Hvem er smukkest i landet her

Da jeg var ung, var Suzanne Brøgger (f. 1944) en meget feteret kendis i de cirkler, jeg færdedes. Man lagde mærke til hendes udtalelser og diskuterede dem alvorligt. I dag er der næppe mange under halvtreds, der interesserer sig for hende.

Ikke desto mindre er hun igen på den offentlige dagsorden. Søndag den 24. oktober var hun på forsiden af Ekstra Bladet med overskriften ”En ond sladderkælling”, og det var blot den foreløbige kulmination på en debat, der begyndte få dage efter, hendes bog Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? udkom 7. oktober.

Et overblik over debatten kan man få her, og man kan også forsøge at fremskaffe Bo Bjørnvigs Blæksprutten fra Weekendavisen bøger den 15. oktober. Det springende punkt i begge oversigtsartikler er: går det an at tilsvine og injuriere folk – og fralægge sig ethvert ansvar ved at påberåbe sig, at det skrevne er fiktion (skønt der ikke står ”roman” eller ”fiktion” noget sted på bogen)? Hverken Brøgger eller hendes forlag Gyldendal er i tvivl, som man kan se her. Brøgger er ansvarsfri, og fiktion betyder ikke noget.

Jeg ville nok have været lige så ligeglad som resten af befolkningen, hvis jeg ikke havde fået bogen foræret af Suzanne Brøgger. Jeg undrede mig lidt over hvorfor, eftersom det er mange år siden, vi har haft noget nærmere med hinanden at gøre. Men jeg skyndte mig at læse bogen, og ganske rigtigt: fra side 165 til side 174 skriver bogens jeg (som ifølge denne artikel ikke er Suzanne Brøgger, og intet har med hende at gøre) en hel del om sociologen Henrik Dahl. Og han er altså ikke en litterær konstruktion (jo; en lillebitte smule), men mig, så at sige.

Det, bogens jeg har at sige om mit virkelige mig, er blandt andet, at mine synspunkter er ”en Goebbels værdig” (side 167). Det synes jeg ærlig talt er skrapt. Goebbels var nazist. Der er jeg ikke. Goebbels var (tysk) nationalist. Det er jeg ikke. Goebbels var tilhænger af statskontrol med kunsten. Det er jeg ikke. Goebbels var tilhænger af Berufsverbot til de kunstnere, han ikke kunne lide. Det er jeg ikke. Goebbels hadede moderne, international kunst. Det gør jeg ikke. Og så var Goebbels bare et dumt svin i al almindelighed og ville uden tvivl være blevet dødsdømt i Nürnberg, hvis han ikke havde begået selvmord inden krigen sluttede. Det kan godt være, jeg ikke er et perfekt menneske – men der er verdener til forskel på ham og mig.

Både min advokat og min forlægger (det er ironisk nok den samme, som udgiver Suzanne Brøggers bøger) siger, at det må jeg bare finde mig i. Advokaten fortæller, at det er for dyrt at sagsøge, og at det næppe vil bære frugt. Min forlægger siger, at Suzanne Brøggers injurier – sådan opfatter jeg dem – står i et fiktionsværk. Så må jeg bare tåle dem. ”En romanperson [kan] godt sige nogle ting, som forfatteren ikke står inde for”.

Godt så.

Henrik Dahl

Hvem er smukkest i landet her?

Novelle

Jeg tåler ikke læder. Hver gang jeg vågner med skoene på, har jeg en knaldende hovedpine. Allerede da jeg slog øjnene op, havde jeg på fornemmelsen, det ville blive en af de dage, hvor en knækket faldstamme ville tælle som en god nyhed, og jeg fik ret. Det lød som raket­angreb, når der landede en fugl på sålbænken uden for mit kontorvindue, og min mund var tør som en priorindes. Nej. Det er plat. Min mund var tør. Meget tør. Lad os sige det på den måde.

Formiddagen havde sneglet sig afsted. Jeg tog mig sammen og ringede til Anne-Vibeke Holst. Det var sandt: hendes mand havde en affære med Gladsaxe Pigegarde. Hun vidste det egentlig godt, og det var en lettelse, jeg kunne bekræfte det. Jeg gav hende navnet på deres leder og adressen, hvor de mødtes. Så måtte hun selv klare resten.

Jeg fejede de ubetalte regninger ned af skrivebordet, så der blev plads til at folde Playboy ud. Drak tre liter destilleret vand og fik Vicki til at hente en kebab. Hun er min personlige assistent og siger aldrig nej. Det værdsætter jeg. Efter frokost ordnede jeg kørselsregnskab. Det er altid noget, det senere bliver modregnet i Skærsilden.

Da jeg råbte på Vicki hen på eftermiddagen, var hun gået. Så er jeg hjælpeløs; hun ved det og hun udnytter det. Jeg prøvede mig lidt frem, fandt et tekøkken, der forhåbentlig var vores, og så, hvad der var i køleskabet. En Guld Tuborg. Hvad fanden; det er den vej, vi skal. Jeg gik til­bage til kontoret, og dér lå den: en anonym kuvert af den slags, man tidligere modtog pornofilm i, når man købte pr. postordre. Nogen måtte have lagt den på mit skrivebord, mens jeg var ude i baglokalet. Jeg åbnede den. Der lå et brev. Jeg satte mig og læste.

Det var et brev fra en fyr, der kaldte sig MM. Han var blevet kaldt ”vammelsmuk arier” og ”blond bestie” i en ny bog af en dame, der underskrev sig ”Fru Z”. Han var godt gal i skralden. Ville gerne se lidt nærmere på hendes knæskaller med et baseballbat.

Jeg kiggede ned i kuverten. Der lå også en bog. Det var nok den, han var gal over. Det ville kræve en god begrundelse, hvis jeg skulle tage opgaven; jeg hader sager, der ender i vold. Men fra bogen stak noget ud, der lignede hjørnet af et argument. Min formodning var rigtig: et portræt af Anna og Michael Ancher. Der var nitten argumenter mere, da jeg åbnede bogen, og jeg bestemte mig for at tage sagen.           

Det er fem år siden, der blev for varmt i Philadelphia, og jeg stak af til Danmark. Jeg begynder at vænne mig til danskerne, men det en flok stridbare bondeknolde. Farer op over ingenting og tror, de har problemer. Hvilke småting havde de nu blæst ud af proportioner?

Uden på bogen var et billede af Karl Lagerfeld i drag. Mærkeligt. Jeg så nærmere på det. Nej. Det var en gammel dame. Hun var iført en af Mobuto Sese Sekos aflagte uniformer, men havde valgt en anden hovedbeklædning. Den fik hende til at ligne en statist i en film, der skal forestille at foregå i kreative cirkler i New York. Susanne Brögger stod der uden på bogen. Kunne det være hende?

Det lignede en sag, der krævede mere indgående kendskab til dansk, end jeg har. Jeg ringede til Vicki og sagde, jeg havde ekstraarbejde til hende. Det var i orden. Hun sprang i en taxi og var tilbage på kontoret en halv time senere.

Næste dag havde Vicki og jeg anskaffet alle hendes bøger. De fleste handlede om en karak­ter, der hed ”jeg” og var ekstremt optaget af ”mig”. Der stod også, hun var medlem af ”Det danske akademi”. Mærkeligt. Jeg har hørt om det svenske og det franske. Men en brigadegeneral er vel en brigadegeneral, selvom det er i Tivoligarden.

Jeg overlod sagen til Vicki, fyldte et ølkrus med Jack Daniel’s og søgte mod nærmeste fjernsyn. Det var den uge, Eurosport kørte en kavalkade med det brasilianske damelandshold i beach volley.

Otte dage efter jeg modtog brevet, mødtes jeg med MM. Han ville gerne sidde i skyggen, så jeg ikke kunne se hans ansigt, og det var i orden med mig. Hans tyve argumenter var stadig gyldige.

– Okay, MM, sagde jeg. Her er vores rapport. Så kan du stille spørgs­mål bagefter. Han sagde, det var i orden, og jeg begyndte at fortælle.

– Fru Z’s virkelige navn er Susanne Brögger. Hun er gift med en fyr, der hedder Kjeld Zerunit. Deraf navnet. Jeg så, hvordan MM begyndte at tage noter.

– Susanne Brögger skrev et par gode bøger i halvfjerdserne. Siden er det gået ned ad bakke. Vickis bemærkning om, at det er et grimt syn at se en kunstner brænde ud i fuld offentlighed, var for ugalant. Jeg undlod at videregive den.

MM sad uroligt på stolen. Det virkede, som om han havde travlt. Jeg valgte at springe over, hvordan Vicki havde råbt og skreget, da hun læste Sølve. Er der en redaktør til stede? blev det ved at lyde fra hendes kontor så højt, at jeg dårligt kunne koncentrere mig om volleyball­kampene. Til sidst var jeg blevet nødt til at gå ind og spørge, hvad der var galt. Firehundrede sider, hvor damen plaprer løs om hvad som helst, så længe det er uinteressant! havde hun næsten råbt til mig.

Bröggers bluesalbum ville jeg heller ikke bebyrde MM med. Vicki skulle have tusind kroner for at høre det, fordi det lød – det er hendes ord, jeg gengiver – ”som hundrede sjæle i nød. Bortset fra, at de plejer at synge igennem og ramme tonerne”.  

Det havde kostet mig to grand mere at få Vicki til at læse Bag Sløret. Men hun har studeret lyrik på universitetet, og var hverken til at hugge eller stikke i. Jeg havde set for mig, hvordan mit honorar fordampede, men hvad skulle jeg gøre? Uden penge gør det her ondt, havde Vickis besked været. Da jeg spurgte hende, hvad det betød, sagde hun, det bare var en talemåde fra Amager.

Jeg sprang det alt sammen over, så MM ikke skulle spilde sin tid, og nøjedes med at løbe gennem Vickis executive summary. Så var det temmelig tydeligt, MM ikke kunne holde sine spørgsmål tilbage, og jeg nikkede til ham.

– Men hvorfor bliver den slags udgivet? Hvorfor er der ikke nogen, der beskytter hende mod sig selv? Jeg skævede ned i mine papirer.

– Vicki siger, der ikke er nogen, der tør beskytte hende. Hun har en forlægger, der hedder Johannes Ris, men han er bange. Eller også tænker han bare på at tjene penge.

– Men hvorfor skulle ham der Johannes Ris være bange? spurgte MM. Jeg svarede, han nok var bange for, at Susanne Brögger skulle blive gal. Vicki citerer altid Camus: det er det store dyrs privilegium at dominere savannen med sit dårlige humør. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Har hverken læst ham eller opholdt mig på en savanne.

– Det forstår jeg ikke, sagde MM. Men jeg stoler på Vicki, svarede jeg. Hun siger, alle er bange for Susanne Brögger. Er der noget at være bange for? MM var ikke til at stoppe. Jeg rodede lidt i papirerne.

– Vi snakkede med en fyr, der hed Henrik Dal. Han havde været med hende i Sankt Petersborg, fordi de skulle forelæse på universitetet. Det havde været temmelig pinligt. Hun havde ikke forberedt sig, og sad bare og vævede en times tid. Det var mindst lige så kedeligt som en af hendes bøger.

MM ville vide, om sådan noget ikke får konsekvenser. Jeg måtte lede temmelig længe i papirerne, men så fandt jeg det rigtige sted: Åbenbart ikke. Fra en fælles bekendt hørte Dal fra nogle forskere, der havde taget hele den lange vej fra Moskva for at høre forelæsningen. De var virkelig forargede over, hun tog så let på opgaven, men de havde ikke sagt det til ret mange.

– Du har ikke svaret på det med frygten, sagde MM. Nej. Det kommer her. Det virker ikke, som om der er noget som helst at være bange for. Hun skaffer sine informationer om frem­mede lande fra Politikens ”Turen går til”-serie. Det burde vel ikke skræmme nogen?

– Så forstår jeg det med angsten endnu mindre, sagde MM. Jeg gav ham den forklaring, Vicki havde givet mig.

– Det danske kulturliv er ligesom Jehovas Vidner eller Amish. Det er en sekt, og hvis man har levet hele sit liv i sekten, er der ikke noget liv udenfor. Det er derfor, shunning er den hårdeste straf. MM lignede én, der havde brug for en fodnote. Shunning er udstødelse, forklarede jeg. De er alle sammen bange for at blive udstødt. Af hvem, spurgte MM. Det var en svær bold, og jeg måtte ud i fuld længde for at returnere: af hinanden.

– Men findes der ikke kritikere i Danmark, spurgte MM. Jeg havde frygtet spørgsmålet, og nu faldt det.

– Vicki siger, Jeg har set den gamle verden forsvinde er en elendig bog. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men hun siger, Susanne Brögger forsøger at skrive i en altmodisch stil, hun ikke magter at gennemføre. At hun falder ud af den hele tiden.

– Det er vist den stil, man kalder ”dårlig”, sagde MM, og jeg lod være med at modsige ham.

– Hun siger også, at hvis man vil virke lærd, skal man ikke anbringe Boccaccio i 1500-tallet eller konsekvent stave Kristevas fornavn forkert. Måske er det bare nogen fejl, hun har overtaget fra Politikens rejsebøger, sagde MM. Det var galant at komme en dame til undsætning på den måde. Kan tænkes, sagde jeg.

– Men hvordan kan anmelderne forveksle hundelort og marcipankonfekt? MM var én stor undren.

– Jeg aner det ikke, forsøgte jeg. Det var pinligt, men det var alt, hvad jeg kunne sige. De fleste er magistre i litteratur. De burde kunne læse. Men jeg tror, de også er bange for at blive udstødt.

Jeg tænkte, så det knagede. Det fik mit hoved til at gøre endnu mere ondt. I USA har vi kritikere, der kritiserer. Men i Danmark er der stort set kun hyggespredere. Forfattere, der hygger om hinanden. Forfattere, der hygger om deres publikum. Anmeldere, der hygger om forfatterne. Forlag, der hygger om anmelderne og forfatterne. Jeg er ikke en sentimental mand, men jeg fik lidt ondt af danskerne, da jeg havde tænkt mine tanker færdige.

– Hvor bor hun? Jeg er nødt til at snakke med hende.

– I Løve. Det ligger lige uden for Høng. Du kan bare spørge efter hende. Men jeg synes ikke, du skal opsøge hende.

– Hvorfor ikke?

– Ved du hvad? Når man peger på andre, er der tre fingre, der peger på dig selv. Sådan siger vi i hvert fald i USA. Jeg forsøgte at forklare MM, hvordan hun var i færd med at stemple sig selv.

– Prøv lige at høre. Hun siger, hun afskyr dæmonisering af andre og stempling og dårlig tone. Men det, der strømmer ud af hendes pen, er dæmonisering og stempling og dårlig tone. Det kalder man hykleri.

– Hun siger også, hun kæmper for oplysningen. I Königsberg var der en fyr, der hed Immanuel Kant. Har aldrig hørt om ham, sagde MM. Jeg forklarede, at ham Kantfyren havde skrevet, at oplysningen handler om at blive et selvstændigt tænkende og moralsk ansvarligt menneske. Det lyder meget fornuftigt, sagde MM.

– Ja, det gør det. Og hvis Kantfyren har ret, gør det hende til hykler én gang til. Fordi hun ikke retter sig efter sine egne regler.

– Det dæmrer, sagde MM. Så fortsatte han: kan man ikke sige, oven i alt det andet, at hun er en kujon, fordi hun bruger begrebet ”fiktion” som undskyldning for ikke at stå til ansvar? Du får i hvert fald ikke en lang diskussion med mig, svarede jeg. MM faldt hen i dybe tanker.

– Men kan hun ikke selv se det, spurgte MM, da han kom tilbage til overfladen. Jeg prøvede at forklare, at det kunne hun nok ikke. Vicki siger, at i den nye bog skildrer hun sig selv som en skæv eksistens; sådan lidt alternativ og på kanten af samfundet. Men Vicki fortæller også, at hun er Ridder af Danne­brog og smykket med alle de priser, det officielle Danmark råder over.

– Så har hun da nul selverkendelse, sagde MM. Nej, sagde jeg. Det er ligesom når Hell’s Angels kalder sig selv for ofre.

– Men hvorfor tror du, hun gør det? Jeg stillede MM et modspørgsmål: Du kan vel din Disney? Det skulle jeg mene, svarede han. Så ved du også, at smukke kvinder, der bliver indhentet af alderdommen, kan finde på hvad som helst.

– Det er sandt. MM så lettet ud. Jeg fortsatte: Heldigvis er der ingen unge mennesker, der interesserer sig for, hvad Susanne Brögger skriver eller gør eller mener.

– Det er kort sagt sidste chance, sagde MM.

– Rigtigt. Tænk på, at de, der regerer ved frygt, heldigvis bliver glemt, når de er borte.

– I hvert fald når det gælder kunstnere og intellektuelle.

– Du begynder at forstå. Og kan jeg regne med, du ikke smadrer hendes knæskaller alligevel?

– Ja, sagde MM.

Min hovedpine var væk.