Christoffer Guldbrandsen
Politikeren i kulissenGuldbrandsens særkende som instruktør begynder ved hans talent for at skabe sig adgang til en ellers velbevogtet politisk scene og evnen til ugenert at smække et kamera i ansigtet på politikerne og blive der. Som instruktør af en længere række af politiske portrætter og kritisk-undersøgende tv- og filmdokumentarer indskriver Guldbrandsen sig i traditionen for personlige og debatskabende dokumentarer, som DR har haft tradition for at producere siden 1970’erne. Men det er særligt i den politiske back-stage, at han viser en udpræget sans for at skære ind til essensen af filmenes hovedpersoner og de mellemmenneskelige relationer, så personerne fremstår som skarptskårne karakterer i en dramaturgi, der opbygger spændingen og udløser latter og hovedrysten over den virkelighed, der finder sted. Evnen til at være til stede med kameraet og med enkle virkemidler sætte skarpt på de banale, undseelige handlinger, der afslører menneskets essentielle karaktertræk og følelser i en højspændt situation, er Guldbrandsens signatur som dokumentarfilmsinstruktør. Guldbrandsen sniger sig og inviteres som ingen anden ind på den politiske scene, hvorfra han henter stoffet til sine dokumentariske politiske dramaer, der er kendetegnet ved en ekspressiv realisme i opbygning, form og indhold. Med underspillede, effektfulde virkemidler lader han magtens karakterer og dramaerne i kulisserne folde sig ud.
Underspillet tragedie i Farum: Exit Brixtofte (2002)Da Guldbrandsen tilbage i 2002 tilbringer et par måneder sammen med den afgående borgmester Peter Brixtofte, befinder stemningen sig på et noget mere stilfærdigt plan end løjerne hos Ny Alliance i Dagbog fra midten.
Portrætfilmen om Farums lykkelige søn, der skildres i Guldbrandsens Exit Brixtofte fra 2002, introducerer den trængte borgmester ved indiskrete nærbilleder af hans solblussende, rødmossede kinder med fremstående porer i huden, som vidner om de nydelser og ikke mindst prøvelser gennem årene, som har sat sine spor. Her er en mand, der ser ud til at have ligget i rødvinsmarinade lidt for længe.
Med sænket blik taler han til pressefolkene. Ansigtet i nærbilleder afslører en anspændthed bag den tilkæmpede ro, og stemmen insisterer på den veloplagte tone. Borgmester i Farum Peter Brixtofte er lige landet fra Lanzarote, hvor han mødes af politiet på landingsbanen og nu er i færd med at slukke brande i lufthavnen: Dagbladet BT har skrevet artikler, der anklager ham for uden om byrådet at have optaget gevaldige lån på op til en kvart milliard kroner. Billederne af manden i lufthavnen suppleres af melankolske moltoner fra et klaver, og Brixtofte bedyrer sin uskyld over for pressen og betoner sit langvarige engagement i partiet Venstre. Exit Brixtofte handler om politisk fantasteri, overmåde selvtillid og det langsomt erkendte nederlag, når Brixtofte i forsøget på at opnå den sædvanlige sikre betoning af sine ord hævder, at ”jeg er hundrede… nej, halvfems procent sikker på, at jeg vinder”.
Med musikken, der indikerer det forestående drama og med nærbillederne af Brixtofte, der banalt tørrer sveden af panden og gentagende understreger, at ”når bare jeg får solgt et par arealer, så skal tingene nok gå”, får Guldbrandsen optegnet konturerne af den store mand, der modvilligt tvinges til at se sin virkelighed i øjnene.
Guldbrandsens dokumentariske stil – Fogh bag facaden (2005)Som udgangspunkt er Guldbrandsens dokumentarfilm inspireret af den observerende dokumentarisme i den amerikanske direct cinema-bevægelse, som udelukkende betragtede begivenhederne som en flue på væggen. Men – som han selv siger i et nyligt interview med filmmagasinet Ekko – det er filmens historie, der kalder den pågældende form frem. Lejlighedsvis ledsager han billederne af en forklarende speak, der ligesom tv-klip fra tidligere nyhedsudsendelser rammesætter de begivenheder, som Guldbrandsen følger med sit kamera.
Men Guldbrandsen holder sig ikke tilbage for at understrege dramatikken i optagelserne: I Fogh bag facaden fra 2005 illustreres det allerede i indledningen, hvordan Guldbrandsen her lægger sig op ad fiktionens narrative strukturer og benytter den dramatiske opbygning af plottet sammen med musik og dynamisk klipning til at skabe en stemning i en politisk dokumentarisk fortælling, der læner sig op ad den klassiske Hollywood-stil: ”Fogh er på sin karrieres vigtigste opgave”, messer Guldbrandsen dybt fra filmens lydside: ”Han har 50 dages til at forene Øst- og Vesteuropa.” Så er stilen lagt, time-locken sat og hovedpersonens projekt præsenteret. Fogh skal redde ikke bare verden, men også sin karriere. Som en Europa-politikkens Bruce Willis har han 50 dage til at komme med kvikke bemærkninger og lykkes med udvidelsen af EU. Guldbrandsen forstår at formidle dramaet bag tørre politiske traktater og forslag og balancerer videreformidlingen af en tilstræbt objektiv sandhed med den dramatiske iscenesættelse.
Kynisk komedie: Dagbog fra midten (2009) og Kampen om Staden (2005)Det særlige for Guldbrandsen er blikket for dramaet, men han kender også bullshit, når han ser det. I Dagbog fra midten får Guldbrandsen på sviende komisk vis illustreret, hvor langt ude sagerne står til i Ny Alliance, når han viser den rav-jyske købmands opsang til partiet: Købmanden lider af den vildfarelse, at hvis han bare taler med tilpas solid dialekt – og inkluderer engelske catch-frases, så forvandles hans udsagn til visdomsord. Men det gør de ikke. Pinlighederne strækker sig ud i den lange scene, hvor partimedlemmerne opfordres til at tænke over deres påklædning, for det er nemlig vigtigt… Ved at medtage denne sekvens viser Guldbrandsen den humoristiske karakter af desperationen i Ny Alliance.
Politiken.dk Foto: THOMAS BORBERG
I Kampen om Staden (2005) viser Guldbrandsen en tilsvarende evne til at punktere opblæstheden, når en situation er komisk og ude af proportioner. Filmen leverer en karakteristik af politi og christianitter og tager udgangspunkt i regeringens ønske og forslag om en normalisering af Fristaden. I krydsklippede sekvenser viser Guldbrandsen, hvordan hver gruppe forbereder sig til clashet omkring rydningen af Pusherstreet: Politifolkene gejler sig op ved hjælp af synthesizer-fanfarer og kigger på optagelser af tidligere demonstrationer. Forberedelserne på den anden side af hegnet går mere traditionelt fredselskende til værks: De aldrende christianitter har skrevet endnu en kampsang, som lyder, som de altid har gjort – som noget, der kunne være skrevet i 1970’erne. ”En ørehænger”, som en bemærker. Det er dem – i sweater og skæg til gulvhøjde, politiet kampberedt øver sig så ihærdigt i at overvinde.
Politik som persondyrkelse: Lykketoft finale (2005) og De første (2001)Guldbrandsens portrætfilm karakteriserer den mediebårne, danske politiske virkelighed på godt og ondt: Fordi filmene centrerer sig om magtens karakterer som vindere eller tabere, er det dramaet omkring politikeren som person – som magtmenneske, politisk leder og retoriker, Guldbrandsen er interesseret i, mere end det politiske indhold som ideologi og mærkesager.
I Lykketoft finale fra 2005 portrætteres politikeren netop som idealist og magtmenneske med fremragende begavelse, men som ikke evner at være folkekær. Tilsvarende i Guldbrandsens De første, der følger Kamal Qureshis og Naser Khaders valgkamp til Folketinget i 2001. Her fokuserer filmen på deres indbyrdes kamp om titlen som Mr. Integration og karakteriserer deres sans for det politiske spil. Qureshi er den klynkende nybegynder, der klager over journalisternes telefonopringninger og Khader den garvede, der ærgrer sig, når Qureshi får tv-tid. Filmen beskriver politik som et retorisk spil med ufine kneb, men beskæftiger sig ikke med deres indbyrdes partiers ideologiske forskelle.
Filmene vidner om en politisk, medieret virkelighed, hvor rækken af retoriske rådgivere, kommunikerende spin-doktorer og jyske forretningsmænd bliver længere og længere i forsøget på at forankre det politiske budskab og personliggøre det politiske i kroppen og i munden på manden, der taler. Den politiker, der performer bedst, vinder folkets gunst.
Nabokrig eller Ny Alliance På den måde afspejler Guldbrandsens politiske portrætter samfundets generelle tendens til celebrity-dyrkelse af offentlige personligheder. Kritiske røster vil hævde, at Guldbrandsens Ny Alliance-portræt i Dagbog fra midten (2009) har mere med tv-programmet Nabokrig end med politisk indhold at gøre.
Ikke desto mindre har Guldbrandsen seertallene på sin side med over 600.000, som fulgte Khaders og Samuelsens kuldsejlede partiprojekt. Her står det klart, at Guldbrandsens dramatiske personfikserede politiske dokumentarer får skabt en interesse for den politiske virkelighed, knyttet til politikeren som person i en tid, hvor partiernes paroler er sammenflydende og den politiske interesse for de grundlæggende ideologier er jævnt dalende.
Med Dagbog fra midten som seneste eksempel er det tydeligt, at politikerportrætter, der beskæftiger sig med afsløringen af spin, magtudredninger og de personlige interesser, som infiltrerer en politisk proces, er nøgleord til forståelse af Guldbrandsen som dokumentarinstruktør. Men også den klassiske kritisk-undersøgende journalistisk er Guldbrandsens varemærke. I svendestykket Den hemmelige krig fra 2006 forlader Guldbrandsen det meget personlighedsnære og sætter Danmarks deltagelse i indsatsen i Afghanistan under skarp kritik i forhold til USA’s tilsidesættelse af Genève-konventionen i behandlingen af krigsfanger. Filmen høstede stor anerkendelse og megen kritik fra højrefløjen i dansk politik, men spørgsmålet er, hvor meget Guldbrandsen opnåede rent politisk. Filmen blev frifundet for uredelighed af en uvildig undersøgelse og kritikken af filmens argumentation fejet af banen, men rigsretssagen mod regeringen, som er et af filmens afgørende clues, fandtes der ikke belæg for at rejse.
Hvordan laver man en film om noget så tørt som en EU-proces om Lissabon-traktaten?Guldbrandsen søger fortsat dramaet i politiske spørgsmål i sin kommende internationale produktion, der med udgangspunkt i Lissabon-traktatens gennemførsel handler om kampen for og imod et politisk integreret Europa. Filmen har fået titlen Præsidenten, og Guldbrandsen siger selv om den: "Der er tale om et spil, hvor kynisme og idealisme skal forenes. Det er dette magtspil, som er filmens omdrejningspunkt. Indblikket og forståelsen af den fælles europæiske magts væsen og en politisk kultur, der har rødder hundreder af år tilbage, og som både rummer dramatik, intriger, forfængelighed og grådighed."
I Guldbrandsens blik rummer en EU-traktat potentialet til at være lige så grusom og blodig som en islandsk saga. Ingen tvivl om, at Guldbrandsens brændende interesse for at afsløre det politiske i alle dets facetter fra retorik, manipulation, kongemord og spin også i den kommende produktion leveres i en filmisk stil, der ikke står tilbage for rendyrkede fiktionsfilm i spændingskurver, plot-udfoldelse og brug af de øvrige filmiske virkemidler som musik og billedbehandling. Det er dét, som Guldbrandsen elegant orkestrerer i sine øvrige dokumentarfilm, fordi filmene sobert balancerer karakterernes indbyrdes drama i fortællingens samlede fremstilling af et sagsforløb. Med dokumentarfilm centreret om den politiske virkelighed i Danmark lykkes det Guldbrandsen at se dramaets potentiale og udfolde det i en medrivende fortælling om politikkens dunkle aspekter og varsomt dosere de filmiske virkemidler, som mediet i sig selv stiller til rådighed. Med afvejningen af de narrative filmiske elementer over for indholdet skaber filmene politisk interesse og debat som dagsordensættende dokumentarer.