Det lækre cool-folk på festival. Langt langt ude i virkeligheden skimtes Orange Scene
Jeg var fyldt 38, inden jeg besøgte Roskildefestivalen første gang. Det hænger sammen med, at jeg ikke har det særlig godt med menneskemylder. En følelse af kvælning ulmer altid, når jeg går på udsalg, til landskamp eller store koncerter.
Men i 1998 skulle det være. Jeg havde fået en freelanceopgave for Politiken, sammen med Lotte Thorsen. Om torsdagen, på festivalens første dag, skulle vi derfor mødes i en pavillon, hvis beliggenhed var nærmere beskrevet i det materiale, der fulgte med mit festival-armbånd, og aftale slagets gang. I god tid parkerede jeg min bil foran indgangsporten, viste mit armbånd til en af kontrollørerne og kom ind på et område med boder og cafeer. ”Meget behageligt,” tænkte jeg, for vejret var også godt. Efter nogen tids leden fandt jeg pavillonen, hvor Lotte og de øvrige Politiken-medarbejdere holdt til. Der var et leben, så vi gik og fandt i stedet en restaurant, hvor tjeneren forsikrede os, det var i orden, vi bare tog et glas hvidvin. Derpå gik vi i gang med at planlægge den søndagshistorie, vi havde fået lovet en sektionsforside til.
Da vi var færdige med planlægningen, så vi i programmet, at en af de koncerter, vi gerne ville dække, skulle til at begynde. Derfor drog vi af sted, i retning mod Orange Scene. Mens jeg gik og snakkede med Lotte, tænkte jeg samtidig, at dette her var ikke så slemt. Rygterne om smat og trængsel var heldigvis overdrevne. Jeg kunne godt se mig selv som gæst på festivalen i fremtiden, også selv om jeg ikke skulle bidrage til en avis.
Velkommen i helvede
Men pludselig gik vi gennem nok en port, og der var helvede. Milliarder af skubbende, masende, usoignerede mennesker i alle aldre og enhver grad af opløsning vandrede planløst omkring, på kryds og tværs af hinanden. Jeg fattede intet. Det hele havde så rart. Og nu dette? Så opfattede Lotte min forvirring og sagde, at dette var festivalen. Det andet sted, vi havde været, var bare Mediebyen.
Siden har jeg været på Roskilde en del gange, og det er gået op for mig, at jeg uden at påskønne det havde nydt et privilegium, de fleste kun fabler om. At komme backstage, som det kaldes – selv om et adgangstegn til Mediebyen faktisk ikke giver adgang til at komme ind bag scenerne, hvor musikerne laver de sidste aftaler, inden de går på, og slapper af bagefter. Bag ved backstage er der altid mere backstage, ligesom der er flere loger bag ved logerne, når man er frimurer eller har Guldkort hos SAS.
Men lad mig, som en service til de mange Kforum-læsere, der aldrig kommer backstage, fortælle lidt om, hvordan det er.
Fællesskab vigtigere end musik
Frem for alt skal man forstå, at der ikke er noget rock ’n roll over Mediebyen. Overhovedet. Det hænger ikke mindst sammen med, at der ikke er noget rock ’n roll over de mennesker, der leder festivalen. Med undtagelse af bookerne, som der i det mindste er lidt rock ’n roll over, betragter resten af festivalens ledelse og de rådgivere, den benytter sig af, festivalen som en social begivenhed. Det afgørende, siger ledelsen på ethvert tidspunkt, hvor den har chancen, er fællesskabet på teltpladsen og i de forskellige zoner på selve festpladsen. At der er kant og et politisk budskab.
Det er ulideligt politisk korrekt, og ville være en katastrofe, hvis det havde indflydelse på musikken. Hvad det heldigvis ikke har: ”Al god kunst er politisk – al politisk kunst er dårlig”. Det ved de fleste af de kunstnere, der optræder på Roskilde, til alt held intuitivt, selv om det kun er de færreste, der kender til Harald Giersing.
Mennesker der er for lækre til at stå i kø
Hvad sker der så i Mediebyen? For det første fylder musikindustrien vældig meget. Alle de store pladeselskaber har en pavillon og benytter lejligheden til at smøre deres forretningsforbindelser med en tur på Roskilde. Det er der ikke meget rock ’n roll over. Så har organisationer som KODA og rockmuseet i Roskilde stande. Det er ved Gud heller ikke vildt og grænseoverskridende. Der er de rullende redaktioner fra de store aviser og Danmarks Radio og de hærskarer af medarbejdere, der som en forsmag på sommerferien får lov til at hænge ud i Mediebyen. Også meget fredeligt, om end det nok er fra disse cirkler, mange af de selvfede mennesker, man må trækkes med i Mediebyen, stammer. Det pænt store segment af mennesker, der simpelthen er for lækre til at stå i kø.
Så er der et ret stort segment af projektmagere, der har fået lov til at lave en eller anden installation på festivalområdet, eller kører forsøg med informationsteknologi. De er som regel meget søde, selv om kunstnertyperne har forvirrede ideer om politik og samfund, man kan blive nødt til at høre på. Endelig er der så det mest kiksede af alle de kiksede segmenter, man støder ind i: medarbejdere ved virksomheder, der af den ene eller anden grund har fået lov til at henlægge deres sommerfest til Mediebyen i Roskilde. Vi snakker sokker i sandaler her. Pengekatte. Lyse benklæder og sågar jakkesæt.
Jakkesæt på eksploderet toilet
Så kære du, der ikke har adgangstegn til Mediebyen: fortvivl ikke. Du er absolut ikke gået glip af noget. Med mindre du bare må være sammen med et mix af lige dele forretningsfolk, wannabees, græsrødder og turister. Rock ’n roll finder du på scenerne, og blandt de mest hengivne fans. Det er der, du skal slå dine folder, med mindre du ser dig selv som en del af et af de fællesskaber, jeg har beskrevet.
Hvordan skal man så tolke Mediebyen? Først og fremmest: som et eksklusivt brand midt i al den inklusion, festivalen roser sig selv for. Et dyrt mærke, du ikke kan komme i nærheden af, ligesom Jaguar eller Ferrari. På samme måde, som Jaguar og Ferrari er vigtigere for bilindustrien og dem, der ikke kører mærkerne, end de er for de få, lykkelige ejere, så er Mediebyen også meget vigtigere for dem, der ikke kan komme ind, og for myten om Roskilde, end den er for dem, der bare har den som arbejdsplads.
Er toiletterne så i det mindste ikke bedre? Nej. De eksploderer også i løbet af natten, så med mindre det gør en kæmpe forskel for dig, at det tis, du har på tæerne, er VIP-tis, skal det heller ikke få dig til at græde over, at dit armbånd har forkert farve. Hav en rigtig rock ’n roll-sommer.