Har medietræning ført til overtræning?

Det konstante fokus på ledere og talspersoners offentlige optræden synes nu at have ført til begyndende overtræning. Direktører er snart ikke længere personer, men personaer. De optræder mekanisk og gentager kernebudskaber i kedsommelige kaskader. Den personlige kant er forvandlet til poleret ligegyldighed. Vi må tilbage til det autentiske, og det betyder farvel til overtræning.

Medietræning er åbenbart nødvendigt. Det er ikke nok at være sig selv og godt forberedt. Nej, man skal også gøre nogle bestemte ting, når man er i fjernsynet. Det opleves så vigtigt, at danske skattekroner må gå til tv-træning af politikere. Op til 120.000 kroner pr. person er blevet brugt, med statsminister Lars Løkke Rasmussens velsignelse. Politikere træner som altså som besatte, det samme gør virksomhedsrepræsentanter. Men al den medietræning har ført til overtræning.

 

I sportens verden er overtræning det fænomen, hvor kroppen tager skade af forkert og for hård træning. I medieverdenen er overtræning det fænomen, hvor den offentlige optræden er så gennemøvet, at fremstillingen tager skade. De gode råd om at holde sig til ens hovedpointer, bevare en venlig udstråling og besvare spørgsmål uden at gøre sig selv til grin, kan let udvikle sig til næsten parodiske forsteninger, hvor hovedpointer er blevet til mantraer, udstråling til stive tandpastasmil, og respons til en øvelse i at vride spørgsmålet af led, så det passer i ens fortælling. Indhold er blevet til form. Samtale til monolog.  

 

Den klassiske interview-situation: En CEO taler poleret om sin virksomhed. Han er trænet i at gentage hovedbudskaber og levere de samme præcise pointer igen og igen

 

Man kan kende den overtrænede medieoptræden på en række symptomer. Disse er:  

 

1. Samtale bliver til kollektiv monolog

Interviews og debatter i tv er lagt an på samtaletekniske præmisser. De bliver set og forstået som samtaler. Men der er ofte tale om trivielle enetaler frem for ægte dialoger. Indstuderede forsvarstaler eller videns-bombardementer i korte statements er ikke samtale, men ensporet monolog. At tage et spørgsmål, der peger i en retning, og få det til at handle om noget helt andet, er ikke samtale, men manipulation. Blot at lire sine budskaber af uden blik for den retning, samtalen ellers går i, er ikke samtale, men enetale.

 

2. Talen lyder som skriftsprog

Budskabet om hovedpointer kommer i praksis til udtryk som gennem-terpede formuleringer, der lyder som skriftsprog. Samtalens knudrede og komplekse niveau af ekskurser, øhh’er, pauser og tilbagetrækninger er gennem træning blevet poleret væk. Mennesker, der taler som om de læser op af et manuskript, rangerer i bunden på troværdigheds-barometeret. Og troen på den geniale sound-bite, der bærer budskabet frem i alle medier, er slidt godt ned af offentlighedens alt for mange års oplevelse af smartness.

 

3. Man opfører sig som en type

Overtræningen har ført til ensidig fokus på en bestemt persona-type, der udgør en universel standard. Se tjekket ud på den afslappede måde. Tal tydeligt og vær nøjeregnende og strategisk i dine udmeldinger. Smil på de rigtige tidspunkter. Sig en masse, men sig endelig ikke noget substantielt. Nævn virksomhedens navn så ofte som muligt, men undgå at nævne konkurrenterne. Tal nedsættende på den pæne måde om fjenderne og husk at slynge nogle tal ud. Men den universelle standard er desværre forudsigelig og kedelig.  

 

4. Seerne gøres dumme

Forudsætningen for den overtrænede mediekrop, der blot venter på at lire de indstuderede pointer af, er det dumme folk, der naivt sluger alt råt, der kommer ud af fjernsynet. Men seere, der overværer kollektive monologer, keder sig faktisk og tænker deres om den polerede fremstilling. Så drop den naive forestilling om det dumme folk.

 

5. Man tror, at man kan kommunikere sig ud af alt

I 1990’erne var man ovenud begejstret for de nye muligheder, professionel kommunikation gav. Pludselig kunne man tale sig ud af alle mulige problemer. Men de glade PR-tider er forbi, og i dag ved alle, at der er forskel på, hvad man siger, og hvad man gør. Lige meget, hvor ofte man taler om olieudslippet i Den Mexicanske Golf, stopper udsivningen ikke. Der må handling til.

 

6. Journalisterne betragtes som uundgåelige gatekeepers

Når man befinder sig i det lukkede "træningscenter", får journalisterne stor betydning. Der trænes og trænes, og der tænkes hele tiden i forhold til, hvad journalisterne kan finde på at gøre. Men der er andre versioner af verden end det mikrokosmos, der bliver skabt i fitnessrummet. Journalister behøver ikke være fjender. Mange interview og debatprogrammer er faktisk bedre tjent med at blive betragtet som samtalesituationer. Og der er mange andre mere håndgribelige hårde facts, der afgør, hvordan mediepersoner fremstår i medierne end blot tre minutters fremstilling i et interview. Organisatoriske strukturer og samfundsmæssige tendenser kan afgøre, hvordan folket ser personen.

 

Overtræning er forkert træning

Enhver god træner opfordrer til moderat træning, så man ikke overanstrenger muskler og fibre. Tilsvarende er det en god idé med gode råd til træning i den offentlige medieoptræden. De råd har vi allerede nævnt i artiklen 100 råd før du taler med pressen. Og vi har også tidligere prøvet at pege på den nye skole i medietræningen. Med disse ekstra gode råd om ikke at overtræne, er cirklen sluttet. Overtræning er forkert træning. Rigtig træning bør omvendt føre til et personligt udtryk og sans for sand samtale. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job