Hvorfor ord dør

Vi læser meget om nye ord og betydninger der kommer ind i sproget. Men hvorfor dør ord? Med kyndig hjælp fra professor i dansk sprog Frans Gregersen forsøger Martin Lund at opregne de typiske dødsårsager.

At ord forsvinder, skyldes ikke at man er nødt til at glemme ord for at huske de mange nye ord der kommer ind i sproget. Ser man hjernen som en svamp, kender forskningen ifølge Frans Gregersen foreløbig ingen grænser for hvor meget svampen kan suge til sig. Der er ganske vist stor forskel på hvor stort et ordforråd man kan have henholdsvis receptivt og produktivt i sit hoved – altså hvor mange ord man kan genkende og forstå, og så hvor mange man selv bruger – men man udvider stadig sit ordforråd inden for de ting man har behov for at udtrykke. De ord man bruger – og en gang har brugt – bliver som en stadigt voksende udtryksregister i ens hoved.

   Som Jørn Lund skriver i ”Den sproglige Dagsorden (2003): ”Når et ord dør, forsvinder en særlig udtryksmulighed. For to ord betyder aldrig helt det samme; i hvert fald har de sjældent den samme bibetydning. Hele livet igennem udvikler man sine sproglige erfaringer, og de fleste lærer sig flere og flere gloser. Er man nået op i årene, sidder man dels med et inventar man altid har kendt, og som man deler med sine jævnaldrende, dels med ord som er kommet til siden man var barn.”

Ords bortgang og død i samfundet skyldes at de ikke længere tjener det formål de havde. Sådan lyder den vigtigste forklaring hvis man spørger Frans Gregersen. Man kan måske også sige det på en anden måde: De dør fordi de ikke længere giver mening i en verden der har flyttet sig, og i et sprog der er flyttet med.

 

”Omsen” er ovre. ”Neger” er nej nej. ”Tossekassen” er kun for tåber. ”I fjor” blev brugt for efterhånden meget længe siden. ”Pokkers” er ikke så pokkers kraftfuldt mere. ”Svedigt” er næsten allerede svedt ud igen. Og ”e-post” er kommet retur med navn ubekendt.

   Eksemplerne her døde, svækkedes eller røg ud i skyggen af syv forskellige grunde jeg i samtale med Frans Gregersen er nået frem til. Derudover mener jeg der er en ottende og en niende.

 

1: Når tingene dør: Ordets denotation eksisterer ikke længere (for de fleste)

Ordets denotation er det forhold eller den ting (i virkeligheden) som ordet refererer til. Og virkeligheden forandrer sig. Ting der før var selvfølgelige, forsvinder fra hverdagslivet, og så dør de ord der beskriver dem, også – eller vores umiddelbare forståelse af dem dør.

Lige så vel som nye begreber kommer ind i sproget med den teknologiske udvikling – fx ”podcast” – forsvinder andre med den teknologiske afvikling. En lang række landbrugsredskaber er eksempelvis gået ud af funktion, fx en ”plejl” som var et håndredskab til at tærske korn med. ”Tærske” vil sige at slå kernerne fra strået – nu automatiseret i en ”mejetærsker” der både mejer og tærsker, forstås, og som vel blot havde heddet høst(e)maskine hvis den var opfundet i dag.

 

Et nyere eksempel er ”VHS-båndet”. Selv om ikke alle har skiftet videomaskinen ud endnu, ved vi godt at den allerede er en museumsgenstand. Derfor er vi for længst holdt op med at tale og skrive om den.

 

Nogle gange overlever ordet dog den virkelighed det beskrev. ”Bryllup” er et eksempel på et ord som stadig giver mening fordi det bruges om en helt bestemt begivenhed. Men det forhold i virkeligheden som det oprindelig betegnede, er ikke længere en selvfølgelig del af begivenheden, og derfor er dets såkaldt egentlige betydning ikke nærværende for os længere. Ordet kommer af en tradition for at brudgommen skulle fange bruden – altså et ”brudeløb”.

 

2: Den dramatiske og politiske død: Ordet afspejler en usmart eller politisk ukorrekt tankegang

Denne dødsårsag er egentlig en pendant til 1’eren, blot på et mere åndeligt plan. Tiderne skifter – også i ånden. Senest er vi i forbindelse med videnssamfundet, globaliseringen, 11. september og måske især den danske Muhammed-krise ved at opleve et mentalt paradigmeskift der kræver sproglige ofre. Udtryk som ”den hjemlige andedam” giver ikke længere mening i takt med at vi bliver bevidste om at det vi laver, bliver set, hørt og bemærket andre steder på kloden – og for resten også i takt med at Danmark er ved at blive en af den kreative klasses internationale regioner.

 

Går vi få årtier tilbage, handler paradigmeskiftet også om ude og hjemme. Hvis man er så heldig at have førsteudgaver af børnesangbøger fra omkring 1960’erne eller tidligere, så har man adgang til et sandt skatkammer af forældede tankegange, udtrykt i farverige sange hvor sprogbrugen er lige lovlig kontant for det moderne øre. Der er intet racistisk eller imperialistisk i ”Sov sødt lille jumbo” hvor elefanten loves en ”negerdreng” som rangle, i hvert fald ikke fra sangens synspunkt. Det pædagogiske greb i de fleste af disse sange handler såmænd bare om at det danske barn skal identificere sig med det afrikanske – og måske udlede at man er en smule mere tryg som dansker. Men sprogbrugen ville ikke gå an i dag, og sangene er passende modereret – nogle gange til kedsommelighed – i nyere udgaver.

 

Derudover kan navne misbruges så de formentlig aldrig bliver brugt igen. Ingen normale forældres børn født efter 1945 er blevet kaldt Adolf.

 

3: ”Dybt at falde”-døden: Ordet signalerer en kedelig livsstil

Her bliver vi på det åndelige plan. Men hvor 2’eren handlede om at signalere en forbudt tankegang, handler denne dødsårsag om at ordene signalerer en livsstil der måske før inkluderede én i det gode selskab, men som nu er ekskluderende og taber-agtig.

 

Et godt eksempel er de kære navne for hjemmets tv-apparat, i bestemt form. ”Fjerneren”, ”flimmeren”, ”tossekassen” m.fl. afspejler en tilværelse – eller blot et hjem – hvor tv’et er det centrale omdrejningspunkt. Men et sådant foldhold til fjernsyn er i stadig højere grad forbundet med en usund taberlivsstil – vel til dels fordi fjernsyn i flere år ikke længere har været entydigt synonymt med DR-monopol, fælles bevidsthed og folkeoplysning. Samtidig har den teknologiske udvikling ført til at computeren rent faktisk er ved at overtage positionen som det primære husalter.

   Med internettet følger en række mere moderne livsstilsudtryk: Interaktivitet, individualisme, kreativitet og meta-mediebevidsthed.

 

4: Den stille død: Ordet trækker på en forældet kontekst

Dødsårsag 4 minder om dødsårsag 3, men uden samme værdiladning. Den kan også minde om dødsårsag 2 – men hvor 2’eren handler om en pludselig kritisabel tankehorisont som kræver et politisk dødsoffer, drejer denne sig om livsbilleder og -vilkår der bare er lagt bag horisonten. Det er den stille død hvor ordet kommer til et leve en stadigt mørkere skyggetilværelse.

 

Et eksempel er ord som ”nøjsom”, ”opsparing”, ”sætte tæring efter næring” – der refererer til begreber som ikke er på mode i tiden, og derfor ikke bruges nær så hyppigt mere. Tidens vilkår for majoriteten af danskere og tidens ideologi med hensyn til økonomi, forbrug og frihed har ændret sig. Frans Gregersen tvivler på at de ord vil komme på mode igen, og peger på en ny form for omtanke med forbrug som handler om begreber som økologi og bæredygtighed.

 

At være ”bly” ved næsten ingen hvad betyder, og ”blufærdighed” er der heller ikke meget af mere. Det er ikke de egenskaber omverdenen synes at kræve af én.

 

”Liden tue kan vælte stort læs” – altså at selv et lille bump på vejen kan vælte en stor vogn hvis den er højt læsset – er modsat et eksempel på et fysisk vilkår som på ingen måde er forældet. Men det er ikke en central problematik mere for den brede befolkning, og det er sprogligt klædt i så gamle gevandter at det umiddelbare erfaringsbillede som udtrykket repræsenterer, sløres og for mange mennesker går helt tabt.

 

5: Brændt i begge ender-døden: Kraftudtryk mister kraften

Pointen med kraftudtryk er at de skal virke som benzin på bålet. Men kraftudtryk mister kraften jo mere de bruges og jo mere varme de har skabt. Derfor må man hele tiden finde nye.

 

”Pokkers” var en gang et voldsomt kraftudtryk – det er det ikke længere. Nu er det en pæn måde at være vred på, meget pænere end helvedes eller satans. Og ”sgu” nærmer sig en betydning der svarer til ”da” eller ”jo”.

 

Forskelligt slid på kraftudtryk kan også medføre kulturelle og regionale forskelle. Mens ”fuck” og ”fuckin’” for mange amerikanske rappere blot er som ”</>”-tags i en html-kode eller som fyld til versefødderne, så er det i visse stater og i visse miljøer stadig noget af det mest grænseoverskridende og forulempende man kan sige. I Danmark betyder ”fuck” efterhånden blot ”øv”, ”ups” eller ”for fanden altså”. Derfor hører man også indimellem unge mænd stive sig af ved at sige at dette eller hint er noget ”knep” – for i dét billede kan man stadig hente lidt kraft, selv om det fonetisk er en flad fornemmelse at sige det.

 

Blegningseffekten gælder naturligvis ikke kun kraftudtryk. Det kan man måske fornemme ved at se på effektforskellen mellem ”Kære NN” og andre indledende eller afsluttende former af ”kære” og andre hilsener – fx det indledende ”Min ven X” eller det afsluttende ”Kærligst, Y”. Mens ”kære” er brugt til bevidstløshed – med det resultat at man skal kende afsenderen godt for at vide hvor meget vedkommende mener det – så virker de andre former alt for overvældende ved første øjekast, fordi vi ikke længere bruger dem (men måske burde begynde på det).

 

6: Døgnfluedøden: Slang vil være på mode, og moden vil skifte

Slang handler om at signalere sproglig modebevidsthed – hvilket i virkeligheden handler om at signalere at man tilhører den gruppe i samfundet som er med på ”bølgen”. Og moden er per definition altid ny – eller gammel på en ny måde.

 

Fra midten af 70’erne var forstærker-adjektivet ”kodyl” på mode. I midten af 80’erne kom præfikset ”herre-”. Og i de seneste år har ”kanon” taget rollen som universalforstærker, men det vil utvivlsomt lide samme skæbne – det er allerede på vej ud. Og hvad med ”svedigt” eller ”grineren” – hvem vil egentlig savne dem når de om få dage er stendøde?

 

”Fedt” er kommet igen, men på en lidt ny måde, bl.a. fordi ordet i dag har langt mindre kraft. Det nærmeste synonym man kan finde blandt sprogets konstanter, er vel ”godt”. 70’ernes ”fedt” er i dag så devalueret at det kun kan oversættes til nutiden ved at tilføje en forstærker, fx ”super fedt” eller ”super godt”.

 

7: Misfosterdøden: Konstruerede udtryk er på forhånd dødsdømte hvis de ikke er økonomiske

Hvem bruger udtrykket ”e-post”? Nej vel?! – det er dømt ude på forhånd. Hvis først sproget har kastet sin kærlighed på et udtryk som er nemmere, kan man altså ikke konstruere et udtryk og med vold og magt – eller for den sags skyld pædagogisk venlighed – proppe det ind i sproget.

   Vi bruger ikke engang det korrekte engelske ”e-mail”, men slet og ret ”mail”, fordi der ikke er noget der hedder sådan på dansk i forvejen. Det er sproglig økonomi, og der er ingen tvivl om at ”mail” vil udkonkurrere andre former.

 

Frans Gregersen nævner ”elektronhjerne” som et eksempel på et dansk svar på et engelsk udtryk, nemlig computer. Men computer ligger jo udmærket i en dansk ordstrøm, og det er kortere og meget nemmere at sige end elektronhjerne. På spørgsmålet om hvad der så blev af ”datamat”, bliver Frans Gregersen svar skyldig, men et opslag i korpus 2000 viser at det er gået markant tilbage i forhold til 1990-korpusset. Ordet er lige så økonomisk som ”computer”, men det er simpelthen blevet upopulært af andre grunde.

 

Men det kan faktisk godt lade sig gøre at fordanske udtryk som én gang er kommet ind i sproget med den teknologiske udvikling. Politiken udskrev i 1902 en konkurrence om at navngive det nymodens køretøj ”automobilen” – vinderen af konkurrencen var ”bil”, og ordet vandt som bekendt også indpas i sproget.

 

Statistisk set er ord generelt kortere jo mere de skal bruges. Så det er ikke utænkeligt at man kunne udskrive konkurrencer om ord der pludseligt bliver mere grundlæggende i hverdagen, og med held få fornyelsen til at vinde indpas. I miljøer hvor man bruger et ord flittigt, er man også hurtig til at opfinde en kortere udgave – eksempelvis kender alle ”info” for information, eller ”demo” for demonstration(s-et eller andet).

 

Ny teknologi har til alle tider bragt fremmedord ind i dansk. I det senmiddelalderlige danske samfund kom påvirkningen hovedsageligt fra nedertysk – med det resultat at hver fjerde ord i en almindelig avistekst i dag kommer fra tysk. Senere var påvirkningen fransk, og vi har stadig flere franske låneord end engelske.

   I dag er påvirkningen amerikansk, fordi de dagsordensættende computerfirmaer og den trendsættende del af medieindustrien er amerikansk eller taler engelsk.

 

Påvirkningerne udefra har til alle tider været drevet af den faglige prestige og det pågældende fremmedsprogs prestige i tiden. Men man kan ikke helt sammenligne tidligere tiders tyske og franske påvirkninger med den nuværende engelsk-amerikanske. I dag er det ikke kun en kulturel elite eller et håndværk der påvirkes direkte af et fremmesprog. I kraft af produkters korte vej til forbrugerne via medierne er det hele befolkningen som får skudt nye ord ind direkte i blodbanen.

 

Bil er imidlertid et godt – men enestående – eksempel på at man bevidst kan rydde op i sproget efter at det har udviklet sig. Men det kræver at emnet er centralt og at erstatningsordet er en indlysende økonomisk forbedring.

 

8: Signalforvirringsdøden: Lyden er i strid med betydningen eller er uhensigtsmæssig

Denne næstsidste dødsårsag står for min egen regning, og den er svær at eftervise. Den handler om at det går galt hvis ordets fonetiske associationer strider imod de semantiske. Men fonemers betydningsbærende rolle er et komplekst og kontroversielt emne, og det er ikke belyst særlig meget på dansk.

 

At vi tillægger synonymer forskellig betydning efter deres lyd, kan fx demonstreres med ”plæneklipper” og ”græsslåmaskine”. Hvem vil ikke tænke på det første som den motordrevne udgave og det andet som den mekaniske udgave? Det handler bl.a. om hvordan henholdsvis ”plæææ” og ”sslå” associerer til lyden af de respektive maskiner.

 

Et eksempel på et udtryk som kan have skabt forvirring delvist på grund af sin lyd er ”bjørnetjeneste”. ”bj” lyder blødt, varmt og betænksomt (siger jeg), hvilket kan virke katalyserende for den semantiske misforståelse der hersker i yngre generationers opfattelse af udtrykket – hvor de glemmer at det ikke kun er en stor og varm tjeneste fra bjørnens synspunkt, men i virkeligheden også – set fra et mere bevidst synspunkt – er en stor dumhed som forværrer situationen.

   Den umiddelbare lyd-association er altså med til at skubbe udtrykkets egentlige betydning ud af sproget.

 

Sproget kan også give bestemte lyde bestemte normal-betydninger. Eksempelvis tager ”ledelse” med sine mange e-vokaler smag fra ”kedelig”, mens chef med sin æf-lyd tager smag fra kæft, bjæf og schæfer. Alene disse lydlige associationer kan få tekstforfattere til at søge synonymer eller omskrivninger – associationerne kan simpelthen gøre ord upopulære, især hvis associationen direkte strider imod det man vil meddele.

   Her har vi nok hovedårsagen til at det tidligere nævnte ”datamat” aldrig vandt indpas. I samspillet mellem ordets fonetiske og semantiske værdi, som sprogets lyde og brugen af selve udtrykket har givet ”datamat”, er det blevet et koldt, udvendigt og firkantet udtryk – bl.a. under påvirkning af ”data” og ”automat”. Sådan noget vil man aldrig kalde sin allerkæreste bærbare personlige computer.

 

9: Sprogets identitetsrøvere: Newspeak

Newspeak er en pendant til 8’eren, men på et rent semantisk og bevidst plan. Man manipulerer med modtageren ved at kalde tingen noget der lyder pænere, mere rart eller bare mere neutralt end tingen er. Det nye og pænere ord overtager det gamle ords identitet. Men det er ikke noget rart job – ordet skal dække over en kedelig betydning, og når folk har opfattet betydningen af ordet, må man finde et nyt. At ”overførselsindkomst” skulle være bedre end ”kontanthjælp”, kan vi eksempelvis ikke høre længere.

 

Minus-ord forvandles til plus-ord. I visse kredse taler man udelukkende om "udfordringer" eller "issues" og ikke om "problemer". Men hvad skal vi bruge problemknusere til når vi kun står med udfordringer?

 

Den politiske verden såvel som industriforetagender er storleverandører af newspeak – og eufemismer, som er billedlige omskrivninger af ting som det kan være ubehageligt at nævne direkte, fx ”gik bort” i stedet for ”døde”. Et amerikansk eksempel er ”biosolids” i stedet for ”sludge” (kloakslam). Og et dansk eksempel på newspeak fra den politiske verden er "Udlændingeservice" i stedet for "Udlændingestyrelsen".

 

Ord som ikke fortjener at dø?

De første 8 punkter på denne liste kan være gode grunde til at ord dør. Men ikke alle døende ord har fortjent at dø. Nogle bliver bare kvalt af modeudtryk, mens andre glemmes uden særlig grund.

Nu skriver vi eksempelvis ”ASAP” hele tiden – måske for igennem både forkortelsen og det engelske (as soon as possible) at camouflere den bydende tone. Men har ”snarest” fortjent at dø fordi vi ikke tør sige ”snarest” når vi mener ”snarest”?

 

Kommenter gerne denne artikel med annoncering af et ord du savner eller er bekymret for – hvis du mener det stadig har en meningsfuld rolle at spille i et levende sprog.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Digital redaktør

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsrådgiver

Frist: 19. september kl. 9.27

SoMe- og content manager

Frist: 30. september

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 5. oktober
Se alle job Indryk job

Kursus

SoMe bootcamp

Kun få ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.