Haves: skæbne - ønskes: fortælling

Jane Flarup har skrevet en bog om hende selv, om Steve Denning og om storytelling. Det er der kommet en fortælling ud af, som både er banal og fascinerende på én gang. Ærlig og medrivende, men også alt for privat.

Da manden ville lære dem at fortælle historier
I bogen ”Da manden ville lære dem at fortælle historier” tager Jane Flarup os med igennem to forløb, som fortælles parallelt. Det ene er dybt personligt og handler både om hendes opdagelse af Steve Denning og storytelling – og om Steve Dennings liv og hans indgange til begrebet storytelling. Det anden handler om en workshop som Steve Denning afholder i Danfoss i april 2003.

Krise og forandring
Den personlige beretning skildrer en enlig mor, som midt i karrieren mister sit job og havner i en identitetskrise. Mødet med Steve Denning og historiefortælling bliver det der redder hende, men først efter at hun tør tage skridtet fuldt ud i det usikre job som storyteller. Undervejs hører vi fra hendes samtaler med Steve Denning – om hans liv, karriere og tanker om storytelling. Den anden story-line, workshoppen, er noget nær en præcis gengivelse af Steve Dennings præsentation i Danfoss, kombineret med en beskrivelse af de indlagte øvelser og Flarups egne tanker og regibemærkninger.

Nem bog – svær at anmelde…
Flarups bog er svær at anmelde for den er både god og dårlig på samme tid. Det er selvfølgelig nærliggende at bruge historiefortællingens præmisser når man vil skrive en bog om historiefortælling – og hvad er mere oplagt end at skrive sin egen historie? Det er jo også det Steve Denning på sin vis gør i ”The Springbord”. Flarup blev fyret fra JP. Det var hendes skæbne. Mens Denning blev fyret fra Verdensbanken. Spørgsmålet er bare: Hvor interessant er det? Skal alle historier fortælles – og er åbningen ind til det private den sikre opskrift på en spændende historie?

Ikke alle historier fænger
Det er nok ikke alle personlige beretninger, der er lige spændende, og skal man være grov kan man sige Jane Flarups bog kan betragtes som den klassiske triviallitteratur, hvor den enlige, arbejdsløse mor finder sit kald i historiernes verden med hjælp fra en ældre mand (læs ’lægen’ Denning).

Ja, det er groft overfor den bundsympatiske Flarup. Men hendes ret overskyggende fascination af Denning og hendes lidt for sparsomme kritiske journalistiske refleksion over hans metoder er problematisk. Fx mangler der en udfordring og kritisk refleksion af Dennings grundlæggende syn på fortællinger og i særdeleshed hans naive opfattelse af magtforholdet i enhver historiefortælling. Denning hævder flere gange, at det helt og holdent er modtagerne af historien, der har magten. Men på Danfoss workshoppen fremstår han nærmest pedantisk med at aflevere den rette dosis patos og billedlyrik for at bære budskabet igennem til den ’rette’ afkodning. Her er det altså omvendt afsenderen Denning som har og tager magten. Hvorfor ikke bare indrømme, at fortælleren ofte har en dagsorden med sin historie? Den diskussion bliver ikke taget i bogen. Dermed kommer bogen ikke rigtig til at bringe noget nyt under solen til den der, allerede har basisviden om storytelling. Har man læst Dennings ”The Springboard” kan visse passager derfor forekomme relativt kedelige og ureflekterede.

Den dødsyge Springboard story
I slutningen af bogen træder Flarup dog mere i karakter og stiller mere kritiske og interessante spørgsmål til Denning. Eksempelvis drilles han lidt med sit hovedeksempel, historien fra Zambia, som er ganske enkelt er dødssyg. Historien består af 29 ord og lyder således på originalsproget:

“In June 1995, a health worker in Kamana, Zambia
logged on to the CDC web-site in Atlanta and
got the answer to a question on how to treat Malaria.”


Som det også nævnes i Flarups bog er historien en ikke-historie uden et klart konfliktelement og uden en egentlig dramaturgi. Dennings pointe er, at det er det der fortælles rundt om ’historien’ som er interessant. Men så er det jo konteksten der er historien og den såkaldte ’Springboard’ historie er i virkeligheden bare en banal henvisning? Det er en væsentlig problematik ved Dennings tilgang til fortællinger som der godt kunne gøres meget mere ud af i bogen.

Befriende læsning
Bogen er på den anden side også befriende at læse, fordi den ikke foregøgler at være andet end det den er. Og så virker den oprigtigt ærlig. På den måde adskiller den sig fra mange publikationer om storytelling, som har lidt for travlt med at sælge begrebet. Her derimod sælges ikke, men fortælles af begejstring. Dette gode indtryk styrkes af at læseren slipper for høre de klassiske halleluja historier fra amerikansk business litteratur med HP, 3M og Xerox som eksempler.

Why old presentations? Nothing else worked
En kuriøs oplevelse under læsningen, var Flarups reportage fra Danfoss workshoppen. Tilsyneladende er Dennings præsentation på workshoppen på Als i april 2003 PRÆCIS den samme som den jeg hørte på en Masterclass med ham og Dave Snowden i 2001. Der fører frem til to interessante iagttagelser: For det første kan man grine lidt over, hvad den ellers så flinke Denning har taget for dette standardoplæg. For den andet er det næsten skræmmende, at jeg rent faktisk kan huske præsentationen ord for ord. Ja, det er noget med det der storytelling…det er bare så svært at definere hvad det lige præcis er. Og når Denning spørges direkte: ”Why storytelling?” gives det både apatiske men også overbevisende svar: ”Nothing else worked.” Det måske derfor han også genbruger gamle præsentationer, fordi de er det eneste som virker.

Reality-tilgang – et principielt spørgsmål
Bogens form giver anledning til spørgsmålet om, hvorvidt man altid skal bruge sin egen historie. Det ligger i reality-tidsånden, at vi skal krænge vores privatliv ud på internettet, på tv og i bøger, men det bliver omvendt hurtigt trættende at lure ind af vinduet til naboens datter.

En terapeut fortalte for nyligt på en konference om historiefortælling, at menneskets evne til at fortælle sin historie er vital. Kan man ikke fortælle sin historie bliver man depressiv og psykotisk. På den måde kan historiefortælling bruges som en terapeutisk proces, hvor man stykker enkeltdele sammen og forsøger at skabe mening. Det virker både overbevisende og som en rigtig god proces, men måske burde den slags historier forblive i dagbogen? I Flarups bog er der lidt for meget selvterapi og lidt for lidt nyt om virksomheders fortællinger. Som læser står man derfor tilbage med det skæbnesvangre spørgsmål: ”Why telling your story”…..















Da manden ville lære dem at fortælle historier
Jane Flarup
Pris 455 kr.
Børsens Forlag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også