Hvad er der galt med indvandrerdebatten? 3. del

Der er something rotten i den danske indvandrerdebat. Det er ikke bare medierne, der skal på anklagebænken her, det er i lige så høj grad politikere, talsmænd, andre debattører og alle der deltager i debatten uden for medierne.




Vi har alle et medansvar. Hvad der er galt, vil jeg gerne forsøge at skitsere. Og ja, jeg generaliserer og taler udokumenteret om det overordnede billede for at tydeliggøre pointen. Dette og øvrige pip i serien er altså ikke et indlæg I indvandrerdebatten, men OM indvandrerdebatten. Mit ærinde er at kvalificere debatten ved at invitere til en metadebat om debatten. De overordnede problemer, som jeg ser dem, er:

1. Debatsagen er til forhandling undervejs
2. Debattørerne matcher ikke hinanden
3. Debattørerne gives ikke lige vilkår
4. Grundlaget er i konflikt og ekspliciteres ikke
5. Ord og kategorier er problematiske
6. Emnevalg og stil er uhensigtsmæssige

Dette er tredje indlæg i en føljeton på seks dele om indvandrerdebatten.


3. Debattørerne gives ikke lige vilkår
Der er tre grundpositioner i en debat: at fremsætte et synspunkt, at angribe modparten og dennes synspunkt og at forsvare et synspunkt. Der er en tendens til, at imod-indvandrere-folk (se pip 1) stilles (eller stiller sig) i fremsættelse-position, at for-indvandrere-folk stilles (eller stiller sig) i oppositions-position, og at indvandrere der ikke taler for integration stilles i forsvars-position. Dermed fremstår imod-folkene som dem, der har initiativet, mens for-indvandrer-folkene altid er imod, hvad de andre kommer med og ofte også imod AT de kommer med det. Og ’indvandrerne’ selv fremstår som nogle, der hele tiden skal forsvare sig.

’Fortalere for islam’ (om problematiske kategorier: se pip 5) slipper ofte afsted med en ringere argumentation. Det er ved at ændre sig, men det har været sådan, at når en debattør sagde ”islam” eller ”koranen” slap vedkommende for at blive stillet flere spørgsmål (om vilje til at forsvare sig, se dog også pip 2). Modparten ville blive stillet et hvorfor-spørgsmål mere. Dette lettere vilkår i debatten skyldes formentlig god vilje fra journalisters side, respekt for mindretallet og dets tros- og ytringsfrihed. Det er imidlertid ikke en fordel på langt sigt, fordi argumentationen fra de pågældende da fremstår mere simpel og ureflekteret.

’Fortalere for islam’ slipper indimellem af med en absurd argumentation. På et tidspunkt forlød det, at hvide pigebander begik voldelige overfald. Der tales også jævnligt om seksuel løssluppenhed ved julefrokoster. Hvis nu en ’indvandrer’ (igen, se pip 5 vedr. problematiske kategorier) problematiserede dette offentligt, så er det svært at forestille sig en biskop gå ud og sige ”Jamen, sådan står der sandelig heller ikke i Det ny Testamente, at de skal gøre”, ”Sådan er kristendommen slet ikke”. Det er vel i den sammenhæng irrelevant, hvad der står i en gammel tekst, der tilsyneladende alligevel ikke danner grundlag for de pågældende menneskers adfærd. Der må være andre ’tekster’ eller adfærdsgrundlag, der spiller ind, eller andre normer der overtrumfer normerne i den hellige tekst. Ergo har man intet sagt ved at udtale sig om, hvad der står i den, eller hvad ’den ideelle adfærd’ består i. Hvis ’kristne’ vitterlig argumenterede på den måde, så ville der kun rejse sig en skoggerlatter. Men det gør der ikke, når det drejer sig om islam og koranen. Så betragtes det som et legitimt argument. Men det skyldes også, at:

Folk med ’nærorientalsk’ (igen, se pip 5 vedr. problematiske kategorier) baggrund konstrueres som muslimer før noget andet. Man ville studse over nyhedshistorier à la ”Protestantisk kristen har begået dobbeltmord” eller ”Bankrøveri begået af ateister” eller ”Agnostisk flugtbilist”, men tilsvarende historier skrives om muslimer. Dermed gøres en evt. religiøs baggrund til årsag. Dette gør det relevant og nødvendigt for fortalere for den pågældende trosretning at forklare sig i forhold til troen, ikke i forhold til handlingerne og deres (evt. irreligiøse) baggrund.

Man kan inddrage en uendelighed af kontekster, når man beskriver folk. Så dem man vælger, postuleres relevante for sammenhængen, siden de nævnes. Hvis der pludselig begyndte at optræde historier, hvor det blev specificeret, at den pågældende aktør var rødhåret, så ville det begynde at ligne et mønster. Der ville blive skabt en sammenhæng mellem rødhårethed og optræden i denne eller hin problemstilling. Nævner man religiøs baggrund, gøres den relevant. Andre kontekster kunne have været mere relevante at inddrage. Fx ville mange historier om ’tredjegenerationsindvandrere’ lige så vel kunne have været historier om ’utilpassede unge’ eller ’arbejdsløse’. Dertil kommer, at selve kontekstvalget kan blive til en selvopfyldende profeti. Hvis man som rødhåret hele tiden får at vide, at rødhårede vistnok har en tendens til at være hidsige, kan man godt blive hidsig over det.

Folk med imod-indvandrer-synspunkter bliver meget ofte irettesat, talt ned til, sjoflet og talt stærkt nedsættende om i stedet for at blive argumenteret med. For-siden har større frihedsgrader. Særligt Pia Kjærsgaard er blevet dæmoniseret. Hun er fx blevet tegnet som en rotte, en heks og en ekskrement i et toilet. Det har ikke skabt furore, og tegnerne er ikke blevet udsat for offentlig hetz.

Visse markante ytringer er efterfølgende blevet omformuleret og taget ud af kontekst, og personen bag bliver draget til ansvar for den redigerede version af deres udtalelse. Det gælder fx Karen Jespersen. Hun sagde ikke, at asylansøgerne skulle sendes til en ØDE Ø. Hun udtalte sig i en kontekst om stærkt kriminelle asylansøgere fra et konkret land, Armenien, som gjorde livet surt for andre (lovlydige) asylansøgere (fx brandattentat på asylcenter) og begik overfald på illegale indvandrere (bordeller med kvinder fra Østeuropa), og hun sagde, at de skulle placeres på en Ø (evt. ubeboet, eksempelvis Middelgrundsfortet), mens deres sag blev behandlet. Og hendes udtalelse om, hvordan hun var imod, at Danmark skulle udvikle sig til et multikulturelt samfund faldt efter et stærkt ophedet stormøde på Nørrebro, hvor muslimske ekstremister havde været meget provokerende og særdeles intolerante over for hvad de betragtede som ’den danske livsform’. Det gør en forskel, hvis et citat gengives uden for kontekst.

Man kan kun gisne om, hvilke kontekster andre markante udtalelser skulle ses i, fx fra nogle af imamerne, og hvilken forskel det ville have gjort for deres sag.

Når man beskæftiger sig med mediedækning, er det en klassisk pointe, at der ikke behøver at være sammenhæng mellem, hvor stor omtale et givet problem får, og hvor stort det rent statistisk er. Omvendt kan der også godt være (endog velkendte) problemer, der ikke dækkes. Det kræver nogle stærke debatsagførere (se pip 2). Løsningen kunne også være nogle mindre traditionelle nyhedsskabeloner. Det ville således være relevant at vende nogle af ’problembyrderne’ i indvandrerdebatten og dermed også omfordele rollerne. Fx kunne man forestille sig en mediestorm, hvor ’etniske danskere’ her, der og alle vegne blev spurgt, om de nu også besøgte deres gamle forældre og tanter på plejehjem, hvornår de havde gjort det sidst, og hvorfor de ikke passede dem selv (”skylder du ikke din mor 4000 bleskift?”). Ansatte på plejehjem kunne blive interviewet om problemets størrelse, og de gamle selv kunne man se som gribende konsekvenseksperter. Så kunne man lade ’danskere af anden etnisk baggrund’, fx social- og sundhedsuddannede eller samfundsvidenskabeligt uddannede, optræde i ekspertrollen. De kunne udbrede sig om de sociale og samfundsmæssige konsekvenser og sikkert også fortælle om andre løsningsmodeller. Rollerne i nyhedshistorierne kunne godt fordeles mindre stereotypt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job