Kristine Marie Foss
Christian Birk Hansen
Michael Sperling
Liva Seay
Frida Kristensson
Michael Askjær
Kathrine Schmidt
Christian Trapp Schmitt
Helle Jensen
Caroline Eie Buskov
Pernille Emmik Morris
kasper remfeldt
Helle Kogsbøll
Charlotte Janniche
Mia Hesselberg-Thomsen
Filmskolens Efteruddannelse
y x
Louise Koch
Tina Lindharth
Anne-Mette Skou
stine munkshøj
Jens Trojahn
Thomas Christensen
Christina Donslund Steen
Carsten Lundh
Amy Clotworthy
Styrk dine kompetencer
onsdag d. 1. september 2010
Du har mulighed for at skrive en kommentar til din anbefaling, dette er valgfrit.
Gem Annuller

Gem som link

Anbefalinger (2)

Timme Bisgaard Munk
Henrik Merkelsen

Hadets strategi

Orla Vigsø
Den svenske valgkamp er gået amok. Det højre-ekstremistiske parti Sverigedemokraterna bliver ignoreret af medierne og de øvrige partier. Det har fået partiet til at hyle endnu mere skingert med en hadsk valgreklame – som så bliver censureret bort af tv. Sverigedemokraternas strategi er klar: Man provokerer for at kunne fremstå som forfulgt. Og det ser ud til, at strategien virker, for partiet står til at komme i Riksdagen for første gang. Censuren synes at have båret uønsket frugt.

Med det kristne kors' manende magt skal snyltende muslimske indvandrere fordrives, så de ærke-svenske får kan få lov til at græsse i fred. Det religiøse element i valgpropagandaen er tydeligt, det samme er forestillingen om et oprindeligt, uberørt Sverige

 

 

Sverigedemokraterna ligger lige nu til omkring fem procent af stemmerne ved det forestående svenske "folketingsvalg", og der er altså stor mulighed for, at Riksdagen efter den 19. september rummer et erklæret indvandrerfjendtligt parti.

 

Had er partiets platform

Sverigedemokraterna er et parti, som helst vil have folk til at glemme, at dets rødder ligger i en rent racistisk gruppe med navnet "Bevar Sverige svensk". Kun få af partiets støtter er i dag egentlige racister. Men det er svært for partiet at skjule, at det ikke har meget andet at tilbyde end netop det indvandrerfjendtlige. Sverigedemokraterna har haft store problemer med at få hverdagspolitikken til at fungere i de kommuner, hvor de er repræsenteret i rådene. Derfor kører partiet hårdt frem med indvandrerhadsk propaganda, så snart det kan skabe sig en plads i medierne at udtale sig fra.

 

Den svenske debat bølger: Skal man tie Sverigedemokraterna ihjel, undgå at skrive om dem, nægte at gå i debat, ignorere dem og håbe på, at de sygner hen? Eller skal man "tage debatten", afsløre dem som racister med tynd demokratisk fernis og på den måde gøre det umuligt for partiet at vinde stemmer?

 

Alle etablerede partier tager afstand fra Sverigedemokraterna og har allerede meldt ud, at de ikke vil samarbejde med partiet, hvis det skulle komme ind i Riksdagen. Så linjen er sådan set klar.

 

Profilering som forfulgte uskyldigheder

Men det er nu, det bliver lidt problematisk, for tilsyneladende har Sverigedemokraterna kunnet høste fremgange netop takket være den massive modstand fra andre partier. Man fremstår som mobningsoffer. Man fremstiller sig selv som "de almindelige svenskeres stemme", som den uforfærdede sandhedssiger, der er ubekvem for de etablerede partier. De andre vil få os til at lukke munden med udemokratiske eller blot usportslige metoder, men det skal de ikke lykkes med!

 

Set i det lys bliver Sverigedemokraternas nye reklamespot til tv et ret kynisk eksempel på strategisk kommunikation. Da der blev åbnet for politiske tv-spots for et par år siden, kom også debatten om, hvorvidt man ville åbne for Sverigedemokraternas eventuelle film. Det vil sige, at der i et par år har været meget, som har talt for, at partiet ikke ville få lov til at købe sig tid i de kommercielle kanaler. Sverigedemokraternas svar har været at lave en film, som bevidst provokerer og åbner for politianmeldelse for "hetz mod folkegruppe".

 

 

Skal folkepensionerne stoppes, eller skal indvandrerne stoppes – vælg selv. Valgvideoen, som svensk tv ikke vil vise, spredes nu viralt med voksende hast. Bemærk, hvorledes videoens scene er sat, så den ligner et game show i tv. Vælgerne er klædt ud som klicheer og kastet ind i et ondsindet sort-hvidt nulsumsspil, hvor forhandling og kompromis er udelukket, og ingen anden vej end aggressionens synes mulig

 

Politisk er filmen plat og anvender kendte påstande: Pengene fosser ud af statskassen, politik er et spørgsmål om at prioritere, vælger man at give penge til én ting, er der en anden, som ikke kan få. Illustrationen af de offentlige finansers bortødslen er også set før, nemlig regnemaskinen som bare tæller op og op.

 

Politik fremstilles som krig

Men når filmen vækker så meget afsky, som den har gjort, skyldes det dels at prioriteringen reduceres til et valg mellem at bruge pengene på indvandrere eller på pensionister. Man behøver ikke have læst økonomi for at kunne se, at det ikke går at betragte statens udgifter på denne måde; der er aldrig tale om at penge enten går til det ene eller det andet. Og selv hvis det skulle være sådan, så er det ingenting som knytter pensionister og indvandrere sammen – det kunne lige så godt være motorvejsudvidelser og indvandrere. Det er ren populisme.

 

Filmen vækker også afsky på grund af sit suggestive billedsprog. Den ensomme, svage, langsomme pensionist kæmper for at komme frem først, men hun kæmper en ulige kamp mod horden af burkaklædte, løbende indvandrere. Pensionisten er personliggjort, man ser hendes bange og furede ansigt, mens indvandrerne er ansigtsløse, en masse, uden respekt for den gamle kvindes behov. Hun kæmper sig frem med sin rollator, de løber af sted med deres barnevogne. Og det de kæmper om at nå frem til, er to nødbremser, som om det ikke længere handler om samfundsmæssige prioriteringer, men om to gruppers direkte konfrontation med hinanden. Det er en krig derude, venner: pensionister mod indvandrere, og den 19. september kan du være med til at afgøre, hvem der vinder den kamp.

 

Retorikken er klar, men forplumret på samme tid. Sverigedemokraterna forudsætter årsagssammenhænge, som ikke findes, og gør den prioritering, man selv har beskrevet, til en egoistisk kamp i stedet for en politisk afvejning.

 

Modstanden mod Sverigedemokraterna (SD) florerer ikke mindst i de sociale medier. Facebookgruppen ”Sverigedemokraterna i riksdagen –Nej tack” tæller nu mere end 325.000 personer. Og bloggere rundt om på nettet lægger mod-billeder på deres indlæg. Sverigedemokraterna, der er symboliseret med partiets bomærke-blomst i det svenske flags farver, fremstilles for eksempel som affald eller er personficeret som en laverestående race

 

Provokation som strategi

Hvorfor laver Sverigedemokraterna en så grov video?

 

For at provokere og for at få tv-stationerne til at sige nej til den og dermed lade Sverigedemokraterna fremstå endnu tydeligere som forfulgte. Og debatten, som straks blussede op, viste, at det var rigtig tænkt. Partiet har fået så meget gratis omtale på sagen, at det sådan set er ligegyldigt, om filmen bliver vist eller ej. Partiet har selv til og med anmeldt filmen til Justitiekansleren for at få en udtalelse om dens racistiske indhold, og man har annonceret, at en ny film er på vej.

 

Valgresultatet afhænger af opmærksomhed, ikke budskaber

Svækkes mediernes fokus på Sverigedemokraterna de næste par uger, kommer partiet næppe over spærregrænsen. Men Sverigedemokraterna har vist sig i stand til at selv skabe medieinteressen, og vi har næppe set de sidste provokationer fra partiet i denne valgkamp.

 

Kommer partiet ind i Riksdagen, bliver det interessant at følge, hvordan dets kommunikationsstrategi påvirkes. Det er svært hele tiden at provokere, når man er kommet ind og tvinges til at være med til at tage beslutninger. Og lige så interessant bliver det i så fald at se, om de etablerede partier fortsat vil boykotte et parti, som på demokratisk vis er kommet ind i landets lovgivende forsamling.


Folk, der anbefaler 'Hadets strategi'

Du har mulighed for at skrive en kommentar til din anbefaling, dette er valgfrit.
Gem Annuller

Kommentarer (15)

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter og understøt formålet med Kforum, som er at dele viden og erfaringer om kommunikation.

Læs Kforums takt og tone for god debatkultur her
Allan Andreasen

Af: Allan Andreasen / onsdag 1. september 2010

Jeg tror, at Sverige står der, hvor dansk politik befandt sig i slut-halvfemserne. Grundlæggende er det "stueren"-temaet, vi ser igen. I mine øjne var/er det en stor fejl at forsøge at lukke dem ude af debatten, for det forbudte bliver jo spændende. Og med de sociale medier er det i øvrigt omsonst at forsøge at styre en debat. Giv dem plads, lad dem rase, lad dem klæde sig selv af.
Filip Ulrichsen

Af: Filip Ulrichsen / onsdag 1. september 2010

Det er uklart, om indlægget skal opfattes som en faglig analyse eller en privat meningstilkendegivelse. Hvis det første er tilfældet, så er jeg pessimist på vegne af den sociale, svenske ingeniørkunst.

Det virker mindre troværdigt at præsentere en samfundsanalyse, der er baseret på primitive antagelser om, at Sverigesdemokraterne bare er ekstreme og provokerende, når vi i dag ved, at partiets synspunkter deles af hundredetusinder af mennesker, som er opdraget i de danske og svenske folkehjem på nogenlunde de samme værdier, som majoriteten af borgerne.

Om igen, Orla. Tilbage i studerekammeret med dig, og lad os så få en ny analyse, der tager partiet og den tendens, det rider på, alvorligt, og som ikke forfalder til anklager om ekstremisme - medmindre der foreligger ordentlig dokumentation.


Orla Vigsø

Af: Orla Vigsø / onsdag 1. september 2010

Hvis man kan læse indenad er det svært ikke at kalde Sverigedemokraterne ekstremistiske i deres retorik. Om igen, Filip, og læs partilederens debatartikel:
http://www.aftonbladet.se/debatt/debattamnen/politik/article5978707.ab

Jeg koncentrerer mig på hvordan partiet udnytter ekstremismen retorisk. Om de ER ekstremister, ved jeg intet om - hvilket du vel dybest set heller ikke gør. Men læs Erik Meier Carlsen & Markus Uvells udmærkede bog Folkhemspopulismen for et mere nuanceret billede og for en analyse af lighederne og forskellene med Dansk Folkeparti. Men nu er der altså forskel på en artikel på K-forum og en bog!
Esben Slot Sørensen

Af: Esben Slot Sørensen / torsdag 2. september 2010

"Eller skal man "tage debatten", afsløre dem som racister med tynd demokratisk fernis og på den måde gøre det umuligt for partiet at vinde stemmer?" skriver Orla Vigsø. Rationalet synes at være, at ingen pr. definition ønsker at blive stemplet som eller associeret med racister, så når blot den svenske befolkning får forklaret sort på hvidt, at Sverigesdemokraterna består af racister, så vender folk dem automatisk ryggen. Det tror jeg er en meget naiv tankegang - naturligvis findes der racister i den svenske befolkning og lur mig, om ikke de er fløjtende ligeglade med om de i en offentlig debat bliver stemplet som det de er; racister.

Man kan lige så godt erkende først som sidst, at ethvert samfund har en restgruppe af mentalt udfordrede som lader sig forblænde af handsk propaganda og forsimplet retorik. Spørgsmålet er blot, om majoriteten har brede nok skuldre til at turde risikere, at denne restgruppe mobiliseres i et parti i Riksdagen, hvor de, ganske som Jacob Haugaard, pludselig kommer til kort når de skal til at bruge hovedet.
Orla Vigsø

Af: Orla Vigsø / torsdag 2. september 2010

Ja, det er ret naivt synes jeg med, men samtidig er det heller ikke holdbart at lukke dem ude og på den måde give dem gode argumenter for at de bliver særbehandlet. Det handler nok om at vælge det mindste onde: at møde dem i debat, forsøge at vise at deres argumenter ikke holder og at deres "fakta" oftest ikke stemmer, at deres politik er umulig at gennemføre, og hvilke konsekvenser den ville få.
For øvrigt har der været mange interessante debatartikler om Sverigedemokraterne og deres vælgere, især på Dagens Nyheter. Går man ind på dn.se og kigger i arkivet for DN debatt, kan man se hvordan debatten har udviklet sig. Medierne får meget kritik, men der er også stærk kritik af de etablerede partier for at selv have skabt den (store) gruppe af frustrerede vælgere, som har mistet troen på den etablerede politik.
Orla Vigsø

Af: Orla Vigsø / torsdag 2. september 2010

Seneste nyt: TV4 viser nu Sverigedemokraternes video, men med sorte blokke over de burkaklædte kvinder med barnevogne. På de sorte blokke står der "Censureret af TV4" - og eftersom TV4 er kommet til den konklusion, at videoen nu ikke bryder mod loven, viser man den. Hvis man tvivlede på at der var tale om en gennemtænkt strategi fra partiets side, så burde al tvivl vist være ryddet af vejen nu.
John Christiansen

Af: John Christiansen / lørdag 4. september 2010

Adgangen til beskæftigelse i de akademiske haller er lidt lettere øst for sundet. Det var jo også årsagen til, at vores egen Dahlerup søgte derover og blev fin professor. Orla Vigsø har stadig ikke leveret et eneste argument for sin uargumenterede påstand om, at SD er "ekstremistiske". Kritiske kommentarer besvares med en anbefaling om at læse den her bog eller at se den her udsendelse. Alt sammen smukt garneret af densamme form for demagogisk retorik, som lektoren selv prætenderer at være imod. Velbekomme. Jeg ønsker det svenske folk et godt valg.
John Christiansen

Af: John Christiansen / lørdag 4. september 2010

Jeg glemte at spørge. Bifalder du, Orla Vigsø, at dine politiske modstandere afbildes som aber? Det er måske ligefrem dig selv, der har fremstillet illustrationen? Jeg synes, at man som læser savner en professionel vurdering af den zoologiske ikonografi.
Orla Vigsø

Af: Orla Vigsø / lørdag 4. september 2010

De er ikke mine politiske modstandere, eftersom jeg ikke er engageret i politik. Derimod ser jeg nogle store problemer med deres argumentation, eftersom den bygger på og forstærker had mod specifikke grupper i samfundet - hvilket der også findes elementer af i andre (svenske) partiers kommunikation. Men når det gøres til det bærende argument for hele partiets politik, er der tale om ekstremisme - fuldstændig som de autonome er ekstremister i deres argumentation, som også bygger på had. Det behøver man ikke være akademiker (eller søge sig til Sverige) for at forstå. Ekstremisme er ikke et spørgsmål om standardafvigelse fra et (tænkt) gennemsnit, det er spørgsmålet om grundlæggende vurderinger og holdninger.
Og nej, jeg synes det er ualmindeligt dumt at afbilde andre som aber, uanset hvad man mener om dem - det giver dem bare argumenter for at de er "forfulgte". Og det er heller ikke mig som har valgt illustrationerne til artiklen. Men det er et fint bevis for, hvor meget partiet bliver lagt for had, med eller uden god grund. For øvrigt afbilder de selv sine politiske modstandere på en alt andet end høflig måde - verbalt eller visuelt - så man kan argumentere for at de selv er ude om det. Men det gør det ikke smartere i mine øjne at smudskaste dem.
Henrik Merkelsen

Af: Henrik Merkelsen / mandag 6. september 2010

Det kan være en utaknemlig opgave at analysere politisk kommunikation: selv når man lykkes med at holde politik og faglighed adskilt, er risikoen ofte stor for at det ikke lykkes for læseren - med det helt forudsigelige resultat at fagligheden angribes.
Det er faldet flere for brystet at Orla Vigsø kalder Sverigesdemokraterne for ekstremistiske. Orla Vigsø, som fokuserer på Sverigesdemokraternes kommunikation i sin analyse, har argumenteret ganske godt for sin påstand og bakkket den op med eksempler. Der er ikke noget at komme efter der.
Men spørgsmålet er, om det bare er deres kommunikation, der er ekstremistisk? Der skal ikke herske tvivl om at Sverigesdemokraterne har gennemgået en udvikling de seneste 10 år, som gør at de overhovedet kan komme i nærheden at passere spærregrænsen. Men det er tankevækkende, at de personer, som i dag udgør partiledelsen, meldte sig ind i partiet på et tidspunkt hvor man stadig kæmpede med at få afskaffet uniformerne, hvor man gik ubetinget ind for et racerent Sverige og var åbentlyse tilhængere af dødsstraf. Hvis ikke det er ekstremisme, så har det normale fået meget vide grænser. Partiet har moderet sig i løbet af de senste 10 år. Men det er en problematisk fortid - og på samme måde som gamle venstrefløjspolitiske sympatier med totalitære regimer med rette bliver mødt med skepsis også i dag, således må det være på sin plads at forholde sig kritisk til, hvorvidt Sverigedemokraterne på bare 10 år har lagt alle gamle ideologier bag sig.
Man kan blive klogere af at læse. Jeg anbefaler Niklas Orrenius: Jag är inte rabiat. Jag äter pizza. Der er mange gode analyser og Niklas Orrenius har mange gode refleksioner omkring de svenske mediernes berøringsangst over for Sverigesdemokraterne.

Af: Mathias K. / mandag 6. september 2010

Forargelsens asymmetri er lige så slående, som den er hyklerisk.

Partier på højrefløjen er højrepopulister, mens despoter som Chavez og Castro er folkelige.

Partier på det yderste højre er højreekstremistiske, mens yderligtgående venstrefløjspartier bare er venstreorienterede.

Hvis man skal tage et eksempel for vores egen andedam, så er det slående at ingen har skrevet forarget om Enhedslisten og at dette parti ikke skulle være stuerent. På trods at at partiet er stiftet af yderligtgående socialistiske partier, som ønskede et blodigt og undertrykkende Sovjet herredømme, så har det aldrig været til diskussion.

Enhedslisten har stadig henvisninger til arbejdernes diktatur i deres partiprogram og højtstående medlemmer med fortid i venstreradikale tæskehold såsom AFA. Og reaktionen? Intet.
Esben Slot Sørensen

Af: Esben Slot Sørensen / mandag 6. september 2010

@ Mathias K.: Ja, lad os da endelig få diskussionen ned på det samme lødighedsniveau som Ekstra Bladet og lignende fora. Er man imod racisme og hadsk retorik så må man naturligvis være venstreorienteret. Dermed kan modstanderne trække en lige ideologisk linie til forhistoriske socialistiske regimer hvormed diskussionen effektivt er afsporet.

Af: Mathias K. / mandag 6. september 2010

@Esben Slot Sørensen

Lille ven, jeg er sikker på at hvis du prøver igen, så er du i stand til både at læse OG forstå.

Men du skal være velkommen til at opbygge en nogenlunde troværdig argumentation for at den normative forargelse er lige massiv for såvel det yderste venstre og højre.



Orla Vigsø

Af: Orla Vigsø / mandag 6. september 2010

I Sverige har man faktisk også en debat om Vänsterpartiets ideologiske arv. Partiet er ikke særlig tydelig i formuleringerne, når man beder dem om en klar holdning til det gamle Sovjetstyres overgreb. Og det har så givet en debat om, hvor meget arv man faktisk skal stå til regnskab for som politisk parti.
Men jeg holder med Henrik: der er personer i Sverigedemokraterne, som har problemer med deres egen fortid og partiet har det svært med sine rødder. Men bemærk venligst, at jeg aldrig har sagt at de var racister; jeg har kaldt dem ekstremister og det bygger på partiets officielle kommunikation - den er både populistisk og ekstremistisk. Jeg påstår heller ikke at deres vælgere er hverken racister eller ekstremister. Men man må jo indrømme, at når et parti laver en valgfilm med det udtalte mål at udløse censur, og man selv anmelder sin egen film for at bryde mod racismeparagrafferne, så er man ude i en meget ekstrem og suspekt form for strategisk politisk kommunikation, hvor målet meget klart er at få sig selv til at fremstå som undertrykte og forfulgte. Og det samtidig med at man kaster smuds på en specifik gruppe.
Esben Slot Sørensen

Af: Esben Slot Sørensen / mandag 6. september 2010

Som debattører og bidragydere på et kommunikationsforum burde ekstreme budskaber ikke være os ukendte. Under- og overdrivelse er klassiske redskaber i mangt en marketeers værktøjskasse. Vi ser jævnligt ombudsmanden dømme virksomheder til ikke at nedtone usunde effekter, ikke overdrive et produkts miljøvenlighed osv. Hvad der i erhvervslivet anses som overordentlig dårlig markedsføringsskik giver imidlertid ikke anledning til rysten på hånden, når politiske partier udøver sin produktforherligelse.

Tænk, hvis politiske partier var underlagt Markedsføringsloven, der bl.a. foreskriver:

§3, Stk. 2. Markedsføring som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er vildledende, aggressiv eller udsætter forbrugerne eller erhvervsdrivende for en utilbørlig påvirkning, og som er egnet til mærkbart at forvride disses økonomiske adfærd, er ikke tilladt.

Endnu mere interessant bliver det i samme paragraf, Stk. 3. "Rigtigheden af angivelser om faktiske forhold skal kunne dokumenteres."

Der er imidlertid ingen forbrugerstyrelse, ombudsmand eller anden instans til at regulere og håndhæve et minimum af sandhed, endsige anstændighed i den politiske kommunikation. Man kan hævde, at et ihærdigt pressekorps med sin historiske selvopfattelse som vagthund bakket op af et vidtforgrenet autonomt netværk af bloggere på sin vis fungerer som moralens selvbestaltede vogtere. Problemet er blot, at med mindre postulaterne i den politiske kommunikation er så rabiate, at de direkte forbryder sig mod Straffelovens §266 b, populært kaldet racismeparagraffen eller diskriminationsparagraffen, så er der ikke nogen instans, der kan dømme dem til at rette ind.

Det kunne være interessant, at følge politisk kommunikation underlagt et regelsæt svarende til Markedsføringsloven.
Hvis du vil deltage i debatten skal du have en profil. Du kan oprette en profil på kforum her. Det tager få minutter.