Den svenske valgkamp er gået amok. Det højre-ekstremistiske parti Sverigedemokraterna bliver ignoreret af medierne og de øvrige partier. Det har fået partiet til at hyle endnu mere skingert med en hadsk valgreklame – som så bliver censureret bort af tv. Sverigedemokraternas strategi er klar: Man provokerer for at kunne fremstå som forfulgt. Og det ser ud til, at strategien virker, for partiet står til at komme i Riksdagen for første gang. Censuren synes at have båret uønsket frugt.
Med det kristne kors' manende magt skal snyltende muslimske indvandrere fordrives, så de ærke-svenske får kan få lov til at græsse i fred. Det religiøse element i valgpropagandaen er tydeligt, det samme er forestillingen om et oprindeligt, uberørt Sverige
Sverigedemokraterna ligger lige nu til omkring fem procent af stemmerne ved det forestående svenske "folketingsvalg", og der er altså stor mulighed for, at Riksdagen efter den 19. september rummer et erklæret indvandrerfjendtligt parti.
Had er partiets platform
Sverigedemokraterna er et parti, som helst vil have folk til at glemme, at dets rødder ligger i en rent racistisk gruppe med navnet "Bevar Sverige svensk". Kun få af partiets støtter er i dag egentlige racister. Men det er svært for partiet at skjule, at det ikke har meget andet at tilbyde end netop det indvandrerfjendtlige. Sverigedemokraterna har haft store problemer med at få hverdagspolitikken til at fungere i de kommuner, hvor de er repræsenteret i rådene. Derfor kører partiet hårdt frem med indvandrerhadsk propaganda, så snart det kan skabe sig en plads i medierne at udtale sig fra.
Den svenske debat bølger: Skal man tie Sverigedemokraterna ihjel, undgå at skrive om dem, nægte at gå i debat, ignorere dem og håbe på, at de sygner hen? Eller skal man "tage debatten", afsløre dem som racister med tynd demokratisk fernis og på den måde gøre det umuligt for partiet at vinde stemmer?
Alle etablerede partier tager afstand fra Sverigedemokraterna og har allerede meldt ud, at de ikke vil samarbejde med partiet, hvis det skulle komme ind i Riksdagen. Så linjen er sådan set klar.
Profilering som forfulgte uskyldigheder
Men det er nu, det bliver lidt problematisk, for tilsyneladende har Sverigedemokraterna kunnet høste fremgange netop takket være den massive modstand fra andre partier. Man fremstår som mobningsoffer. Man fremstiller sig selv som "de almindelige svenskeres stemme", som den uforfærdede sandhedssiger, der er ubekvem for de etablerede partier. De andre vil få os til at lukke munden med udemokratiske eller blot usportslige metoder, men det skal de ikke lykkes med!
Set i det lys bliver Sverigedemokraternas nye reklamespot til tv et ret kynisk eksempel på strategisk kommunikation. Da der blev åbnet for politiske tv-spots for et par år siden, kom også debatten om, hvorvidt man ville åbne for Sverigedemokraternas eventuelle film. Det vil sige, at der i et par år har været meget, som har talt for, at partiet ikke ville få lov til at købe sig tid i de kommercielle kanaler. Sverigedemokraternas svar har været at lave en film, som bevidst provokerer og åbner for politianmeldelse for "hetz mod folkegruppe".
Skal folkepensionerne stoppes, eller skal indvandrerne stoppes – vælg selv. Valgvideoen, som svensk tv ikke vil vise, spredes nu viralt med voksende hast. Bemærk, hvorledes videoens scene er sat, så den ligner et game show i tv. Vælgerne er klædt ud som klicheer og kastet ind i et ondsindet sort-hvidt nulsumsspil, hvor forhandling og kompromis er udelukket, og ingen anden vej end aggressionens synes mulig
Politisk er filmen plat og anvender kendte påstande: Pengene fosser ud af statskassen, politik er et spørgsmål om at prioritere, vælger man at give penge til én ting, er der en anden, som ikke kan få. Illustrationen af de offentlige finansers bortødslen er også set før, nemlig regnemaskinen som bare tæller op og op.
Politik fremstilles som krig
Men når filmen vækker så meget afsky, som den har gjort, skyldes det dels at prioriteringen reduceres til et valg mellem at bruge pengene på indvandrere eller på pensionister. Man behøver ikke have læst økonomi for at kunne se, at det ikke går at betragte statens udgifter på denne måde; der er aldrig tale om at penge enten går til det ene eller det andet. Og selv hvis det skulle være sådan, så er det ingenting som knytter pensionister og indvandrere sammen – det kunne lige så godt være motorvejsudvidelser og indvandrere. Det er ren populisme.
Filmen vækker også afsky på grund af sit suggestive billedsprog. Den ensomme, svage, langsomme pensionist kæmper for at komme frem først, men hun kæmper en ulige kamp mod horden af burkaklædte, løbende indvandrere. Pensionisten er personliggjort, man ser hendes bange og furede ansigt, mens indvandrerne er ansigtsløse, en masse, uden respekt for den gamle kvindes behov. Hun kæmper sig frem med sin rollator, de løber af sted med deres barnevogne. Og det de kæmper om at nå frem til, er to nødbremser, som om det ikke længere handler om samfundsmæssige prioriteringer, men om to gruppers direkte konfrontation med hinanden. Det er en krig derude, venner: pensionister mod indvandrere, og den 19. september kan du være med til at afgøre, hvem der vinder den kamp.
Retorikken er klar, men forplumret på samme tid. Sverigedemokraterna forudsætter årsagssammenhænge, som ikke findes, og gør den prioritering, man selv har beskrevet, til en egoistisk kamp i stedet for en politisk afvejning.
Modstanden mod Sverigedemokraterna (SD) florerer ikke mindst i de sociale medier. Facebookgruppen ”Sverigedemokraterna i riksdagen –Nej tack” tæller nu mere end 325.000 personer. Og bloggere rundt om på nettet lægger mod-billeder på deres indlæg. Sverigedemokraterna, der er symboliseret med partiets bomærke-blomst i det svenske flags farver, fremstilles for eksempel som affald eller er personficeret som en laverestående race
Provokation som strategi
Hvorfor laver Sverigedemokraterna en så grov video?
For at provokere og for at få tv-stationerne til at sige nej til den og dermed lade Sverigedemokraterna fremstå endnu tydeligere som forfulgte. Og debatten, som straks blussede op, viste, at det var rigtig tænkt. Partiet har fået så meget gratis omtale på sagen, at det sådan set er ligegyldigt, om filmen bliver vist eller ej. Partiet har selv til og med anmeldt filmen til Justitiekansleren for at få en udtalelse om dens racistiske indhold, og man har annonceret, at en ny film er på vej.
Valgresultatet afhænger af opmærksomhed, ikke budskaber
Svækkes mediernes fokus på Sverigedemokraterna de næste par uger, kommer partiet næppe over spærregrænsen. Men Sverigedemokraterna har vist sig i stand til at selv skabe medieinteressen, og vi har næppe set de sidste provokationer fra partiet i denne valgkamp.
Kommer partiet ind i Riksdagen, bliver det interessant at følge, hvordan dets kommunikationsstrategi påvirkes. Det er svært hele tiden at provokere, når man er kommet ind og tvinges til at være med til at tage beslutninger. Og lige så interessant bliver det i så fald at se, om de etablerede partier fortsat vil boykotte et parti, som på demokratisk vis er kommet ind i landets lovgivende forsamling.