Godt ord igen

En hensigtsmæssig samtale kræver et løbende tjek af de dynamikker, der foregår under den bevidste overflade
af Leif Becker Jensen
Jeg har en gylden regel, som jeg prøver at efterleve i mine samtaler: Hvis jeg er nødt til at gentage det samme argument for tredje gang, så kan jeg være nogenlunde sikker på, at jeg og min samtalepartner slet ikke taler om det, vi tror, vi taler om, men om noget helt andet. Så gælder det om at stoppe op og finde ud af, hvad der rører sig under overfladen.
     
Enhver samtale – hvad enten den er privat eller professionel – er nemlig som et isbjerg: 1/10 af samtalen kan vi se, høre og forholde os bevidst til, men de 9/10 af samtalens dynamik foregår under overfladen og er unddraget vores bevidste kontrol. Samtaler er derfor altid dobbeltbundede, og betydninger opstår løbende i den grå zone mellem det sagte og det usagte, mellem det, vi forstår, og det, vi tror, vi forstår.  
    
Forudsætningen for at opnå konsensus og enighed er derfor, at vi formår bevidst at fokusere på, hvad der foregår i samtalen her og nu. At nå frem til enighed begynder paradoksalt nok med at blive enige om, hvad vi egentlig er uenige om.
    
Et hurtigt samtaletjek
Når vi oplever konflikter, uenigheder eller misforståelser i samtalen, må vi derfor løbende foretage et hurtigt tjek under overfladen for at finde ud af, om det er de reelle problemer, vi har fokus på, eller om der er tale om skinproblemer, som skal ryddes af vejen, før vi kan give os i lag med de reelle konflikter. Her er en tjekliste med de vigtigste kontrolpunkter:

Relevansproblemet: Vi tror, at vi er enige om, hvad det er relevant at tale om, men det er vi ikke altid, for der er forskel på objektiv og subjektiv relevans. Objektiv relevans foregår på overfladen og er defineret af konteksten: På bestyrelsesmødet forventes vi at holde os til dagsordenen, og i lægekonsultationen forventes vi at tale om sygdom. Den subjektive relevans er derimod bestemt af, hvad der er relevant for den enkelte samtalepartner. Derfor kører der skjulte dagsordener på mødet, og patienten taler om sin hovedpine, selv om hun har større behov for at tale om sine samlivsproblemer. Den professionelles rolle er derfor ofte empatisk at lytte sig ind til den andens subjektive relevans.

Sprogproblemet: Vi tror, at vi taler samme sprog, men ordene har forskellig betydning for os hver især. Det sker typisk, når f.eks. systemsproget møder erfaringssproget, eller når vi taler for abstrakt og generelt. Vi forstår ikke det samme ved ”sammenhængskraft” og ”omstillingsparathed”, og ledelsens værdier om ”åbenhed” bliver først konkret testet, når ministeriets informationsmedarbejder udtaler sig til pressen om en kontroversiel sag.

Perspektivproblemet: Vi tror, at virkeligheden er sådan, som vi selv opfatter den, men det er den ikke. Vi ser verden gennem vores egne specialslebne briller, fordi vi har forskellige erfaringer, holdninger og værdier, eller fordi vi har forskellige og uforenelige interesser. Derfor er der også forskel på, hvordan vi hver især selekterer, fokuserer, generaliserer, fuldstændiggør og projicerer, så virkeligheden passer til vores egne forhåndsforestillinger. Som Storm P. meget rammende har udtrykt det: ”Denne sag kan ses fra flere sider, så jeg vil be’ d’herrer om at sætte sig i en rundkreds!”

Relationsproblemet
: Vi tror, at samtalen drejer sig om et emne, som ligger uden for os selv, men i virkeligheden taler vi om os selv og vores relation, og det er generelt set nok den skjulte dynamik, som på én og samme gang er den stærkeste og mest undervurderede i vores samtaler. Vores indbyrdes relationer er altid i bevægelse over tid mellem at være tæt på og langt fra (formaliteten) og mellem at være overordnet og underordnet (dominansen) – og de relationer justeres løbende, bl.a. gennem vores samtaler. Det er nærmest en grundlov i samtaler, at jo større misforholdet er mellem emnets objektive betydning for parterne og den psykiske energi, de lægger i samtalen, jo større er sandsynligheden for, at det er relationen, f.eks. en psykologisk magtkamp, der er på spil – i det skjulte.

Regelproblemet
: Vi tror, at vi er enige om samtalereglerne, men det er vi ikke altid, fordi samtaleregler etableres implicit ud fra parternes opfattelse af rollerne og konteksten. Derfor forhandles de også løbende undervejs. Når journalister f.eks. interviewer professionelle kilder, er journalistens implicitte regel, at bordet fanger, og at udtalelser ikke kan trækkes tilbage. Derfor må kilden selv eksplicit forholde sig til denne usagte regel i samtalen – hvis han altså kender den: Det følgende fortæller jeg dig kun uden for referat! Og så må journalisten jo tage stilling til, om han vil fravige sin egen regel.


Det centrale er, at vores samtaler ofte er fyldt med uenigheder, konflikter og misforståelser – af den simple grund, at vi er forskellige. Det afgørende er imidlertid, om vi evner at føre en hensigtsmæssig samtale om samtalen, der kan løse problemerne ved at adskille skinkonflikter fra de reelle konflikter – så vi kan koncentrere os om at løse de sidste.  Og du skal ikke forvente, at den anden gør det – ansvaret er dit eget.




Godt ord igen. Om samtaler og samtaleproblemer
Leif Becker Jensen
198 kr. • 212 sider
1. udgave 2009
ISBN: 87-5931-427-3
Køb den her



Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job