Videoklip i pendulfart

Instagram giver med appen Hyperlapse Instagramsamfundet mulighed for at fange dyrebare øjeblikke og udtrykke kreativitet gennem små videoklip, der afspilles i pendulfart. Appens stabiliseringsfaktor reducerer rystelser, og din video fremstår derfor nærmest professionel.
Instagrams nye timelapse-værktøj Hyperlapse kan gøre dine videoklip meget sjovere. 
 
Mit Instagram
Jeg anvender Instagram som en del af mit erhverv. Mange tænker ikke over det potentiale, der er i et medie som dette. Instagram passer godt til min hverdag som erhvervsdrivende, da jeg kan få respons for det, jeg smider ud, med det samme. Intet filter, ingen støj og vigtigst af alt ingen konkurrerende firmaer med reklamer, der forstyrrer. Kunne man ønske sig mere? 
 
Jeg har på min korte tid som instagrammer fået en del personer, som følger mit arbejde med billeder. Mange af dem er kommet på grund af mit fornylige samarbejde med Instagram, hvor jeg er blevet en del at Instagram-teamet. Således blev jeg den allerførste i Europa, der fik betaversionen af ’Hyperlapse’ og fik lov til at teste appen.
 
Hvad er Hyperlapse?
Hyperlapse er en teknik, hvor en video bliver optaget med lavere frame-rate end normalt og derefter afspilles på en standardframe-rate. Derfor gøres enhver bevægelse, der normalt tager lang tid (eksempelvis trafikken), til en bevægelse, der sker på få sekunder.
 
Hyperlapse giver flere muligheder
For bare et år siden var det noget så bøvlet at lave en timelapse-video. Man skulle både regne ud, hvor mange billeder man skulle tage i forhold til den færdige videos tidsramme, og hvor lang tid man skulle skyde billeder for at få den ønskede effekt. Det var altså noget af et regnestykke!
 
Men med en mobil i hånden og Hyperlapse-appen er det ikke længere noget problem. 
 
 
 
Sådan bruger du Hyperlapse
 
1. Dowload
Download Hyperlapse fra Apples App Store. Det koster ikke noget og kræver iOS 7 eller nyere. Hyperlapse virker med iPhone, iPad og iPod Touch.
 
Download Hyperlapse i App Store for at komme i gang. 
 
2. Tag appen i brug
Åbn Hyperlapse-appen. Du bliver nu præsenteret for nogle fine eksempler på Hyperlapse-videoer, hvorefter appen beder om tilladelse til at få adgang til dit kamera og din mikrofon. Det skal du bare sige god for.
 
3. Optag din video
Tryk på den hvide knap for at begynde en optagelse. For at stoppe optagelsen skal du trykke på den hvide knap igen. Til venstre kan du se filmens varighed, og til højre viser appen, hvor lang tid filmen kommer til at vare, efter appen gør sit arbejde. Jeg plejer at filme halvandet eller tre minutter, da dette giver en færdig video, som er lige til at smide ind på Instagram, da den er inden for deres 15 sekunders tidsramme.
 
Tryk på den hvide knap, og fang præcis dén bevægelse, som du ønsker. 
 
4. Rediger din video
Når du er færdig med at optage en video, kan du redigere den. Du kan justere hastigheden på videoen, der spænder fra 1x til 12x. Som standard er hastigheden 6x. Husk, at en højere hastighed vil forkorte din video, og en lavere hastighed gør det modsatte.
 
Du kan så let som ingenting redigere hastigheden på din video. 
 
5. Se din video
Du kan nu se din video uden stabilisering. Du kan ikke gemme eller dele denne forhåndsvisning, men blot beundre din lille video. 
 
6. Gem og del din video
Når du er færdig med at beundre videoen, kan du trykke på preview-skærmen og dernæst gemme videoen på din telefon. Efter du har gemt videoen, giver appen dig mulighed for at dele videoen på Instagram eller Facebook. Hvis du ikke ønsker at gemme eller dele din video med det samme, skal du trykke på det røde ’X’ i preview. Du vil så få mulighed for at redigere videoen senere eller slette videoen helt. Så kan du jo altid lave en ny. 
 
Her ses en færdig video fra Kforum – nu i Hyperlapse-form. 
 
Jeg har nu testet appen i et par uger, og jeg synes, den fungerer fremragende. Med stabiliseringsfunktionen behøver man ikke bekymre sig om rystede videoer, og man slipper for at have stativet med på farten. Desuden er appen let at gå til, og jeg vil mene, at alle kan lære at benytte den. Hyperlapse passer perfekt ind i Instagramverdenen, hvor brugerne deler daglige snapshots af deres liv – nu også som små videoklip. Det eneste minus ved appen er, at billedkvaliteten ikke er så god, hvorfor videoerne kun kan bruges til Instagram – men mon ikke også det er formålet?
 
Se nogle gode eksempler på brug af Hyperlapse herunder:
 
 
 
 
 
 
Find flere eksempler på Hyperlapse-videoer her.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også