”Identificer lige fem grønne, danske brands og sig et par kærlige ord om dem på Kforum”. Det burde være en overkommelig opgave i et land, hvor vi og vores virksomheder i egen selvopfattelse er grønnere end alpeoverdrevet i en Milka reklame.
Så umiddelbart ser det ud som en nem opgave, for der er jo både....., for slet ikke at tale om........ Nej, vel?
Men jeg er blank. Spørger lidt i Irmakøen, blandt kolleger og i familien og bliver bekræftet i, at de alle er næsten lige så uvidende som mig selv. Max Havelaar og Greenpeace dukker op, men bliver hurtigt nægtet Ø-mærket, fordi de ikke er pakket og kontrolleret i Danmark. I stedet kan vi i fællesskab mønstre Øllinggaard og Aarstiderne – begge så danske som æ, ø og å og sympatiske forsøg på at satse på både holdning, kvalitet, oplevelse og tryghed i forbindelse med fødevarer. Begreber, som i øvrigt burde være indlysende for enhver producent – og som tilfældigvis er basale ingredienser i skabelsen af et stærkt brand på det område.
Således tomhændet, hvad angår umiskendelige og bredt beundrede grønne, danske brands, dukker spørgsmålet op:
Hvem BURDE være de 5 grønneste danske brands?
På en sikker førsteplads det danske landbrug, naturligvis. I en bedre verden ville vi i 2008 kunne kigge tilbage på et landbrug, der i tide så, at forædling i ordets allerbedste og bredeste forstand var vejen frem. Offensiv naturforvaltning, forskning i beskyttelse af grundvandet og konstant forsvar for kvalitet og fornyelse inden for fødevareproduktion var nogle af nøgleordene, der sikrede landbruget en plads i forbrugernes hjerter.
Den danske vindmølleindustri burde ligge på en andenplads. Uden fingersnilde smedemestre i begyndelsen af halvfjerdserne, energikrise, gode tilskudsmuligheder og derfor investeringslystne bønder var det ikke gået. Kigger man tilbage på historikken, er der ikke megen glamour over det, men til gengæld masser af råstof til et stensikkert grønt brand med berettiget dansk stolthed.
Den danske modebranche burde være elsket som en succeshistorie, der kombinerer det at være Danmarks fjerdestørste eksportindustri med en soleklar holdning til miljø og bæredygtighed. Og det gælder holdning til alt fra råvareproduktion, pesticidrester, arbejdsmiljø og børnearbejde. Men vi har svært ved at tro på hensigterne.
Danske energiproducenter burde være et elsket brand. Hvis de altså aktivt begynder at forske i alternative energikilder og hudløst ærligt fortæller os, at vi stadig fyrer op under vores ekstremt høje energiforbrug med kul – og at de har i sinde at gøre noget ved det. Hvad holder dem egentlig tilbage?
DANSKERNE burde være det ultimative grønne brand. Hvem ved, måske beslutter vi os kollektivt for – lige inden klimakonferencen i 2009 – at lade være med at flyve til Thailand i tide og utide – bare fordi det er lidt småkoldt. Måske genfinder vi glæden ved begrebet ”sæsonens råvarer”. Måske tager vi os endelig sammen til at afstå fra at købe drikkevand, der er fløjet hertil fra Fiji.
Måske tager vi os sammen og fortæller landbruget, modebranchen, energiproducenterne og alle de andre, der pynter sig med smukke grønne ord, at vi synes, de spilder oplagte chancher for at blive et elsket brand.
Det kunne jo være, nogen ude i verden fik et godt øje til os.