Helt Obamamanisk
Om en uge er Barack Obama verdens mægtigste mand, og takket være de tårnhøje forventninger kan han kun skuffe. Dyrkelsen af ham som sejrherre vil blive hans nederlag. Om fire år er han pist borte.
af Mikael Jalving
Hendes ansigt lyste op som en elsparepære i november, stemmen dirrede, og hendes pupiller blev med et så store som H.C. Andersens tekopper. Hun var forelsket. I Obama den Store.
For det var ham, hun talte om og tænkte på, dag og nat. Det var ham, hun ville stemme på 100 gange, hvis hun ikke havde været dansk og boet på Christianshavn, det var ham, der var indfrielsen af alle hendes jordiske og guddommelige forventninger til retfærdighedens komme, hverken mere eller mindre: Barack Obama. Den næste præsident for The United States of America, selv om han officielt hverken har vundet præsidentvalget eller er indsat i embedet endnu.
Og – mere tankevækkende – hun er ikke alene. Bare i Det Radikale Venstre er der tusinder som hende – skønt selvfølgelig kun én Obama. Tusindvis af radikale, caffè latte-Kforums-kvinder-og-mænd, for hvem Obama er MANDEN, MESSIAS, budbringeren af den ny tid i det Herrens år 0 i den ny tidsregning. Kvinder og mænd, der véd alt om ham; læser alt, føler alt, ser alt – eller simpelthen rejser med føreren på kampagnetur for at være tættere på ham og det, der sker i Amerika lige nu, og som henført siger, det er for stort, og at vi står over for en helt ny begyndelsee
Den Store Bevæger
Det er i så fald en lang begyndelse. USA har ført valgkamp i mere end et år, og under primærvalget, før Obama kvaste Hillary, var Obamamanien allerede på vej ind i et crescendo af følelser. Havde han tabt til Hillary, ville det have været en tragedie for bevægelsen, og – som Informations USA-korrespondent Martin Burchardt ikke var den eneste til at fastslå med prædikantens selvsikkerhed – det ville ene og alene have været de amerikanske mediers skyld:
”Hvis Barack Obama overraskende taber primærvalget i North Carolina på tirsdag, hvor han indtil for et par uger siden var foran med 20 point i meningsmålingerne, kan man roligt lægge ansvaret for de amerikanske mediers dør” (3. maj).
Dengang handlede det om Obamas forbindelse til en rabiat præst, men mekanismen, især i de europæiske medier og i den nydelige klasse, tilsagde, at intet var og er Obamas skyld. Han er den skyldfrie og derfor Den Store Bevæger. Han er det levende og korporlige svar på USA"s problemer, sådan som professor Niels Bjerre-Poulsen og journalist Jørgen Dragsdahl forsikrer læserne i Berlingske Tidende d. 28. oktober:
”Er Obama som præsident med en Demokratisk kongres, hvad USA har brug for nu?
Bjerre-Poulsen: Ja.
Dragsdahl: Ja.”
Kortere kan det ikke siges. Fuldstændig ligesom i kirken.
Change
Normalt er forudsigelser i politik lige så usikre som i meteorologien. Men ikke, når det gælder Den Store Bevæger. Obama er hinsides al sædvanlig usikkerhed og alle mulige forbehold, han er for længst verdens mægtigste mand, og på tirsdag vil det blive stadfæstet af de amerikanske vælgere, der ikke vil ryste på hånden i sidste sekund, men netop konfirmere deres tro på og håb om forandring.
Forandring er kodeordet, trosbekendelsen. Det er med dette ene ord, at Obama har vundet nøglen til Det Hvide Hus. Et eneste ord, men hvilket: CHANGE – og verden er forandret, thi i begyndelsen var Ordet, og fra på onsdag vil medierne svælge i Barack Obama 24 timer i døgnet, naturligvis også de danske medier, ingen nævnt, ingen glemt, mens de bevidstløst vil afspejle tidsånden, som for en gangs skyld er på det Godes – og dermed Obamas – side. De Onde vil græde, de Gode vil le; alt skal blive som født på ny.
Bag denne Obamamani ligger noget, der er større end Scientology eller Faderhuset, langt større. Der ligger en idoldyrkelse, som vi i populærkulturen skal tilbage til Elvis eller Beatles for se magen til, og som vi i den politiske verden ikke har set siden europæernes dyrkelse af Gorbatjov. Det er en idoldyrkelse, som hviler på den politiske tautologi, at Obama vinder, fordi han er en vinder, og at han er en vinder, fordi han vinder. Sådan er det bare, det er et fait accompli. Obama er Gud, og hans disciple er en tak mere snu, end de stakler, der går rundt og stemmer dørklokker med Vagttårnet.
Det er derfor, at alt godt handler om Obama, mens alt dårligt handler om McSlain. Det er derfor, at Berlingske Tidende allerede tilbage i juli, under idolets turné i Europa, tog det for dem logiske skridt at trykke en idolplakat i avisen, lige til at hænge op på væggen. Det er derfor, at det er så svært at finde en, bare én dansker, der fortrækker en republikansk præsident og indrømmer det offentligt. Det er derfor, Obama må, skal og vil vinde. For han er en af vor egne.
Selv Martin Krasnik, Weekendavisens ferme USA-skribent, hvis interviewsamling jeg sågar lige har rost, er blevet religiøs. Med blussende røde kinder udtaler han til Berlingske Tidende: ”Jeg kan godt forstå, at amerikanerne er oppe at køre over Barack Obama. Det er et stort, stort øjeblik. Vi taler og skriver så meget om amerikansk racisme og amerikansk dobbeltmoral, men der er ikke et eneste andet vestligt land, som ville opstille et menneske fra en etnisk minoritet til landets højeste embede” (18. okt.).
Obama er med andre ord etnokult. Han er halvt hvid, halvt sort. Hans hudfarve, som bevidner hans etniske baggrund, er tilsyneladende mandens fremmeste fortrin. Han er minoritetens majoritet og beviset på, at vi alle, især de mange, der i USA tilhører eller siger, de tilhører en minoritet, bør kunne blive præsident en skønne dag.
Projektion og massesuggestion
De gamle psykologer ville sige, at der er tale om en klassisk projektion: Man tager en masse drømme og projekterer dem over i et andet menneske, som bare har at indfri dem, gerne lidt tjept. Projektionen udvikler sig hurtigt til massesuggestion.
Det er på denne led, at Obama er en lykkespreder. Han er en lykkepille uden bivirkninger af nogen art. Han er X-faktor, Viagra og moderne mand på en og samme tid, hvilket naturligvis får kønsforskeren Kenneth Reinicke fra RUC til i en kronik i Politiken at spørge om valget af Obama simpelthen indvarsler en ny, global maskulinitet. Her med kønsforskerens sleskende ord:
”Kan Obama, hvis han vinder præsidentvalget, promovere et nyt og mere demokratisk mandeideal, og vil det i så fald ændre på selvopfattelsen blandt mænd og føre til et opgør med dominerende mandlige privilegier og herunder resultere i en anderledes kønssocialisering af drenge og mænd?” (25. okt.)
Kære alle fans og freaks, jeg vil gerne spørge jer om en enkelt ting: Véd I slet ikke, at intet menneske er Gud – slet ikke i politik? Har I intet lært af det 20. århundredes slagtehus – eller kan I bare godt lide at være flokdyr? Hvor har I lagt jeres hjerner og det, der skulle have været jeres kritiske bevidsthed, henne?
Obama vinder, naturligvis, jeg er ikke idiot. Men forventningerne til ham er så forskruede og disproportionale, at han kun kan skuffe og formentlig vil skuffe fælt, ikke alene på grund af den økonomiske krise, som hans politik vil forværre, eller krigen i Irak og Afghanistan, som hans administration vil tabe, men simpelthen fordi forventningerne til ham er som forventninger til en guddom. Hans sejr vil langsomt blive hans nederlag, ligesom hans prædikanter allerede har gjort hans regeringstid til en tikkende forbandelse.
Stakkels Obama. Med de venner behøver han slet ingen fjender.
For det var ham, hun talte om og tænkte på, dag og nat. Det var ham, hun ville stemme på 100 gange, hvis hun ikke havde været dansk og boet på Christianshavn, det var ham, der var indfrielsen af alle hendes jordiske og guddommelige forventninger til retfærdighedens komme, hverken mere eller mindre: Barack Obama. Den næste præsident for The United States of America, selv om han officielt hverken har vundet præsidentvalget eller er indsat i embedet endnu.
Og – mere tankevækkende – hun er ikke alene. Bare i Det Radikale Venstre er der tusinder som hende – skønt selvfølgelig kun én Obama. Tusindvis af radikale, caffè latte-Kforums-kvinder-og-mænd, for hvem Obama er MANDEN, MESSIAS, budbringeren af den ny tid i det Herrens år 0 i den ny tidsregning. Kvinder og mænd, der véd alt om ham; læser alt, føler alt, ser alt – eller simpelthen rejser med føreren på kampagnetur for at være tættere på ham og det, der sker i Amerika lige nu, og som henført siger, det er for stort, og at vi står over for en helt ny begyndelsee
Den Store Bevæger
Det er i så fald en lang begyndelse. USA har ført valgkamp i mere end et år, og under primærvalget, før Obama kvaste Hillary, var Obamamanien allerede på vej ind i et crescendo af følelser. Havde han tabt til Hillary, ville det have været en tragedie for bevægelsen, og – som Informations USA-korrespondent Martin Burchardt ikke var den eneste til at fastslå med prædikantens selvsikkerhed – det ville ene og alene have været de amerikanske mediers skyld:
”Hvis Barack Obama overraskende taber primærvalget i North Carolina på tirsdag, hvor han indtil for et par uger siden var foran med 20 point i meningsmålingerne, kan man roligt lægge ansvaret for de amerikanske mediers dør” (3. maj).
Dengang handlede det om Obamas forbindelse til en rabiat præst, men mekanismen, især i de europæiske medier og i den nydelige klasse, tilsagde, at intet var og er Obamas skyld. Han er den skyldfrie og derfor Den Store Bevæger. Han er det levende og korporlige svar på USA"s problemer, sådan som professor Niels Bjerre-Poulsen og journalist Jørgen Dragsdahl forsikrer læserne i Berlingske Tidende d. 28. oktober:
”Er Obama som præsident med en Demokratisk kongres, hvad USA har brug for nu?
Bjerre-Poulsen: Ja.
Dragsdahl: Ja.”
Kortere kan det ikke siges. Fuldstændig ligesom i kirken.
Change
Normalt er forudsigelser i politik lige så usikre som i meteorologien. Men ikke, når det gælder Den Store Bevæger. Obama er hinsides al sædvanlig usikkerhed og alle mulige forbehold, han er for længst verdens mægtigste mand, og på tirsdag vil det blive stadfæstet af de amerikanske vælgere, der ikke vil ryste på hånden i sidste sekund, men netop konfirmere deres tro på og håb om forandring.
Forandring er kodeordet, trosbekendelsen. Det er med dette ene ord, at Obama har vundet nøglen til Det Hvide Hus. Et eneste ord, men hvilket: CHANGE – og verden er forandret, thi i begyndelsen var Ordet, og fra på onsdag vil medierne svælge i Barack Obama 24 timer i døgnet, naturligvis også de danske medier, ingen nævnt, ingen glemt, mens de bevidstløst vil afspejle tidsånden, som for en gangs skyld er på det Godes – og dermed Obamas – side. De Onde vil græde, de Gode vil le; alt skal blive som født på ny.
Bag denne Obamamani ligger noget, der er større end Scientology eller Faderhuset, langt større. Der ligger en idoldyrkelse, som vi i populærkulturen skal tilbage til Elvis eller Beatles for se magen til, og som vi i den politiske verden ikke har set siden europæernes dyrkelse af Gorbatjov. Det er en idoldyrkelse, som hviler på den politiske tautologi, at Obama vinder, fordi han er en vinder, og at han er en vinder, fordi han vinder. Sådan er det bare, det er et fait accompli. Obama er Gud, og hans disciple er en tak mere snu, end de stakler, der går rundt og stemmer dørklokker med Vagttårnet.
Det er derfor, at alt godt handler om Obama, mens alt dårligt handler om McSlain. Det er derfor, at Berlingske Tidende allerede tilbage i juli, under idolets turné i Europa, tog det for dem logiske skridt at trykke en idolplakat i avisen, lige til at hænge op på væggen. Det er derfor, at det er så svært at finde en, bare én dansker, der fortrækker en republikansk præsident og indrømmer det offentligt. Det er derfor, Obama må, skal og vil vinde. For han er en af vor egne.
Selv Martin Krasnik, Weekendavisens ferme USA-skribent, hvis interviewsamling jeg sågar lige har rost, er blevet religiøs. Med blussende røde kinder udtaler han til Berlingske Tidende: ”Jeg kan godt forstå, at amerikanerne er oppe at køre over Barack Obama. Det er et stort, stort øjeblik. Vi taler og skriver så meget om amerikansk racisme og amerikansk dobbeltmoral, men der er ikke et eneste andet vestligt land, som ville opstille et menneske fra en etnisk minoritet til landets højeste embede” (18. okt.).
Obama er med andre ord etnokult. Han er halvt hvid, halvt sort. Hans hudfarve, som bevidner hans etniske baggrund, er tilsyneladende mandens fremmeste fortrin. Han er minoritetens majoritet og beviset på, at vi alle, især de mange, der i USA tilhører eller siger, de tilhører en minoritet, bør kunne blive præsident en skønne dag.
Projektion og massesuggestion
De gamle psykologer ville sige, at der er tale om en klassisk projektion: Man tager en masse drømme og projekterer dem over i et andet menneske, som bare har at indfri dem, gerne lidt tjept. Projektionen udvikler sig hurtigt til massesuggestion.
Det er på denne led, at Obama er en lykkespreder. Han er en lykkepille uden bivirkninger af nogen art. Han er X-faktor, Viagra og moderne mand på en og samme tid, hvilket naturligvis får kønsforskeren Kenneth Reinicke fra RUC til i en kronik i Politiken at spørge om valget af Obama simpelthen indvarsler en ny, global maskulinitet. Her med kønsforskerens sleskende ord:
”Kan Obama, hvis han vinder præsidentvalget, promovere et nyt og mere demokratisk mandeideal, og vil det i så fald ændre på selvopfattelsen blandt mænd og føre til et opgør med dominerende mandlige privilegier og herunder resultere i en anderledes kønssocialisering af drenge og mænd?” (25. okt.)
Kære alle fans og freaks, jeg vil gerne spørge jer om en enkelt ting: Véd I slet ikke, at intet menneske er Gud – slet ikke i politik? Har I intet lært af det 20. århundredes slagtehus – eller kan I bare godt lide at være flokdyr? Hvor har I lagt jeres hjerner og det, der skulle have været jeres kritiske bevidsthed, henne?
Obama vinder, naturligvis, jeg er ikke idiot. Men forventningerne til ham er så forskruede og disproportionale, at han kun kan skuffe og formentlig vil skuffe fælt, ikke alene på grund af den økonomiske krise, som hans politik vil forværre, eller krigen i Irak og Afghanistan, som hans administration vil tabe, men simpelthen fordi forventningerne til ham er som forventninger til en guddom. Hans sejr vil langsomt blive hans nederlag, ligesom hans prædikanter allerede har gjort hans regeringstid til en tikkende forbandelse.
Stakkels Obama. Med de venner behøver han slet ingen fjender.
