"Det skal være færdigt nu på mandag. Ikke næste mandag." Alt haster i k-branchen, og derfor forledes man let til at tro, at talent er noget med at være hurtig. Det er der bestemt også talentfulde k-folk, der er. Men mange økonomiske succeshistorier viser sig faktisk at være fuldført af drøvtyggere, der famler sig frem og vender tingene igen og igen. Måske er der noget i vejen med den udbredte talent-opfattelse.
"Til lykke med hende," fnyste bureaudirektøren i telefonen i anledning af min nyansatte tekstforfatter, som tidligere havde været hos ham. "Men du skal regne med at udvide til en seks dages uge. For hun er langsom."
Det havde han ret i. Grundig, hvis man er i det hjørne. Venden-de-samme-ting-igen-og-igen, hvis man er i det andet. Det var nyt for os på bureauet. Ind imellem kom der derfor en Rene Redzepi-agtig tone i det åbne kontorlandskab. For på bureauet var vi bærere af reklamebranchens almindelige opfattelse af, hvad det ville sige at have talent.
Talent for at have fart på
At have et talentpotentiale for noget vil sige, at man har mulighed for at opnå en ekspertise inden for et eller andet område. At have virkeliggjort et talent vil sige, at man har været i stand til at videreudvikle, udvide eller forandre området til det bedre. Og så har reklamebranchen herudover en særlig tillægsbetingelse for talent: At man skal være hurtig.
Talent er noget, vi har brug for. I alle virksomheder. Så meget, at konsulentvirksomheden McKinsey & Co har betegnet verdens arbejdsmarked som en war for talent. For talent er en begrænset ressource, siger McKinsey. Og de har tilsyneladende ret. Kig dig rundt på dit arbejde. Folk passer deres arbejde, går til møderne, laver power points. Mange af dem er sikkert også ok til det. Men er de talenter? Njah, tjah ... Hvis du spørger din chef om, hvem han synes er de talentfulde, så vil han nok svare som mig. De, der kan løse opgaverne hurtigst, er dem, der har talent for arbejdet. Opgaverne finder derhen, hvor de har nemt ved at blive løst, kan jeg høre mig selv sige.
Talent for at gøre forskel
At have nemt ved noget, var min og branchens definition af talent. Og talent var også noget medfødt, tænkte jeg. For det var i hvert fald ikke på deres universitetsuddannelser, at tekstforfatterne havde lært at koge indsigter ned til letforståelige essenser. Eller lært at skrive.
Men når jeg så en gang om året tog hele bureauets produktion op til eftersyn, var det ikke nødvendigvis de hurtige løsninger, som var de bedste. De havde levet op til strategien, kundens efterspørgsel, tidsplanen. Men det var sjældent dem, som havde gjort nogen særlig forskel. Og, hvis sandheden skal frem, var det ikke altid de hurtige medarbejdere, som havde lavet noget i årets løb, der var virkeligt godt.
I stedet sad jeg der med de langsomme. I virkeligheden var det dem, der havde mest talent for det, vi lavede. Mærkeligt. De var helt tydeligt ikke født til at gøre det, de gjorde. Og de havde ikke nemt ved det. Slet ikke. Det var et slid, både for dem selv og for os andre omkring dem. Ting tog tid, laaaang tid. Papirkurvene blev større og større. Briefingmøder og mellemmøder blev længere og længere. Og som om det ikke var nok, så kunne de ikke løse mange af opgaverne på egen hånd. De skulle hjælpes. De var krævende. Så krævende, at vi måtte omlægge bureauet, dets processer og kunderelationer for at få det hele til at gå op. Fra at have været et bureau, der næsten udelukkende lavede annoncer og reklamefilm, blev vi et bureau, der næsten udelukkende lavede alt muligt andet. Hvor vi tidligere havde sagt “det handler om at være tryg” i korte, symbolfyldte tv-reklamer, lavede vi nu livredningskurser, uddannelsesforløb for at øge patientsikkerheden på hospitalerne og alle mulige andre, tryghedsskabende aktiviteter. Paradoksalt nok i en hastighed, som gav os tre Gazelle-udnævnelser i træk, fordi der var stor lønsomhed i det langsomme.
Talent er ikke særlig medfødt
Kunne det virkelig passe, at talent ikke var et spørgsmål om medfødte potentialer? Kunne det virkelig passe, at talent heller ikke var et spørgsmål om, at den talentfulde skulle kunne klare sig på egen hånd, men selvfølgelig skulle have hjælp? Var talent i virkeligheden lige så meget en personlig sag som et spørgsmål om et særligt slags fællesskab? Og kunne det virkeligt være rigtigt, at talent kunne være værdiskabende og profitabelt ved at være langsomt, søgende og have den der evindelige venden af tingene igen og igen?
For mit bureau var svaret mærkeligt nok ja. For at få styr på paradokserne og alt det mærkelige, begyndte jeg at kigge på den forskning, der er omkring udvikling af ekspertiser. Og på den forskning, der er omkring, hvad der motiverer folk til at udvikle ekspertiser, talenter og yde ekstraordinære indsatser. Jeg læste alle de biografier, jeg kunne komme i nærheden af, om folk, der lever af deres talenter. Jeg begyndte at interviewe mange af dem, jeg selv beundrer for deres talenter og det, de har lavet. Og jeg kiggede på den forskning, der er omkring de økonomiske værdier og virkningshistorier af forskellige måder at udvikle et talent på. Fra de hurtige og sikre til de langsomme og søgende.
De langsommeliges forbløffende resultater
Forskningen og mine mange samtaler med succesfulde talenter viser et mønster, som ligner det, der var sket på mit bureau. At talent kan være lig med ungdom, hurtighed og lethed. For nogle - og godt for dem. Men talent kan også være lig med modenhed, langsomhed, bøvl og besvær. Ikke fordi talentet mangler, men fordi det er særligt. Der er oven i købet økonomisk forskning, der viser, at det langsomme talent laver lige så store økonomiske og kreative resultater som det hurtige. Men man skal lede andre steder efter det, for det er anderledes. Det skal også håndteres anderledes. Udvikles anderledes.
Det og meget mere har jeg skrevet en bog om, som udkommer den 26. maj på Gyldendal. Den hedder Talent - Spørgsmålet er ikke om du har talent, men hvordan. For det er det, jeg er nået frem til. Og det havde jeg ærligt talt ikke regnet med, da jeg startede et reklamebureau med alene mit navn på døren.
