Hvordan man slår en historie ihjel
1. "It's Old News"
Journalister hader at høre, at en potentiel historie er Old News. Det kan derfor ikke gentages nok, at historien er old old news, hvis du skal havde viftet nærgående journalister væk. For hver gang, de tror, de står med old news, løber de bort, og du kan i stilhed dræbe den lille ubehagelige breaking news-sandhed. Så hvis du bliver ringet op, så sig, at det er en gammel historie. Tilføj eventuelt, at en konkurrende avis har skrevet om det for langt tid siden. Journalister har travlt og har sjældent et tilstrækkeligt overblik over, hvad der har stået hvor og hvornår i andre aviser. Og de har i hvert fald altid for travlt til at skrive noget, som et konkurrende medie har skrevet om for længst.
Typiske vendinger og indikationer:
“Det er der intet nyt i”
”Vi vil gerne hjælpe, men det er lidt svært for os at se, hvad nyhedsværdien er ”
"Mange (JP, Berlingske, Politiken) har allerede skrevet en del om det for et halvt år siden ”
2. Brug journalisten som kilde og medvirkende til mord
uden at afgive så meget som en milliontedel information er strategien at finde ud af, hvad journalisten ved, så du kan finde ud af, hvor damage controllen skal sættes ind. Det gør du helt konkret ved at sige, at du kun vil medvirke i et interview, hvis du får at vide:
Hvem medvirker mere i historien?
Hvad er navnet på de kilder, som er brugt i historien?
Hvad har hvilke kilder sagt?
Hvilke billeder / optagelser vil blive brugt I historien?
Hvem fik ideen til historien og hvorfor?
Til slut skal du kræve at få alle spørgsmål på skrift, og så skal du naturligvis i sidste øjeblik afslå at medvirke i interviewet.
Strategien er at få så meget som muligt for så lidt som muligt. Du er ikke journalistens kilde, journalisten er kilden til, at du kan sælge din version af sandheden. Journalisten skal være medvirkende til mord, uden at han selv ved det. Det kræver blot, at du stiller de rigtige spørgsmål og giver færrest muligt svar.
3. Interviewaftale-alibi fodbold
Tiden er på din side, og tid skal du bruge til at fjerne spor. Derfor forsink historien ved at indgå en interviewaftale, som ændres i sidste øjeblik. Plat, klassisk, men særdeles virksomt. Denne form for interviewaftale-alibi fodbold kan du i hvert fald slippe af sted med tre gange og det kan give en uge eller to til dig afhængig af mediets deadline. Enhver forsinkelse er nemlig en ny mulighed for at slå historien ihjel og få klaget til den unge journalists mere realpolitiske chef. Tiden dræber alle historier, og tid øger chancen for, at nye og større historier kommer på tapetet. Alt sammen noget, som øger sandsynligheden for, at historien om din virksomhed bliver dumpet.
Typiske vendinger og indikationer:
“ desværre er x syg”
” et vigtig møde er kommet i vejen”
” han vil meget gerne i næste uge”
4. Spil hazard med videnskabskortet
Taktikken er specielt velegnet til at slå historier ihjel, som har en naturvidenskabelig vinkel eller præmis. Den er med stor succes blevet brugt at tobaksindustrien i årtier og betød, at den videnskabelige sammenkædning mellem rygning og lungekræft – helt uhørt – blev 20 år forsinket. Hvis taktikken skal virke, kræver det naturligvis, at journalisten ikke har en akademisk uddannelse i naturvidenskab. For så vil han kunne gennemskue de pseudo-videnskabelige varmluftballoner
Strategi A: ”Det er blot en anekdote/røverhistorie” Sig, at de kritiske data har en ren anekdotisk karakter og journalistens data / undersøgelse er crap. Journalisten glemmer nemlig let, at de fleste videnskabelige hypoteser lever mange år som anekdoter eller crap, før de bliver til evidensbaserede sandheder. Anekdoter er den form, sandheden oftest har, når den venter på at blive samlet op af sandhedssøgende journalister. Det må du gøre alt for, at journalisten glemmer, når han taler med dig.
Strategi B: "Det er ikke videnskab." Naturligvis er der ingen eksakt og indiskutabel definition på, hvad der er en videnskabelig sandhed, men ved at så tvivl kan du gøre svagt påklædte journalister usikre. De har jo ikke alle en doktorgrad i epistemologi. Det er derfor et let håndvåben, der kan anvendes mod alle typer af rapporter og artikler. Alt kan kaldes ikke-videnskab, medmindre det er publiseret i Lancet eller Nature.
Strategi C: "Det er kun én undersøgelse". Brug den strategi, hvis journalisten har en rapport eller en undersøgelse, som ikke kan tilbagevises. Sæt sandheden i flertal og understreg gang på gang, at det kun er én undersøgelse, på den måde nedvurderer du den i journalistens øjne. Det skaber tvivl, om der måske er andre undersøgelser, som peger på noget andet, eller om flere undersøgelser er nødvendige, for at historien kan holde vand.
Strategi D: “Det er ikke den definitive undersøgelse”. Hvad der kendetegner den definitive undersøgelse, er et subjektivt skøn, men det kan skabe tvivl hos dem, som ikke er så godt inde i sagerne. Videnskabelige forbehold kan man fordre svin med, og de findes i hyldemeter. Ofte står de direkte sort på hvidt i selve undersøgelsen i det metodekritiske afsnit.
Strategi E: ”Risikoen er ikke bevist, men er debatteret og sandsynlig”
Spil på den videnskabelige forskel mellem en beviselig risiko og en mulig og sandsynlig risiko. Hvis en journalist har fundet en dokumenteret risiko, stil den da over for en undersøgelse, som fremhæver, at det ikke kan bevises endeligt. En journalist, som ikke ved, at meget få ting er videnskabeligt bevist, men mange ting er videnskabeligt sandsynlige, vil måske gå i dit spinnet. Igen en klassisk strategi, der er blevet brugt af tobaksindustrien og medicinalindustrien med stor succes til at skjule sandheden om deres afskyelige produkter.
5. Sæt tingene i et større og forvaklet procentperspektiv
Ubehagelige tal kan let forsvinde i absurde sammenligninger og omregninger. Gang med 100, sammenling med alle, der har brugt produktet siden Adam og Eva, og pludselig er de uheldige skadevirkninger og sure kunder reduceret til promiller og halve procenter.
Forhåbentlig vil den travle journalist glemme, at procenter og tal kun er et afskyeligt skalkeskjul for de få, som har betalt den højeste pris for de forkerte og giftige produkter.
Sandheden forsvinder her ved, at der fokuseres på det store flertal, som ikke har haft problemer, ud fra den absurde præmis, at det er okay, at nogen overhovedet har problemer med virksomheden og produktet. Igen er tobaksindustrien det klassiske eksempel: "most people who smoke will never get lung cancer, so how can you really be sure that cigarettes cause lung cancer?"
6. Astroturf løgnen som sandhed
Betal “uafhængige” eksperter og astroturf NGO-organisationer til at sælge en bestemt version af historien. Et godt dansk eksempel var den frivillige interesseorganisation af hensynsfulde rygere (HENRY), der var betalt af tobaksindustrien.
7. Klag altid over sandheden
Ingen sandhed kan overleve klager, blot der er nok af dem. Send klagebreve til journalisten og hans redaktør, før historien bliver trykt eller sendt. Det skal du gøre, ligemeget om du har medvirket eller ej. Gem den mest komplekse og den i juridisk forstand farligste klage til få timer før, udsendelsen skal sendes. Det vil uden tvivl skabe så meget ballade, at udsendelsen / artiklen måske bliver udsat eller droppet. Når først historien kommet ud, er det blot at forsætte med at klage. Det kan nemlig altid betale sig at klage på den ene eller den anden måde. Prøv også at få uafhængige bloggere eller eksperter til at tage din klage op. En journalist eller et medie kan nemlig godt blive træt af balladen og vælger måske at frede dig og sandheden næste gang. Til slut er det altid godt at få journalistens redaktionschef i tale, han er sjældent inde i historien på samme måde som journalisten; han er mere optaget af mindre ballade og derfor lettere til at påvirke med din ”sandhed”.
Følger du disse råd af Sharyl Attkisson, kan du trygt slappe af i sofaen uden den irriterende, larmende og ubehagelige sandhed. For som min farfar engang skrev: "Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet, den bider og river og slår. Sandheden er ikke for forsigtige folk. De skal ikke have sandhed, men sofa”
