Det israelske eksperiment: Frygt, polarisering og populisme

Israel har et gedigent forspring, når det handler om frygt, terror, politikerlede og polarisering i medier og politik. Så hvordan vindes et valg i et land, der har eksperimenteret med frygt og populisme siden 70’erne?
Det skulle have været kongens fald. Meningsmålinger havde i flere år vist, at Israels premierminister Binyamin Netanyahu var en færdig mand forud for valget i marts 2015. Men vandt – det gjorde han. På en kampagne der spillede på alle frygttangenter i den politiske værktøjskasse: frygten for krig, for terror, udslettelse, død, angreb, overfald, atomvåben, og alt det i mellem. Bibi (Netanyahus kaldenavn) fejede med et enkelt budskab en årelang diskussion om fattigdom, ulighed og skyhøje boligpriser af bordet ved at tale om, at Israel var truet på sin eksistens af Iran og terrorisme, og at han var den eneste der havde forstået situationens alvor.
 
Hvorfor troede israelerne på Bibi? Hvorfor valgte et flertal i 11. time at stemme ud fra en irrationel frygt, der ikke mødte opbakning hos militæret? og hvad er det frygt kan, når vi står i stemmeboksen, og egentlig ikke bryder os om nogle af kandidaterne? De spørgsmål har jeg brugt det sidste halve år på at besvare, og vil servere konklusionen i en frygtens Maggi-terning for dig, kære læser.
 
Israel er interessant at se på fra et dansk synspunkt grundet det eksperiment landet lancerede for årtier siden med et massivt fokus på frygten for ”arabere” blandet med nationalisme og en konstant negligering af styrkeforholdet mellem Israel og dets fjender. Desuden har Israel verdens måske længste historie med terror og krig i mediebilledet. I Danmark blev terror mod civile først for alvor en del af vores medievirkelighed efter terrorangrebet mod World Trade Center i 2001. I Israel startede det allerede i 70’erne.
Siden sluthalvfjerdserne har populisme også spillet en dominerende rolle i politik og i medier og årtier med magtmisbrug, korruptions- og sexskandaler har gødet jorden for en massiv politikerlede. Yderligere har Israel i årtier været polariseret mellem by og land, arbejdere og akademikere, højre og venstre, hvilket er blevet udnyttet af politikere, hvor valg vindes på at køre befolkningsgrupper ud mod hinanden.
 
En befolkning
Siden breaking-bjælker, 24-timers nyhedskanaler og onlinenyheder ramte mediebranchen har sikkerhed, terror og frygt fået en langt mere dominerende rolle i mediebilledet - også for israelere. Det på trods af, at 15 gange flere dør i trafikken end i terrorangreb i Israel og at landets position i regionen er langt mere sikker end for 20-30 år siden. Den amerikanske psykolog Philip Zimbardo taler om et præ-traumatisk stress syndrom – vi mennesker bliver ganske enkelt stressede og ængstelige over, hvad der potentielt kan ske, når vi går uden for vores dør og får tudet ørerne fulde af, at onde mennesker søger at slå os ihjel. Påmindelsen om at holde øje med ensomme tasker på togstationen kombineret med et knivstikkeri i den anden ende af landet, og et terrorangreb på den anden side af kloden påvirker os fra flere led. Det fortæller borgere, at vi skal være forberedt på dét, der er umuligt at forberede sig på. At det værst tænkelige kan ske lige netop her. I Israel afspejles det i en voldsom stigning i mennesker, der kontakter alarmcentralen med falske tip. Angstdiagnoser, mennesker der undgår det offentlige rum, og stress-symptomer lig posttraumatisk stress syndrom er ligeledes steget markant sammenlignet med før år 2000.
 
Medier og politikeres konstante vekselvirkning mellem at spænde buen helt med advarsler om terror, psykopater, it-brud, fugleinfluenza, religiøse fanatikere, bådflygtninge og Ryanair samtidig med, beroligende formaninger om, at det bedste, vi kan gøre i disse dommedagstider, er at fortsætte, som om intet var hændt, bidrager yderligere til ængsteligheden i befolkningen. Israelere er endt med at svinge mellem angst, et minimum af tillid til borgere der skiller sig ud fra mængden, og en apati overfor samfundets udvikling.
 
Better safe than sorry
Når frygt er blandt de vigtigste værktøjer i kampagnekassen skyldes det, at vælgere føler, de løber en risiko, hvis ikke de lader frygten råde. For eksempel stoler Israelere ikke på Netanyahu, og de ser ham langt hen ad vejen som magtsyg og uoprigtig. Ved valget viste meningsmålinger, at de ikke anså national sikkerhed, som det største problem. Men hvad forskel gør rigtigt og forkert, hvis en arabisk terrorist stikker dig ned på hovedgaden? Eller hvis iranerne sendte en atombombe?  Better safe than sorry, bliver mantraet, som planter en tvivl, vælgeren ikke kan glemme. Netop det mantra udnytter Netanyahu igen og igen og leverer det retorisk, som var det viklet ind i silkebånd og cellofan og med en kompleksitet som en pixibog. For eksempel i denne valgvideo, hvor et forældrepar har brug for en babysitter til at passe på deres børn. Oppositionens folk er vendekåber og har ikke forstået, den gravalvorlige situation landet befinder sig i for almindelige mennesker – så her har I ham: ”The Bibi-sitter”.
 
Generelt er Bibi en eminent politisk håndværker, der forstår at grave kløfter, tale frygt, og skabe splid for egen vinding. Han griber årtiers fremmedfrygt og placerer sig det helt rigtige sted: på den ene side bliver han sikkerhedens kandidat, og på den anden side legitimerer han frygten for muslimer og arabere, og alt der ikke er etnisk-jødisk. Det er helt fint at udskamme befolkningsgrupper, for det er folk, der (måske) ønsker at udslette Israel.
 
Netanyahu bliver muligvis snart væltet på grund af korruption. Men hans Projekt Frygt lever videre. Desværre er hans svendestykke også, at det ikke kun lever i Israel; republikanske kampagnefolk har set til Israel, og europæere vender som oftest blikket mod USA for at lære nye fifs. Netanyahus frygt er blevet vores.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også