Greenwashing Vattenfall?

Energigiganten Vattenfall har med deres ”forbrugere mod klimaforandringer” kampagne skabt noget så sjældent som en miljøbevægelse på nettet. Forbrugerne strømmer til og skriver glade under på, at de støtter Vattenfalls kamp for en grøn fremtid. Grønt hykleri, pseudopolitisk bevægelse og dobbeltspil, raser kritikerne. Et firma, som lever af at brænde kul af, kan ikke sælge sig selv som grøn, lyder dommen. Selv ser de kampagnen som et opråb til politikerne og forbrugerne. Alle har lov til at blive klogere med tiden. Hvad skal vi andre tænke? Greenwashing eller good green hopes? Det er spørgsmålet.


 


Mere end 150.000 europæere har indtil nu skrevet under på, at de er forbrugere mod klimaforandringer. Det hele er sat i værk af energiselskabet Vattenfall, der også lever af at brænde kul af. Selvmodsigende? Nej ikke ifølge dem selv. For miljøsynderen er blot klog af skade kommet på bedre tanker. Tanker, som hen ad vejen nok skal blive til virkelighed med lidt hjælp fra politikerne.

En grøn græsrodskampagne fra en multinational energiproducent
Midlet er en progressiv kampagne, der skal vække forbrugerne og politikerne til kamp for miljøet. En kampagne, der skal nedbryde skellet mellem de kulsorte producenter i energiindustrien som Vattenfall og de grønne græsrødder. I praksis sker det med en utraditionel græsrodskampagne for klimavenlig energi med Vattenfall i hovedrollen til millioner af kroner. I dette efterår toner den frem som tv-reklamer, på nettet og på gader og stræder i form af tusindvis af små bæredygtige orange plasticfigurer, som skal råbe politikerne og forbrugerne op.

De orange mænd er grønne mænd
Budskabet fra det statsejede svenske energiselskab er, at politikerne såvel som forbrugerne skal tilslutte sig et klimamanifest. Manifestet lyder: ”Vi skal have en global pris på CO2-udledning, vi skal i højere grad støtte klimavenlige teknologier, og vi skal stille klimakrav til produkter”. Alle, der skriver under på dette manifest, lægger sammen med Vattenfall pres på de europæiske politikere. For det er politikerne, der i sidste instans har magten til at handle på klimaforandringerne her og nu, er konklusionen fra Vattenfall. Og det lader Vattenfall politikerne vide ved symbolsk at placere en orange plasticfigur for hver politikerstemme, der kan blive grøn. Små politiske happenings i de byer, hvor verdens klimapolitiske spidser mødes. Se blot her:



Vattenfalls seneste event foregår for eksempel i den polske by Poznan, hvor FN i disse dage afholder klimakonference. Tidligere har de små orange mænd demonstreret i Stockholm og på Rådhuspladsen i København. Overalt i Europa tænder Vattenfall og deres græsrødder af mere end 150.000 underskrivere af klimamanifestet et lysegrønt håb for fremtiden. Hvis man spørger dem selv.  

Greenwashing Vattenfall
Helt så lysegrønt skinner håbet ikke alle steder. Vattenfalls kampagne har mødt hård kritik fra NGO’er, medier og klimaeksperter. Selskabet beskyldes for grønt hykleri. Greenwashing, kaldes det på engelsk, fordi de prøver at vaske firmaet Vattenfall grønt, selvom det er og bliver en af de helt store miljøsyndere, som leder uanede mængder af C02 ud. Ifølge kritikerne er Vattenfalls klimamanifest, orange plasticfigurer og aktivistiske events en stor afledningsmanøvre fra energiselskabets sande og kulsorte jeg. Pointen er, at samtidig med, at 150.000 plasticfigurer står i kulden uden for klimatopmøderne for at reklamere for klimavenlighed, sidder Vattenfall selv med ved forhandlingsbordet indenfor i varmen og lobbyer mod de klimavenlige tiltag.

Hvordan kan det så gå til? Sagen er, at samtidig med, at Vattenfall giver den som den store klimaaktivist, er de medlemmer af energiselskabernes interesseorganisationer Eurocoal og Eurelectric, hvor Vattenfalls CEO Lars G. Josefsson er formand. Disse to organisationer og ikke mindst deres formand kæmper med næb og kløer mod indførelsen af CO2-kvoter i EU. Hvad der virker paradoksalt, da de 150.000 plasticfigurer udenfor netop demonstrerer for en reduktion af CO2 frem for en kvoteordning. Et dobbeltspil og en dobbeltrolle, som kaster en sort skygge over de gode intentioner.

Absolut 100 % greenwashing
Klimatalsmand John Nordbo fra verdensnaturfonden WWF er på denne baggrund ikke bleg for at betegne Vattenfalls kampagne som greenwashing af værste skuffe. Ganske enkelt fordi Vattenfalls klimamanifest skjuler, hvordan Vattenfall vælger den lette løsning, når den rigtige løsning er for dyr. Et klassisk tegn på greenwashing. For eksempel ved de mange hundrede tusinde, som skriver under på klimamanifestet ifølge Jens Nordbo ikke, at Vattenfalls støtte til klimavenlige teknologier baserer sig på CO2-lagring, som er at pumpe CO2 ned i undergrunden, frem for investeringer i de langt bedre CO2-neutrale energiformer som sol-, vind- og vandkraft. Vattenfall vælger en smutvej til en grønt image, men sælger sig på, at de går hele vejen.

Det er falsk varebetegnelse, når man går ud med så store armbevægelser, som Vattenfall gør. Med klimamanisfestet dækker Vattenfall ifølge Jens Nordbo over deres sande jeg. Jens Nordbo forklarer: ”Vattenfall siger i kampagnen et, men gør i praksis noget andet. De siger, at de vil have en global pris på CO2, men prøver selv gennem Eurocoal at få bremset en EU-pris på CO2, som er afgørende for at få vedtaget en global pris”, siger Jens Nordbo. Han hilser grønne initiativer fra energiindustrien velkommen, men i Vattenfalls tilfælde holder den ikke. ”Det er prisværdigt, og det er spændende, at Vattenfall deltager. Men de kunne starte med at få orden i eget hus og så derfra kommunikere, at de gør noget godt for klimaet. Det, vi ser nu, når kvalmegrænsen”, udtaler Jens Nordbo.

NGO’er mod energiselskaber æv bæv bu  

Vattenfall hilser kritikken velkommen. Kritik er dialog, og dialog er målet med kampagnen. Kommunikationschef Marianne Reedtz Sparrevohn forklarer. Vattenfalls kampagne vil netop tage aktiv del i dialogen mellem virksomheder, politikere og borgere. Hun føler sig dog i denne omgang misforstået af græsrødderne, som hun normalt har en god dialog med. Hun mener, de hænger fast i en tankegang om ”NGO’er mod energiselskaber”, hvor energiselskabet for hver en pris skal hænges ud som miljøsvin, når virkeligheden er mere kompliceret og alle vil finde en løsning. ”Der er desværre en ret traditionel holdning blandt vores kritikere. Nemlig, at hvis du bruger kul, kan du ikke være klimavenlig. Vi lægger ikke skjul på, at vi bruger kul. Vi er en stor CO2-udleder i Europa, så vi bliver ikke med ét grønne af det her, men vi vil gerne deltage i debatten og vise initiativ”, siger Marianne Reedtz Sparrevohn.  

Vattenfall vil i dialog
Vattenfall svarer også gerne på kritikken fra WFF om, at deres kampagne er en stor gang greenwashing, fordi de spiller dobbeltspil med deres Euroelectric lobbyisme. Her svarer kommunikationschefen, at selvom Vattenfall er medlem af brancheorganisationen Euroelectric, har de ikke vetoret til at gennemføre klimavenlige initiativer. De prøver blot at påvirke, så godt de kan. Og at Vattenfall og Euroelectric arbejder mod CO2-kvoter, som WFF siger, passer ikke. ”Jeg ved ikke, hvad WFF tror, de har fanget. Vi arbejder ikke mod CO2-kvoter. Euroelectric er en organisation, der repræsenterer mange energiselskaber i Europa, hvor der er forskellige interesser, men her prøver vi også at sætte en klimavenlig dagsorden. WWF har enten ikke læst på stoffet, eller også har jeg misforstået, hvad de siger”, siger Marianne Reedtz Sparrevohn. Dermed afviser hun, at WWF har en sag, og beder samtidig om forståelse for, at den klimavenlige dagsorden i energiindustrien ikke sættes på en dag. Det kræver tid, dialog og initiativ, som også er kampagnens mantra. Vattenfalls små orange plasticfigurer skal vise politikerne, at der skal gøres noget. Men har plasticfigurerne nogen effekt? Marianne forklarer: ”Jeg tror på, at det betyder noget, at man kan stå sammen med så mange borgere bag sig. Vi er enige med 150.000 mennesker i, at vi skal gøre noget aktivt for klimaet. Det plejer at betyde noget, når man kommer med underskrifter til politikere”, siger Marianne Reedtz Sparrevohn og håber, at Vattenfall kan være med til at råbe politikerne op.

Slaptivisme er ikke aktivisme
Helt så nemt behøver det dog ikke at gå. For med de 150.000 underskrifter har Vattenfall benyttet en af tidens mest populære aktivistredskaber. Der findes snart en underskriftindsamling mod både dette eller hint på nettet. Her fødes hver dag nye underskriftgrupper mod krig, mod klimaforandringerne, mod Bush, mod årets Robinsonvinder. Kort sagt: mod alt, hvad er rører sig af populære emner. Her får internetbrugerne afløb for deres frustrationer eller begejstring over personer og sager, de elsker eller hader, med et dovent klik, som ikke rigtig betyder noget. Slaptivisme bliver det kaldt, fordi det er et udtryk for, at folk i virkeligheden ikke gider gøre noget. Bag det hele gemmer sig en slaphed, hvor dem, som klikker, aldrig kommer op fra computerskærmen. Kritikken er, at et let klik med musen ikke er sand og dyb politisk dialog og involvering. Det er blot ligegyldigt. En kritik, der også kan rettes mod de 150.000 underskrifter og kampagnen som sådan.       

Slaptivisme er aktivisme
Sådan ser de det ikke hos Vattenfall. Ambitionen er, at slaptivisme udskiftes med aktivisme. Det skal de 150.000 orange plasticfigurer nok sørge for, er det optimistiske håb. Kritikerne ser en kunstig og forfalsket græsrodsorganisation, hvor der ikke gemmer sig meget bag de orange plastikfigurer og smarte internetløsninger. Astroturfing er skældsordet for den slags kiksede forsøg på at lege politisk NGO, når man er og bliver en multinational energiproducent. Hvor underskrifterne skal give legitimitet til manifestet, men bag dem gemmer sig ikke nogen mennesker, der for alvor vil stille op og tage del i det politiske arbejde for et bedre klima, og slet ikke Vattenfall, når det kommer til stykket.
 
Kul i og på klimadebatten?   

Så sortsynet er Marianne Sparrevohn fra Vattenfall naturligvis ikke. For selvom om der har været kritik, vil Vattenfall fortsætte, og de vil fortsætte med at stille de orange  plasticfigurer op, hvor de europæiske politikere mødes. Alt i alt vurderer firmaet derfor også, at Vattenfall vil komme styrket ud af den turbulens, som kritikerne har skabt. Hun håber på, at Vattenfalls budskab på sigt vil møde større forståelse: ”De seneste ugers kritik har været turbulente, men det har samtidig givet os en sted, hvorfra vi kan tale. Og vi håber, at folk fremover vil forstå, at vi mener klimavenligheden alvorligt og at Vattenfall er en god dialogpartner. Vi vil lytte til folk og prøver at finde løsninger”. Løsninger, som i Vattenfalls tilfælde er kul, kommunikation og konkrete investeringer i klimaløsninger i tiden frem. Om det er for lidt eller nok til at være grøn, er spørgsmålet. Et svært dilemma. Hvem vil ikke skrive under på det et sted på nettet?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job