Spis med K på

Du har et stort hul af uvidenhed i din mave: Du ved ikke, hvor k-branchen spiser og drikker. Det ved vi. Vi har spottet stederne til dig. For hvem du spiser med, og hvor, er vigtigt. Det er dit kulinariske geo-brand, vi taler om. Spis med dem, du kommunikerer med, om og til. Her er tre gode spisesteder og nogle run-ups plus no-gos. Alle sammen steder, du bør kende, hvis du nogensinde skal være kendt med de kendte i k-branchen.
Klassisk København. God vin, godt for dig og dit k-netværk
 
Ved Stranden 10: Spindoktor spottet spot on
Toga-bar er slut, finito. Nu er det Ved Stranden, det sker. Alle spindoktorer samles fast fredag Ved Stranden 10 for at drikke sig skidefulde i god rødvin og vise deres farverige Paul Smith-sokker frem. I barens baglokale samles Venstres unge løver med Kristiansen & Co, alt imens rød blok drukner sorgerne over de sidste meningsmålinger. Det er her Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, læser New York Review of Books eller skriver sine klummer om kontraktpolitikkens endelige sammenbrud. Lyt med i baren, og hør røverhistorierne om sidste tur til Obama. Book det übercool baglokale, og du er med i Borgen med stort B. Opsnap nyt om Merkels Euro uro og Clintons grønlandspolitik. Ved Stranden 10 er så bevaringsværdigt og uerstatteligt et sted, at jeg allerede fortryder, jeg har afsløret det her. En lækage af ufattelige dimensioner, der vil ramme mig og alle på Christiansborg. Vi afventer den kommende undersøgelseskommission.
 
Her tjekker to top spindoktorer fra regeringen ind på vinbaren til endnu en fredag 
 
Spottet: Mikael Kristiansen, Jarl Cordua, Kresten Schultz-Jørgensen, Noa Redington, Peter Goll, Søren Pind, Lise Borup, Søren Lippert, Louise Münter, Peter Mogensen, Sten Kristensen, Bo Lidegaard, Peter Christensen.
 
Bonus: Prøv at blive venner med stedets grundlægger. Han er god. Han er nøglen til Christiansborg.
 
Bestil: Et godt glas rødvin.
 
Det übercool baglokale
 
 
Cafe Bjørg's: Louisiana for mediemennesket
Mediedanmarks store spejlsal, hvor alt fra Lars Munch til selvopblæste Zetlands skribenter spiser deres burger.  De mange spejle gør, at man kan se hinanden og de andre fra flere vinkler. Ren metamedie-mirakel-indretning. Stedet er blevet fyldt med JP/Pol-folk, efter at deres egen kantine er blevet omdannet til Fort Knox efter tegneseriekrisen. Her interviewes, fotograferes, redigeres og refereres til spalterne. På de røde plasticsæder antastes, ansættes og anbefales mediemenneske-medier, mennesker og meninger. Her mødes alle persona non grata, som ikke må ses direkte i Politikens hus, men skal ses. Det kan være kommende medarbejdere, tidligere medarbejdere, ”upolitikenske” personer eller direkte konkurrenter. Bjørgs er bindeleddet og broen mellem Politiken og resten af verden rundt om Politiken-Gyldendal-DR-bermudatrekanten.
 
Mediedanmarks store spejlsal 
 
Sociologer siger, at man først er kæreste i den kreative klasse, hvis man har været på Louisiana sammen. Mediesociologer ville sige, at man først er hinandens netværk i mediedanmark, når man har spist sammen på Bjørg's. Bordene står tæt, hvad der understøtter nye relationer mellem medievenners medievenner. Konsekvensen er, at en Bjørg's-frokost ofte bliver til et større selskab af folk, som kender, eller burde kende, hinanden. Kort sagt: Netværket vokser og vitaliseres, hver gang man møder op. Man er så at sige medie for hinandens venner og netværk. Dejlig indspist. Det er dog ikke blot et sted for Politiken-hangouts og -prospects. JP/WA/B-typer som Bent Blüdnikow og Michael Jalving samles også her for at tale ilde om staten og om partiet Politiken. Mange mediemennesker har haft deres første ”uformelle” jobsamtale her. Derfor tror alle, at to mediemennesker som spiser sammen på Bjørg's, er lig med en ny, overraskende medieansættelse af den ene af dem. For eksempel spiste Lars Munch engang frokost her med David Trads, post Tøger. Skulle Trads nu være chefredaktør for Politiken – tænkte alle på Politiken helt bjørgologisk. Nej, de spiste bare en burger på Bjørg's.
 
Stig Ø spottet på Bjørg´s til hans fortrydelse.
 
Spottet: Lars Munch, Stig Ørskov, Lars Trier Mogensen, David Trads, Oliver Stilling, Sandy French, Adam Holm, Bent Blüdnikow, Anne-Mette Svane, Mette Vibe Utzon og Michael Jalving plus alle fra Politikens kulturredaktion.
 
Bonus: Sid aldrig med ryggen mod spejlet. Prøv alternativt et bord udenfor.
 
Bestil: En burger, alt andet er prætentiøst umediemenneskeagtigt.
 
 
 
 
 
Cafe Dyrehaven: Hipster-hideout-højborg
Det er så hipster-agtigt, det her sted, at folk sidder her og vender deres nedslidte vinylplader helt seriøst. Her finder du ikke spindoktorerne i Paul Smith-sokker, men webfolket med Filson-tasker. Det skaber stedets egen takt og tone. Du ankommer derfor til fods, på Fixie-cykel eller klistermærkesmadret christianiacykel. Du tjekker aldrig din Facebook her. Du lifestreamer altid stedets kartoffelmad på Instagram.
 
Den berømte kartoffelmad 
 
 
Samme berømte kartoffelmad på Instagram
 
Du drikker kun Refsvindinges Ale nr. 16. Hvis Sønder Boulevard er Hipster-tarmen, har vi her den farverige tarmflora af mediemennesker. Her finder du dem, der vil være #trending. De liker, de linker, og de sharer deres liv og mad fra og på Cafe Dyrehaven. De taler om hashtags, som var det medier. De omtaler Founders House i Gothersgade som Palo Alto. Folk ligner hjemløse, som har stjålet en Mac. Det har de ikke, men de stjæler wifi- og webprojekter, hvor de kan. Her finder du social-media-guruen med 1.000 Twitter-følgere. UX-designeren som arbejder sweat equity. Hvis solen skinner, er det umuligt at få et bord ude på gaden. Du får et hej, hvis du er hip.
 
Spottet: Peter Svarre, Ulla Holm, Ask Hybel og alle mulige hipster-highflyers, som jeg ikke kan huske navnene på.
 
Bonus: Tag ikke også et billede af kartoffelmaden.
 
Bestil: Kartoffelmaden.
 
Du får et hej, hvis du er hip.
 
Run-ups
Cafe Europa: Her spiser Helle og Stephen Kinnock den ene gang om året, de er i Danmark. Typisk Paul Smith-sok-reklame-CEO-sted, fyldt med wanna-be madmen.
 
 
Lækkerier: Økologisk rugbrødsmekka. Her kommer Informations elite for at afdække kapitalens sammenbrud. Mød Informations chefredaktør og lesbiske kønsdekonstruerede litteraturforskere med munden fuld af rugbrød.
 
 
 
Nansensgade generelt: Gaden for alle dem, som har taget stilling. Informations- og DR2-højborg. Her bor for eksempel DR2’s nyudnævnte chef, Adam Holm. Mød ham løbe rundt om Søerne eller på vej til/fra DR.
 
 
Granola: Her spiser Janus Skype Friis og hans popstar-kæreste. Mød også Helle Fragild her. Lækkert gennemtænk servicedesign og koncept, med sans for detaljen. Det synes vi jo godt om i k-branchen.
 
 
Falernum: Tophyggelig hipster-højborg med stearinlys og smukke kvinder. Her spottes I Got You On Tape og andre hipster-hyggere.
 
Bibendum: Første stop på hipster-ruten mod Falernum og Paté Paté. En god, tryg begyndelse for elitedater-barcrawl-turen.
 
Paté Paté: Elitedates in real life, tæt på Kødbyen. Her møder du alle dem, som ligner dig. K-branchens store, trygge scorested.
 
 
Aamanns: Det bliver ikke mere segment 2100 Spelt. Mød dine højtuddannede, højtlønnede kunder og kollegaer her. Mød alle finansanalytikeres far Joachim Sperling her.
 
Vin, kød og kærlighed 

Il Buco: Det hippeste hipster-sted. Pludselig virker Islands Brygge som Bologna. Vin, kød og kærlighed er sloganet. Maden er okay, men stemningen er genial.
 
No-go
Café Norden: Det sted stinker.
 
Joe & The Juice: Det er Hooters for teenagepiger, derfor ikke for dig og dine venner.
 
Café Victor: Det sluttede med the great recession.
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job