Gratisaviserne – bedre end deres rygte

Gratisaviserne har siden deres indtog i det danske pressesystem i 2001 været en udskældt forsamling, som hverken meningsdannere, medier eller åndselite har holdt af, men som befolkningen i vid udstrækning har taget til sig. Gratisaviserne er således blandt landets mest læste aviser og har været det stabilt gennem en årrække, selvom de (med daværende nyhedschef i DR Lisbeth Knudsens ord) blot er "dagbladenes discount- og genbrugsbutik for en sand haglbyge af udvalgte Ritzau-telegrammer, omversionerede artikler og enkelte friste kommentarer" (anmeldelse bragt i Berlingske Tidende, 25. september 2001).

Hvad man end mener om gratisaviserne, har de imidlertid også haft den effekt, at de har udvidet den avislæsende del af befolkningen, således at også befolkningsgrupper, som ikke tidligere læste avis, nu gør det. Mine analyser af de danske avisers læsersammensætning viser således, at gratisaviserne udgør en relativt større andel af den samlede avislæsning hos de befolkningsgrupper, som er dårligst uddannet, har de laveste lønninger og de lavest rangerende stillinger. På den baggrund er det min hypotese i specialet, at gratisaviserne udgør en politisk ressource for de mest ressourcesvage dele af befolkningen.

I specialet argumenterer jeg med inddragelse af teori af primært Anthony Giddens, Pierre Bourdieu, Jürgen Habermas og Michael Schudson for, at begrebet "en politisk ressource" kan forstås som noget, der er medvirkende til at muliggøre borgernes politiske medborgerskab. Jeg argumenterer videre for, at et nyhedsmedies eventuelle status som en politisk ressource kan måles på tre (delvist overlappende) parametre:

1. Monitorering - at nyhedsmediet giver modtagerne et overblik over aktuelle forhold inden for det politiske system.
   
2. Forståelse - at nyhedsmediet fremmer modtagernes forståelse af det politiske system og dets aktiviteter ved også at behandle baggrunden for og substansen i aktuelle begivenheder.
   
3. Adgang - at nyhedsmediet faciliterer borgernes deltagelse i den politiske offentlighed, enten ved direkte at lade dem komme til orde i opinionsstoffet eller ved indirekte at lade dem repræsentere symbolsk gennem anvendelse af almindelige mennesker som kilder i det redaktionelle stof.

(Eksaminator og censor har desuden tilføjet, at hvis nyhedsmediet blev betragtet som en ressource for samfundet som sådan i stedet for fortrinsvis enkelte dele af befolkningen, kunne "avisernes egenproduktion af både alsidig og kritisk journalistik [...] være et andet vigtigt parameter". Denne dimension er dog ikke behandlet i specialet.)

Specialets empiriske arbejde er en indholdsanalyse af en uges politisk stof i metroXpress, Nyhedsavisen og Urban samt til sammenligning Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, og analysen viser, at gratisaviserne især kan siges at være en politisk ressource i forhold til monitoreringsparametret: Selvom Jyllands-Postens politiske stof tæller både flere artikler og især mere opinionsstof, tilbyder gratisaviserne - først og fremmest Nyhedsavisen - deres læsere en lige så god nyhedsopdatering som morgenavisen, mens de synes at varetage denne funktion markant bedre end Ekstra Bladet. Hvad angår forståelsesparameteret, opfylder alle tre gratisaviser det i tilstrækkelig grad til, at udviklingerne i det politiske system gøres relativt begribelig for læserne, men det fremstår ikke som en styrkeposition for nogen af dem. Og endelig er adgangsparametret det af de tre parametre, som gratisaviserne i videst udstrækning forsømmer at opfylde, hvilket først og fremmest skyldes en meget begrænsede tilstedeværelse af borger-forfattet opinionsstof i gratisaviserne, som vidner om en begrænset ambition fra gratisavisernes side om at facilitere deltagelse i den politiske offentlighed.
Konklusionen må derfor være, at gratisaviserne med et stærkt fokus på opdatering af læserne, et ikke ubetydeligt aspekt af baggrundsinformation og begrænsede muligheder for almindelige borgeres adgang til nyhedsmediernes indhold i overvejende grad kan siges at være en politisk ressource. Forståelses- og adgangsparametret opfyldes dog i for ringe grad til, at de kan træde i stedet for en morgenavis, mens de målt alene på det politiske stof udmærket ville kunne erstatte tabloidaviserne.


---
Specialet Gratisaviserne som politisk ressource blev afleveret maj 2009 og er bedømt til karakteren 12. I specialeudtalelsen skriver eksaminator og censor som konklusion, at der "er tale om et fremragende speciale, hvis analyse af gratisaviserne giver ny og kvalificeret indsigt i et emne, der ikke har været undersøgt i større omfang".

Læs hele specialet her.