Når du bliver ”afvennet”
Så skete det igen. Jeg blev defriendet på Facebook eller ”afvennet”, som jeg selv kalder det med mit hjemmeopfundne danske ord. Denne gang af en gammel bekendt, som jeg har kendt længe, på og uden for Facebook, og været ret tæt på tidligere. I de senere år er vi dog gledet fra hinanden, men jeg mente nu stadig, at vi var en slags venner.
Man tænker straks: noget, jeg har gjort? Sagt? Noget, jeg bør fortryde? Andre venner blev imidlertid defriendet samtidig, så måske er der bare ryddet op? Det må jeg indrømme, at jeg selv gør nogle gange. Dels blandt nogle, jeg egentligt ikke kender mere. Nogle, der aldrig poster, og som jeg egentlig ikke har noget forhold til. Eller nogle, hvis adfærd har provokeret eller irriteret mig gennem længere tid. Det sidste vender jeg tilbage til.
Når man kigger på os, der blev defriendet samtidig, er der alligevel et mønster, der gør, at jeg ikke tror, der var tale om en tilfældig oprydning. Det virker målrettet, som om vi er røget i svinget, fordi vi mildt sagt er ganske politisk uenige med min gamle bekendt. Vi skriver ikke politiske udmeldinger særligt tit, nogen af os. Det har jeg selv bittert erfaret, at der sjældent kommer noget godt ud af på Facebook. Men alligevel er det det eneste mønster, jeg kan se i den ganske systematiske og målrettede defriending.
Hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet: hvorfor defriender man? Amerikansk forskning viser, at de tre hyppigste grunde til, at folk ”defriender”, er 1) politiske uenigheder, 2) banale opdateringer, 3) overdrevent mange opdateringer om børn eller kæledyr.
Udover det har jeg på det seneste hørt om en række andre grunde: ”Vi kender alligevel ikke hinanden rigtigt”, ”du ”liker” aldrig mine opslag”, ”du poster aldrig selv noget, du lurer bare på mit liv”. Og læserne kan sikkert finde på flere. Selv rydder jeg som sagt op af og til. Og jeg har haft samtlige de nævnte grunde til at fjerne de forskellige mennesker, jeg igennem tiden har luget ud af min venneliste.
Min hovedgrund til at gøre det er imidlertid, at jeg ikke ønsker at have ubegrænset mange venner. Når jeg har fået en stribe nye, som det af en eller flere grunde er naturligt at etablere virtuelt venskab med, fjerner jeg som regel en række andre for at holde antallet nogenlunde konstant. Min ”vennekreds” vokser dog alligevel støt og roligt, fordi der (heldigvis) kommer flere til, end jeg vælger at skille mig af med.
Tilbage står spørgsmålet: Hvad betyder venskabet eller ikke-venskabet på Facebook for de fysiske og emotionelle relationer, når man så mødes ansigt til ansigt?
Mange mennesker har en anden personlighed online end i virkeligheden. Der kan være flinke mennesker, som man ikke kan holde ud at være venner med på Facebook, fordi fanden tager ved dem, når de sidder med en skærm mellem sig og andre. Der er også nogle, man kun er venner med på Facebook. Det kan der igen være mange grunde til: afstand, at venskabet er født ud af onlineverdenen eller slet og ret bekvemmelighed.
Jeg hører nu selv til dem, der mener, man skal kunne have lyst drikke en kop kaffe med alle sine Facebookvenner engang imellem. Ellers er spørgsmålet nok, om der er en reel forbindelse. Men folk har mange forskellige principper, og det er ok.
Men hvad nu, hvis man nogen tid efter at ven X har defriendet en, (eller man selv har defriendet) møder vedkommende på gaden? Der er tale om en helt ny form for social akavethed. Er man stadig venner fysisk? Kan man se hinanden i øjnene? Taler man om det? Eller lader man som om, det ikke er sket? Det tror jeg ikke, der er ét svar på. Men der er i al fald tale om en af mange nye ambivalenser, som jeg har skrevet om i andre sammenhænge.
Jeg synes, der mangler forskning i disse mikrosociologiske fænomener. Jeg har selv stor lyst til at dykke ned i det. Så snart jeg får tiden. Og måske også en lille bevilling til at lave den undersøgelse, der kan kaste videnskabeligt lys over fænomenet.
