Goldman Sachs krise
Muppetgate i verdens ondeste bank

Selv om Wall Street og banker som Goldman Sachs ikke just er tynget af et rosenrødt renommé i disse år, må en offentlig opsigelse med anklager om grådighed og en giftig og destruktiv kultur alligevel gøre pænt nas. Så hvorfor reagerer Goldmans Sachs næsten apatisk?
Man kan vælge at anskue det sådan at når nogen tidligere i al offentlighed har kaldt dit selskab for en stor vampyrblæksprutte der omklamrer menneskeheden, mens den nådesløst jager sine blodsugende tentakler ind i alt der lugter af penge, tja, så er ridserne i dit image ikke et pludseligt opstået problem, og du er formentlig opmærksom på at din popularitet ikke ligger i top alle steder.
 
Sådan ser det ud, når man siger op med manér
 
Om de tænkte sådan på ledelsesgangen – eller måske rettere ledelsesetagerne – hos finanshuset Goldman Sachs om morgenen onsdag den 14. marts, er ikke til at sige. Det eneste vi med sikkerhed ved, er at de var uenige og skuffede.
 
Her er et billede en og kort introduktion til den vores whistleblower.
 
En whistleblower med potentiale til at bringe storm
Samme morgen havde Goldman Sachs modtaget en opsigelse. Greg Smith, en af firmaets executive directors i London, hvad der svarer til en vice president i USA, havde sagt op, og han havde valgt at bringe sit opsigelsesbrev som kommentar i New York Times. Her kunne hans nu tidligere arbejdsgivere og kolleger blandt andet læse om virksomhedens kultur beskrevet som giftig og destruktiv, at klienternes interesser er tilsidesat til fordel for at tjene flest muligt penge, at klienterne i den interne korrespondance bliver kaldt ’muppets’, og at topcheferne, Lloyd C. Blankfein og Gary D. Cohn, har sat den angiveligt tidligere så sunde virksomhedskultur over styr i den periode hvor de har været ved roret.
 
Sådan her ser Goldman Sachs sine kunder
 
Alt i alt knap så blodige anklager som Matt Taibbis maleriske vampyrblæksprutte-beskrivelse fra Rolling Stone Magazine, men til gengæld anklager fra en insider, ansat gennem 12 år, med ansvar for selskabets derivathandel i Europa og Mellemøsten. En insider der blandt andet tidligere har haft medansvar for rekruttering af kandidater fra universiteterne, men som nu, skriver han i sin offentlige opsigelse, ikke længere kan se de studerende i øjnene og fortælle at Goldman Sachs er et godt sted at arbejde.
 
Samtidig beskylder han Goldman Sachs for det værste man kan beskylde en investeringsbank for: at være ligeglad med kundernes interesser.
 
Goldmans Sachs havde fået sig en vaskeægte whistleblower på halsen. En whistleblowers vidnesbyrd – og især hvis det som i dette tilfælde omhandler noget så abstrakt som ’kultur’ – kan måske i mange sammenhænge viftes af som et utroværdigt udtryk for forsmåede karriereambitioner eller lignende. Det er bare ikke helt så enkelt når whistlebloweren træder frem på scenen med et dystert bagtæppe af finanskrise, statslige redningspakker, subprimelån og derivater, og den anklagede part er en finansiel Wall Street-gigant der omsætter for et trecifret milliardbeløb, udbetaler ca. 71 mia. kr. i bonusser – eller hvad der omtrentlig svarer til Albaniens bruttonationalprodukt – og hvis ansatte har en gennemsnitsløn på ca. 2,1 mio. kr. Og som i øvrigt har et par nylige mellemværender med USA’s svar på Finanstilsynet.
 
Vi er skuffede
Så hvad gjorde Goldman Sachs så onsdag den 14. marts om morgenen da New York Times landede i hovedkvarteret? De kom med en udtalelse: Vi er uenige i de fremsatte synspunkter, som vi ikke mener afspejler den måde vi driver vores forretning på. Som vi ser det, kan vi kun være succesfulde hvis vore klienter er succesfulde.
 
Goldman Sachs svarer tilbage på kritikken. Og det var end ikke hovedhistorien på deres hjemmeside. Her er en oversigt over, hvordan Goldman Sachs svarer tilbage
 
Senere sendte topledelsen et memo til firmaets ansatte. Det kan koges ned til: Vi er skuffede over at læse påstande fremsat af en enkeltperson, og som ikke afspejler vores værdier, vores kultur, hvordan flertallet af de ansatte tænker om virksomheden, eller det arbejde vi udfører for vores klienter.
 
Og så gjorde Goldman Sachs sådan set ikke mere.
 
Ganske vist betød det hurtige og utvetydige svar at alle nyhedsmedierne kunne bringe citater fra udtalelsen (og i øvrigt også det interne memo der blev offentliggjort) i deres dækning, men det forhindrede ikke Twitter-sfæren i at kaste sig over det udsøgte satire-, ironi- og forargelsesmateriale som Smiths opsigelsesbrev og Goldman Sachs’ reaktion repræsenterer. For eksempel nævner selskabet i deres interne memo til medarbejderne at der er 12.000 vicepræsidenter som Greg Smith – i et selskab med 33.000 ansatte.
 
Der gik således ikke længe før den begavede parodi på Greg Smiths opsigelse – Why I Am Leaving The Empire, by Darth Vader – var at læse på The Daily Mash.
 
Stik mod krisekommunikationens normale anbefalinger reagerede Goldman Sachs ikke på den omfattende negative omtale i de sociale medier. Selskabet brugte ikke f.eks. en blog til at adressere de enkelte anklagepunkter i Greg Smiths brev. I stedet forlod de sig alene på de trykte medier. Goldman Sachs leverede de nødvendige citater til journalister, og topledelsen skrev et åbent brev til de ansatte. Og det var simpelthen det.
 
Der blev slet ikke reageret på alt den negative kritik, der kom på de sociale medier. I stedet blev man i sit HQ og talte med dem man kendte, de trykte medier
 
De fleste, både erhvervs- og kommunikationskommentatorer, kalder ’Muppetgate’, som affæren bl.a. bliver kaldt, for en regulær PR-katastrofe, og selskabets aktier tabte da også over 12 mia. kroner i værdi i løbet af onsdag den 14. marts.
 
Kommunikation kan ikke gøre onde til gode
Så hvorfor gjorde Goldmans Sachs ikke mere og andet? Var det fordi de ikke kunne? Har giganten ganske enkelt ikke et kriseberedskab ud over at offentliggøre en udtalelse og at sende et memo ud i til de 33.000 ansatte?
 
Eller er forklaringen den at selskabets selvopfattelse svarer til hvad Dashiell Bennett skriver i The Atlantic Wire: “Det faktum at Goldman – på trods af et hårdt år for indtjeningen og et offentligt omdømme på niveau med Kongressen – stadig er et af Wall Streets mest magtfulde selskaber, tyder på at ‘Vampyrblæksprutten’ ikke rigtig kan slås ihjel.”?
 
Sådan ser en vampyrblæsprutte ud. En væmmelig karl.  
 
Er forklaringen den banale at ledelsen i Goldman Sachs regner med at ride stormen af som sædvanlig, at aktieværdien vil genfinde sit niveau når alle har glemt alt om Greg Smith og snakken om muppets, ligesom alle har glemt alt om dengang under Depressionen hvor selskabet var ved at lade livet på grund af hasarderet spekulation?
 
Eller er der en tredje forklaring, der går ud på at Goldmans Sachs ikke erkender rækkevidden af deres dårlige image og renommé – og dets sammenhæng med deres faktiske handlinger – og derfor ikke erkender et behov for dyb selvransagelse oven på de samfunds- og PR-mæssigt (Wall Street er vel imagemæssigt i kategori med fugleinfluenza og CO2-udledning) dyre lærepenge som blind grådighed og manglende regulering har kostet?
 
Som en fyr skriver i en kommentar til en onlineartikel om emnet: The whole point about the resignation letter is that what Greg Smith said is true. This isn't a PR problem; this is a business problem. One of the first rules in PR is to always tell the truth, so the suggestion that there are PR responses to this sort of business issue borders on the unethical and, second, misses the point of what PR is all about. It isn't about smoothing over rough edges with lies or obfuscation. When the story is bad, it's bad, and no amount of weaseling will change that.
 

Giv din stemme

4 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Konsulent

Frist: 20. september kl. 10.00

Student worker

Frist: 29. september

Kommunikationsrådgiver/Senior Officer

Frist: 6. oktober
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Employee Advocacy

Få værktøjer og viden til at arbejde med medarbejder-ambassadører

8. november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.