Det klassiske svar er ikke forkert. Blot handler arbejdet i den rige verden ikke længere om den elementære nød. Maden og tøjet og boligen skal ikke kun leve op til funktionelle, men fremfor alt til symbolske krav.

Opløste idealer
Det forvandler arbejdet. Det er ikke blot en plage, men et vitalt redskab i den gamle kamp om anerkendelse. Ved at fortælle om vort arbejde fortæller vi om os selv.

Hermed trænger arbejdet helt ind i sjælen. Og hermed opløses det antikke og feudale ideal om lediggang. Den gamle overklasse arbejdede ikke, men var ikke stakkels arbejdsløse. De var stolte af at være arbejdsfrie. At være fornem var at have tid til frie aktiviteter som politik, kultur, krig og sport.

Født som spørgsmålstegn
Først i moderne samfund blev arbejdet trukket ind i centrum. Den nye figur blev sat på ord af John Locke, som hævdede, at ved at arbejde former et menneske ikke blot tingene, men også selv. Arbejdet skaber både økonomisk og menneskelig rigdom. Hermed blev rigdom, dannelse og arbejde for første gang kædet sammen.

Selv om det industrielle arbejde sjældent førte til rigdom og dannelse, ændrede det ikke arbejdets ideologiske betydning. Identitet var ikke længere knyttet til en medfødt stand, men til en mobil karriere. Mennesker blev født som spørgsmålstegn, og svaret var op til dem selv -og til de konjunkturer, de forefandt som deres skæbne.

Dyrkelsen af arbejdet handlede både om et fysisk overlevelse, social anerkendelse og subjektiv identitet. Det var uværdigt ikke at arbejde. Kritikken af lediggangen ramte først den gamle overklasse af arbejdsfrie og siden den nye underklasse af arbejdsløse.

I 1800-tallet drømte Karl Marx om at nedsætte arbejdstiden og efter arbejdet at åbne for frie aktiviteter. Det var et kompromis, som både brød med arbejdsideologien og fortsatte den. Baggrunden var en tro på, at det moderne industriarbejde ville blive ensformigt og ufaglært i takt med, at maskinerne overtog den faglige kompetence.

Fra natur og maskiner til mennesker og symboler
Langt op i 1900-tallet dominerede det industrielle billede af arbejdet, som fik samlebåndet som sit symbol. Den politiske kamp handlede om arbejdspladsen, og påstanden var, at det var her befrielsen af individ og samfund startede. Men undervejs skete et par ting, som gjorde dette perspektiv halvvejs meningsløst

Dels er kampen om arbejdet ikke længere en kamp for de "fordømte her på jorden", men en kamp om privilegier. Og dels er arbejdet ikke i første række det ufaglærte arbejde med natur og maskiner, men det videnstunge arbejde med mennesker og symboler. Det moderne symbol på arbejdet er ikke Samlebåndet, men Computeren og Mødet. Og det moderne arbejde finder ikke sted på et skiddent fabriksgulv, men i hygiejniske og ergonomiske rum.

Så mens det gamle arbejdet blev kritiseret, dukkede et nyt arbejde op, som man kunne udvikle sig i og som ikke stod under rå kommando. Ofte var forholdet så perverst, at de som kritiserede det gamle arbejde, selv havde et nyt arbejde med vidtstrakt selvstyre.

Luksus i discountudgave
Samtidig blev det i de vestlige lande muligt at indfri fritidens urolige drømme om skamløs luksus i diverse discountudgaver. Fritiden og dens forbrugsstil kræver for de fleste et arbejde. Også her kan man se en besjæling. Ligesom arbejdet fik sjæl ved at mennesker gør sig til ét med deres karriere, blev forbruget besjælet ved at mennesker genkender sig selv i deres hus eller bil, deres kulinariske kompetence eller spændende rejser, deres tøj og musik.

Arbejdet blev indfældet i en trekant mellem arbejdsplads, hjem og konsumpalads. Alle tre steder er nødvendige for lykken. Vi arbejder ikke for herremanden eller for kapitalisten, men ofrer os for os selv.

Selv om vi ikke behøver at arbejde særlig meget for at opretholde en levestandard, som i globalt perspektiv er tårnhøj, og selv om stålsatte sjæle kan leve fra vugge til grav uden at røre en finger, arbejder vi mere intenst end vore forfædre. Nok har vi udviklet teknik, som kan spare arbejde. Men vi udvikler samtidig nye behov, som kræver arbejde, så tidsgevinsten mere end ædes op.

Den moderne drøm om luksus antager to former. Den ene handler om privat forbrug, altså rigdom. Den anden handler om offentligt forbrug, altså velfærd. Også her er der startet en kravsinflation, som overdrager stadig mere ansvar til det offentlige. Og da det offentlige er befolket med eksperter, som gerne ser deres karriere fremmet og deres arbejdsområde udvidet, fyldes massemedierne med endeløse beretninger om "svigt af de svage", hvor man ser bort fra, om de svage selv er skyldes deres dårligdom, og at de svøbes ind i et tætspundet system af kontrol og magt.

Så vi pukler både for private og offentlige drømme om rigdom. Ligegyldig hvor rige vi bliver, bliver vi aldrig rige nok. Det skaber den paradoksale situation, at modsætninger ikke udelukker hinanden, men forstærker hinanden: jo mere rigdom, jo mere fattigdom, jo mere sundhed, jo mere sygdom, etc.

sjælen slides
At det vestlige billede af rigdom er en social og økologisk forbrydelse ser vi diskret bort fra. Sådanne ideer svømmer hjemløse rundt i uden at blive virksomme i menneskers daglige motiver, som orienterer sig efter gængse billeder af et godt liv.

Når arbejdet forsvinder, er det ikke blot nogle udvendige timer, som skal bruges på en anden måde. Det er en livsform, som bryder sammen, uden at der står en anden parat. Det antydes, at arbejdsløshed æder sjæle op. Og de arbejdsløse får ikke lov til at lide i stilhed, men holdes til ilden af et højmotiveret korps af arbejds-pushere, hvis arbejde består i at finde arbejde til andre. Klapjagten på de ledige er gået ind, så man kan være sikker på, at de ikke er passive, men aktive eller i hvert fald aktiverede.

Disse bemærkninger må ikke misforstås. Selv om man kan fantasere om, at ideen om rigdom som købekraft erstattes af en anden idé om rigdom som tid og lidenskab, er der ingen grund til at romantisere ledigheden. Den rammer hårdt, og den rammer mennesker, som normalt er uforberedte.

Luksusliv uden at røre en finger
I arbejdstiden møder vi andre for at løse en fælles opgave. Der er en følelse af velvære og magt forbundet med at udfolde og udvikle sin kompetence. Over for denne saglige tid står den intime tid i familie og blandt venner. Denne følelse er fraværende i privatlivet, som derfor ikke kan overtage arbejdslivets funktioner. Man kan ikke "privatisere" sig ud af ledigheden.

I privatlivet dyrker vi intimitet, mens vi i arbejdslivet dyrker den økonomiske fornuft, helt ud i den perverse dobbeltform, at de mennesker, som udstødes af det effektive arbejdsmarked, bagefter lige så effektivt skal integreres på noget, som døbes "det rummelige arbejdsmarked".

I teorien er det let at pege på løsninger på ledigheden. Man kan følge den gamle utopiske tråd, som handler om arbejdsfrihed. Dernæst kan man bemærke, at aldrig har så mange kunnet leve så godt uden at røre en finger. Man kan fortsætte i den lette satiriske stil og blotlægge de sære behov, der piskes op overalt. Til sidst kan man pege på skønheden i alt det, som mennesker gør for deres egen skyld, som lidenskab, uden at være motiveret af penge og uden at sjuske med tiden.

Fyret, fed og færdig
Intet af alt det mildner de kontante kriser, som følger i ledighedens kølvand: tab af mening, fællesskab, status og købekraft, kort sagt tab af en overbevisende selvbeskrivelse. Selv om man kan fortælle sig selv, at man nu er fristillet til at ombeskrive sig selv, er det sjældent at den nye fortælling er lige så overbevisende som den gamle.

Kun få historier om ledigheden fortæller om et bedre liv end før, især fordi de ledige aktiviteter ofte har et resigneret og hobby-agtigt præg. De er gode, men kun i små doser, kun i fritiden.

Så den automatiske reaktion er, at som fyret er man færdig. Man har fået et offentligt brændemærke: ikke god nok. At man trodsigt dementerer dementiet behøver ikke at hjælpe, men kan gøre ondt værre. Det samme gør den kvietistiske resignation. Ingen reaktioner på en fyring synes at være adækvate. For problemet er jo, at man ikke selv har valgt.

Og desuden: selv om nogle ikke blot lever, men liver op ved at opfylde 1800-tallets drøm om at befri sig fra arbejdet, altså fra lønarbejdet, så kan intet samfund overleve uden arbejde. Så vi arbejder manisk videre. Hvad skal vi ellers lave?