Zoo-direktørens hykleri
Københavns Zoo profiterer af publikums følelser ved at give dyrene navne og sælge merchandise, hvorefter man tramper på de samme følelser ved en offentlig partering. På blot to dage har Zoo formået at give København en verdensomspændende negativ branding.
af Erik Holstein
Refleksreaktionen ligger lige for:
De folk, der kritiserer aflivningen af en giraf, er enfoldige og naive. Rent Keld Heick- og Linse Kessler-segment. Folk, der lever i en sentimental Disney-verden, hvor man nægter at se realiteterne i øjnene og er for ubegavede til at se tingene i de rette proportioner. Det er jo bare det lyserøde segment, som alle griner af.
Sådan er den omstridte giraf-aflivning i Københavns Zoo med stor konsekvens beskrevet i medierne, og det er også en dejlig straight forward-vinkel. En vinkel, som selv den mest fantasiløse praktikant kan finde ud af at anvende i sin skabelon. Men er sagen nu så enkel, som refleksreaktionerne lader ane? Kunne man ikke gå et spadestik dybere end at fortælle den fortærskede historie om den begavede videnskabsmand over for den uvidende befolkning?
Tre dage tog det Københavns Zoo med Bengt Holst i spidsen at skabe en verdensomspændt negativ omtale af København. Foto: Thomas Wilmann/ Polfoto
For det første kunne man efterprøve den etik, man udviser i Københavns Zoo. Man hævder at være drevet af videnskabelige principper, men det er rent hykleri. For i jagten på publikum og kommerciel succes er man ikke det mindste videnskabelig.
Man giver bevidst dyrene navne som Marius, Oleg og Rasmus, så publikum kan følge det enkelte dyr og investere følelser i det. For at forstærke bindingen bringer man videoklip fra dyrefødsler og udnytter publikums veneration for dyreunger. Endelig sælger Zoo idylliserede udgaver af tøjgiraffer, stofsæler og alt muligt andet merchandise, hvor man tjener på publikums glæde ved særligt tiltalende dyr. Så længe man i kommercielt øjemed kan udnytte publikums ”sentimentale følelser”, har man intet imod at spille på den bane.
Derfor bliver det bare en lille smule kvalmende, at Zoo-direktør Bengt Holst trækker det videnskabelige kort, når Zoo for rullende kameraer parterer den giraf, man tidligere har navngivet. Tilmed sker parteringen foran ganske små børn, der enten bliver meget kede af det eller risikerer at få en brutaliseret opfattelse af, hvordan man behandler dyr. Det er faktisk ret elementært: Man forærer heller ikke sine børn en kanin, som de kan knytte sig til – hvorefter man serverer den som ragout til familiemiddagen.
Flere børn var vidner, da Københavns Zoo foran rullende kameraer parterede girafungen Marius. En handling, der ifølge Zoologisk Have blev foretaget i videnskabens navn. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/ Polfoto
For det andet tages det for givet i reportagerne, at mennesker, der engagerer sig i noget så inferiørt som en giraf, har mistet enhver proportionssans. For er der ikke meget værre problemer, såsom krigen i Syrien eller de tilbagevendende hungerkatastrofer i den tredje verden? Og jo, selvfølgelig er der langt værre problemer. Men hvem siger, at de samme mennesker ikke kan engagere sig i kampen mod sult, flygtningekatastrofer – og dyrevelfærd i bred forstand?
Det kan i sagens natur være svært at gøre noget konkret i forhold til for eksempel borgerkrige langt væk, og derfor ser man ofte, at folk handler mest aktivt i forhold til de nære ting. Men grundfølelsen bag såvel danmarksindsamlinger og beskyttelse af dyr er den samme, nemlig empati. Det er en af de vigtigste opgaver for en zoologisk have at skabe empati for vilde dyr, og dermed engagere publikum i naturbevarelse. En partering for åben skærm gør det stik modsatte.
For det tredje var det en ide at se nærmere på den bureaukratiske arrogance, som Zoo-direktørens optræden er et skoleeksempel på. En arrogance, hvor beslutningstagere nærmest gør det til et princip at trampe hen over protester. Uden sammenligning i øvrigt så man noget lignende med Goldman Sachs-sagen, hvor et flertal i Folketinget valgte at se helt bort fra holdningen hos et kæmpemæssigt flertal i befolkningen. Man tromler vellystigt hen over egne vælgere eller eget publikum uanset konsekvenserne, og man anser det for ’populisme’ at tage det mindste hensyn til følelserne i befolkningen.
Selvom flere tusinde protesterede mod aflivningen af Marius valgte Københavns Zoo ikke at tage hensyn til dette. I stedet aflivede de ham foran et live-publikum
For det fjerde ville det være interessant journalistik, hvis man undersøgte de sandsynlige økonomiske konsekvenser af slagtningen. En ting er, at Københavns Zoo kan komme til at miste entreindtægter fra både danskere og turister. Det kan også komme til at koste sponsorater.
Gad vide om Nilfisk eller Forbrugsforeningen har lyst til at blive forbundet med nedslagtning af raske dyr? Gad vide om det vil gavne Carlsberg på eksportmarkederne, hvis bryggeriet bliver forbundet med opsprætning af et girafføl foran mindre børn? Det må være ret bittert for de virksomheder, der i bedste mening har givet et sponsorat, hvis de på grund af weekendens bizarre splattershow får skadet deres image i Danmark og i udlandet.
Dertil kommer skaden for København, der i løbet af en weekend fik mere omtale i udenlandske medier, end byen normalt får på et år. Negativ omtale vel at mærke – fra Sverige over England til Australien og USA. Senest illustreret med henvendelsen fra den amerikanske ambassadør, som tydeligvis ikke er imponeret af Københavns Zoos aparte udgave af dyrevelfærd. Jeg kan ikke vurdere, hvor meget det vil koste at genoprette byens image, men et løst gæt er, at det snildt kan løbe op i flere hundrede millioner. Ingen vil kunne bebrejde Wonderful Copenhagen, hvis de retter et astronomisk erstatningskrav mod de ansvarlige.
Den amerikanske ambassadør Rufus Gifford blandede sig i aflivningen af Marius. Bl.a. ved at tilkendegive sin foruroligelse i en opdatering på din Facebook-profil. Foto: Gorm Branderup/ Polfoto
Så hvem er det egentlig, der har handlet mest irrationelt i denne sag? Er det de borgere, der på Facebook forsøgte at forhindre aflivningen og parteringen af giraffen – eller den argumentresistente Zoo-direktør, der uden tvingende årsag har påført sin arbejdsplads og sin by så store omkostninger?
Svaret synes ret indlysende.
Denne artikel er også bragt i Berlingske den 12. februar 2014.
