Ligger du og kæresten i ske, eller er I rykket helt ud til hver jeres sengekant i en gysende cliffhanger? Sovestillingerne siger noget om jeres parforhold, personligheder og måske endda samarbejdsevner i arbejdslivet. Kforum er krøbet under lagnerne for at kigge nærmere på disse hidtil oversete kropskommunikationshandlinger, som man kommer sovende til.

Klassisk ske – Romantisk stilling, der især er udbredt blandt unge elskende med alle håb og drømme i behold. Også velegnet til to mennesker, der efter en flyulykke er strandet i tundraen og må ligge meget tæt for at holde varmen. Den dårlige nyhed for "Klassisk ske" er, at parret er truet af tidens tand, der langsomt, men ubønhørligt vil gnave sig vej ned mellem kroppene.

Cliffhanger – Ved første øjekast en sovestilling for separerede par på vej ud over skilsmissens afgrund. Men noget helt andet kan udmærket være på færde, nemlig to supereffektive mennesker, som sover bedst uden forstyrrelser. Toppoint for optimal udnyttelse af sengefladen. Eventuelt plads til afkom i midten.

Gerningsstedet– Hulter til bulter som kastet omkuld af en halv tønde hjemmebrændt sprut. Her tager man øjensynligt let på parforholdet og livet. Men lad os ikke narre: Der er i virkeligheden tale om en autentisk crime scene, og de to stakler på sengen er stendøde. Tænk lige over det, du.

Fjederen – Kropskontakt er her unægtelig. Der er samtidig rig mulighed for at udløse den spændte fjeder og skubbe partneren på gulvet. Det giver den uovertrufne følelse af totalt herredømme over kingsize-sengen. "Jeg er så stolt af min mand/kone" er dette pars dags-facade, der dækker over nattens ubevidste udsparkning.

Lynlåsen – For par, der passer sammen som tænderne i en lynlås: Tæt, men aldrig forenet. Berørt, men rygvendt. Skat, vil du lige lyne mig op? Parrets image i vågen tilstand er hr. og fru Perfekt, der fungerer sammen uden at æde hinanden.

Påklædningsdukkerne– Todimensional og pap-agtig sovestilling, der ikke mindst ses blandt pensionister med rygproblemer. Også velegnet til mennesker, der er dopet med sovemedicin – og husk i den forbindelse ved overdosis: Skift straks stilling til "Gerningsstedet", som tidligere illustreret.

Trappen– Som fostre på en fødegang, forenet i behovet for at lukke den onde omverden ude og krybe tilbage til den beskyttende livmoderhule, hvor glemslen strømmer lige ind gennem navlestrengen. "Trappen" egner sig til tykke par, fordi store maver ikke kommer i vejen, hvilket ville gælde for de mere akrobatiske stillinger. Tegneren ligger åbenbart under for en overdreven politisk korrekthed, der ikke tillader at vise folk med sul på kroppen.

Patient og doktor– Trøst og omsorg binder parret sammen. Og lidelsen, omklamringen og desperationen ligger og lurer som det væmmelige uhyre lige neden under sengebrædderne. Velkommen til den vågne tilstand.
Artiklen har taget afsæt i denne bog, hvorfra tegningerne af Amelia Bauer stammer:

Evany Thomas: The Secret Language of Sleep – A Couple's Guide to the Thirty-Nine Positions (McSweeney's)