Hvad gik der galt?
Desuden ville jeg få en undskyldning til at gå lidt mere i kjole og hvidt (hvad Pia Kjærsgaard mener klæder mig – specielt hvis jeg er kortklippet), og sikkert også muligheden for at træffe en masse spændende mennesker. Det er heller ikke dårligt. Jeg hader at konversere til receptioner, julefrokoster og den slags, så jeg tager med kyshånd mod alle oplevelser, der kan lette arbejdet med at holde samtaler i gang.
Når det så er sagt, har jeg også nogle forbehold. Det første er, at Fogh jo faktisk har gjort det ret godt. Selvfølgelig kan man altid finde nogle småfejl hist og her. Men alt i alt: fuld beskæftigelse og fuld knald på økonomien. At den relative ulighed så vokser en lille smule på den bekostning, er der ingen, der bekymrer sig om – uden for meget snævre cirkler af professionelt forargede mennesker. Faktum er, at næsten ingen er blevet fattigere, at velfærdsstaten klarer sig fortrinligt, og at der endelig er blevet taget hul på en tiltrængt diskussion af, om man måler dens kvalitet på dens pris, eller hvad. Normalt har man jo ikke samtaler af typen: ”Var restauranten god?” ”Ja, for søren da – det kostede 2000 kroner pr. kuvert!”. Men det har man desværre, når det gælder velfærdsstaten. Det kan ikke nytte noget. Sundhedssektoren fungerer også bedre end længe, selvom der stadig er plads til forbedringer. At læger og patienter brokker sig, er der ikke noget at gøre ved. Det er bare et vilkår ved eksistensen på linje med alderdommen og vestenvinden.
Det er blevet officiel politik i Danmark, at børnene skal lære noget i skolen. Det er også blevet officiel politik i Danmark, at nogle kunstværker er bedre end andre. Jeg kan ikke se, hvordan et fornuftigt menneske kan være uenig i noget af det – selvom man kan undre sig over nogle af de værker, der kom ind på listen. Og man kan undre sig over, at listen skal være eksklusivt dansk. Men sådan er der så meget, og igen: det er småting.
Og så er der selvfølgelig spørgsmålet over dem alle. Det spørgsmål, der afgør, om man kan komme til magten på demokratiske vilkår i Danmark. Integration og indvandring. Her har Fogh egentlig også gjort det meget godt. Insisteret på integration og tvunget alle parter til at diskutere, hvad det er for noget. Til forskel fra ikke-integrationen i alle dens mange former: selvvalgt isolation i parallelsamfund, multikultivrøvl og andet, som SR-regeringen bare passivt lod gå i svang. Garneret med øregas og højtravende uvidenhed model Elsebeth Gerner-Nielsen.
Har Fogh da slet ikke lavet store fejl? Jo, selvfølgelig. Det gør alle statsministre. Irak-krigen var en virkelig brøler. Den har de fejl, som kendetegner stort set alle gør-det-selv projekter: grim, ugennemtænkt og dårligt udført. Han bør nok læse lidt mere historie og lidt mere teori om international politik i fremtiden. Eller bare overlade udenrigspolitik til folk, der har mere forstand på og interesse for den slags, end han selv har.
Det andet forbehold er, at der ikke findes nogen opposition i Danmark og det tredje forbehold er, at selv om man for argumentets skyld forestillede sig, at oppositionen forud for et valg formulerede en platform bestående af – for eksempel – 10 ting, man stod sammen om, ville det ikke appellere til et flertal af vælgerne.
Som jeg har prøvet at belyse ved at gennemgå mine personlige erfaringer, er der ikke meget, oppositionen på væsentlige områder kan blive enige om. Det Radikale Venstre vil ikke anvise konkrete, praktiske og effektive løsninger på integrations- og skoleområderne. Så enkelt er det. Partiet insisterer på, at problemerne skal løses med metafysisk vrøvl og god vilje – hvilket Socialdemokraterne - kloge af halvfemsernes skade – kategorisk har afvist. Hvad SF vil på disse områder, er mere uklart. Men i det mindste kan man sige, at halvreligiøs metafysik aldrig haft så hårdt et tag i SF som i R (end ikke, da kursværdien på Marx-aktier var højest i halvfjerdserne). Formentlig er partiet lige nu mere pragmatisk end R, og blandt oppositionspartierne spillede SF den mindst pinlige rolle under Muhammed-krisen, hvilket selvfølgelig heller ikke vil sige så meget. En kvadløs helt i den forbindelse er Morten Homann, der virkelig var hurtig til at sige det, der burde siges.
Faktisk er det på sin plads at rose SF. Inspireret ikke mindst af partisekretæren Turid Leirvoll, der var en af bagkvinderne bag det norske SVs modning til regeringsdueligt parti, har man virkelig lagt sig i selen og gjort både store og ærlige forsøg på en tilsvarende modning til regeringsansvar. Det ironiske er, at de problemer, som står tilbage i forhold til regeringsduelighed, i dag først og fremmest er dem, man deler med Socialdemokraterne. En grundlæggende irrationalisme, der blandt andet kommer til udtryk som en modvilje mod at forholde sig rationelt til, om velfærdspolitikken og socialpolitikken virker efter hensigten og er økonomisk effektiv.
Irrationalismen er et kapitel for sig selv, og jeg kan ikke skrive udførligt om den i dag. Så jeg vil nøjes med at beskrive, hvordan den viser sig: som en moralistisk begrundet modvilje imod at forholde sig rationelt til udbyttet af indsatsen inden for områder som forskning, uddannelse, velfærd, socialpolitik, beskæftigelsespolitik, mediepolitik, miljø og ulandsbistand. Selvfølgelig findes der en tilsvarende modvilje andre steder i det politiske system, – hvad er fx udbyttet af Hjemmeværnet – men det er langt, langt mere almindeligt blandt oppositionspartierne end blandt regeringspartierne.
Det bringer mig frem til det tredje forbehold. I et velfungerende, politisk system som det danske, sker der en omfattende, politisk læring i vælgerkorpset. Over tid bliver borgerne klogere og formulerer på den baggrund rammebetingelserne for de politiske partiers udfoldelser: ”Vi vil have markedsøkonomi, velfærd og et forpligtende, internationalt samfund, der ikke går så vidt som til Euro og Forfatningstraktat. Dertil kommer, at vi vil beholde den solidaritet og tillid mellem de sociale grupper, som er forudsætningen for den danske model. På de præmisser må I lægge jeres forslag og visioner frem – så skal vi nok vælge dem, vi tror mest på”.
At observere borgernes læring og selv tage ved lære af den, har været næsten umuligt for centrum-venstre. For den troende centrum-venstreperson tager sagen sig anderledes ud. Det hedder ikke ”at lære”. Det hedder ”at sælge ud”, ”at være populist” eller lignende af samme skuffe. Rigtige idealister, med hjertet i venstre side, lærer ikke noget af deres erfaringer. De foreslår, at man gør endnu mere af det, der ikke virker og tilbyder endnu mere af det, folk ikke vil have. Så skal alting nok ordne sig.
Hvad kan man så gøre ved det? Den rigtige løsning for et lærende parti er at fokusere på sine beslutningsregler. Hvad vil det sige? Generelt mener jeg, Preben Wilhjelm er temmelig overvurderet, men det var tæt på genialt, da han for VS formulerede den beslutningsregel, at man ”ville stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse”. Sådan driver man politik i en omskiftelig verden. Ved at gå til valg på, hvordan man vil tackle omskiftelserne. Desværre har centrum-venstre ikke forstået, at der ikke er andre muligheder for at drive politik i vore dage, end at have en proces-og-procedure-tilgang. Man bliver ved med at have en ren indholds-og-krav-tilgang, uden at fatte, at den slags bliver tomt og meningsløst i løbet af ingen tid. Og derfor en klods om benet, hvis man stædigt holder fast.
Hvorfor kan centrum-venstre ikke indse det? Dels fordi man generelt ikke råder over de dygtigste folk inden for deres respektive generationer. Men sådan er i politik. De fleste folketingsmedlemmer er mere eller mindre uduelige, og det er et held, man har opfundet de lange udvalgsrejser til de varme lande. På den måde slipper borgerne for, at de mest inkompetente politikere render rundt og laver ulykker på Christiansborg.
En anden grund er psykosen. I centrum-venstre har man en ulyksalig tilbøjelighed til at lytte til dem, der er hårdest ramt af den politiske psykose. Man anser analyser i Politiken og Information for at være hjemstedet for skarpsindige analyser, selvom de for det meste er præget af spekulative og normative ræsonnementer, der ikke tager højde for hverken facts eller almindelige regler for, hvordan man bearbejder facts. At der findes mennesker i dette land, der betragter Tøger Seidenfaden som værd at lytte til, overgår min forstand. Han kan højest regnes for en retorisk velskolet prædikant. Uhyre dygtig til at arrangere metafysiske begreber på nye måder. Men grundlæggende med samme forhold til rationel omgang med kendsgerninger som alle andre prædikanter. Det er klart, at det er finere at drive det vidt som prædikant end det er, ingen steder at nå. Ligesom det er finere at være general i Tivoligarden end bare at være mening. Men jeg synes, man må tage det felt, folk udmærker sig indenfor, i betragtning, inden man falder i svime over, hvor langt de har drevet det.
En særlig grund til, at det går så dårligt for centrum-venstre, er tilbøjeligheden til at lytte til kunstnere. Jeg tror, noget af det er udtryk for ægte, gensidig interesse. Men meget er en form for gensidig starfucking. Der findes desværre en masse kunstnere, der arbejder på at opbygge et ry for at være store intellektuelle af den gammeldaws europæiske slags. Sådan nogen, der sætter dagsordener og gennemskuer ting, de almindelige, dødelige politikere ikke kan fatte. Omvendt er der også politikere, der som renæssancefyrster gerne vil være kendte som store velyndere af kunsten og som politikere, der er lige så spændende og anderledes som rigtige kunstnere. Kunne man ikke bare gøre som Jens-Otto Krag? Han elskede at omgive sig med kunstnere. Men han nøjedes med at gå i seng med dem. Sådan noget er til at forstå, og jeg har stor respekt for idéen.
Problemerne opstår, når starfuckerne tror, de kan bruge hinanden til andet end pral og sex. Måske kan kunstnere bruge politikere som forlæg til karakterer i deres fiktive værker? Jeg ved det ikke, men tvivler. De fleste politikere er alt for kedelige til, at man kan lave dem om til spændende, fiktive karakterer. Om politikere kan bruge kunstnere til noget praktisk? Jeg tvivler igen. Den mest almindelige grund til, at folk er berømte for et eller andet, er, at de er helt vildt gode til den pågældende ting. Men der er også en grund til, at de ikke er berømte for alt muligt andet: at de er langt mindre dygtige. Den eneste mulighed for at gøre sig gældende inden for både kunst og politik på samme tid, er at specialisere sig ligesom Klaus Bondam. Hvis man satser benhårdt på at blive nummer ét til små biroller, kan man drive det virkelig langt begge steder. Men generelt er den barske sandhed om forholdet mellem kunst og politik: jo mere, centrum-venstrepolitikere retter sig efter de skoddårlige analyser af samfundet, de får tilsendt som patetiske manifester i Politiken og kollektivt signerede annoncer, jo længere vil de helt sikkert komme fra magten.
Problemet er nok, at kunstnerne ikke forstår politikernes grundlæggende vilkår. Som kunstner er det finere at have succes hos anmelderne end hos publikum. Som politiker er det komplet meningsløst at score en kæmpe anmeldersucces, hvis den ikke kan omsættes til en kæmpe publikumsucces. Det virker enkelt, når man læser det – men det er meget svært at forstå både for centrum-venstrepolitikere og for de fleste af deres kunstnervenner. Derfor er mit gæt, at centrum-venstre lige nu er cirka midtvejs i en ørkenvandring på 10-12 år uden for nogen form for politisk indflydelse.
Læs mere på Henrik Dahls blog:
