Den massehumanistiske trosbekendelse

Der findes ikke uopdragne børn. Kun dårlige opdragere. Det er en gammel sandhed, man med passende modifikationer skal forsøge at huske, når man atter engang har kæmpet sig igennem frugterne af 50-60 unge menneskers anstrengelser på universiteterne.

Og hvad er det så for nogle modifikationer, der skal erindres? For det første at studerende til forskel fra børn er myndige og står til ansvar for deres egne handlinger. Skønt det engang imellem kan være fristende også at give vejlederen karakter, er og bliver det sådan, at det er den studerende, der må tage skraldet.

Den anden modifikation er, at studerende formodes at være både kritiske og selvkritiske. Kan det, vi får at vide af lærerne og i vores bøger, nu også passe? Det formodes de at gennemtænke på en stringent og rationel måde. Og holder det, jeg skriver, mål? Det bør de også spørge sig selv med jævne mellemrum. Med disse forbehold i tankerne, hvad er så årets hovedtendenser?

De humaniorastuderende opdrages med en slags massehumanistisk trosbekendelse, hvor socialkonstruktivisme og fænomenologi, hermeneutik og strukturalisme, som egentlig er helt uforenelige tænkemåder, skal eksistere sammen, så de studerende ikke forstår noget af det. Derudover skriver mange helt ubehjælpsomt og glemmer at gemme deres mening væk sammen med røvhullet. Men når teoriafsnittet slutter, sker der gode ting

Mumbo jumbo viger for reel hjælpeløshed

Der skrives stadig rædsomt – men på en ny måde. Hvor de studerendes skrift tidligere var karakteriseret ved modepræget jargon og mumbo jumbo, er den i dag snarere kendetegnet af usikkerhed og hjælpeløshed.

At sætte tegn er der ikke længere nogen, der kan (ej heller overtegnede; dog bør man stræbe efter at falde i kamp og ikke bare give op). Men at skrive grammatisk korrekt og for eksempel skelne mellem ”hans” og ”sin” bliver også vanskeligere år for år.

Og netop usikkerheden bekymrer mig. For hvor tidligere tiders mumbo jumbo var irriterende, var den dog præget af, at den var forfattet af sikre skrivere. Det gav et godt udgangspunkt for senere i livet at sætte lixtallet ned og skrive interessant og læseligt. I dag griber man en tilfældig opgave og læser vendinger som:

- ”Vi mener, at de resterende kurser hver har lagt til grund for vores interesse”

- ”Fænomenologien kom frem i det 20. århundrede og tilegnes den tyske filosof …”

- ”uddelegeret spørgeskemaer”

- ”med henblik i...”

Det er simpelthen så sølle! Lad os dog ikke gøre holdt for længe, men i stedet fortsætte til det indholdsmæssige.

Det skønne sker, når teoriafsnittet slutter

Helt ærligt, kære studerende: det interesserer ingen (ud over muligvis jeres mor), hvad I mener. Og hvis I ikke selv er klar over det, bør I have det at vide af jeres vejleder. Det, man skal skrive i en akademisk tekst, er, hvad man kan påvise følger logisk, hvad man kan give overbevisende belæg for, eller hvad man slet og ret ved. Meninger er – i den sammenhæng, der hedder universitetsopgaver – udelukkende at betragte som røvhullet: Alle har et, men det skal pakkes væk, og vi gider slet ikke have noget med andres at gøre.

Ikke bare at skrive bliver vanskeligere år for år, men åbenbart også at læse. Hvordan skal man ellers forklare, at læsning af originale værker praktisk taget er ophørt med at eksistere, og at næsten alle henvisninger derfor er til dansksprogede lærebøger? Typisk for at det hele ikke skal blive for komplekst, på den måde at man refererer fem-ti sider fra én lærebog for derefter at gå videre til den næste og den næste – indtil man når det skønne øjeblik, hvor man kan begynde at afrapportere sin empiriske undersøgelse.

Og hvorfor er det øjeblik skønt? Fordi de søvndyssende gennemgange af andres teorigennemgange (som man alligevel ikke har forstået), i ni ud af ti tilfælde ikke har nogen som helst konsekvenser for afrapporteringen, og den derfor er præget af almindelig sund fornuft og god eftertanke.

Effekten af dette fravær af ”teori” (som ikke er det samme som teori) er som regel, at kvaliteten af det indleverede arbejde stiger – da de fleste studerende fra naturens hånd er så godt begavede, at det systemiske svigt, de siden første klasse har været ofre for, trods alt ikke kan undertrykke det.

På det moderne masseuniversitet får de studerende bl.a. at vide, at de skal skrive, at de tror på socialkonstruktivismen og fænomenologien, selvom man ikke kan gøre begge ting på én gang. Sådan noget får deres teoretiske gennemgang til at vælte forvirret rundt mellem forskellige videnskabsteoretiske trosspørgsmål, der ikke giver mening

De studerende indoktrineres i en tro, der ikke giver mening

Jeg har spekuleret lidt over, hvorfor der aldrig er noget ”teori” i den empiriske del af en opgave og er nået frem til følgende: Den mangler af den grund, at humaniora på det moderne masseuniversitet er så selvmodsigende, at de studerende godt kan mærke det, selvom de måske ikke kan formulere det.

På det moderne masseuniversitet får de studerende nemlig at vide, at de skal skrive, at de tror på socialkonstruktivismen og fænomenologien, selvom man ikke kan gøre begge ting på én gang. Grundlaget for sidstnævnte er jo en forestilling om sagens natur, der blankt afvises af førstnævnte. Desuden får de at vide, at de skal tro på hermeneutikken og strukturalismen, selvom det igen er en selvmodsigelse: Den mest privilegerede position i den hermeneutiske tænkning indtages af subjektet – der slet ikke eksisterer i de formelle systemer, som strukturalismen beskriver og har sit navn efter.

At moderne massehumanioras credo er netop det: noget man ophøjet til dogme tror på, har efter endt læsning af årets opgaver fået mig til at tænke. Mon ikke man kunne spare endnu flere penge og få endnu flere igennem studierne, hvis man helt afskaffede de meningsløse og rent ud sagt røvkedelige ”teori”-gennemgange, og simpelthen bad de studerende lære dette udenad:

Den massehumanistiske trosbekendelse

Vi forsager Empirismen og alle dens gerninger og al dens væsen.

Vi tror på Hermeneutikken, den Almægtige, fordommen om Himmel og Jord.

Vi tror på Socialkonstruktivismen, dens enbårne søn, vor Herre, som er undfanget af Husserl, født af Alfred Schutz, pint under Den Logiske Positivisme, død og begravet, nedfaret til Reklamebureauerne, på tredje dag opstanden fra Reklamen, opfaret til Universitetet, siddende ved Hermeneutikkens, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra den skal komme og indskrive levende og døde i diskurs.

Vi tror på Fænomenologien, den hellige, almindelige Humaniora, Magisterforeningen, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Amen.