Globaliseringens muligheder

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Globaliseringens  muligheder

Henrik Dahl anbefaler Anthony Giddens seneste bog ”En løbsk verden” som en faglig formidling og hurtig indføring i globaliseringen og dens problemer og muligheder.

Anthony Giddens: ”En løbsk verden”, Hans Reitzels Forlag, København 2000.

Globaliseringen er emnet for den britiske sociolog Anthony Giddens’ seneste bog, ”En løbsk verden”. Selve ordet er et modeord, der sikrer taletid i enhver forsamling af politisk eller økonomisk interesserede. Ofte går man forholdsvis let henover definitionen af begrebet, men springer direkte til vurderingen, hvor der er tre hovedstandpunkter. Nogle regner globaliseringen for en katastrofe, der skal standses. Nogle regner den for et fantasifoster ligesom fx ”drømmesamfundet” eller ”fritidssamfundet”. Det vil sige et fængende men tomt begreb, der snarere er udtænkt med baggrund i markedsføring end med baggrund i socialforskning. Og nogle regner globaliseringen for vor tids største, politiske udfordring.

Til den første gruppe hører blandt andet den franske sociolog Pierre Bourdieu – der sammen med Giddens er på den uofficielle shortlist til titlen ”verdens største, nulevende sociolog” - og den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman. Til den anden gruppe hører de britiske økonomer Hirst og Thompson og til den tredje gruppe den catalanske sociolog Manuel Castells samt Giddens selv.

I Danmark har diskussionen indtil videre ikke sat sig varige, videnskabelige spor. I den bredere, samfundspolitiske debat må man alt i alt regne Kresten Schultz Jørgensen som Bauman-discipel. Med visse forbehold kan man regne Sven-Ove Gade for tilhænger af den opfattelse, at globaliseringen ikke findes (den er blot et påskud, der skal tilsløre elitens sammensværgelse), mens man i den lejr, der betragter den som en politisk udfordring, finder et blandet kor bestående af Lars Kolind, Per Stig Møller og – i al beskedenhed – forfattergruppen bag Borgerlige Ord Efter Revolutionen.

Sandhed i modeordet
Ligesom der godt kan være nogen, der forfølger en person med paranoia, kan der også være sandhed i et modeord. Efter min opfattelse er ikke mindst Manuel Castells’, men også den amerikanske økonom (og tidligere arbejdsminister) Robert Reichs og den britiske økonom Will Huttons argumenter for globaliseringen af en så overbevisende karakter, at det er meningsløst at argumentere imod dem.

Globaliseringen har ikke en enkelt årsag. Den skyldes blandt andet fremvæksten af stærke, økonomiske centre flere forskellige steder i verden. I første omgang USA/Canada, Europa og Sydøstasien. Og i stigende omfang NAFTA-området (USA, Canada, Mexico), Mercosur-området (med Argentina og Brasilien som hovedkræfter) samt dele af Kina og Indien (man bemærker Afrikas tragiske udeladelse af denne opremsning).

Andre årsager til globaliseringen er det nye system for global handel med valuta, der opstod i kølvandet på ophævelsen af Bretton Woods-fastkurssystemet i 1972 og oliekrisen i 1973. Det førte både til en omstrukturering af hele den internationale finansverden og til, at den centrale kontrol med denne finansverden forsvandt. Dertil kommer afslutningen af den kolde krig, der førte til åbningen af en række nye markeder og sidst, men ikke mindst, IT-revolutionen. Alt dette betyder, at det verdensøkonomiske system i dag er ét enkelt system, der arbejder synkront i tre skift: et i New York, et i Frankfurt og et i Tokyo.

Livet i den globaliserede verden
Man kan spørge sig selv, hvad alle disse ændringer i handelstraktater og internationale valuta-aftaler kommer den enkelte ved? Svaret er, at de har en altdominerende indflydelse på dagligdagen. Ikke fordi de umiddelbart har nogen effekt, men fordi denne grundlæggende drivkraft i udviklingen fører til vidtgående ændringer i, hvordan virksomheder organiserer deres arbejde, hvordan stater forsøger at skaffe sig et politisk råderum, og hvordan det internationale mediesystem påvirker selve det civile samfund.

Globaliserede virksomheder adskiller sig afgørende fra de ikke-globaliserede. De flytter, hvis rammebetingelserne er for dårlige. De tjener ikke penge ved at fremstille lange serier af ens produkter, men gennem konstant produktudvikling og produkttilpasning. De ligger ikke et enkelt sted, men består af en mængde afdelinger (fx teknik, design, produktion, marketing, økonomi), der sagtens kan ligge i hver sit land. Og de beskæftiger en stor mængde af specialister (fx IT-folk) og såkaldte symbolanalytikere (eksperter i fx design eller markedsanalyse). For begge disse grupper gælder, at det er dem, der har fat i den lange ende i forhold til virksomheden. Deres trusler om at sige op er langt alvorligere end virksomhedens trussel om fyring.

Globaliseret politik handler om at skaffe sig suverænitet. Det er rent ud sagt absurd at høre på den danske EU-debat, fordi den vender på hovedet. En helt selvstændig stat har absolut ingen suverænitet, eftersom dens politiske råderum er diminutivt i forhold til det økonomiske rum, den befinder sig i. Skønt der vitterligt er et demokratisk underskud i EU, er det for intet at regne imod det demokratiske underskud, der karakteriserer både den internationale finanskapital og internationaliserede produktionsvirksomheder.

Endelig har det civile samfund i den globaliserede verden det træk, at tidligere tiders enhed af følelse, viden og handling er sprængt. Hvor disse tre aspekter af livet tidligere var begrænset af menneskets fysiske aktionsradius og stort set sammenfaldende, er de i dag radikalt splittet ad. Følelsesmæssig nærhed kan etableres over lange afstande via tv. Viden om stort set alting kan indhentes og organiseres via internettet. Og den enkeltes aktionsradius er drastisk udvidet gennem billig og effektiv transport.

Denne verden ville være fuldstændig fragmenteret, hvis ikke de brede medier gennem nyhedsudsendelser og populær fiktion til stadighed satte hverdagens oplevelser ind i en fortolkende ramme (som til kulturministerens store ærgrelse ikke altid er national, men som ikke desto mindre virker fortrinligt). Da en del af hverdagens oplevelser stammer fra medierne selv, indgår medierne og dagliglivet oven i købet i en indviklet symbiose, hvis lige man aldrig tidligere har set.

Erfaringernes hyperinflation
På listen over danskere, der har sat globaliseringen på dagsordenen, glimrer politikerne stort set ved deres fravær. Det er efter min opfattelse uheldigt, idet globaliseringen har kastet Danmark ud i sin største og mest permanente politiske krise siden provisorietiden. Udtrykt i overordnede vendinger skyldes den politiske krise, at det danske, politiske system ikke har den kapacitet, der skal til for at tackle globaliseringens politiske udfordringer.

Baggrunden for de politiske udfordringer er for det første, at traditionen hele tiden taber i værdi. I et samfund, der hele tiden forandrer sig, og hvor der overalt gives valgmuligheder, er traditionerne ganske enkelt ikke relevante som en tolkende ramme for det enkelte menneske. Derfor oplever flere og flere en form for ”erfaringernes hyperinflation”, hvor værdien af deres erfaringer dagligt devalueres.

Når traditionen forsvinder, undergraves også de roller, der hører sammen med traditionen. Hvor man tidligere kunne udøve sin rolle som mand, hustru eller familieoverhoved med støtte i traditionens anvisninger på at spille denne rolle, må man i dag klare sig selv. På livets store scene er der pludselig hverken manuskript eller instruktør, hvilket er en stor belastning for mange.

Endelig medfører udviklingen en individualisering af sociale erfaringer. Hvor det før stod de fleste klart, at de var medlemmer af en gruppe, er det i dag nærmest en fornærmelse at fortælle folk, at dette er tilfældet. Det fører, som den amerikanske sociolog Richard Sennett har bemærket, til, at også begivenheder, der har social karakter – fx massefyringer eller ændringer i miljøet – opleves som personlige tildragelser. Følgen er, at mennesker i dag er tilbøjelige til at reagere på sociale erfaringer ved at blive deprimerede eller utrygge. Det adskiller sig voldsomt fra situationen for hundrede år siden, hvor både bønder og arbejdere reagerede kollektivt på deres sociale erfaringer ved at organisere sig.

Politikere i krise
Resultatet bliver, at der dukker en lang række nye spørgsmål op på den politiske dagsorden. Hvor man tidligere stredes om den rette balance mellem frihed og lighed, handler politik i dag om identitet (dansk eller ej?), tryghed (indsatsen over for den vold, der ikke stiger), miljø og fødevarer (indsatsen over for giftig mad), familier (den statslige yngelpleje), alderdom (hjemmehjælp og pensioner), seksuelle rettigheder (lesbiske pars ret til kunstig befrugtning) og symboler (den danske krone). Det er disse emner, der mobiliserer befolkningens følelser og kan koste en regering dens politiske liv. Til gengæld foregår overenskomstforhandlingerne på det nærmeste uden, at nogen bemærker det.

Det politiske system i Danmark har med få undtagelser ikke den fornødne kapacitet til at forholde sig til disse problemer. Det er indrettet på at servicere sociale klasser, der knap nok eksisterer længere, og har en dagsorden, der overhovedet ikke svarer til folkets dagsorden. Man kan sige, at det er selve evnen til at politisere det moderne livs problemer og give dem en fælles form, der for øjeblikket mangler. Følgelig mangler systemet også en evne til at pege på veje til at løse disse problemer.

Derfor står vi i dag i en politisk krise, som resulterer i, at store dele af befolkningen accepterer forestillingen om, at en udemokratisk elite – politikerne - har stjålet demokratiet fra folket. Dette er dybt alvorligt, fordi det er udtryk for, at dele af befolkningen har forkastet selve forestillingen om repræsentation. I disse dele af befolkningen betragter man det simpelthen som illegitimt, at et lovligt valgt parlament benytter sig af sin forfatningsmæssige ret til at vedtage love. I stedet betragtes Folketingets udnyttelse af sine forfatnings­mæssige rettigheder (og dermed udførelsen af dets forfatningsmæssige pligt) som udtryk for en slags overgreb imod befolkningen. Dette er en meget alvorlig, politisk situation, som hverken folkehøringer, folkeafstemninger eller et regeringsskifte kan afhjælpe.

Et rum af muligheder
I denne situation kan Giddens’ bog varmt anbefales. Den er blevet kritiseret for sin ”lethed”, hvilket jeg betragter som en helt urimelig kritik i betragtning af, at den egentlig er fem radioforedrag. Der er simpelthen grænser for, hvor mange fodnoter og digressioner, man kan byde et publikum, der ikke har en tekst liggende foran sig. I stedet kan bogen læses som faglig formidling og som en hurtig indføring i globaliseringen og dens problemer.

Giddens behandler i hurtig rækkefølge selve begrebet; frem­komsten at et menneskeskabt ”risikosamfund” (en idé, han har fra den tyske sociolog Ulrich Beck) med miljø- og teknologiproblemer; tabet af tradition og ændringerne af familien og ”privatlivets” former.

Det virkelig positive ved Giddens’ bog finder man i bogens sidste kapitel, der omhandler demokratiet. I stedet for at hæfte sig ensidigt ved globaliseringens problemer, beskriver Giddens også dens fordele, hvoraf de to største er økonomisk vækst i regioner, der tidligere var forarmede, og større udbredelse af demokratiet (tænk blot på, hvor mange demokratiske lande, der i sammenligning med 1989 i dag findes i Europa). Derved bliver det afgørende for Giddens, at globaliseringen åbner et rum af muligheder, som det gælder om at give en politisk dimension. Griber man disse muligheder (som med Giddens’ slagord består i en demokratisering af demokratiet), vil det være muligt at indhøste globaliseringens fordele. Taber man til gengæld globaliseringens politiske muligheder på gulvet, vil man kun få andel i dens ulemper i form af stigende ulighed, kulturel fragmentering og politisk magtesløshed.

Intet dilemma kunne være mere tankevækkende i en tid, hvor den danske befolkning er i fuld gang med at tabe globaliseringens politiske muligheder på gulvet i gold mistillid til det politiske system og trodsig afvisning af det spagfærdige forsøg på at erobre et mindstemål af politisk suverænitet, som den Europæiske Union alle sine mangler til trods repræsenterer.

 

Relaterede artikler

Kresten er tilbage - Jeg hørte for snart lang tid siden om Kresten Schultz Jørgensen og hans nye bogprojekt:" Magt og Mirakler", der efter si...
Dømt til kommunikation - Jeg har en mobiltelefon – ergo er jeg. Sådan kunne man omskrive Descartes' definition på, hvad et menneske er. For mobil...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Digital kommunikationskonsulent

Frist: 3. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

KOM18

Vær med, når hele branchen samles til årets k-konference

3. maj

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.