Mediernes magt i den moderne lønkamp

3F har tabt første slag i kampen mod Restaurant Vejlegården. Restaurantens medarbejdere bliver stadig spist af med en dårlig Krifa-overenstkomst, og restauratør Amin Skov har formentlig aldrig solgt så meget stegt flæsk i sit liv som efter konfliktens indtog.

Hvad gik galt? Og hvad kan den danske fagbevægelse lære af det?

Dansk fagbevægelse blokerede, demonstrerede og brugte alle de klassiske våben, der har sikret lønmodtagere høje lønninger og gode arbejdsvilkår siden 1871. Men lige lidt hjalp det. Der finder dagligt blokader sted i forbindelse med faglige konflikter over hele landet uden stor mediebevågenhed. Men denne gang lykkedes det en restauratør og et netværk af liberale kommunikatører at gøre 3F’s blokade illegitim ved hjælp af en veludført PR-kampagne med stærke metaforer og velplacerede politiske udmeldinger.

Moderne lønkamp på mediernes præmisser
Indtil 1980’erne kunne fagbevægelsen trygt stole på, at de havde en loyal presse, der dækkede faglige konflikter fra deres perspektiv. I dag kan de ikke forvente den samme opbakning. Ikke fordi medierne er blevet borgerlige - men fordi de er blevet selvstændige. De varetager ikke længere bevidst særinteresser. I stedet er det mediernes egne udtryksformer, arbejdsrutiner og læser-, lytter- eller seertal, som er afgørende for, hvad der kommer på dagsordenen.

Vejlegårdssagen viste, at medieforståelse kan være vigtigere end massemobilisering i den moderne lønkamp. 3F og andre fagforeninger har derfor brug for at kunne levere overbevisende og medieegnede fortællinger, der kan supplere og legitimere de klassiske våben.

Medielogik: David mod Goliat
I de fleste gode mediefortællinger er der en konflikt mellem en helt og en skurk, og helten har en nobel mission, som han kæmper for. Vejlegårdssagen blev i de fleste medier til fortællingen om den tapre frihedskæmper Amin Skov, der blæste til frihedskamp mod mastodonten 3F. Davids kamp mod Goliat.

3F’s svar på Amin Skov var en støvet formand med horder af gule veste og røde faner i ryggen, som proklamerede at kæmpe for undergravende arbejdsmarkedsforhold og en dansk model, som størstedelen af danskerne ikke kender værdien af.

Fagbevægelsen manglede et menneskeligt ansigt på de krænkede løn- og arbejdsvilkår, som var villig til at stå frem i medierne. Hvis 3F tidligt i forløbet havde haft en troværdig case - en tjener der var gået ned i løn, eller en kok som havde set sig fyret - havde fortællingen måske set anderledes ud.

Det ville have givet dem bedre forudsætninger for at fortælle historien om den krænkede medarbejder, der kæmper for anstændige løn- og arbejdsforhold mod en pengegrisk restauratør med en kristen sekt i ryggen. 3F kunne have nydt godt af rollen som heltens hjælper, der med alle midler bistod den krænkede i kampen for fair løn. En fortælling, der i højere grad kunne have fået gennemslagskraft i medierne og sikret 3F sympati i befolkningen.

Mafiametoder eller fredelig frihedskamp
Konflikten i Vejle er et spørgsmål om at bevare den danske model og sikre anstændige løn og arbejdsvilkår. Sådan forsøgte 3F at udlægge konflikten sommeren over. Men da sagen for alvor brød igennem mediemuren, lykkedes det de borgerlige at frame konflikten som en fredelig frihedskamp mod fagbevægelsens diktatoriske metoder. Dette i en tid, hvor over halvdelen af 3Fs medieomtale omhandlede Vejlegårdssagen.

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti kaldte metoderne for ’totalitære’, Liberal Alliances Joachim B. Olsen døbte dem 'mafiametoder', og Venstre foreslog, at det skal være ulovligt at etablere blokade mod virksomheder med en overenskomst.

3F blev i medierne udråbt som skurken, der krænkede den stakkels restauratørs ret til at drive forretning: Skraldet blev ikke afhentet, posten blev ikke leveret og restauranten kunne ikke længere annoncere i Vejle Amts Folkeblad. Imens kunne danskerne hver dag opleve mediernes reportage fra slagmarken, hvor fagforeningstropperne belejrede Vejlegården med gule veste og røde faner.

Som modsvar opfordrede en ydmyg Amin Skov i en video på youtube sine støtter til at ’udtrykke deres demokratiske mening på en fredelig måde’ ved at ’møde vreden og aggressionerne med blomster’. Et æstetisk mediestunt, der slog hårdt i kampen om danskernes sympati.

Arbejdsretten arbejder i skrivende stund på at afgøre spørgsmålet om 3F’s ret til blokade mod restauranten. Men danskernes dom over 3F i meningsmålingerne viser med al tydelighed, at den kamp, der udspiller sig i medierne, ikke er et spørgsmål om legalitet - men om legitimitet.

Faglige debatsagførere og arbejdsmarkedsjournalister efterlyses
Vejlegårdens lille mand var ikke alene om at slå kæmpen i knæ. Ligesom med mediefortællingens helte og skurke fandtes der på virkelighedens slagmark også hjælpere, som støttede den ”frihedselskende” restauratør i at sætte sine budskaber på dagsordenen. For eksempel sympatispiste en række borgerlige politikere, heriblandt Anders Samuelsen (LA), Kristian Jensen (V) og Kristian Thulesen Dahl (DF) stegt flæsk på Vejlegården, og især den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) var flittig debatsagfører i medierne på frihedskæmperens side. Overfor larmen af liberale røster var en støjende stilhed fra venstrefløjen.

Tre ud af de fem mest citerede personer i Vejlegårdssagen var liberale debatsagførere. 3F formåede ikke at aktivere tilstrækkeligt med beslutningstagere og markante meningsdannere til deres fordel.

Det hjalp heller ikke 3F, at medierne så entydigt valgte det sensationelle konfliktstof til - imens sagens kompleksitet vanskeligt lod sig forklare på den begrænsede spalteplads og i de hurtige tv-indslag. Fakta i sagen forblev et mysterium, et stridspunkt mellem de involverede parter, som det var op til danskerne selv at finde hoved og hale i. For eksempel fremstilede medierne forfejlet 3F’s blokade som en fysisk blokade, hvor folk nægtes adgang til den konfliktramte arbejdsplads, frem for som et anerkendt overenskomstmæssigt værktøj til løsning af faglige konflikter.

Vejlegårdssagen peger på, at 3F har forsømt at skabe kendskab til ikke alene de overenskomstmæssige værktøjer, men hele den danske model og fagforeningens eksistensbetingelse anno 2012 - både overfor de debatsagførere, der kunne have talt deres sag, og de journalister, der har til opgave at udlægge teksten i medierne.

5 gode råd til fagbevægelsen

Fortæl historien om den danske model og dens alternativ

Skal danskerne forstå værdien af den danske model, må den gøres konkret, nutidig og relevant for den almindelige lønmodtager. Fagbevægelsen skal både fortælle succeshistorien om den danske model historisk set (gerne sammen med arbejdsgiverforeninger som DI) og etablere en brændende platform ved at vise, hvad alternativet er i andre europæiske lande uden stærke fagforeninger. Truslen kommer fra bl.a. østeuropæiske løntrykkere, gule skruebrækkere og enkelte brodne kar blandt arbejdsgiverne. Det skal være den moderne fagbevægelses fjendebillede.

Kommuniker værdien af en rigtig fagforening

Gul fagforretning eller rød fagforening? En rød fagforening kan indgå overenskomst - men den besidder også en viden om medlemmernes specifikke faglighed og faggruppernes særlige vilkår. 3F har iværksat en massiv markedsføring af de økonomiske fordele ved en rigtig fagforening. Det er positivt, men de skal også huske at kommunikere den faglige identitet i deres markedsføringsindsats. De kunne overveje at etablere klarere subbrands som for eksempel ”3F Kokkene” eller ”3F Tjenerne” med egne talsmænd.

Formuler en proaktiv pressestrategi og hav altid beredskab klar

En langsigtet og proaktiv PR-strategi er et nødvendigt våben mod truslen fra bl.a. de gule fagforeninger. Vigtigheden af at have et medieegnet arsenal af cases, eksperter og beregninger som våben i kampen om medlemmernes gunst er en vigtig lektie fra Vejlegårdssagen. Første slag i mediekrigen om Vejlegården viste, at det ikke altid nytter at være i offensiven med massemobilisering, hvis man er i defensiven i massemedierne.

Uddan unge faglige meningsdannere

Skal fagbevægelsen vinde i medierne i fremtiden, er det vigtigt, at der findes unge faglige meningsdannere, som er klædt på til at bakke op om og tale deres sag i medierne. Unge liberale dominerede debatspalterne og de sociale medier, og Vejlegården nød stor gavn af højrefløjens mangeårige uddannelsesindsats med Cepos Universitetet. Ceveas Meningsdannerskole og LO har netop iværksat en ny uddannelse, som skal give faglige meningsdannere redskaber til at brænde igennem i den offentlige debat. Det er en gylden mulighed for 3F til at få sendt kernetropperne på politisk kommunikativ efteruddannelse.

Organiser gennem enkeltsager på arbejdspladserne
Kampen om medlemmernes loyalitet kan ikke alene kæmpes i medierne. Erfaringer fra den internationale fagbevægelse, for eksempel britiske UNITE, viser, at der er brug for en helt ny tilgang til organiseringen af det faglige arbejde. Gennem sagsbaseret organisering har 3F nu påbegyndt arbejdet med at bringe kampen tilbage på arbejdspladsen og tæt på medlemmerne. Et arbejde som består i at identificere meningsdannere på de enkelte arbejdspladser og involvere medarbejderne i formuleringen og løsningen af de dagligdagsproblematikker, som medarbejderne står over for i deres arbejdsliv. Det synliggør værdien af en fagforening, skaber identifikation med fagforeningen og sikrer den nødvendige opbakning, som kan legitimere, når fagbevægelsen blæser til lønkamp.

---

Artiklen er skrevet til tænketanken Ceveas tidsskrift Vision, 7. oktober 2012.