En næsvis nedsabling af en nyttesløs nytårstale
Statsministeren var få træk fra at være både skak og mat, allerede inden nytårstalen kørte over skærmen. Så hård er dommen i analysen af statsministerens nytårstale fra Kstud-skribent og retorikstuderende Lukas Mardorf.
af Lukas Mardorf
Det retoriske år 2013 åbnede med en genopsætning af en forestilling fra 2012. Igen var vi vidner til det taktiske spil om traditioner og forventninger, der omgiver statsministerens nytårstale. Det er et skakspil, der handler om at fremstille nytårstalen som enten en succes eller en fiasko i befolkningens bevidsthed. Dette spil udspilles ikke kun af statsministeren selv, men også af aktører omkring hele begivenheden, og spillet er næsten allerede forbi, inden talen er holdt. Jeg tænder for fjernsynet 15 minutter inden talen begynder. Her er statsministeren allerede få træk fra at være skak og mat.
I år møder vi ikke statsministeren i en stue på Marienborg, men derimod i Statsministeriet. Nytårstalen er flyttet hertil som en sidste krampetrækning, der desperat skal forsøge at undvige det nederlag, der venter om hjørnet. Flytningen er en rokade, der skal flytte kongen i sikkerhed inden de tunge officerer fra oppositionen angriber og succesfuldt fremstiller talen som en fiasko. Men rokaden er kun en distraktion. Fjenden har fulgt kongen nøje og ved nøjagtig, hvor denne befinder sig, og hvordan kongen skal bringes til fald. Og det ved fjenden, fordi Thorning igen i år gør sig sårbar overfor anklagen ”talen havde ingen konkrete løsningsforslag”.
Men hvorfor i alverden kommer Thorning så ikke med nogle flere konkrete forslag?
Thorning er tro mod traditionerne
Thorning kommer ikke med konkrete løsningsforslag i sin nytårstale, fordi hendes tale netop er en nytårstale. Dvs. at den er en såkaldt lejlighedstale ligesom fx USA’s præsidents indsættelsestale, og det betyder, at den er bundet af kravet om, at den skal handle om overordnede værdier og netop ikke præsentere konkrete lovforslag. Lejlighedstalen skal hylde de overordnede værdier, der ligger til grund for konkret politik, men den skal ikke selv præsentere forslag.
Kort efter talen i år beskylder politisk kommentator Henrik Qvortrup Thornings nytårstale for at fejle på den såkaldte ”antitest”. Han mener, at Thorning ikke siger en eneste ting i sin tale, som nogen egentlig kan være uenige i, fordi Thorning holder sig til at fortælle historier og selvfølgeligheder og hylde nogle grundlæggende værdier, som ingen kan synes dårligt om. Qvortrup fremstiller dette som et svagt tegn ved talen, men dette princip er netop essentielt for en traditionel lejlighedstale – at den skal være samlende for sit publikum, sådan at den ikke opdeler publikum i grupper, der er henholdsvis for og imod.
Så i princippet gør Thorning det rigtige ved at være ukonkret og hovedsageligt tale om danskernes fælles fortid, fælles udfordringer og de grundlæggende værdier, der forener os, men når jeg ser hendes tale, har jeg alligevel oplevelsen af, at den virker forkert. Det er som om, Thorning trækker tiden ud, når hun taler om de bilfrie søndage og gamle telefoner med drejeskive, og det er som om, hun prøver at snakke udenom de egentlige problemer, når hun fortæller den søde historie om pigen, der endelig har fået lært at læse.
Men hvorfor virker Thorning til at være bagud i spillet om nytårstalen, når hun spiller lige efter bogen? Hvad er det, der er sket med mine forventninger til talen, som gør, at den virker hul? Som jeg ser det, er der to ting, der medvirker til at ødelægge indtrykket af denne ellers velskrevne tale.
1. En outlaw fra Græsted brød traditionen
Lars Løkke Rasmussen brød med traditionen om, at nytårstalen kun skulle være overordnet og værdibaseret, da han holdt sin nytårstale i år 2011. Her lød ordene:
”For alle jer, der er under 45 år, foreslår vi, at efterlønnen helt afskaffes.” – Det er et helt konkret og kontant forslag, og Lars Løkkes efterlønstale var derfor undtagelsen mere end reglen for nytårstaler. Alligevel spøger den stadig og skaber problemer for den traditionsbundne Thorning, der er nødt til at forholde sig til, at hendes forgænger faktisk brugte samme lejlighed til at komme med et meget konkret lovforslag som løsning på den økonomiske krise.
2. Thornings tunge officerer er til middag hos Margrethe
Det afgørende slag i spillet om nytårstalen foregår ikke i lokalet i statsministeriet, hvor Thorning holder sin tale. Det udspilles i tv-studierne i minutterne lige før og efter talen, og her dyster politikere fra de forskellige partier om at overbevise os om, at talen er henholdsvis god eller dårlig.
Hvis talen skal fremstå som en fiasko, så skal Thornings fjender skabe en situation, hvor vi alle forventer, at talen indeholder kolde kontante og dybt konkrete lovforslag i en mængde, så selv professorer i statskundskab har brug for en tænkepause. Når vi så efter talen må konstatere, at vi ikke fik det forventede, er det en smal sag at nedsable talen og kalde den ’tom retorik’, der netop kun handler om overordnede værdier og søde anekdoter, og som måske nok lyder godt, men ikke viser vejen ud af problemerne.
På DR1 var Ellen Trane Nørby sendt i felten, imens Claus Hjort Frederiksen og Peter Skaarup i overlegen stil førte slaget (eller henrettelsen) på TV2 News. Inden talen hørte vi dem fortælle deres forventninger om at få præsenteret gode konkrete løsningsforslag i talen, og efter vi så i 20 minutter havde hørt Thorning tale nostalgisk om telefoner med drejeskive osv., kunne spillet om nytårstalen vindes i ro mag ved grinagtigt at fremstile Thornings tale som hyggelig og velformuleret, men fuldstændig indholdsløs.
Og her er det bedste ved det hele! Hvorfor sidder de tunge officerer fra regeringen så ikke med i studiet og forsvarer deres statsminister og forsøger at vinde spillet om nytårstalen – eller i det mindste spille remis imod Hjort og Skaarup? Fordi de desværre ikke er til rådighed i disse kritiske minutter, fordi de er travlt optaget af et nytårstaffel på Amalienborg, og slaget om at nedsable/forsvare nytårstalen udkæmpes derfor af oppositions A-hold imod det B-hold af medlemmer fra regeringspartierne, der ikke er inviteret med hos dronningen.
Fælden er altså sat, længe inden talen overhovedet er begyndt, og Thorning må nyttesløst holde en velskrevet tale, som opfylder alle de traditionelle krav, for regeringens tunge officerer er i dagens anledning flyttet helt til den anden ende af brættet, og kongen står alene tilbage og kigger oppositionens overlegne håndlangere i øjnene. Skak og mat, og vi prøver igen i 2014.
Læs flere indlæg fra Kstud her
