 
For det andet sættes sådan en bevægelse ikke i gang af nogle tilfældige tillidsfolk, et par bekymrede folketingsmedlemmer med et usikkert mandat eller for den sags skyld af en ambitiøs politiker, der drømmer om at blive kalif i stedet for kaliffen. Al erfaring viser, at den slags kun kan sættes i gang, hvis der nikkes fra partiets allertungeste personer.
 
For det tredje skal der være en kvalificeret afløser klar, som kan det, man mener, den nuværende ikke kan.
 
Mogens Lykketoft med det farlige nik og en Mette Frederiksen i sin kaffeklub
Den første betingelse om det uafvendelige er en modningsproces, som både i eksemplet med Svend Auken og Lene Espersen tager lang tid. For et parti er fjernelsen af en formand en grænseoverskridende handling, og frugten skal være mere end overmoden. Der er vi slet ikke endnu.
 
Den anden betingelse er bestemt til stede i Socialdemokraterne. Mogens Lykketoft gav som ’den vrisne dobbeltmorder’ det nødvendige nik og dermed legitimitet til processen, både da Auken og senere Nyrup skulle fjernes som partiformænd. Lykketoft besidder det politiske klarsyn og den nødvendige politiske kynisme til at gøre det igen, hvis frugten synes moden. Og uanset om han måtte bryde sig om det eller ej, vil mange se i hans retning i denne sag. Lykketoft har allerede lavet de indledende strækøvelser ved i et Cevea-foredrag – som imod hans ønske endte i Jyllands-Posten – reelt undsagde store dele af partiets politik, inklusive finansminister Bjarne Corydon.
 
Den tredje betingelse er mere end til stede. Mette Frederiksen har som beskæftigelsesminister til overflod bekræftet de forventninger, der har været til hendes politiske talent. Derudover er hun gået et gear ned i sin indignation, men kan stadig holde en 1. maj-tale midt i oktober, så de røde seler jubler. Ganske som Svend Auken kunne.
 
Men indtil videre gælder reglen altså stadig. Man vælter ikke en formand, slet ikke en socialdemokratisk og da slet-slet ikke, når vedkommende er statsminister.
 
Og så glemmer vi for en stund, at Mette Frederiksen deler kaffeklub med Mogens Lykketoft, som allerede i 2005 argumenterede for, at hun skulle være formand.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job