Hvis man på avisernes vegne vil være deprimeret over fremtiden, så skal man bare begynde at nærstudere netavisernes mest-læste-overskrifter. Det er typisk noget med røv, mord og X Factor og eventuelt et fif til, hvordan du sparer penge på dit næste samtalekøkken. Hvis man vil have den samme oplevelse af snarlig undergang på Twitter, så skal man holde øje med Twitters hashtags.
Hashtags? Hvad har han røget? Et rimeligt
spørgsmål - men 'hash' er amerikansk for nummertegnet
#, eller bøftegnet som nogen kalder det, og hashtags er de
#let #støjende #ord med sådan et #tegn foran, man ser
overalt på Twitter.

Hashtags gør det muligt, med et enkelt klik, at
følge hele twitterstrømmen om et bestemt
emne
Alt det #@! får Twitter til at ligne
tegneserieskældsord
Hashtags er den måde, man skaber offentlige samtaler på
med Twitter. Et tweet, der nævner et #emne får
automatisk et weblink sat ind til hele samtalen om dette #emne. Et
klik, og så er man i fællesstrømmen for al
snakken om det ord.
Kulturelt stikker hashtags dybere endnu. Det er almindeligt at
tilføje subtekst-markører med hashtags. En
gængs markør er #fail, når folk
brokker sig over, at et eller andet ikke virker, f.eks. ens
ekskæreste. Det er jo ikke fordi, der er nogen, somr har
en dyb interesse for at følge alt brok på Twitter, men
markøren hjælper de andre med lynhurtigt at scanne
tweetet som et suk eller en fejlrapport af en slags. #fail er et af
utallige Twitter-memes, man melder sig ind i per hashtag.
Hashtags har ikke altid været der
Noget af det mest interessante ved Twitter, sådan som det
tager sig ud i dag, er, at det er opfundet på bagkant. De
fleste af de funktioner, der driver den sociale samtale på
Twitter, er tilføjet til sitet som en afspejling af en
adfærd, som brugerne allerede var begyndt at have, før
systemet kunne hjælpe dem med det. Retweeting kalder man
genudsendelse af andres beskeder til egne kontakter. Det var
egentlig blot en konvention blandt brugerne, før Twitter
gjorde en dyd ud af det, og byggede det ind i softwaren.
På samme måde med @-replies - altså den
måde, man kommenterer de andres tweets uden at alle, der
følger en, bliver spammet helt ned under
gulvbrædderne.
Det er ikke mange medier, der kan påstå at være
så radikalt brugerdrevne, ikke blot hvad angår
indholdet, men også hele den tekniske virkemåde. Det er
en vigtig del af Twitters succes, at folkene bag har været
ekstremt gode til at opdage, hvad brugerne egentlig foretager sig
og har glæde af, og så læne systemet op ad det, i
stedet for selv at drive designet frem i R&D-afdelingen.
Utroligt nok var det twitterbefolkningen selv, der løste
problemet med at skabe offentlige rum på Twitter, mere eller
mindre den afgørende forskel på f.eks. Twitter og
Facebooks tilsvarende attentionstrøm.

På Twitters forside kan man se de mest omtalte emner. Det
er trending topics, der skyder til tops ved masser af
nævnelser, men også masser af re-tweets
Helvede er de #andre
Der, hvor de fleste møder hashtags'ene først, er i
Twitters trending topics, altså den oversigt over de mest
omtalte ord på Twitter, man kan læse f.eks. her. Trending topics-watching er
måske den eneste aktivitet på Twitter, der i korte
øjeblikke kan få mig til at mene, at Andrew
Keen har andet end jord i hovedet. Keen - tidens mest
højlydte internet-pessimist, der naturligvis er på Twitter - har sagt, at de
sociale medier stort set blot er rituel, narcissistisk gentagelse
af andres gentagelser. Det er en elendig beskrivelse af den
almindelige samtale, men for trending topics er det lige
før.
I modsætning til avisernes ret konstante udbud af røv,
mord og X Factor varierer Twitters trendudbud vildt og voldsomt.
Her er katalog over de væsentligste gentagelser:
Tweetmemes
#fail er kun
toppen af meme-bølgen. Der er #followfriday,
hvor man foreslår gode twitterbrugere at læse, #musicmonday med
musiktips og så er der utallige lokale eller kortlivede
memes. Herhjemme f.eks. #fraekfredag med
suggestive tekst og billedlink og et imponerende opbud af "Det
sagde hun også i går"-jokes.

Når store begivenheder finder sted i andre medier, giver
det genlyd på Twitter. For eksempel Twilight-filmene, har
slået store #twilight spambølger ind over
Twitter
Sport, vampyrer og Apple
Forskellige fænomener i andre medier har det med
fuldstændig at slå bunden ud af hive-mindens kapacitet
for opmærksomhed. Vi nævner i flæng:
Større sportsbegivenheder som Super Bowl, vampyrfilm for
uskyldige teenagepiger og værst af alt, nyheder om Apple og
Apple-produkter. Steve Jobs' keynotes gør ved Twitter, hvad
Katrina gjorde ved New Orleans. Mens de står på, er det
umuligt at få nogen informationer på Twitter
overhovedet, bortset fra hvor tynd Jobs' måske behandlede
cancer har gjort ham nu, hvad den næste fantastiske ting
koster, og hvad han mon har som "just one more thing"-trick i
dag.
Tv er blevet til #TV
En anden dag må der blive plads til en artikel om "Det nye
tv", som min ven Kevin Slavin kalder det. Det nye tv er tv med de
sociale medier som dagligstue. I stedet for blot at se tv,
hænger man ud på Facebook eller Twitter, hvor man kan
sludre med alle de andre, der også ser tv. Fredag aften ser
Familien Danmark f.eks. X Factor. Så skulle man tro, der var
ro på Twitter, et Remee-frit paradis uden sjælechok,
men ak nej - Familien Danmark har fået iPhones, og disse
iPhones er på Twitter, mens Autotune er på
overarbejde.
Døgnet i hashtags
Om morgenen, dansk tid, er det filippinerne, koreanerne,
indoneserne og malayerne, der ejer Twitters trending topics. Det er
simpelthen dem, der har været oppe i mange timer og sat
trenden på det tidspunkt. Det er lidt ligesom, når man
kører hen over Fyn, hvor det, der ligner Tuborg-reklamer ,i
virkeligheden er Albani-reklamer, og det, man tror er Berlingske
Tidende, er Stiftstidende. På morgen-twitter er Jonas
Brothers pludselig K-popstjerner og Twilight er malay-soaps. Hvis
da en bleghvid europæer som jeg kan forstå, hvad de
skriver overhovedet.
Op ad dagen tager Europa over. Det vil langt hen af vejen sige
Storbritannien. Optimisten ville håbe på politik, men
englænderne er jo også mennesker, så det bliver
som regel til #eastenders i
stedet.
Ud på eftermiddagen er det slut med det. Amerika vågner
og så står den på teenidoler som Jonas Brothers
og Justin Bieber, tweetmemes i klasse med "yo mama"-jokes.
Men siger de så aldrig noget fornuftigt?
Det lyder jo lidt som om hashtags mest hører hjemme i
spøg og skæmt-afdelingen, men sådan er det
heldigvis ikke helt. I skrivende stund er det hotte sted at
være, for digitalbranchen i hvert fald, i Austin, Texas. Her
foregår den årlige South by South West-konference. Der
kan vi jo ikke alle tage hen, men Twitter-brugerne er der i stort
tal, så hvis man vil følge lidt med i hvad, der er
på programmet, så kan man bare tune ind på
#sxsw. Det er
næsten lige så overvældende som en Apple-keynote
og derfor noget anstrengende, hvis man er ligeglad, men man kan
få et indtryk af, hvad det mest buzz-værdige i Austin
er i år.
Og så kan man som næsten intet andet sted skrue en
samtale sammen selv i rekordfart. Jeg har selv haft fantastiske
erfaringer med at mobilisere hjælp og publikum til
arrangementer stort set udelukkede båret frem af et heldigt
spredt hashtag.
De vigtigste hashtag-ressourcer
Udover Twitter selv, så er der opstået en underskov af
små fokuserede trend-tracker sites, der finder trends, og
når man er heldig også forklarer, hvad det egentlig er
samtalen handler om.
Både Whatthetrend
og Brizzly Guide
tilføjer forklaringer, så man kan finde ud af, hvorfor
et hashtag pludselig er over det hele.