Fem centimeter til, og Helle havde siddet på skødet af den fine gamle dame. Er det, fordi hun er tunghør, eller er det, fordi det er den eneste måde, Helle kan signalere et engagement?

Helle lytter alvorligt til en, som ved, hvad hun snakker om. Men taler hun om resultatet af Helles egen undersøgelse? Det virker næsten sådan, når man læser teksten og ser hendes bekymrede mine.

Helle er den rare dame, som deler frugt ud til de velklædte og velnærede – og velopdragne – børn.

En klassisk allitteration, som får en til at tænke på de gamle syndikalister i International Workers of the World: We Will Win! 

Hvilket rygte skal kampagnen genskabe, kan man spørge, og hos hvem? Hvem er det, partiet vil sikre sig, har et positivt billede af Socialdemokraterne, som man så i den egentlige valgkamp kan bygge videre på?

Den første del af spørgsmålet er det let at svare på: Det billede, man vil forstærke, er billedet af Socialdemokratiet som arkitekten bag den danske velfærdsmodel. Det parti, som (gennem et "langt sejt træk") har sikret også de dårligst stillede grupper en stadig større del af en stadig større kage, og det parti, som vil kæmpe for at bevare denne omfordeling via skatterne.

Politisk må man altså sige, at det handler om traditionel socialdemokratisk politik: Staten opkræver skatter for at sikre, at hele befolkningen får glæde af velfærden. Samtidig bruger man dette felt som en skillelinje i dansk politik: På den ene side står de, som forsvarer velfærden (hvor gode tider bliver bedre for alle), på den anden står de, som vil sænke skatterne.

Dem eller os!

Den implicitte logik i kampagnen er, at de to holdninger aldrig kan mødes: Det er kun gennem skatterne, man kan få en retfærdig velfærd, ikke ved at lade folk få flere penge i tegnebogen og selv vælge, hvad de vil anvende dem til.

Socialdemokratiet går således, ideologisk set, på banen med et ufravigeligt ultimatum: Det er dem eller os! Og hvem "de" er, behøver man som oppositionsparti ikke specificere – det er selvfølgelig regeringen og dens støtter. At "de andre" også påstår, at de forsvarer velfærden gennem deres politik, affejes indirekte: Når "vi vælger velfærden", så betyder det, at det gør de andre ikke; de vælger skattelettelser og fravælger dermed velfærd.

The Caring Politician

Hvordan gør man så dette – hvordan viser man i tekst og billede den velfærd, man vil forsvare? Man gør det ved at sætte alt lys på partilederen og lade befolkningen – vælgerne, hvis velfærd man forsvarer – fremstå som anonyme og passive. Helle Thorning-Schmidt er "The Caring Politician". Hun er den, som lytter til de ældre, leger med børnene (selvom man må sige, at det sker under meget kontrollerede og afdæmpede former) og lytter til sygeplejersken, som man må formode, fortæller om vilkårene for sygehussektoren. Præsidenten er ude blandt folket, men hun er ikke selv en af dem. Hun står udenfor og over. Hun har ikke sat sig godt tilrette med en kop kaffe for at høre den gamle dame fortælle om, hvordan vi "rejste denne bygning", skabte velfærden og nu må kæmpe for at bevare den. I stedet sidder hun forsigtigt længst ude på stolen i en stilling som let kan tolkes som noget nedladende, "patronising": Nu skal lille fru Pedersen endelig fortælle om, hvordan fru Pedersen har det her på plejehjemmet ... i alle fald lige så lang tid, som det tager at få billedet i kassen. Og så er det afsted til sygehuset og børnehaven for flere "photo opportunities" ...

Med andre ord: Det er svært at ikke tolke engagementet og bekymringen, omsorgen, som spillet og skabt for kameraet. Helle Thorning-Schmidt vil fremstå som (med)menneskelig, men hun er ikke for alvor engageret i situationerne.

Samtidig kan man også undre sig lidt over, hvordan billederne er tænkt at skulle formidle "velfærd". Hvad forbinder vi med "velfærd"? Ordet er næsten tømt for betydning, fordi det er et begreb, som ingen kan opfatte negativt. Hvem vil for alvor sige, at "vi vil ikke velfærd"? Velfærd må være, når folk trives, har det godt og ikke er bange for, hvad morgendagen eventuelt vil bringe. Og det er svært at vise på billeder. De svenske socialdemokrater gjorde et forsøg på nogle valgplakater fra 2002. På tre billeder vises henholdsvis ældre, børn og unge, som omgås med andre i samme aldersgruppe, i situationer, som virker realistiske og ikke iscenesatte. Personernes opmærksomhed retter sig mod deres ligemænd, ikke mod en udefra kommende partileder; de fremtræder som rigtige levende mennesker, ikke anonyme "typer". Og vigtigst af alt: De ser glade og engagerede ud, så man tror på, at vi her har at gøre med et eksempel på det samfund, som vi alle ønsker at leve i.

Socialdemokraterne i Sveriges kampagneplakat. Pensionister sammen om et spil scrabble.

Socialdemokraterne i Sveriges kampagneplakat. Aktive børn med uglet hår.

Socialdemokraterne i Sveriges kampagneplakat. Ungdom og integration.

Fårene skal tilbage i folden

Og så er vi fremme ved den anden del af spørgsmålet: Hvem er det, partiet taler til, hvem vil man styrke partiets image hos? Argumenter er der ingen af, derimod en ideologisk forudantagelse (præsupposition), som helt klart kun deles af socialdemokrater og folk på venstrefløjen. Kampagnen retter sig til dem, som deler denne forudsætning. Det vil sige folk, som i grunden er socialdemokrater. Kampagnen kan ses som en påmindelse: Glem nu ikke, at det er sådan, det hele i virkeligheden hænger sammen! Med andre ord en kampagne for at fastholde egne vælgere og ikke en kampagne for at flytte nye stemmer til partiet. Hvis ikke det kommer i en senere kampagne, er det svært at se, hvordan Socialdemokratiet skal kunne tage magten tilbage i næste valg – hvis det da ikke forholder sig sådan, at flertallet af danske vælgere faktisk ER socialdemokrater, men bare har glemt det ...